Amerikanske perspektiver (arkiv)

Sexkastration er jo kun nødvendigt, fordi forbryderen løslades fra statens varetægt.
Du hævder, at tanken om livstid efter første seksualforbrydelse næppe har politisk opbakning.
Det vil jeg stærkt bestride, da det trodsalt ikke er tusindvis personer, der begår de værste seksualforbrydelser mod børn. Mange handlinger, der idag klassificeres som seksualforbrydelser er jo ofte ret så harmløse og burde derfor ikke være selvskrevne til livstid. Men overgreb på børn burde allerede første gang resultere i livstid til den naturlige død. Det er den logiske konsekvens af højesterets underkendelse af brugen af dødsstraffen over for pædofile i sagen Kennedy v. Louisiana.

Hvis staten er afskåret fra at bruge dødsstraffen selv over for de værste af de værste, må den altså beskytte uskyldige mennesker ved at fjerne forbryderen fra cirkulation på livstid.
En person, der er blevet dømt ved en retfærdig rettergang for et alvorligt seksualovergreb har ingen moralsk ret til at kræve andet af samfundet end humane afsoningsvilkår. Straffen i form af frihedsberøvelse kan i så fald godt vare til den naturlige død. Eftersom samfundet jo er berettiget til helt at fjerne forbryderen fra enhver menneskelig cirkulation, må den naturligvis også være moralsk berettiget til at foretage det mindre indgreb bestående i kemisk kastration.
I Danmark er det dog formentligt på forhånd udelukket, at den fremherskende soft on crime pædagogik vil tillade kemisk kastration, så i mangel af bedre holder jeg på at holde de værste seksualforbrydere indespæret til deres naturlige død. Det er trodsalt et velkendt strafferetligt paradigme, at staten kan frihedsberøve kriminelle, og kræver kun en mindre justering i holdningen til strafproportionalitet, hbvorimod kemisk kastration met større lethed vil kunne anklages for at være et atypisk og umenneskeligt indgreb i menneskers intime kropslige værdighed.

Upassende ? Klag over indlæg

Når en grov sex-forbryder som løslades, så gør det igen, er vi så ikke alle skyldige. Har vi ikke alle et ansvar for at forhindre at det sker igen? Vi kan da ikke bare frasige os vores ansvar for at det sker igen?

Hvorfor ser vi aldrig en psykiater som har løsladt en person der er sat i forvaring, blive stillet til ansvar for at han eller hende lod svinet komme fri.

Nu ved jeg godt at jeg er en “white trash DF’er” men jeg har bare utroligt svært ved at man uden at blinke slår 15.000 fostre ihjel hvert år i Danmark, men ikke en eneste af de svin der virkeligt fortjener at forsvinder fra jorden overflade slår vi ihjel.

Jeg forstår simpelhen ikke, at der ikke er en debat om emnet, lytter folk da aldring til deres eget hjerte, men bare siger det der er det rigtige at sige.

Efter at vi i dag kan scanne det lille tidlige fostre, må det da give stof til eftertanke, når man ser det lille liv. Der burde da der være en løbende og naturlig debat om emnet.

Men der er bare to store tabu emner i et hvert “oplyst demokrati”: dødsstraf og fri abort.

Upassende ? Klag over indlæg

Jeg mener at kunne huske domme på 25 år for voldtægt?

Er det 68′erne, som også har blødgjort det amerikanske retssystem?

Mord i forbindelse med voldtægt burde kun kunne give én straf: dødstraf.

Og voldtægt burde give højere straf end tilfældet er i Danmark.

Upassende ? Klag over indlæg

For nu at komme tilbage til sagen, så mener jeg, at der er så solid dokumentation for, at grove sexuelle forbrydelser gentages, at samfundet bør sikre, at de mænd, der begår disse forbrydelser bogstavligt talt tages ud af omsætningen.

Enten ved livsvarig indespærring eller dødsstraf. Det bruger vi jo ikke i Danmark, men det burde vi.

Jeg har ingen betænkeligheder ved kastration - medicinsk eller mekanisk - men er ikke sikker på, om det vil sikre omverdenen.

Og det er det væsentligste for mig - at vi kan være i fred for disse mennesker.

Upassende ? Klag over indlæg

Det allerbedste ville jo vaere at spotte disse faa typer der med deres vold odelaegger det for alt for mange mennesker. Det er desvaerre en utopisk tankegang og kan derfor ikke lade sig goere.

Hvad kan lade sig goere er at holde foerstegangsovertraeddere indenfor murerne paa livstid. Man skal ikke have laest meget Hazelwood (tidligere FBI profiler og ekspert i seksualforbrydelser) for at vide, at riskoen for gentagelser indenfor kategorien “sexual assault” er skraemmende hoj.

Udover gentagelser som jo er en kendt risiko paa baggrund af historiske data og statistik, saa maa man aldrig glemme ofret og dets naere som jo bliver straffet for tid og evighed. Om samfundet loeslader disse personer og de begaar ny kriminalitet, saa boer man kunne bringe de ansvarlige myndighedspersoner til personligt ansvar.

Man ville se, at disse eksperter der ikke ellers har noget at miste pludselig ville holde igen med provelosladelser osv. Man skulle ihvertfald vaere meget sikker i sin sag for at godkende en kriminel til losladelse. Det er saa faa kriminelle det handler om og jeg mener, at vi som samfund ikke har raad til at risikere flere ofre bare for lidt mere plads i faengslerne.

Der er som indledt i denne kommentar ikke meget at goere med foerstegangskriminelle, men naar man hoerer om personer der slaar ihjel igen og igen, saa vaemmes jeg ved et system der klart har spillet fallit!

Upassende ? Klag over indlæg

@niels hansen
Jeg kan leve med at en biltyv bliver sat i fængsel 100 gang for bil tyveri.
Men jeg har meget svært ved at et sex-forbryder, skal i fængsel to gang, da det betyder at mindst to mennesker har fået ødelagt deres liv, og i værste fald har mistet det.

Upassende ? Klag over indlæg

@Claus Elholm

“Kan vi i et demokratisk samfund tillade os at kastrere sexforbrydere medicinsk? Er det etisk og juridisk forsvarligt? Og hvis vi begynder på det - f.eks. i Danmark - hvad forhindrer så, at vi også begynder at behandle andre kriminelle medicinsk? Og er der ikke en risiko for, at vi i sidste ende står i en situation, hvor vi udøver medicinske forsøg på vores kriminelle?”

Tvangsmæssig kemisk kastration af seksualforbrydere anvendes ikke i Danmark og jeg ser ingen grund til at ændre på denne humanistiske tradition.

Seksualkriminelle er blevet og bliver stadig i en vis udstrækning anset som (psykisk) syge mennesker. Derfor har behandling af disse lovovertrædere også haft en større plads i indsatser over for dem, end over for de fleste andre lovovertrædere. Selv på tidspunkter, hvor behandling af kriminelle er blevet betragtet som nytteløst, har der fortsat fundet behandling af nogle sædelighedskriminelle sted.

I Danmark er der en lang tradition for behandling af personer, som straffes for overtrædelse af sædelighedslovgivningen (voldtægt, blufærdighedskrænkelse, ulovlig tvang i sammenhæng med seksuelle handlinger, pædofili, incest m.m.). Mens behandlingen tilbage i tiden ikke sjældent skete som fysisk kastration, er den mest udbredte behandlingsform i dag terapi under en eller anden form, til tiden dog kombineret med meicinsk kastration.

Tidligere har det overvejende været de personer, der begik de alvorligste sædelighedsforbrydelser, der fik tilbud om behandling. Det er dog ændret inden for de seneste år, så der nu kan tilbydes behandling også til seksualkriminelle, som begår mindre alvorlige seksuelle overgreb.

Sædelighedskriminalitet har mediernes og befolkningens opmærksomhed og personer, der begår mere alvorlige seksuelle overgreb beskrives hyppigt meget negativt. En sådan omtale fokuserer typisk på hævn- og straffeaspektet - råb om hårdere og længere straffe - hvilket kommer i konflikt med behandlingsaspektet.

Der er behov for en større viden om, hvorvidt behandling kan hindre fremtidig kriminalitet. Netop på grund af mediernes overfladiske og yderst negative skildring af grove og sensationelle seksualforbrydelser kan der udløses moralsk panik i en befolkning, især når det gælder seksuelle overgreb mod børn, med krav om, at man går ud over de sædvanlige straffearter og rammer, eller at man udvider området for det strafbare, hvorved flere kan blive domfældt. Et eksempel herpå er, at alene besiddelse af “børnepornografi”, der kan være fiktive eller computergenerede billeder med en eksplicit seksuel fokus, nu er gjort strafbare, hvor det tidligere var lovligt.

Men hvor stort er problemet egentligt?

Seksualkriminalitet udgør kun en lille del af de lovovertrædelser, der anmeldes og pådømmes i straffesystemet. I Danmark omfatter denne kriminalitet således ca. 0,6% af alle anmeldte straffelovsovertrædelser og knapt 2% af domme for straffelovsovertrædelser højere end bøde i 2004. Mens tallene fra Sverige stemmer godt overens med de danske, ser det ud til, at de ligger lidt højere for flere af de angelsaksiske lande.

Recidivet (tilbagefald til ny kriminalitet) for sædelighedsforbrydere er forholdsvis lavt, og det gælder både for tilbagefald til ny seksualkriminalitet og til andre former for kriminalitet. Også med hensyn til recidiv ser der ud til at være en forskel mellem de skandinaviske lande og nogle af de angelsaksiske lande. Recidivet er tilsyneladende højere uden for Skandinavien.

Endvidere viser såvel statistikken som undersøgelserne, at majoriteten af de seksuelle overgreb, der fører til politianmeldelse og domfældelse, ikke begås af allerede dømte seksualforbrydere, som recidiverer, men af førstegangsforbrydere. De fleste pådømte sædelighedsforbrydelser er således begået af en person, som dømmers første gang for kriminalitet.

Problemet med seksualkriminalitet er således marginalt og det ser ud til, at der med den skandinaviske model, hvor hovedvægten lægges på frivillig behandling frem for længere eller hårdere straffe, opnås mere positive resultater end den noget barskere doms- og afsoningspraksis som især er fremherskende i USA.

Spørgsmålets sidste del, om risikoen for, at kriminelle udsættes for medicinske forsøg, kan klart afvises for så vidt gælder Danmark. Nogen sådant er ganske enkelt ulovligt. Medicinske forsøg kræver informeret samtykke også når det gælder strafafsonere.

Selv om behandling - terapi og medicinsk behandling - formelt sker på et frivilligt grundlag herhjemme, så ligger der dog et element af “frivillig tvang” i den måde systemet administreres på. Beingelsen for prøveløsladelse eller mindre restriktive afsoningsforhold, for eksempel overflytning til åbent fængsel eller udslusningsinstitution, er ofte betinget af, at seksualforbryderen frivilligt deltager i terapi eller lader sig kemisk kasterere, især hvis det skønnes, at risikoen for recidiv er høj.

Upassende ? Klag over indlæg

@Henrik Kristensen

Jeg mener netop ikke at det er sort / hvidt.
sexforbryder kontra offeret og de fremtidlige offere.
Og
Moderens krop kontra barnets ret til liv.

Og der ville da ikke være noget nemmere at kunne læne sig op af en eller anden religiøs eller kvindesags holdning og så bare stikke hovedet i busken.

Men jeg synes at ting bliver problematiske når man ikke giver sig tid til at tænke efter, men bare lire det svar af sted som ens gaminasielærer ønskede at høre i sin tid.

Og når vi taler om 15.000 provokerende aborter om året i Danmark, ikke en eneste der bliver henrettet, lyder det lidt sjovt i mine ører.

Upassende ? Klag over indlæg

Det er jo saa forbandet simpelt: Spaer de kriminelle inde saa de baade straffes for deres ugerninger samt at nye ugerninger forebygges. End of story! Det er skattekroner og -dollars jeg og et meget stort flertal af befolkningen gerne vil bruge.

Upassende ? Klag over indlæg

Ole Iversen, Århus

PS
Jeg har nu aldrig haft nogle gymnasielærere som snakkede med os om dette emne. De var som regel mere optagede af den kommende kommunistiske verdensrevolution.

Upassende ? Klag over indlæg

Ole Iversen, Århus

Jo, men når vi snakker om livets ukrænkelighed så kommer vi jo også til at snakke om ekstremerne. Hvad med de eksempler jeg kom med før? Hvem har mest ret til livet? Moderen eller barnet?

For slet ikke at snakke om børnene som bliver født af en mor som har været udsat for incest eller voldtægt, eller som måske bare ikke er materielt eller mentalt klædt på til at tage vare på et barn? Hvad med narkomanerne? Eller alkoholikerne? De er da det mest skrækindjagende eksempler på hvad uønskede børn kommer til at gennemgå. For at sige det ligeud, så har deres “ret til liv” dømt dem til et liv i helvede. Var det ikke bedre at de ikke fik den skæbne?

Ligeledes tror jeg ikke vi får et bedre samfund ved at kopiere de lande med forbud mod abort, som har en stor gruppe socialt tunge og immobile unge mødre, som konsekvens af deres politik. Hvem i alverden skulle det gavne?

Værdinormer er en fin ting, men uden medfølgende praktiske løsninger er det et skråplan.

Upassende ? Klag over indlæg

At påstå at seksualforbrydere bliver til lykkelige, produktive og ufarlige samfundsindivider af at blive kastrret medicinsk, er i princippet en variation over det såkandte Tiger Woods-forsvar: Det var ikke mig men min sygelige seksualitet, der havde sex med alle disse kvinder! Når jeg er blevet behandlet, er jeg god(og uskyldsren som nyfalden sne…) igen.

Seksualforbrydelser handler, som andre kommentatorer har nævnt, ofte mere om magt end om egentlig seksualitet, og når man udviser så afvigende adfærd, er det en klokkeklar indikator på, at man lider af en eller flere psykologiske problemer.
Derfor er det vigtigt at tage fat om ondets rod frem for at stirre sig blind på et symptom.

Når det er sagt, tror jeg på rehabilitation indenfor rimelighedens grænser: Indsatsen skal skærpes betydeligt, og hvis den kræver en delvis psykologisk nedbrydelse af forbryderen for at være effektiv, er det beklageligt men forsvarligt og ønskværdigt på den lange bane.
Der er dog individer som Peter Lundin, som der ikke er noget håb for. Jeg kunne personligt godt leve med hans henrettelse, men jeg er forrået og ønsker ikke at se vores samfund inklusive vores børn forrået i samme grad som jeg. Derfor er den bedste løsning i min optik at sørge for, at han aldrig kan gøre nogen fortræd igen, hvilket er dyrt men bedre end alternativet.
En del af dette er også -for mig- at forhindre ham i at gifte sig, få besøg af groupier, tjene penge på sine memoirer, lægge sag an, deltage i interviews etc. Her kunne jeg godt tænke mig en etisk pagt mellem landets seriøse medier om at ignorere “historier” om folk som Lundin, der ikke har nogen samfundsmæssig relevans.

Upassende ? Klag over indlæg

“Hvad med tilbyde kastration for i retur en nedsat straf?”

Plus det ovenover og handlen er okay.

Upassende ? Klag over indlæg

@J. Tugart, New York | Skrevet: 10. mar 10 kl. 13:02

“Jeg forstaar ikke hvorfor du fokuserer saa meget paa “hvor stort problemet er”. Det er jo irrelevant for de personer hvis liv oedelaegges. Jeg er enig i, at det procentuelt er ganske faa personer der rammes af en seksualforbryders overgreb, men dette er set i en sammenhaeng hvor al kriminalitet (fra simpelt tyveri til mord) vurderes/maales.”

Jeg fokuserer ikke specielt på omfanget af sædelighedsforbrydelser, men nævner blot, at det i Danmark er et marginalt strafferetligt problem der blot omfatter 2% af de straffelovsovertrædelser hvor dommen lyder på frihedsstraf.

Havde tallet nu været f.eks. 20% i stedet for 2% så stod vi med et alvorligt samfundsmæssigt problem der potentielt udgjorde en trussel civlsamfundet hvilket ville legitimere at der blev afsat flere ressourcer til forebyggelse, opklaring, behandling/resocialisering og sikkert også krav om hårdere og længere straffe hvis man mente, at dette havde en generelpreventiv effekt. Og det ville hovedparten af befolkningen sikkert kræve, da sædelighedsforbrydelser i ganske særlig grad krænker retsfølelsen hvoraf flyder kravet om samfundets hævn.

Almene straffelove vil sikkert altid opleves som uretfærdige af de som rammes af en sædelighedsforbrydelse. Derfor må retsstaten så vidt det er muligt kompensere ofret ved hjælp af erstatning og psykologisk behandling for at få genoprettet den skadelidtes livskvalitet. På den anden side skal der være en vis proportionalitet mellem forbrydelsens grovhed og straffen.Generelt kan man sige, at straffen ikke bør være så mild at det fører til selvtægt og ikke så hård, at befolkningens retsfølelse krænkes, fordi straffen anses for urimelig hård.
Det er inden for disse rammer at diskussionen om retspolitikken udspiller sig.

“Det er tilmed foerste gang at jeg laeser, at disse kriminelles gentagelse af tilsvarende kriminalitet naermest er sjaelden. Dét har jeg ikke set foer. Du fokuserer tilmed meget paa behandling af kriminelle, men hvorfor bruge ressourcer paa disse naar man med samme ressourcer kan give fattige, ikke-priviligerede og ikke-kriminelle en uddannelse?”

Din uvidenhed skyldes sikkert, at du ikke har ofret den nødvendige tid og kræfter på at sætte dig ordentligt ind i emnet. Danskernes holdning til straf (retsfølelsen) har stort set været uændret siden den første undersøgelse blev foretaget i 1954. Et klart flertal ønsker hårdere og længere fængselsstraffe, især for vold, og det uanset om kriminaliteten er stigende eller faldende og uanset om straffen for vold faktuelt blev fordoblet med voldspakken i 2002.

Retsfølelse er udtryk for de holdninger og opfattelser, som borgerne i et retssamfund har af landets retspolitik, domstolenes domme samt straframme, herunder særligt hvorvidt straflængden opfattes som passende og retfærdig.

Man skelner mellem den informerede eller oplyste retsfølelse og den uinformerede/uoplyste retsfølelse afhængig af om man kender sagens konkrete omstændigheder eller ej. Hvis der skal være tale om en helt informeret retsfølelse kræves et vist kendskab til retssystemet, dets straffelovgivning og -udmåling. Generelt vil man på et uinformeret grundlag kræve en højere straf, end hvis man kender sagens detaljer.

Behandling med henblik på resocialisering spiller en betydelig rolle når det gælder sædelighedsforbrydelser fordi sådanne handlinger ofte anses for at være forbundet med psykisk sygdom (adfærdsforstyrrelser) i en eller andet grad eller omfang. Om den teori holder stiller jeg mig personligt noget tvivlende overfor. Psykiatriens diagnosekriterier synes til tider mere at afspejle samfundsmæssige normer end en videnskab baseret på objektive/rationelle kulturuafhængige kriterier. Således blev homoseksualitet tidligere defineret som en psykisk afvigelse, hvilket kunne begrunde både medicinsk behandling for lidelsen samt straf og diskrimination over for denne seksuelle afvigergruppe. Det blev opgivet da teorien savnede videnskabeligt grundlag. I dag er det den pædofile afvigergruppe der stemples som en psykisk afvigelse. Pædofili er dog også på vej ud af diagnosekriterierne, da intet tyder på en sammenhæng mellem psykisk lidelse og en seksualitet der primært er orienteret mod børn eller unge. Beskyttelseshensynet over for børn og unge legitimerer at pædofile der forgriber sig på børn straffes hårdt. For godt et halvt århundrede siden legitimere beskyttelseshensynet over for samfundet, at homoseksuelle der praktiserede deres seksualitet blev forskelsbehandlet og straffet. Det skete ud fra en fejlagtig teori om, at unge kunne blive forført til homoseksualitet.

Hovedreglen i strafferetten er jo, at syge mennesker ikke bør straffes, men behandles. Hvor grænserne skal trækkes beror på et skøn, der kan ændre sig over tid. Behandlingsdomme er dog problematiske fordi de kommer i konflikt med befolkningens uinformerede retsfølelse, der blindt krævere strengere straffe, idet der alene fokuseres på offerets lidelser.

Men faktisk er resultaterne af behandling af sædelighedsforbrydere med terapi og kemisk kastration gode for så vidt gælder en reduktion af risikoen for gentagelse af forbrydelsen. Derfor er det, også ud fra en ren cost-benefit analyse, en god idé at satse mere på behandling frem for længere og hårdere straf, der koster mange penge, men også øger risikoen for at gerningsmanden ødelægges rent socialt og derfor bliver hængende i kriminalitet. Jeg har endnu ikke hørt nogen påstå at strengere straffe skaber bedre mennesker.

“Selvom man investerer i kriminelle for at mindske tilbagefald til kriminalitet, saa er der ingen garanti (ikke bare i naerheden af garanti) for at de ikke igen begaar voldelige overgreb og mord. Menneskeliv er langt mere vaerd end den gambling man satser paa i bl.a. de Skandinaviske lande.”

Det man investerer i er ikke de kriminelle, men en kombination af tiltag som tilsammen giver mindre kriminalitet, og især mindre grov kriminalitet end et land som USA, hvor strafniveauet er betydeligt højere og afsoningsforholdene langt barskere end i et dansk fængsel. Dødsstraffen blev de facto afskaffet i Danmark i 1892, da en spektakulær henrettelse med håndøkse krænkede befolkningens retsfølelse og udløse en væmmelse således at alle dødsdømte herefterblev benået med livsvarigt fængsel, indtil dødsstraf blev afskaffet i 1930.
USA er vel efterhånden det eneste demokrati der fortsat opretholder denne grusomme og barbariske straffeform, hvilket placerer landet i selskab med lande som Iran og Kina når det gælder antallet af henrettelser. Indtil for nyligt henrettede man unge under 18 år og mentalt handicappede. Amerikanernes uinformerede retsfølelse er således forskellig fra danskernes og befolkningerne i de fleste demokratiske lande, hvor der er et klart flertal imod dødsstraf - samfundets ultimative hævn.

“Hvad skal man saa? Invester pengene i et goere lovlydiges liv mere sikkert ved at indespaere de der har bevist at de ikke formaar at omgaaes alle os andre. Medicinsk kastration er spildte midler og proveløsladelser af disse kriminelle er en falliterklaering!”

Uanset hvor strenge straffene bliver kan intet samfund skabe absolut sikkerhed mod kriminalitet. Psykisk sygdom eller religiøst vanvid kan ramme enhver og føre til meget grove forbrydelser. I USA dræber fundamentalistiske kristne abortklinikker ned til grunden og dræber abortlæger samtidig med at de advokerer for dødsstraf. Mennesker er nu engang ikke særligt rationelle og når de gribes af stærke følelser, had eller angst, kan det udløse meget grove forbrydelser. Jeg er ikke tilhænger af medicinsk kasteration, men erfaringer med terapi, især kognitiv terapi er gode, når det gælder sædelighedsforbrydere. Det ville være en falliterklæring hvis vi ikke fastholdt en human retspolitik, men lod den uinformerede retsfølelse drive samfundet i retning af forholdene i USA. Desværre går udviklingen i Danmark i den retning, fordi det er naturligt for en borgerlig regering at profilere sig med krav om strengere straffe da denne opportunistiske retspolitik nyder almen tilslutning i befolkningen. Det kræver en høj etik at sælge elastik i metermål, hvilket vel meget godt beskriver situationen når det gælder det politiske krav om hårdere, længere og mere pinsomme straffe.

Upassende ? Klag over indlæg

Tak for indsigtsfulde kommentarer og en spændende diskussion indtil nu.

Upassende ? Klag over indlæg

Til slut, vil jeg sige at den danske abort lov er en af de bedste modeller der findes i verden. At forbyde abort, har ingen positive sider.

Upassende ? Klag over indlæg

Ang. seksualforbryderne: Hvad med at lade dem gå med en gps-sender i 5 eller 10 år efter deres løsladelse som en del af straffen? Så kan man se, og de f.eks. ligger på lur i grønne områder om natten, og de vil vide, at det straks vil blive afsløret, hvis de forgriber sig på nogen.

Upassende ? Klag over indlæg

Det er uhyggeligt, at nogen forbryder sig mod unge piger og endda myrder dem. Medicinsk kastrering synes jeg er helt OK for grove sexforbrydelse.

Men en 17-årig dreng, der har sex med en 17-årig pige, synes jeg ikke skal straffes med livslang udstødelse af samfundet i et sexforbryderkartotek. Hvis pigen ellers var villig.

Upassende ? Klag over indlæg