Der er honningmesse i Tasmajdan-parken i Beograd, og jeg har gået rundt i parken i timevis for at få et glimt af hverdagen.

Jeg noterer mig dette: Folk ler, omfavner hinanden, et nygift par kommer ud af kirken, musikken bag dem spiller. En tiggende roma-kvinde gør korsets tegn. Hun er i lange skørter, sort. Hun kan knapt se frem for sig, så krum er hun. Jeg går forbi hende, hun jamrer sagte.

Duso moja!

Sagde hun “min sjæl”? Hvorfor nu det?

Udtrykket “sjæl” (som …