Bay bag scenen (arkiv)

Selvom den merkantile snak her knapt røber det, så findes der faktisk en interesse for musik, som retter sig mod det kunstneriske indhold. Her spiller begrebet om VÆRKET (emfatisk)en hovedrolle, som understøttes af fonogrammet (igen emfatisk som begreb), og det er grunden til, at jeg tror, at fonogrammet ikke forsvinder lige med det samme.
Under alle omstændigheder sælger Dussmann Kulturhus på Fridrichsstrasse midt i Berlin CD’er i tre etager, og her er hele kælderen reserveret den klassisk med en lille stolerække og et flygel osv. Andre steder holdes der “kræmmermarked” for brugte fonogrammer.
Folk er forskellige.

Upassende ? Klag over indlæg

Jesper, du fremhæver, at prisen på en cd er faldet i relation til forbrugerprisindekset.

Du glemmer blot at nævne, at produktion og forsendelse af en cd koster væsentligt mindre end en vinyl-lp.

Ikke desto mindre kostede en cd i starten af 90′erne væsentligt mere end den tilsvarende lp.

Det samme gjorde sig i øvrigt gældende, da film overgik fra vhs-format til dvd. Selvom sidstnævnte var væsentligt billigere at fremstille og transportere (størrelsen betyder jo en del ;-)), var dvd’en i flere år væsentligt dyrere end den tilsvarende vhs-video.

Når man dernæst tager i betragtning, at prisen på en ubeskreven cd eller dvd er langt højere i Danmark end fx i Sverige eller Tyskland på grund af en besynderlig afgift til musik- og filmbranchen, er min medlidenhed med branchen temmelig begrænset.

Da afgiften på tomme cd/dvd blev indført af hensyn til branchen, som dækning for tab af eventuel piratkopiering, er det vanskeligt ikke at stille spørgsmålet: Når man allerede har betalt afgift for en eventuel piratkopiering, hvad er der så i vejen for rent faktisk at piratkopiere??

Selv køber jeg glad og gerne musik og film på fysiske medier, ligesom jeg også i et vist omfang køber musikdownloads. Bortset fra, at det pisser mig af med den åndssvage DRM-beskyttelse, som stadig plager flertallet af digitale musikbutikker.
Lige præcis DRM kunne animere mig til at piratkopiere.

Så hvad med, at IFPI - sådan med en hel del års forsinkelse - kommer ind i nutiden? Og velkommen til fra stenalderen.

Og giver forbrugeren mulighed for at købe downloads uden den pisseirriterende DRM, samt få ophævet den latterlige afgift på fysiske medier. Den sidste omgår jeg ved at købe medierne i Malmø, når jeg alligevel er der.

Upassende ? Klag over indlæg

Har pladebutikker en fremtid? Et relevant spørgsmål for mig, der senere i år kan fejre 10års jubilæum som pladehandler. Der står meget fornuftigt i blogindlægget, men også en del, der klart antyder, at Jesper Bay næppe helt har samme føling med hvad der sker i pladebutikkerne som vi, der har vores daglige gang der. Personligt har jeg dels prøvet kræfter med arbejdet i en af kæderne, og de sidste par år i en af den slags pladeforretninger man vist kalder en specialforretning. Fra disse så ens, og alligevel så forskellige butikker har jeg stået og set på mens nettet har gjort sit indtog på musikscenen, og set hvordan udviklingen igennem de sidste par år har taget livet af en del pladeforretninger. Hvad jeg naturligvis begræder, for siden jeg for tyve år siden selv begyndte at købe plader, har det været en af de største glæder for mig, at gå på jagt i pladebutikkernes hylder.
Derfor bider jeg mærke i, at Jesper Bay anser en af hovedårsagerne til at forbrugerne svigter pladebutikkerne skulle være en mangel på medarbejdere, der ved hvad de taler om. Hvorfor er det i så fald specialforretningerne, der drejer nøglen om, mens kædebutikkerne udvider? Stereo Studio har udvidet med omtrent en håndfuld ekstra butikker over de sidste par år, og det samme gør sig gældende for TP Musik Marked. Axel Musik havde solgt de levedygtige butikker fra, før konkursen blev begæret og Guf har så vidt vides grundet elendig ledelse kørt med røven i vandskorpen de seneste par år, og har nu fået det ekstra svært i forbindelse med TP Musik Markeds udvidelse. Min pointe er, at det netop er disse butikker, der har tendens til at have de omtalte lavtlønnede gymnasieelever ansatte, der virker til at gøre det godt. Selvom det nu nok snarere er butikseleverne, der er problemet. En gymnasieelev har i det mindste en smule skoling i musik, og de der bliver ansat som eftermiddagshjælpere som regel en brændende nysgerrighed og interesse for musikken. Hvor jeg ved selvsyn har konstateret, at der derimod blandt de handelsskoleelever, der ansøger jobbene som butikselever, oftest er ganske langt mellem snapsene.
En gammel kollega er nu afdelingsleder for en af disse kædebutikker, og da vi en dag sad og snakkede om udviklingen, sagde han, at han egentlig mest så sig selv som leder af et discountsupermarked. Det der ryger over disken er nyheder og slagtilbud, og kan det groft sagt så ikke være det samme, hvad en ansat sådan et sted ved om musik? Man forlanger jo heller ikke, at nettopigen kan give råd om vin og ost m.m..
Klagepunktet i IFPIs undersøgelse om det manglende udvalg, kan til dels skyldes kædernes hurtigt ind, hurtigt ud filosofi, med det deraf følgende begrænsede udvalg, men nettet har også gjort det nemt for forbrugerne at gå på musikalsk opdagelsesrejse, og det er for nogle forbrugere svært at forstå, at en pladebutik ikke fører eller kan skaffe det østrigske garagepunk-band forbrugeren lyttede til på MySpace aftenen før.
Enhver pladehandler har sin niche, alle mennesker har en eller flere genrer man lytter mere til, og er bedre hjemme i end andre. Her er det svært at slås med Amazon, der kan rådgive og vejlede ud fra analyser og salgsstatistik. Det kan en pladehandler på genremæssig hjemmebane, men personligt ville jeg have svært ved at anbefale en plade til en potentiel kunde, der gerne vil have lidt fed freejazz, eller noget god funk. Der findes ikke gode varianter af disse genrer i min verden, så jeg kan højest fortælle, hvad vi plejer at sælge indenfor det felt. Egentlig det samme som Amazon gør, deres hukommelse er bare større.
Et af lyspunkterne i Jesper Bays tekst er at salget af boxsæt er stabilt, men udvalget er også mangedoblet igennem de senere år, og det ligner en tendens. I stedet for at lave en opsamlingsplade, samler man et antal hele albums i en boks til en billig penge, og i visse tilfælde hele bagkataloget. Gasolin’, Simon & Garfunkel og et væld af andre navne er udkommet på den måde. Læg dertil Sony/BMGs Original Album Classics serie, hvor man kan få fem hele albums med en kunstner til samme pris som en almindelig fuldpris cd. Det er disse bokse der sælger, vel at mærke uden noget ekstra for pengene, snarere tværtom. Bookletterne er sparet væk og coveret består derfor som regel af et papomslag med pladens for og bagside, en booklet med en smule oplysninger og så en ikke alt for prangende papboks til at pakke det ind i. Hvis det er noget, så er der tale om en faldbydning af musikken, fra en kilde der bliver tømt indenfor overskuelig fremtid, for der er grænser for meget musik, der er af compilere og genudgive gang på gang på gang. Hvis det skulle være et lyspunkt, så er det i stil med at pisse i bukserne.
Tilbage i specialforretningerne står vi så og kan ikke give forbrugerne en ordentlig forklaring på, hvorfor kæderne konstant kan have tilbud som ligger omkring eller under de indkøbspriser vi har på varerne. Kampen om salget af pladenyhederne har vi med de selv samme kæder, og supermarkederne, hvor top-10 pladerne som regel er på tilbud til en pris specialbutikkerne skulle tabe penge på at kunne tilbyde vores kunder. Flere og flere af de mindre og mellemstore pladeselskaber har nu også deres egne webstores, så pladebutikkerne slås også med de selvsamme selskaber, der leverer varerne til os. Læg dertil den generelle nethandel, ulovlige downloads, fildeling og hvad internettet ellers kan tilbyde, og så selvfølgelig det ændrede forbrugsmønster. Musikken kæmper i dag også om forbrugernes tid med spil og film, musikken fylder med andre ord mindre i folks bevidsthed, og blandt de yngre forbrugere, der er vokset op med internet fylder pladebutikker og de fysiske udgaver af musikken, om det så er på cd eller lp, meget lidt for en stor part. Specialforretningerne for klassisk musik er tæt på at være helt væk, de er døet ud sammen med deres kernekunder. Den typiske forbruger af klassisk musik har passeret pensionsalderen, og i de år jeg arbejdede i kædebutikken kunne jeg på vores omsætningstal se hvordan salget af klassisk musik faldt med 10-20-30% fra år til år, og det var hvert år og en generel tendens i hele kæden. Det samme kommer til at ske i pladebutikkerne, kunderne falder fra og de nye generationer tager ikke deres plads i køen. Det åbne spørgsmål er hvornår det kommer til at ske.

Upassende ? Klag over indlæg

Som landet ligger har pladebutikkerne ingen fremtid. Men det skyldes hverken e-handel eller downloading alene. En anden og nok så væsentlig årsag er selskabernes manglende evne til at handle anderledes og bakke op om specialbutikkerne. Selskaberne tænker udelukkende i volumen, og belønner kæderne med langt højere rabatsatser, længere kreditter osv. Det er den gængse forretningsmodel. Og den er om nogen med til at dræbe specialbutikkerne.

Frem for at tænke i volumen burde selskaberne tænke i eksponering. Hvorfor ikke bruge specialbutikkerne som udstillingslokaler (og lager)? Stil musikken ud på hylderne og giv butikkerne mulighed for at returnere ikke solgte eksemplarer inden for en given tidsfrist (det har boghandlerne - og det hedder returret).

En anden veloplagt mulighed er at gøre noget ekstra ud af produktet. 99 % af dagens cd-udgivelser er simpelthen udstyret med de mest talentløse covers i kønsløse jewelcases. Hvis Mac, Armani, Paul Smith, Burberry og andre designikoner opførte sig som pladeselskaberne, ville de være ude af markedet forlængst.

Sidst, men ikke mindst er der markedsføringen. Frem for altid at satse på den laveste fællesnævner, var det måske en idé at kommunikere til de tænkende individer, som gerne vil og kan betale for gode oplevelser, der beriger tilværelsen?

Dér, hvor jeg køber størsteparten af mine cd’er er de umanerligt gode til at diske op med ting og sager, som man aldrig har hørt eller læst om. Det kalder jeg service - og det betaler jeg gerne for. Til gengæld smerter det, når man ser, hvad andre lader sig byde i Fona, Føtes, Kvickly og andre kædeforretninger.

Mao: Nøglen til pladebutikkerne ligger hos pladeselskaberne. Det véd de selvfølgeligt godt, men dybest set er selskaberne jo fuldstændig ligeglade med, hvem der sælger deres produkter. Det gælder også IFPI. Så hvorfor ikke tone rent flag og fortælle os, at sådan ligger landet? Alt andet er at holde pladebutikker og potentielle købere for nar.

Upassende ? Klag over indlæg

Ethvert pladeselskab, der vil tjene penge, drømmer om at al musik bliver som download. Ingen lagerudgifter, og ingen logistikproblemer.. og derfor ingen problemer.

Upassende ? Klag over indlæg

De kommende Beatles nyudgaver udkommer i både stereo og mono udgaver, selv om begge versioner sagtens kunne være på en enkelt cd (de tidlige albums har en spilletid på omkring 25 minutter). Er det rimeligt, at man skal betale to gange 150, - kr for at høre f.eks. With The Beatles?

Upassende ? Klag over indlæg

skal lige tilføje ,at mange i min omgangskreds heller ikke køber så meget musik mere pgra priserne

Upassende ? Klag over indlæg

@ Mikkel: Selvfølgelig har jeg tænkt mig at svare. Det er jo - bl.a. - derfor, jeg er her. Først din Beatles-kommentar: Personligt er rigtigt glad for, at de tilbageværende Beatles-medlemmer/Apple Corp./EMI har valgt den løsning, de har, og jeg glæder mig til at købe begge versioner. Jeg ville selv meget nødigt være tvunget til at købe et bastard-produkt som sådan en kombinations-CD, som du foreslår, efter min mening ville have været. Ganske vist ville det måske have været en lidt billigere løsning, men det er så bare endnu et eksempel på, at prisen ikke (altid) er det vigtigste parameter. Og jeg tror mit synspunkt - at vi gerne vil have vores Beatles-CD’er i så original form som muligt - deles af rigtigt mange andre Beatles-fans. I øvrigt er det ikke rigtigt, at de første Beatles plader kun indeholdt 25 min. musik. De to første indeholdt fx hver ca. 34 min. Ikke at det gør den store forskel i forhold til at kunne rumme dem på én CD - hvis det altså var det man ville.

@ Frede: Selvfølgelig spiller priserne en rolle. Men dit eget udsagn om MP3-filernes kvalitet illustrerer jo meget godt, at det i mindst lige så høj grad er andre faktorer, der afgør, om man køber CD’er eller foretrækker andre måder at lytte til musikken på. I dit tilfælde er det så (lyd)kvaliteten. I enhver musikbutik kan du jo finde CD’er i alle mulige pris-kategorier. Også billigere end 50 kr. Og naturligvis kan der tjenes penge på en CD til 50 kr. Især hvis man, som du, ikke skal dele pengene med andre end sig selv.

@ Jesper: Din fine kommentar til Pia er meget central for hele diskussionen om prisen på CD’er (som jo sådan set ikke var formålet med mit indlæg). For det er jo en udbredt misforståelse, at prisen på en vare hænger direkte sammen med, hvad den pågældende vare koster at fremstille. Sådan er det faktisk yderst sjældent. Tag fx en flaske kildevand i 7-11. En kop kaffe på en café. Eller en billet i Metroen. Tre produkter i ca. samme prisleje. Men med vidt forskellige omkostninger knyttet til sig. Og med meget forskellig fortjeneste. Ultimativt er der selvfølgelig en eller anden sammenhæng. Men det, man ofte glemmer, er alt det, man ikke ser. En kop kaffe på en café er jo ikke kun kaffebønner og kogende vand. Og en CD er, præcist som du beskriver det, meget mere end en plasticskive i en plasticæske.

@ Martin: Selvfølgelig er det rigtigt, at downloads rummer distributionsmæssige fordele for både pladeselskaber, kunstnere og brugere. Men jeg tror ikke, der er nogen der drømmer om, at alt kun findes på et format. Alle formater har fordele og ulemper. Det fysiske format - CD’en - har fx den fordel, at man kan give lytteren en større helhedsoplevelse ved at forsyne ham eller hende med tekster, fotos og anden information om kunstneren. De kvaliteter skal vi have med ind i de digitale formater, vi tilbyder musikken i fremover. Og der bliver ikke kun tale om downloads men i vid udstrækning også forskellige former for streaming-løsninger.

Mht. din anden, lange kommentar, har jeg ikke mulighed for her at forholde mig til hver enkelt af dine mange relevante pointer. Men et par stykker af dem, vil jeg da gerne knytte nogle bemærkninger til. Selvfølgelig har jeg ikke den samme erfaring fra en pladebutik, som du har. I hvert fald ikke fra den samme side af disken. Det påstår jeg heller ikke. 40 års flittige besøg i pladebutikker - heraf de seneste snart 30 som professionelt musikmenneske - giver ganske vist en vis ballast, synes jeg, men naturligvis er mit indlæg ikke hele sandheden. Det var netop derfor, jeg valgte at researche i det for et par år siden, og at hyre ekstern konsulentbistand til at gøre det for mig. Sådan så mit eget syn på sagen ikke skulle influere undersøgelserne. Resultatet har jeg kort refereret i mit indlæg. Og jeg må sige, at det ikke adskiller sig nævneværdigt fra min egne oplevelser i mange butikker. Selv om jeg var overrasket over at konstatere, HVOR negativt mange forbrugere så på pladebutikkerne. Så galt synes jeg faktisk ikke, det er.

Jeg er, som jeg også pointerer i en anden kommentar, helt enig i, at der skam mange steder findes både dygtige medarbejdere, der brænder for sagen, og butikker, der er rare at komme i. Desværre er det meget ofte sådan, som du beskriver det, at den pågældende medarbejder ved alt om lige netop den genre, de selv kan lide, og er på bar bund, hvis man vil have noget andet. Det dur ikke. I hvert fald ikke, hvis man er en butik med et lidt bredere sortiment. Det svarer til en tjener på en restaurant, der er fuld af gode idéer, når det gælder valget af hvidvin, men kun kan sige “den sælger vi mange af”, når det gælder den røde.

Du har ret i, at det kan virke paradoksalt, at det netop er nogle af de bedste butikker, der i denne tid, drejer nøglen om først. Forklaringen er, som du også selv er inde på, at disse butikker ikke har formået at ændre sig i takt med deres oprindelige kernepublikum og ændringerne i omgivelserne i øvrigt, og så selvfølgelig, at det i en tid med gratis alternativer er vanskeligt at tiltrække et nyt, ungt publikum, som jo traditionelt har været det, specialbutikkerne har overlevet på. Jeg er nu og da ude på skoler og holde foredrag, og møder der 15-18-årige, som aldrig har været i en pladebutik, og formodentlig heller aldrig vil komme det. Men ind i mellem møder jeg også 15-18 årige, som lige har været nede at købe en pladespiller og nogle vinylplader. Så billedet er langt fra entydigt. Men det kræver en helt ekstraordinær indsats af en pladebutik at tiltrække et yngre publikum i dag. Og den har de færreste råd til. Så meget desto mere kan man undre sig over, at man ikke gør mere for i det mindste at passe på de købere, man trods alt har.

@ Ole: Hvem der har skylden for pladebutikkernes situation er muligvis en spændende og helt sikkert meget lang diskussion. Men det var ikke mit ærinde at placere skyld. Jeg prøvede at fortælle, hvordan jeg oplever situationen. Ikke specielt som talsmand for IFPI, men i nok så høj grad som musikforbruger. Og så forsøgte jeg at pege på nogle mulige forklaringer (bl.a. baseret på den omfattende research, der er foretaget på området) og give nogle bud på, hvad butikkerne kan gøre, for at sikre deres fremtid. Der findes heldigvis adskillige gode butikker - særligt i de største byer - som rummer nogle af de kvaliteter, jeg efterlyser. Og rigtigt mange steder findes der dygtige medarbejdere, som ved noget om det, de laver, og som går op i deres arbejde med liv og sjæl. Faktisk var udgangspunktet for mit indlæg jo netop, det ærgerlige ved, at sådan en butik lige er lukket. Men det forandrer ikke ved det store billede, som er, at mange butikker ikke udnytter deres stærkeste kort: Muligheden for den personlige kontakt med musikkøberne. Og selv om pladeselskaberne selvfølgelig har et medansvar for at give butikkerne noget at arbejde med, er ansvaret for at drive butikkerne nu engang butikkernes eget. Og så blot til din orientering: Pladeselskaberne har i årevis arbejdet med de elementer du nævner: Returret, rabatter, målrettet markedsføring osv. Også til specialhandelen.

@ Pia: Man behøver ikke give 160,- kr. for en CD i en dansk pladebutik. Som det fremgår af mit indlæg ligger gennemsnitsprisen tættere på 130,- kr. i de danske butikker. Men konkret til dit spørgsmål kan jeg sige, at ganske vist er priserne ofte lave på Play.com, hvilket jo primært skyldes pundets lave kurs. Til gengæld er udvalget af fx dansk musik også temmelig begrænset - og i vid udstrækning er der tale om MP3-filer til download (som du kan finde til lignende lave priser i danske onlinebutikker).

@ Kenneth: Tak. Altid rart at blive bekræftet, og det er godt at høre, at du har en god pladepusher. Jeg tror godt, jeg kender den, hvis den er i Svendborg.

@ Henrik: Med fare for, at det nu bliver både teknisk og kedeligt, så er der jo en meget logisk forklaring på det fænomen, du beskriver: Da CD’en kom frem i 1983 kostede vinylen 1/5 at fremstille sammenlignet med CD’en. Og selv om fremstillingsprisen, som jeg har redegjort for et andet sted, kun udgør en mindre del af den samlede udgift i forbindelse med et CD-projekt, var dén forskel så markant, at den naturligvis slog igennem på udsalgsprisen. Slet ikke, så det svarede procentuelt til forskellen, men sådan så regnestykket kunne hænge sammen. I løbet af de følgende år - i takt med at der kom flere udbydere på CD-markedet, efterspørgslen steg, og det modsatte gjorde sig gældende for vinylens vedkommende - blev CD’erne så billigere og vinylen dyrere. Det omkostningsfald er naturligvis kommet forbrugerne til gode i form af lavere priser, der også er blevet presset af de gratis alternativer og den stigende konkurrence mellem musikbutikker (og pladeselskaber). Så i dag er situationen lige omvendt: Vinylalbums er generelt lige så dyre eller dyrere end CD’erne. Og det er det man ser på kurven, jeg linkede til i mit indlæg.

Mht. det såkaldte “blankbåndsvederlag” (navnet siger noget om, hvor gammel ordningen er - 1993), som du nævner, spiller den en stærkt begrænset rolle i dag, fordi salget af blankmedier til musikkopiering er gået tilbage i takt med at internetpirateriet er blevet musikbranchens helt store udfordring (og at de mere organiserede storkopister henter CDR’erne i udlandet). Indtægterne, der i øvrigt deles mellem rettighedshaverne og således ikke kun er et pladeselskabsanliggende, kompenserer derfor på ingen måde for de mistede indtægter, internetpirateriet er årsag til for bl.a. pladeselskaberne. Afgiften udgør udgør i øvrigt 1,88 kr. pr. blank CD, så man skal bruge en del, for at det kan betale sig, at drage til Sverige for at hente dem…

Mht. dårligt fungerende DRM-løsninger tror jeg ikke, vi er uenige, og udviklingen går jo også i den retning, du efterlyser.

@ Søren: Ja, tænk Roberts! Den havde jeg næsten glemt. Så ved du præcist, hvad jeg taler om..!

@ Jørgen: Dit indlæg illustrerer på fineste vis min pointe: Folk og butikker er forskellige. Og det er ikke en naturlov, at de fysiske butikker skal forsvinde, bare fordi der er kommet et alternativ. Men forandringer i omgivelserne stiller nye krav til, hvorledes man agerer i markedet. Der skal noget ekstra til. Som fx den butik i Berlin, du nævner, er et fint eksempel på. Og ja, det er blevet lidt merkantilt i denne omgang. I sidste ende er det naturligvis indholdet - musikken - det drejer sig om.

Upassende ? Klag over indlæg

@ Hans: Ordningen gælder jo ikke alene musikbranchen, men også andre indholdsbrancher, som ser deres produkter kopieret på fysiske medier (for filmbranchens vedkommende på DVD’er), så det er ikke noget, man bare lige kan lave om på, selv om vi ønskede det. Men det er klart, at hvis man i dag skulle etablere en ordning, der kompenserede musikbranchen det tab, den har, pga. piratkopieringen, ville man nok gøre det på en anden, mere tidssvarende måde. Jeg har da også indtryk af, at noget sådant overvejes politisk.

Upassende ? Klag over indlæg

@ Hans: Jeg beklager, at du har måttet vente på svar på dit spørgsmål, som lød: “Hvad siger du til at en stor kæde som TP Musik sælger Bob Dylans Live 1975 - The Rolling Thunder Revue til 25 kr? Der er tale om en lidt skrabet udgave uden papomslag og booklet - “edizione non in vendita separatamente” står der på bagsiden. Det lyder lidt suspekt, hvad gør en Dylan fan med begrænsede kroner på musikbudgettet?”. Jeg ville gerne undersøge sagen lidt nærmere, inden jeg svarede. Det har jeg så haft lejlighed til nu. Oven i købet hos direktøren for Bob Dylans pladeselskab i Danmark (Sony Music), der meget venligt har undersøgt den pågældende udgivelse med sit hovedkontor. Som den italienske tekst på bagsiden antyder, er det dér, den kommer fra. Og som teksten siger, er den ikke beregnet på at blive solgt separat. Det er derfor heller ikke hverken lovligt at købe eller sælge den. Den har oprindeligt indgået som indstik i et italiensk musikblad - vist nok i 2004 - og hverken Bob Dylan eller Sony har givet tilladelse til, at en så skrabet version måtte sælges, som om det var en officiel Bob Dylan-udgivelse. Formodentlig har det bladforlag, der har indgået aftalen med Sony i Italien, solgt et mindre restoplag videre til en mellemhandler. Og ad den vej er nogle eksemplarer så endt hos TP. Det er et godt eksempel på den slags transaktioner, jeg nævner i mit indlæg, som nogle pladebutikker foretager for at booste omsætningen. Men den oprindelige synder er naturligvis den, der har brudt aftalen, og solgt denne udgave videre. Hvad “en Dylan fan med begrænsede kroner på musikbudgettet” så gør, overlader jeg til dig selv at tage stilling til. Men din skepsis over for produktet var i hvert fald velbegrundet…

Upassende ? Klag over indlæg

Att. Henrik,

Betaler du så også det dobbelte til kassedamen i Føtex når du køber ind fordi du kan lide de varer du køber?

Upassende ? Klag over indlæg

@ Henrik: Mit gæt er, at besparelsen i Sverige primært skyldes den svenske krones aktuelt lave kurs.
MH Jesper

Upassende ? Klag over indlæg