Bay bag scenen (arkiv)

Årsagen til spillestedernes problemer er ikke “finanskrisen” - det er en joke. Det er politisk korrekt modeudtryk, som alle smider ind i debatten, når de vil have mere “hjælpepakke” fra statskassen.

En meget vigtigere faktor for publikums ændrede adfærd på spillestederne er rygeforbudet fra aug. 2007. Siden indførslen af denne besynderlige lov har alt ændret sig markant. Se hvordan her:

http://dengulenegl.dk/blog/?p=505

Derfor er jeg enig med dig, Bay. Det ville være rart at få spillestedernes økonomi undersøgt til bunds. Af uafhængige folk med forstand på økonomi … ikke af insidere fra branchen.

Upassende ? Klag over indlæg

Al ære og respekt for spillestederne. Men hvorfor skal de absolut finansieres delvist af det offentlige? Hvis man ikke er i stand til at præsentere et vareudbud, der kan sælge billetter, er der vel dybest set intet grundlag for forretningen?

Upassende ? Klag over indlæg

@ Ole: Det har du jo på den ene side fuldstændig ret i. På den anden side kan man som samfund godt have et ønske om at sikre, at kunst og kultur kommer ud til så mange mennesker (og så mange egne af landet) som muligt, fordi det formodes at berige vores allesammens liv - og dermed er af værdi for samfundet som helhed.

Ud fra det synspunkt vil behovet for økonomisk understøttelse - enten i form af offentlige midler eller i skikkelse af privat kapital (sponsorater etc.) være aktuelt i mange sammenhænge, og ikke kun når det gælder spillesteder. Der er fordele og ulemper ved begge modeller, og den aktuelle situation viser i hvert fald, at man som kulturinstitution må være yderst bevidst om at sikre, at afhængigheden af støtten - uanset hvor den kommer fra - ikke gør de pågældende institutioner så sårbare, at - selv små - forandringer i omgivelserne truer de pågældende steders eksistens.

Upassende ? Klag over indlæg

[...] er et emne der bliver diskuteret på mange forskellige planer for tiden. Læs, læs, læs og [...]

Upassende ? Klag over indlæg

Jesper Bay, du har igen været ude på propaganda-togt for ifpi, denne gang i computerworld: http://www.computerworld.dk/art/51922

Vil du ikke nok svare på nogle af de mange spørgsmål der stilles i kommentarerne til den artikel? Du kan fx bruge spørgsmålene som inspiration til en længere blog-serie her på bladet.

Upassende ? Klag over indlæg

Det er utroligt at denne subkulturelle musik skal have offentlig støtte. Nedgangen i interessen for at høre denne negative musik skyldes forhåbentlig, at den er ved at overleve sig selv fordi den ikke indeholder nogle virkelige kvaliteter. Læs for eksempel her:

Allan Bloom, der er professor i politisk filosofi og som har undervist på en lang række universiteter, forholdt sig allerede i slutningen af firserne i sin kendte bog “The Closing of the American Mind” meget kritisk til tidens musik, idet han blandt andet skriver: “Men rockmusikken har kun et budskab, en barbarisk seksuel appel. Den handler hverken om eros eller kærlighed, men simpelthen om ren, rå sex. Rockmusikken kaster sig over børns første spæde sensualitet, kæler for den og støtter den, ikke som en spæd plante, men som den ægte vare, det hele drejer sig om. På et sølvfad serverer rocken alt det for børnene, som forældre før i tiden sagde, de skulle vente med, til de blev voksne.”

Og han skriver videre: “I forening med den ophidsende musik handler teksterne om ungdomsforelskelser og om mangeartede forbindelser, som de forsvarer mod traditionalistisk forargelse og latterliggørelse. Ordene beskriver direkte og indirekte fysiske handlinger, der tilfredsstiller det permanente begær og betragter disse handlinger som det naturligste og bedste for børn, der endnu ikke har noget forhold til hverken kærlighed, ægteskab eller familie. Det virker langt stærkere end pornografi, for hvorfor skulle man dog interessere sig for billeder af noget, man lige så godt kan gøre selv?”

Og videre: “Egoisme forklædes derfor som indignation og ender med at fremstå som moralsk. Den seksuelle revolution må afvise enhver begrænsning af naturlighed og lykke. Kærligheden skaber had, der forklædes. som social indignation. Et verdenssyn grundlægges på sex. Det, der måske før var barnligt surmuleri, bliver nu den hellige skrift. Herpå følger længslen efter det klasseløse, fordomsfri og konfliktløse universalsamfund, som er resultatet af en renset samvittighed - “We are the World” - en pubertetsudgave af ‘‘Alle Menschen werden Brüüder’’, hvis realisering kun er blevet forsinket af fædre og mødre og den slags.”

Og længere fremme: “Den uafbrudte lytten til rockmusik er virkeligheden, ikke kun for en bestemt klasse eller bestemte børn. Man bedøver blot at spørge førsteårsstuderende, hvilken slags musik de hører, hvor meget og hvad det betyder for dem for at indse, at fænomenet hærger overalt. Det begynder før puberteten og fortsætter hele studietiden. Rock er ungdomskulturen og der findes intet alternativ. Noget af styrken ved denne kultur skyldes, at den lyder så højt. Den gør enhver samtale umulig. Mange venskaber må derfor undvære samtalen, som Aristoteles mente, var selve kernen i et venskab og det eneste sikre, fælles ståsted. Når det gælder rock, drejer det sig om en tro på, at man føler det samme, om kropskontakt og fremgryntede formularer, der menes at indeholde så megen uudtalt dybsindighed, at der er basis nok for et fællesskab. Det betyder ikke at man er forhindret i at leve et almindeligt liv, gå i skole og lave lektier. Men alt, hvad der findes af indre liv, styres af musikken.”

Hertil siger Allan Bloom: “Det er både forbløffende og uacceptabelt. Alligevel bliver det knap nok bemærket, man har vænnet sig til det. Men det er helt ude af historiske proportioner, at et samfunds bedste ungdom og bedste energier bruges på denne måde. Fremtidige civilisationer vil finde det lige så uforståeligt, som vi finder kastesystemet, heksebrændinger, haremer, kannibalisme og gladiatorkampe. Men et samfunds galskab er nok sjældent synlig for samfundet selv.”

Allan Bloom finder det også interessant, at venstrefløjen, der praler af sin kritiske holdning til ’senkapitalismen’ og som er uforsonlig og uden nåde, når det gælder andre kulturelle fænomener - har givet rockmusikken grønt lys. Den ser velvilligt bort fra musikkens kapitalistiske miljø og udråber den til folkelig kunst, en musik, der udspringer fra de laveste lags mangeårige kulturelle undertrykkelse. Dens antinomi og dens længsel efter en verden uden hæmninger kan godt minde om den proletariske revolutions mål. Og marxister er udmærket klare over, at rockmusikken opløser de moralbegreber, det liberalistiske samfund er grundlagt på, så alene af den grund går de ind for den.

Og endelig siger han: “Rockmusikken byder på umoden ekstase, ligesom de stoffer, den ofte fører med sig. Den skaber en kunstig eksalterethed og ødelægger muligheden for den naturlige, som følger med den store dåd, såsom sejr i krigen, fuldendt elskov, kunstnerisk perfektion, religiøs hengivelse og opdagelse af sandheden. Det er min erfaring, at studenter, der har været på stoffer og som er blevet stoffrie, har store vanskeligheder ved at føle begejstring eller forventning. Det er som om farven er blevet suget ud af deres liv, så det hele nu foregår sort/hvid.

Den fryd, de oplevede i begyndelsen, var så intens, at de holdt op med at vente på den som et mål eller en belønning. De fungerer såmænd udmærket, men tørt og rutinepræget. Deres livsenergi er tappet ud af dem og de forventer ikke andet af livet end at tjene deres daglige brød. Og det er ikke målet med almendannelse, der skal overbevise om, at det gode liv er behageligt, det bedste endnu bedre. Jeg har mistanke om at rock i mangel på alternativer, virker på samme måde som stoffer.

Studenterne skal nok komme over denne musik eller i det mindste deres glødende interesse for den. Men det vil komme til at minde om den måde, Freud siger, at folk accepterer realitetsprincippet på - som noget hårdt, grimt og en absolut frastødende nødvendighed. Studenterne skal nok lære deres økonomi, jura eller medicin og afsløre, at Michael Jackson-kostumet kun er en pæn habit. De vil fremad og have et bekvemt liv. Men det liv de kan se frem til, er lige så tomt som det, de lægger bag sig. For valget står ikke bare mellem et hurtigt fix og et gustent overlæg. Det var det, de skulle lære af den almene dannelse. Men så længe de beholder deres walkman på, kan de ikke høre hvad de store traditioner fortæller dem. Og når de efter mange år tager den af, opdager de, at de er blevet døve.”

Så vidt uddragene af Allan Bloom’s bog. Det er klart at dette syn på den rytmiske musik med dens synkoperede takter langt fra bliver modtaget godt alle steder, men når det nu er påvist at den har en række uheldige og skadelige virkninger, så mener jeg ikke at vi skal undlade at tage diskussionen herom, da vores samfund ikke i længden kan bære vægten af de ulykker, som den fordummende og forrående musik udsætter os for.

Med venlig hilsen

Hans Perstrup

Forfatter

Upassende ? Klag over indlæg