Fredag 10. februar
A conto
Har du styr på økonomien?
Women my age
Bente Troense blogger om tidens udskejelser
Levinsen Live
Om kunst og kræmmere
Profil
Kasper Støvring blogger om kulturens afgørende betydning i aktuelle konflikter nationalt såvel som internationalt. Bloggen er en fortsættelse af hans blog om vagtskiftet i den borgerlige regering.
Baggrund:
Kasper Støvring er forsker i kultur og litteratur, forfatter, foredragsholder og debattør.
Andet:
Forfatter af bl.a. ”Blivende værdier” (2004), ”Det etiske kunstværk” (2006), "Sammenhængskraft" (2010) og medredaktør af ”Den borgerlige orden” (2008). Arbejder p.t. på en bog om den konservative tænkning.
Sted:
Sorø
Website:
Besøg
Afghanistan
assimilation
bandekrig
carsten jensen
civilsamfundet
demokrati
domstole
EU
folkekirke
folkestyre
frihed
huntington
integration
islam
islamisme
konservatisme
kriminalitet
kristendom
kultur
kulturalisme
kulturkamp
kulturkonflikt
kulturradikalisme
kulturrelativisme
kunst
moralisme
Muhammedkrisen
multikulturalisme
nation
nationalstat
politik
sammenhængskraft
storby
Sverige
Sverigedemokraterne
tillid
Udlændingepolitik
universalisme
værdikamp
værdipolitik
velfærdsstat
venstrefløj
Vesten
vold
ytringsfrihed
8260 Viby J
Tlf: 87 38 38 38
Blogchef
Agnete Stoffregen
Blogredaktør
Tage Clausen
Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen
Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen
Udgiver
JP/Politikens Hus A/S
Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse
Netannoncer
Tlf: 33 30 80 06 eller
Tlf: 33 30 80 07
Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten
RSS
DelKulturkritik (arkiv)
Velfærdsstaten skaber ikke sammenhængskraft
I mine to seneste indlæg skrev jeg, at sammenhængskraft bliver til i det civile samfund og især i foreningslivet, der er så stærkt i Danmark. Det er ikke velfærdsstaten, der skaber sammenhængskraft - selv om mange mener det, og selv om det er et omstridt emne i forskningen.
De lande, der har den højeste grad af sammenhængskraft (tillid, social kapital) er især de nordiske velfærdsstater. Herfra slutter mange, at velfærdsstaten skaber en stærk tillidskultur ved hjælp af uddannelse og omfordeling. Lighed = tillid, hedder ligningen.
Tilsvarende kan staten skabe de rigtige rammer for opbygning af sammenhængskraft, f.eks. via de institutioner, der holder korruption og lovovertrædelser nede. Argumentet går desuden på karakteren af de statsinstitutioner, der er ansvarlige for implementeringen af love og politikker: Jo mere universelle og upartiske, de er, jo mere tillid produceres.
Således lyder det fra tilhængerne af velfærds- og retsstaten. Institutioner er vigtigst, siger de. Kultur betyder mest, siger jeg - og andre.
Et problem med kausaliteten
Helt forkert er stats-tilgangen selvfølgelig ikke. Men min pointe er, at denne model synes at have et kausalitetsproblem.
Spørgsmålet er nemlig, om ikke en allerede eksisterende beholdning af tillid i kulturen muliggør velfærdsstatens fortsatte overlevelse. Ikke omvendt. Således er det snarere velfærdsstaten, der mister legitimitet i takt med, at samfundet mere og mere splittes op i mange forskellige kulturer, og sammenhængskraften svinder.
Man kan nemlig bemærke, hvordan den hyppigst markerede utilfredshed blandt indvandrere fra fremmede kulturer ikke har at gøre med, om de får penge nok, men om deres kulturelle værdier anerkendes. Deraf kommer de mange særkrav, f.eks. kravet om begrænsning af ytringsfriheden i forhold til religiøse dogmer.
Økonomisk lighed synes hverken at stabilisere samfundet ved at inddæmme de grundlæggende kampe for anerkendelse eller at skabe tillid og solidaritet, men snarere rettighedsegoisme, misundelse (psykologisk sammenligner man sig jo kun med dem, man ligner) og misbrug af velfærdsydelser.
Indvandrere kommer ofte fra kulturer med et negativt syn på staten. De har erfaringer med nepotisme, korruption og svindel, og staten opfattes som et tag-selv-bord for de privilegerede. Derfor gælder det om at rage til sig, om at misbruge staten, før den misbruger dig.
Den danske nationalstat er derimod forankrer i en tillidskultur, hvor borgerne gerne vil yde noget for hinanden.
Kan man så ikke sige, at staten gennem sin omfordelingspolitik genbekræfter nationens kulturelle enhed? Jo, men der findes andre og bedre måder at anerkende nationen gennem statslige initiativer, f.eks. ved at føre en aktiv kulturpolitik i bred forstand.
Kulturen betinger staten
Det er kort sagt den kulturelt baserede sociale sammenhængskraft, der tillader opbygning og vedligeholdelse af omfattende velfærdssystemer; det er ikke velfærdsstaten, der skaber tillidskulturen. Tværtimod kan velfærdsstaten medvirke til at ødelægge den.
Historisk betragtet skulle borgerne engang stille sig til rådighed for staten og identificere sig med det politiske fællesskab på grundlag af før-politiske værdier og kollektive identiteter.
Men i dag synes forholdet vendt om. Det er blevet statens opgave at opfylde det enkelte individs behov og stille samfundets goder til rådighed for dét. Det gælder på hospitalerne, i børnehaverne, i uddannelsesinstitutionerne osv.
Pointen er, at velfærdsprojektet forudsatte - og stadig forudsætter - et udpræget samfundssind hos borgerne, dvs. pligtopfyldende og hårdtarbejdende borgere, der er offentligt engagerede i kampen for et fælles projekt; rationelle egeninteresser, universelle principper eller økonomisk omfordeling fremkalder sjældent dette offentlige engagement.
Velfærdsutopien som en trussel
Velfærdsutopien kan meget vel være en trussel mod sammenhængskraften, fordi den skaber en lighed, der kun vil bestå i den enkeltes ret til sociale goder og retten til andel i den politiske omfordeling af goder.
Mange borgere vil på egocentrisk vis alene være optaget af deres ret til serviceydelser og ret til at få tilfredsstillet deres egne kortsigtede særinteresser, en krævementalitet, der bliver underbygget af hele det socialdemokratiske katalog over velfærdsrettigheder.
Det vil igen betyde sammenbruddet af en række sociale og moralske dyder og en undergravning af fællesskabsfølelsen, ansvarligheden og solidariteten i samfundet.
For det er selve velfærdsstatens idé, at der eksisterer et dybere, ikke blot økonomisk eller politisk, fællesskab mellem borgerne. Velfærdsstaten forudsætter i praksis en gensidig, kulturelt funderet mellemmenneskelig solidaritet og et udbredt moralsk engagement i det fælles bedste.
Det er dette engagement, som kulturblinde statstilhængere ikke understøtter, men tværtimod tager for givet eller ligefrem fremmer opløsningen af ved at overbetone velfærdsstatens rettighedssystem.
Kommentarer
B. Lund, Hamburg |
Helt kort: Vi fik veldfærdsstaten, netop fordi vi kunne stole på hverandre.
Vi kunne stole på hinanden, fordi vi lignede hinanden. Der var op til 1960′erne relativt få, som kunne tænkes at misbruge systemet for egen vindings skyld, i steden for kun at bruge de understøttende systemer, når de var i yderste nød.
Nu ser det så helt anderledes ud. Samfundet og borgerne er helt anderledes forskelligartede end i 1960′erne. En af konsekvenserne er, at Soc.Dem falder og falder i tilslutning. Partierne til venstresiden øger mestendels blandt de nyborgerene; mens de oprindelige danskere nu stemmer til centrum-højre, hvortil jeg ikke regner de radikale…
Kan det være at tilliden borgerne imellem i samfundet falder, med deraf følgende adfærdsændring også stemmemæssigt?
Skam få den som tænker ilde herom.
Upassende ? Klag over indlæg
Niels B. Larsen, Svenstrup J |
@ B. Lund
Du har ganske ret. Og netop derfor er tilliden faldet siden midten af 70′erne og snyderiet steget i samme periode.
Vi er jo netop ikke homogene længere. Der er føget for meget ugræs over hegnet sydfra - noget længere sydfra end hvad sangen omhandler.
Hvem er solidarisk med eller har tillid til en folkegruppe, hvis primære input består af at stille ublu krav, begå vold og hyle op om religionsævl?
Upassende ? Klag over indlæg
Thomas Rasmussen, Århus |
Velfærdsstaten er ved at falde fra hinanden - både økonomisk og demografisk. I vore dage er det jo indvandrerne og de øvrige samfundsnassere fra Enhedslisten og SF som er ved at få flertal alt imedens de slynger om sig med ufinansierede valgløfter som vil belaste både denne generation og vores efterkommere i mange år fremover. Dette i landet med verdens højeste skattetryk og verdens fhv. dyreste offentlige sektor!
Upassende ? Klag over indlæg
Thomas L., 2500 Valby |
Findes der værker, der diskuterer dette emne mere indgående ?
Meget interessant indlæg.
Upassende ? Klag over indlæg
Anders Z, Århus C |
@ Thomas L.
Litteraturen om social kapital og tillid er efterhånden ret omfattende, og der er skrevet masser af bøger og videnskabelige artikler om emnet. Debatten blev mere eller mindre kickstartet af den amerikanske politolog Robert Putnam og sociologen Coleman! Ydermere har Francis Fukuyama og Huntington også skrevet (populærvidenskabeligt) om tillid!
Historisk har litteraturen rødder tilbage til den politiske filosofi - f.eks. Alexis de Toqueville, Rosseau, Hobbes m.fl.
I den mere videnskabelige ende af spektret har Peter Nannestad og Gert Svendsen skrevet om emnet, Christian Bjørnskov, Christian Albrekt Larsen, Uslaner, Dietliend Stolle og mange andre lavet bidrag! Det er en stor litteratur der både beskæftiger sig med årsager (hvad skaber tillid) og virkninger (hvad er de positive (og negative) effekter af tillid på et samfund)
Upassende ? Klag over indlæg
Michael Nielsen, sdr felding |
En meget god observation.
Jeg har selv prøvet at bo i andre lande, i længere tid, og efter at havde oplevet den frihed man har i andre lande, så oplever man at den danske state opfører sig som en mafia, en tyv, og mafiaen består og er støttet af en større gruppe af samfundsnassere. Altså som en meget stor hæmsko.
I lande hvor man ikke har velfærdstaten, har man faktisk en samfunds samvittighed, der langt overgår det Danske Samfund, da man har en forståelse for at samfundet har brug for midler for at hænge sammen, altså hvis man ikke yder, så hænger ting ikke sammen. I disse lande tager staten som regle en lille del af folks private intægter.
Dette er gået tabt over årene i Danmark, hvor flere og flere læner sig tilbage og siger at samfundet skylder dem et liv, og skal financere det.
Hvor lande hvor man ikke har sådan en stor velfærds mentalitet, har man den opfattelse at være på understøttelse er den største fornærmelse og nedværdigende oplevelse man kan få, og man vil helst ikke ud med at man lever på understøttelse. Disse samfund opbygger et samfunds sammehængskraft, der bliver stærkere og stærkere. Man har den opfattelse at man skal spørge hvad man kan gøre for samfundet, og ikke hvad samfundet kan gøre for en selv.
Men efter hånden som staten bliver større og større, og tilegner sig mere og mere magt, i socialisme og samfundets navn, så sker det at staten flytte sig over til velfærdstaten, lige som i Danmark, folk begynder at se at et liv i velstand er en ret, og ikke et privilegium.
Folk begynder at se samfundet som en malkeko, som man skal udnytte, mens man yder mindst muligt til samfundet, mens samfundet samtidigt begynder at straffe dem der skaber midler til at samfundet overhovedet kan eksistere - og man bevæger sig mod kommunisme, hvor staten bestemmer alt, mens sammenhænget i samfundet fuldstændig smuler.
Jeg har set denne udvikling i andre lande, som startet med meget frihed lave skatter, og en social samvitighed, folk støttede hinanden, tiltrods for store intægts forskelle.
Så er der modsætningen som er omtales i det originale indlæg, folk der kommer fra nær totalitære stater, hvor korruption er total, og staten rent faktisk er en mafia, disse folk kommer til Danmark, og oplever at staten tager lige så meget som den gamle, de vil så prøve at pumpe alt ud de kan, fordi de oplever samfundet som en tyv, lige som det gamle samfund de forlod, men de er også vant til korruption, altså udnyt alt og alle for at fremme sig selv.
Uanset hvad oplever man den samme fald i sammenhængskraft som vi P.T. ser i Danmark, da ingen kan formå at holde en balance.
Det har været observeret af en af de store fortalere for kommunisme at Demokratier vil tendere over mod kommunisme des ældre de bliver, men når staten begynder at undertrykke, og gennemtvinge samfundsamvittigheden, så taber samfundet sin sammenhængskraft, altså uden balance så er der kun en vej, mod selvdestruktion!
Upassende ? Klag over indlæg
Anders Z, Århus C |
@ Michael Nielsen
Forstår ikke din pointe - den er jo bare en lang klassisk konservativ/liberal kritik af velfærdsstaten! Hvis vores velfærdsstat er så dårlig - hvordan forklarer du så at vi har så højt et tillidsniveau? Og hvorfor er folk generelt tilfredse med deres levestandard og liv?
Upassende ? Klag over indlæg
B. Lund, Hamburg |
@ Anders Z.
Velfærdstaten er jo ikke det samme som velfærds- eller velstandssamfundet. Velstanden er ikke grunden til tilliden. Tilliden var der før velstanden.
Problemet for velfærdstaten (den skandinaviske udgave) er at den kommer til at spænde ben for sig selv, den underminerer tilliden blandt sine borgere til hinanden. Når velfærdstaten så har nedlagt sig selv, er det stadig muligt at der er et velstandssamfund, en udvikling mod minimalstaten, som nogle liberale og libertære i grunden ikke vil have noget imod.
SF, S og Enhedslisten vil bagefter ikke forstå, at de har gravet deres egen grav.
Vi har sejret ad helvede til - godt” sagde Thomas Nielsen i 1982. Derefter kom udlændingeloven af 1983 og alt gik ned ad bakke for venstrefløjen.
Hvornår fatter venstrefløjen, at den har tabt sin vælgerbase blandt arbejderne og den lavere mellemklasse, der hvor skoen rigtig trykker? Der forsvinder tilliden i disse år i et meget højt tempo. Naturligvis er der indvandrere som engagerer sig og godt det samme, men man skal ikke glemme, at langt de fleste 3-verdens indvandrere kommer fra lande, hvor tillidsniveauet mand og mand imellem er særdeles lavt. Det tager generationer at opnå vort tillidsniveau, mens det tager umådelig kort tid at nedbryde tillidsniveauet.
Hvor ved jeg nu det fra, er det ikke kun opdigt og ren formodning? Tja man kan jo kigge i enhver interkulturel business guide, der kan man i hvert fald finde symptomerne. Nissen flytter som bekendt med.
mvh - en *bekymret* konservativ
Konservative er per definitionem altid bekymrede.
Upassende ? Klag over indlæg
David Gress, 8000 Århus C |
@ B. Lund og Anders Z.
I har begge en pointe. Jeg er enig med bloggeren i, at velfærdsstaten begyndte som et udtryk for et på forhånd eksisterende tillidsniveau blandt borgere, som trods stands- og klasseforskelle var ret ens, i al fald efter 1864: de talte alle dansk, de sang alle de samme salmer, de følte sig (med større eller mindre ret) som efterkommere af folk, der altid eller meget længe havde boet i landet.
Velfærdsstatens anden fase, den fra sidst i 60′erne til 80′erne, indledte undergravelsen af denne tillid ved at overføre ansvar fra borgere og familier til det kollektive, det offentlige, magthaverne.
Den tredje fase, fra Schlüter-regeringens uhørte udvidelse af den offentlig sektor (skattetrykket er aldrig vokset hurtigere end under Schlüter, denne falske, sleske og forræderiske “konservative”) og til nu, fuldførte fornedringen af borgeren til statsslave og uansvarlig lommepengemodtager. Og der står vi i dag.
At danskere fortsat tilkendegiver at have tillid må betragtes som en rest, et residuum, af fordums frihed. Spørgsmålet er, hvor længe dette kan holde.
Tillid kommer nemlig af frihed. Ved jeg ikke, hvem jeg er og hvad jeg kan, kan jeg ikke med mit hele selv vise eller modtage tillid. En statsslave, der afleverer over halvdelen af sin løn til anonyme magthavere, som disponerer derover efter regler, de selv laver, kan ikke i længden forblive et voksent menneske.
Mange danskere lever endnu i den illusion, at de får noget for deres penge. Sagen er, at de får langt mindre, end de kunne få, hvis de selv forvaltede dem. De får også langt mindre, end de ville få i andre lande. Den danske tillid, her godtroenhed, har givet magthaverne lov til at plyndre os langt længere, end godt er. “Skatteminister” = “Plyndringsminister”. Det er mit navn for den ulidelige lille selvretfærdige gnom, Kristian Jensen.
Upassende ? Klag over indlæg
Kasper Støvring, Sorø |
Til Anders Z. (og andre):
Nu anerkender jeg, som du også antyder, at statslige institutioner er vigtige ifm. sammenhængskraft. Men jeg tror det er vigtigt at formulere det sådan, at staten kan skabe rammerne for og vedligeholde sammenhængskraften, ikke skabe den.
Kulturen er vigtig, se bare hvor svært det er overhovedet at skabe en ordentlig stat i kulturer uden et levende civilsamfund (f.eks. mange lande i Østeuropa, der endda ligger relativt tæt på vores egen vestlige kulturkreds) og dermed tillid.
Man kan godt hævde, at velfærdsstaten ikke ødelægger, men dog hæmmer, dannelsen af tillid - indekset har i al fald været højt i de år vi har haft en velfærdsstat her i landet.
Når jeg formulerer mit synspunkt skaprt allerede i titlen på mit indlæg, så skyldes det ikke kun hensynet til genren (bloggen), men at institutions-tilgangen eller perspektivet, som du også selv bekender dig til, er det fremherskende; kulturens betydning nyder kun relativ lidt anerkendelse i forskningen. Der er altså brug for et kraftigt korrektiv, som jeg i al beskedenhed her på bloggen og i min forskning forsøger at levere.
Når mange strømninger, lad os kalde dem stats- eller institutionstilhængerne, ønsker at erstatte det kulturelle fundament for det sociale fællesskab med rationelle måder at organisere på, kan det enten skyldes en overbevisning om, at sammenhængskraft er irrelevant for skabelsen af et godt samfund, eller at sammenhængskraften er svag eller simpelt hen ikke-eksisterende (som i lavtillidskulturer i f.eks. Sydeuropa, Mellemøsten og Afrika).
For selv i fravær af sammenhængskraft, dvs. udbredt tillid, er det muligt at binde samfundet sammen på en relativ stabil måde gennem anvendelse af formelle mekanismer som kontrakter, forfatninger og retsinstanser.
Det behøver dog heller ikke at være fravær af tillid eller en tro på, at tillid er irrelevant, der gør, at mange anbefaler en ren politisk organisering af samfundet.
Kultur ses nemlig hyppigt som noget rigidt, der virker ekskluderende og dermed skaber mistillid, imens politiske initiativer omvendt ses som tillidsskabende. Her plejer man så ofte at henvise til de statslige institutioners kvalitet.
Men kulturperspektivet mangler altså, hvilket er en stor fejl, eftersom kultur er sine qua non for tillid, en velfungerende stat, velfærd, osv.
Nu bliver det for langt, men mit indlæg handler også om andre utilsigtede og uforudsete negative konsekvenser af velfærdsstaten.
Upassende ? Klag over indlæg
Gunnar Lind Haase Svendsen, Mårslet |
Tak for indlægget, Kasper! Jeg føler mig utryg ved at overlade samfundsudviklingen alene til økonomer og bureaukrater. Derfor er en debat om kulturhistorisk skabt samfundsmoral som grundlaget for velfærdssamfundet velgørende. Når det er sagt, er det for mig at se klart, at samfundsinstitutioner i form af klare spilleregler i et samfund (rules of the game) er helt afgørende! Men du kan ikke eksportere sådanne spilleregler til folk, der er ’immune’ overfor dem – tag bare Afghanistan eller Somalia. Eller Rumænien, hvor jeg har været meget. Befolkningen skal være kulturelt ’gearet’ til det, før klare spilleregler kan få deres fulde virkning, dvs. effektivt disciplinere free-ridere og kriminelle. Eller sagt på en anden måde: Beskytte den lovlydige og samfundsnyttige borger mod sin uhæderlige medborger (en parasit i den ene eller anden forklædning). Hvorfor er ulandshjælpen (til dels forsøg på eksport af velfærdssamfundets institutioner) mere eller mindre slået fejl? Alt andet lige fordi disse befolkninger ikke har traditioner for at samarbejde til fælles bedste på tværs af diverse gruppeskel – samt at regeringerne her (måske) ikke gør nok for at fremelske en sådan national sammenhængskraft – og måske i øvrigt heller ikke har nogen motivation for at gøre det. Nå, det er bare min uforbeholdne mening om det. Men jeg tror på, staten/indflydelsesrige grupper aktivt kan bidrage til at opbygge social kapital i et samfund. Det er måske lidt naivt naivt at tro. Typisk skandinavisk blåøjethed måske. NB: Ja, den danske stat er en stationær bandit, men husk dog på, hvor lav en korruption, vi har. Vi KAN rent faktisk langt hen ad vejen stole på regering, administration, retsvæsen, politi og andre institutioner. Det afspejler sig også i de internationale undersøgelser, hvor 76% af os danskere generelt stoler på andre mennesker (den nye danske værdiundersøgelse 2008), samt over 80% i institutionel tillid. Fint med national selvkritik, men ofte tenderer diskussionerne til (igen, igen) dette irrationelle danske selvhad. Hvorfor egentlig?
Upassende ? Klag over indlæg
Kurt Dejgaard, Montreal |
@ Kasper Støvring
Citat:
“Det er kort sagt den kulturelt baserede sociale sammenhængskraft, der tillader opbygning og vedligeholdelse af omfattende velfærdssystemer; det er ikke velfærdsstaten, der skaber tillidskulturen. Tværtimod kan velfærdsstaten medvirke til at ødelægge den.”
Kommentar:
Det, argumenteres der udygtigt for, og det ligner mere et forsøg på spin for at nå til en forhåndsdragen konklussion, end et forsøg på at argumentere for sin sag.
Der er intet i argumenterne der underbygger at velfærdsmodellen er ødelæggende for tillidskulturen.
Derimod er der grund til - igen - at erindre sig selv om hvad tillidskulturens basis var/er: Den er historisk set baseret på en slags kooperativ hjælp-til-selvhjælp (f.eks. andelsbevægelserne). Den havde - kort sagt - et defineret mål om en forbedret situation.
Den umiddelbare fejl i velfærdsmodellen er at den ikke i fornøden grad tager udgangspunkt i det samme! Den har “reduceret” sig selv til “kun” at være en hjælp og har “glemt” at denne hjælp burde anvendes på at få trukket den “nødstedte” op af et “hul” (eller ud af hvad vi kunne kalde en “situation”), fremfor at betale den nødstedte for at blive siddende i “hullet/situationen”!
Der kan naturligvis være oplagte grunde til at man nægter at se denne realitet i øjnene. For Kasper Støvring vil, som Nikolai Sennels, Morten Uhrskov og andre, helst at det skal være “modtagerens” kultur den er gal med (især, fordi den forhåndsgivne konklussion er at det er muslimer som er roden til alt ondt og alle rigets dårligdomme).
Realiteten er bare - som ovennævnte reelt udsiger - at det er giverens kultur den er gal med! -Ikke modtagerens.
@ David Gress
Citat:
“Den tredje fase, fra Schlüter-regeringens uhørte udvidelse af den offentlig sektor (skattetrykket er aldrig vokset hurtigere end under Schlüter, denne falske, sleske og forræderiske “konservative”) og til nu, fuldførte fornedringen af borgeren til statsslave og uansvarlig lommepengemodtager. [...] Sagen er, at de får langt mindre, end de kunne få, hvis de selv forvaltede dem. De får også langt mindre, end de ville få i andre lande. Den danske tillid, her godtroenhed, har givet magthaverne lov til at plyndre os langt længere, end godt er. “Skatteminister” = “Plyndringsminister”. Det er mit navn for den ulidelige lille selvretfærdige gnom, Kristian Jensen.”
Kommentar:
Mere argumentation, færre tillægsord.
Det er lidt symptomatisk at citatet kommer fra en person som brokker sig over mig, når jeg bliver skarp i tonen. Jeg har dog aldrig nogensinde kaldt nogen (navngivne eller ej) for hverken forrædere eller gnomer.
Det er måske værd at erindre om at Schlüter-regeringen arvede en historisk høj arbejdsløshed og et historisk højt underskud på både handelsballance og statsbudget.
Schlüter-regeringen fik faktisk gjort op med dem alle og han udviddede ikke den offentlige sektor i nogen væsentlig grad, men inddrev betalingen for den, fremfor at låne sig til den, som Anker Jørgensens skiftende regeringer.
Den virkelige mulighed for at få gjort endegyldigt op med en anden Anker Jørgensen-svøbe: At manipulere arbejdsløsheds statistikerne ved kunstigt oprettede offentlige stillinger - indfandt sig endeligt i 2000-tallet, da arbejdsløshedsprocenterne faldt til et historisk lavt niveau. Det indbød den oplagte chance at reducere den offentlige administration og frigive arbejdskraft til de produktive erhverv som skreg på den.
Det blev imidlertid forpasset af en regering som siden sin start har kaldt sig selv “Systemskiftet”.
“Systemskifte” indfandt sig aldrig nogensinde! Det er - desværre - som alt andet fra den siddende regering, spin og varm luft!
Den siddende regering er ikke og var aldrig borgerlig og har aldrig ført borgerlig politik!
Tværtimod har den sørget for at den grav over Schlüter-regeringens politik - det reelle systemskifte, som Nyrup Rasmussen siden aflivede og sænkede i jorden - den grav nu er blevet eftertrykkeligt kastet til!
Upassende ? Klag over indlæg
Anders Z, Århus C |
@ Kasper Støvring & Gunnar Lind Haase Svendsen
Problemet med kulturbegrebet er og bliver, at det er enormt “fluffy”! Der er ingen almindelig enighed om hvad “kultur” er - og når det er tilfældet bliver det nemt at smide alt muligt i den kategori. Men det mest problematiske ved kulturbegrebet er samtidigt at det har en iboende deterministisk (eller måske nærmere fatalistisk) betoning. Folks “kultur” bliver gjort til det allermest fundamentale i mennesket - uanset alle andre identiteter jf. Huntington - og også Fukuyama i nogle af hans nyere bøger. Og det gør det meget vanskeligt at pege på muligheder for at ændre en bestemt “kulturs” negative konsekvenser. Jeg siger ikke at kultur ikke eksisterer - ej heller at det ikke har en betydning - men man skal passe på med at gøre det til en alt for universel, uforanderlig baggrund for menneskelig adfærd!
Jeg vil i den forbindelse foreslå dig at læse den indiske nobelpristager, Amartya Sen’s bog ‘Identity and Violence: the Illusion of Destiny’, hvor han - i tråd med det ovenstående påpeger farene ved den skæbnetro, der alt for ofte ledsager et ensidigt identitetsbegreb - som f.eks. nationen, kultur, religion osv. Fra mit eget liv, føler jeg altid min “nationale” arv, som værende af mindre betydning når jeg mødes med mennesker fra andre lande! Her er det i langt højere grad min uddannelse og baggrund, samt den “andens” uddannelse og baggrund, der har betydning for om jeg har tillid til personen eller ej - da vi deler en meget væsentlig referenceramme! Ligeledes vil jeg ofte føle større tillid til en sådan person - end en dansker, der - for at sætte tingene på spidsen - er medlem af HA. Identitet og kultur er altså et komplekst og lidt uspecificeret begreb.
Så skriver du, “Kulturen er vigtig, se bare hvor svært det er overhovedet at skabe en ordentlig stat i kulturer uden et levende civilsamfund (f.eks. mange lande i Østeuropa, der endda ligger relativt tæt på vores egen vestlige kulturkreds) og dermed tillid.”!
Jeg synes måske netop det er et argument for statens betydning! Det var jo en “ond”, totalitær stat, der aktivt modvirkede opblomstringen af et civilsamfund og skabelsen af en demokratisk skolet elite! De lande har jo historisk (før kommunismen) haft gode, velfungerende civilsamfund! Men det kunne den totalitære stat ændre på - trods kulturen! Ligeledes kan en “god” stat også fremme et godt civilsamfund og tillid gennem de mekanismer jeg nævnte ovenfor:
- En universel omfordeling, der får folk i samfundet til at føle sig tættere på hinanden (opfattet afstand mellem mennesker)! Lavindkomstgrupper og højindkomstgrupper får nemlig den (nogenlunde) samme identitet, når grupperne ikke lever i parallelsamfund, men mødes i dagligdagen! Med andre ord - velfærdsstaten er også normskabende / eller kulturskabende om du vil!
- Et (relativt) fravær af socioøkonomisk funderet kriminalitet.
- Fraværet af stigmatisering af lavindkomstgrupper
- Og for at vende tilbage til civilsamfundsforklaringerne: statens støtte til civilsamfundets foreninger gør det lettere at give mulighed for alle grupper at deltage i civilsamfundet! Ikke kun de ressourcestærke! Dermed mødes grupperne også –> tilliden øges!
Håber du får tid til et svar!
Upassende ? Klag over indlæg
Anders Z, Århus C |
Må jeg lige supplere med følgende citat fra Evans, Skocpol et. al. 1985:21
“This second approach might be called “Tocquevillian”, because Alexis de Tocqueville applied it masterfully in his studies ‘The Old Regime and the French Revolution’ and ‘Democracy in America’. In this perspective, states matter not simply because of the goal-oriented activities of state officials. They matter because their organizational configurations, along with their overall patterns of activity, affect political culture, encourage some kinds of group formation and collective political actions (but not others), and make possible the raising of certain political issues (but not others)”
Upassende ? Klag over indlæg
Christian Toffini, lyngby |
Til: Kasper Støvring.
Velfærdsstaten, og sammenhængskraft eller ej, så var
denne kun sammenhængende, og til fordel for landets
befolkning, og økonomien, indtil følgende skete:
1. Velfærdsmodellen, blev kort efter dens oprettelse,
lynhurtigt udnyttet af de socialistiske partier, til
at fastholde, og opkøbe nye vælgere; hvorpå vi alle
-rede i 1980 el. så, havde fået skabt en off. sektor
, hvis mange afhængige, var magt udslagsgivende.
Da Schlüter kom til, kopierede man delvist modellen,
bl.a. åbnet med den famøse børnecheck etc.
Fogh og Hjort, speedede yderligere op X 4.
2. Sideløbende med velfærdsstatens opkøbe vælgere,
med en dertil konstant øget velfærdsretning, hvis
basale logik, kun kaldte på mere af samme, voksede
den musl. indvandring simultant, & hvilken gruppes
generelle dovenskab, og uduelighed, kun skulle belas
-te den nu endegyldige låste situation på området.
3. Imens processerne fra pkt. 1, & 2, stod på, blev
industrisamfundet skiftet ud med kommunikationssam
-fundet, & videre derfra, globaliseringssamfundet.
At tale om sammenhængskraft el. ej, for at udmagre
velfærds-argumentet fra anden side, finder jeg en
kende irrelevant, da vi skal ca. 25 - 30 år tilbage
i tiden, for at kunne argumentere positivt herfor.
Velfærdssamfundet, har ganske enkelt hæmmet overlev
-elsesinstinktet, og købmands ånden i folket, imens
magelighed, ineffektivitet, kostpriser, og taber
-kulturen, har fået øget sine vækstbetingelser.
Globaliseringssamfundet, hvis fundament, hviler på
det diametralt modsatte setup, vil derfor i løbet
af få år, smadre sammenhængskraften, hvad enten man
vælger at forstå den som et sammenspil imellem menne
-sker, og eller forholdet imellem stat & befolkning.
Upassende ? Klag over indlæg
P Christensen, Kbh |
Velfærdsstaten var en af faktorerne, der bidrog til sammenhængskraften.
Men det var før man importerede klienter til velfærdsstaten.
Upassende ? Klag over indlæg
Vitomir Rajovic, Ballerup |
Hej
Jeg har lige læst noget af jeres spændende diskussion.
Jeg ville høre om i kunne hjælpe mig, jeg går i 2.g på et HHX gymnasie. Jeg skal lave en opgave om velfærdsstaten, en af spørgsmålene lyder således: centrale problemstilling vedrørende de økonomiske og politiske forudsætninger for dannelsen af velfærdstaten.
håber virkelig at i kan hjælpe mig
Mvh. Vitomir
Upassende ? Klag over indlæg
Annonce:
til M Madsen, Næstved. Jeg kan ikke rigtigt se, at Sven Borgens undersøgelse er noget vrøvl, og jeg kan slet ikke se, at jeg har påstået, at
Læs mere
Tak for et smukt oplæg.
Jeg funderer over, om de ti biskoppers enstemmige men groteske udmelding om, at Danmark ikke fører religionskrig i
Læs mere
@Niels-Erik Beyer, København.
I rapporten står:
”Anbefaling 7. Sammen med kommunerne og Danmarks Lærerforening opretter ministeren en
Læs mere
Jeg glemte lige at nævne feminiseringen af folkeskolen - undskyld! (altså at der blev alt for mange kvindelige lærere, og deres måde at gøre
Læs mere
der var engang, hvor formålet med folkeskolen var at gøre eleverne til selvstændigt tænkende og kritiske mennesker i et demokratisk samfund. Men
Læs mere
Seneste blogs
Arkiv
januar 2011 (2)
december 2010 (3)
november 2010 (5)
oktober 2010 (3)
september 2010 (5)
august 2010 (4)
juli 2010 (2)
juni 2010 (3)
maj 2010 (4)
april 2010 (2)
marts 2010 (5)
februar 2010 (4)
december 2010 (3)
november 2010 (5)
oktober 2010 (3)
september 2010 (5)
august 2010 (4)
juli 2010 (2)
juni 2010 (3)
maj 2010 (4)
april 2010 (2)
marts 2010 (5)
februar 2010 (4)
Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Jyllands-Posten. Jyllands-Posten har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.
Læs mere
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/
Bedre indlæg end de foregående Støvring – glæder mig at du tager en smule flere forbehold denne gang! Som du selv svagt antyder, er der nemlig ikke tale om et enten-eller forhold – det er et både-og. Putnam skriver selv (i ”making democracy work”, 180) at ”effective collaborative institutions require interpersonal skills and trust, but those skills and that trust are also inculcated and reinforced by organized collaboration (institutioner)”. Spørgsmålet er, ikke desto mindre, stadigt om velfærdsstaten har bidraget positivt til tillidsskabelsen i de skandinaviske samfund eller ej – og om hvorvidt tillidsgenereringen i virkeligheden beror på en særlig ”tillidskultur”. Hvis denne historiske kultur er et faktum, burde den være temmelig konstant gennem historien!
Da tillidsstatistik fra middelalderens (sandsynligvis) korrupte danske samfund, fra enevældens absolutisme og fra et 1800-tal, der næppe kan siges at være blandt Danmarks ”finest moments” – desværre ikke er tilgængelig, må svaret i et vist omfang stå hen i det uvisse. Ikke desto mindre er der mange gode argumenter for at du tager fejl.
Netop denne historiske ”tillidskultur” er et begreb, der er temmelig diffust – for hvad er den egentligt? Hvor stammer den fra? Putnam selv taler om social kapital, der temmeligt uklart spænder over individers tillid, gensidighedsnormer og interpersonelle netværk – uden helt at adskille tingene? Samtidigt sporer han rent faktisk – historisk - denne sociale kapital tilbage til forskelle i institutioner/staten i forskellige regioner i middelalderen og renæssancens Italien! I nord åbnede bystaterne op for civilsamfundet, mens de autokratiske regimer i syd smadrede civilsamfundet. Noget tilsvarende kan siges om tidligere kommunistiske lande, hvor staten også havde en negativ indvirkning på civilsamfundet.
Med andre ord, spiller staten under alle omstændigheder en helt essentiel konstituerende role for et civilsamfund. Med mindre staten sætter nogle rammer op, hvori et positivt engageret civilsamfund kan blomstre – enten ødelægges civilsamfundet, eller man får et civilsamfund, der aktivt forsøger at modvirke statens autoritet. Dette er eksempelvis er tilfældet med islamistiske grupper i Pakistan, eller for den sags skyld de studerende i Iran.
Staten er altså helt udslagsgivende for hvad det er for et civilsamfund man får. Det anerkender du faktisk også selv når du hævder at: “Indvandrere kommer ofte fra kulturer med et negativt syn på staten. De har erfaringer med nepotisme, korruption og svindel, og staten opfattes som et tag-selv-bord for de privilegerede. Derfor gælder det om at rage til sig, om at misbruge staten, før den misbruger dig.”. Med andre ord – en dårlig ”failed”, autoritær eller bare korrupt stat = lav tillid. Det omvendte er dermed også tilfældet.
At den danske stat er kendetegnet ved at have lav korruption, og at den generelt er god til at påføre sanktioner overfor lovbrydere (i forhold til andre lande) er ikke noget nyt. I sig selv er det ikke en afvisning af kultur-tesen, da staten jo stadig kan bero på en allerede eksisterende tillid blandt embedsmænd og politikere. Men som http://congress.utu.fi/epcs2006/docs/F6_nannestad.pdf påviser STIGER tilliden hos indvandrere jo længere de udsættes for ”gode institutioner” som de danske! De lærer med andre ord at institutionerne ikke er korrupte, onde osv. Igen kan staten skabe tillid blandt individer – UANSET kulturel baggrund!
Vi er endnu ikke kommet til velfærdsstaten! Argumenterne for at velfærdsstaten, i den skandinaviske version, er formidabel til generere tillid er ganske rigtigt at lighed = tillid, som du hævder, men gennem nogle nærmere specificerede mekanismer! Se ”http://aeraadet.regado-dev.dk/media/filebank/org/Velfardsstaten-og-social-av-jan-07.pdf” Albreckt Larsen’s, som det skal understreges ikke afviser foreningsdeltagelse og kultur, argument er at:
”De universelle velfærdsgoder øger tilliden, mens de behovsorienterede (især) sænker tilliden. Forklaringen på forskellen er, at ved de behovsorienterede velfærdsgoder kommer tildelingen af godet an på en sagsbehandlers vurdering - og der er derfor større risiko for, at modtageren
kan føle sig uretfærdigt behandlet og dermed mister tillid til sine omgivelser.”
Ud over det kan man pege på at den skandinaviske velfærdsstat delvist også har modvirket at mennesker ender i kriminalitet pga. fattigdom; At velfærdsstaten har skabt en norm om at man ikke ser ned på fattige eller lavindkomstgrupper (hvilket også ødelægger sammmenhængskraft i samfundet), da alle får gavn af velfærdsydelserne/kan få brug for dem i en periode af deres liv. At velfærdsstaten IKKE modvirker civilsamfundet, men derimod støtter det økonomisk og opfordrer folk til at deltage. Endelig skaber den økonomiske sikkerhed også en følelse af tryghed – vi bliver ikke sat fra hus og hjem under en økonomisk krise, og det er der mange i Tyskland og USA, der misunder os!
Der er naturligvis problemer med misbrug og free-riding, men disse problemer har man delvist modvirket med en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Generelt giver den skandinaviske socialdemokratiske, velfærdsstat en langt bedre ramme for tillidsgenerering end de konservative eller liberale lande. Og det er det væsentlige. Indvandrene skal nok komme med, med tiden – hvis vi giver plads til det! Mange grupper af indvandrere engagerer sig allerede aktivt og positivt i samfundet og politik - så der kommer den kulturelle determinisme vist lidt til kort!
I øvrigt er civilsamfundet i sig selv ingen hellig gral! Civilsamfundet indbefatter altså også både nazister, Hells Angels og Hitz-ut-Tahir – grupper som ikke ligefrem er fordrende for tillid!
For at gøre en kort historie lang, synes velfærdsstaten og kultur at være gensidigt forstærkende, men generelt har den skandinavisk socialdemokratiske model en større forklaringskraft på tillid i kraft af dens specifikke kendetegn! Derfor klarer den sig langt bedre end dens konservative og liberale nabomodeller!
Upassende ? Klag over indlæg