Blogs
Samfund
Erhverv
Kultur
Puls
Politik
Aktuelt
Om Blogs


Profil

Kasper Støvring blogger om kulturens afgørende betydning i aktuelle konflikter nationalt såvel som internationalt. Bloggen er en fortsættelse af hans blog om vagtskiftet i den borgerlige regering.

Baggrund:
Kasper Støvring er forsker i kultur og litteratur, forfatter, foredragsholder og debattør.

Andet:
Forfatter af bl.a. ”Blivende værdier” (2004), ”Det etiske kunstværk” (2006), "Sammenhængskraft" (2010) og medredaktør af ”Den borgerlige orden” (2008). Arbejder p.t. på en bog om den konservative tænkning.

Sted:
Sorø

Website:
Besøg


Grøndalsvej 3
8260 Viby J
Tlf: 87 38 38 38

Blogchef
Agnete Stoffregen

Blogredaktør
Tage Clausen

Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen

Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen

Udgiver
JP/Politikens Hus A/S

Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse

Netannoncer
Tlf: 33 30 80 06 eller
Tlf: 33 30 80 07

Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten
Tip      Print    RSS    Del    

Kulturkritik (arkiv)

Skrevet af Kasper Støvring

Trykkefrihedsselskabet og højrekulturalismen

Dato: d. 04.01.10, 17:37
Af: Kasper Støvring
Emner: , , ,
45 kommentarer

På onsdag afholder Trykkefrihedsselskabet endnu et af deres mange interessante møder. Det drejer sig om en debat om ytringsfrihed, der har verseret et stykke tid mellem på den ene side Trykkefrihedsselskabet og på den anden side filosoffen Frederik Stjernfelt og juristen Jacob Mchangama. Debatten er især blevet ført i Weekendavisen, hvor jeg også selv fik bragt et indlæg (den 31. december), som jeg her vil gengive kernen af.

Sagen er, at Stjernfelt og Mchangama vil oprette et nyt selskab for ytringsfrihed, der forsvarer et universalistisk begreb om ytringsfrihed til forskel fra den kulturelle relativisme, de mener at finde i Trykkefrihedsselskabet.

Stjernfelt og Mchangama skriver i et indlæg i Weekendavisen den 30. oktober sidste år:

“[...] førende medlemmer af Selskabet har taget del i den vildledende forestilling om ytringsfriheden som en særlig »dansk værdi«, som om det var noget, der udsprang af traditionel dansk kultur. [...]

Selvom vi ikke er fuldstændig enige om betydningen af kultur, er ophøjelsen af ytringsfriheden til en særlig »dansk værdi« reelt en kulturalisme, der hævder dansk kultur som noget specielt - en kulturdyrkelse, der er den nationale højrefløjs pendant til multikulturalismens kulturdyrkelse på venstrefløjen.

I modsætning hertil ser vi menneskerettighederne som universaliserbare og altså ikke som et særlig nationalt »kulturelt« produkt.”

Debatten er ikke rigtigt kommet i gang, fordi Selskabets talsmænd og -kvinder pure afviser den relativisme, den skydes i skoene. Den vil jeg dog gerne slå et slag for her - altså det, der kaldes en national højrekulturalisme. Jeg vil kun give et moderat forsvar, dels fordi relativisme kan indebære en rakken ned på vores egen kultur, og dels fordi jeg forsvarer en universel minimalmoral.

I bund og grund er fronterne nok ikke så dybe. Til et debatmøde i sommers på Testrup Højskole med en tredje universalist, Jens-Martin Eriksen (Stjernfelts medforfatter til bogen Adskillelsens politik), var det i hvert fald hartad umuligt for os at stampe en kvalificeret uenighed op af jorden: Vi forsvarer jo begge - den vestlige - ytringsfrihed og kritiserer multikulturalisme (men jeg er national hjemme og multikulturalist ude, Eriksen er vistnok ingen af delene).

Universalisme og kulturalisme

Universalismen er en ideologisk liberalisme, der betoner værdier som individualisme, autonomi, naturlige rettigheder og kulturel neutralitet. Disse værdier gælder universelt og på tværs af kulturer - “ned med kulturen!” lyder afslutningen på Adskillelsens politik.

Universalismen tænker abstrakt og isoleret, den tilsidesætter den kulturelle mangfoldighed og den vigtige moralske betydning af de forskellige kulturer, som mennesker lever i, og på hvis betingelser de forstår sig selv og meningen med deres liv.

Den universalistiske etik er ofte arrogant eller ufolkelig, fordi den forudsætter, at et intellektuelt tilfredsstillende sæt af principper repræsenterer et højere moralsk niveau end de skikke og sædvaner, der er blevet udviklet af adskillige almindelige mennesker gennem en praktisk fornuft; dvs. i og med at de har levet deres dagligdags liv.

Når jeg læser, hvad universalister skriver, kommer jeg ofte til at tænke på, hvad den engelske forfatter Chesterton en gang skrev: “Den, som tænker under isolerede betingelser og yderligere er fjernet fra menneskene ved stolthed, ender med at blive idiot. Alle, som ikke vil kende hjertets blødhed, skal opleve hjernens.”

Højrekulturalismen mener, at kulturelt forskellige måder at organisere samfund på kan være hensigtsmæssige og moralsk retfærdiggjorte (til trods for at man selv kan finde dem forkastelige). Liberale værdier passer af samme grund kun til bestemte samfund.

Kulturel partikularisme kan man kalde den højrekulturalistiske opfattelse, at forskellige kulturer inkarnerer højst forskellige værdier, sociale livsformer og institutioner. Højrekulturalismen betoner således det fælles gode, særlige traditioner, menneskets karakter, loyalitet, solidaritet og social ansvarlighed.

Universaliserbarhedsillusionen

Menneskerettighederne er universaliserbare, hører vi. Men man kan ikke uden videre hævde, at alle mennesker uanset kulturel baggrund og selvforståelse er interesserede i at udvikle deres evne til selv suverænt at bestemme over deres liv: Autonomi er næppe en universel værdi (det samme gælder i særlig grad individualisme og sekularisme).

Tværtimod opleves det af mange som meningsfuldt at lade sit liv bero på en højere nødvendighed som skæbnen eller Gud, ligesom hierarki og kollektivet står over frihed og individet i de fleste kulturer.

Man kan snarere sige, at liberale værdier, herunder selvbestemmelse, kun udvikles af mennesker, der lever i bestemt kultur, nemlig den vestlige. Liberalisme behøver slet ikke at være løsningen i ikke-vestlige kulturer, hvor de rette institutioner og praksisser ikke på forhånd er etablerede.

Og hvilke menneskerettigheder taler vi om? De vestlige, må man formode. For der findes jo også islamiske menneskerettigheder.

Moral er fællesskabsorienteret

Hvad angår moral, er den altid forbundet med og praktiseret i et begrænset historisk fællesskab; også den er partikulær, ikke universalistisk.

Den højrekulturalistiske opfattelse af moral hylder det engagement og den form for loyalitet, som kommer til udtryk blandt medlemmer af et fællesskab. Denne form for gensidighed og fælles indsigter er med tiden indskrevet som en slags kodetekst i deres sociale normer, skikke og sædvaner. Det kaldes “danske værdier”.

Det er det kulturelle fællesskabs traditioner og måder at gøre tingene på, der bør betragtes som kilden til moralske værdier, og moralske værdier er mere relative, end universalister vil vide af.

Universalistiske principper ignorerer det særlige kulturelle engagement, loyalitet og gensidighed blandt virkelige, konkrete mennesker. Den praktiske effekt af universalismen kan i sidste instans være undermineringen af disse loyaliteter og de institutioner, der opretholder dem.

Det ser man hos tøvende støtter af ytringsfriheden, der opfatter sig som universalister, Uffe Ellemann og Tøger Seidenfaden, bl.a. Stjernfelt, Eriksen og Mchangama er bestemt ikke tøvende støtter af ytringsfriheden - at de ikke melder sig ind i Trykkefrihedsselskabet, forstår jeg ikke.

Goder er kulturelt farvede

Men de har en anden opfattelse af, hvad der har skabt og understøtter vores værdier i længden, altså den fælles kernekultur. Og opløses den, forsvinder også den praktiske brug af ytringsfriheden, som vi hidtil har kendt den.

Hævdvundne goder har nemlig ikke kulturelt uafhængige betydninger. De opnår deres betydning gennem en fortolknings- og forståelsesproces, og da betydningen af goder nødvendigvis er social, så vil de også have forskellige betydninger i forskellige kulturer.

De samme ting, ytringsfrihed og demokrati, betyder nogle højst forskellige ting i forskellige kulturer. Mening og betydning er kulturelt afhængig. At ytringsfrihed er en særlig dansk værdi, betyder ikke, at den ikke også findes i andre kulturer, men at den har fået en særlig bevaringsværdig udformning i dansk - og i videre forstand - vestlig kultur.



Kommentarer
niels hansen, lyngby | Skrevet: 4. jan 10 kl. 18:03

Hvad skulle vi dog gøre uden alle disse ismer?

Little boxes on the hillside,
Little boxes made of ticky-tacky,
Little boxes, little boxes,
Little boxes, all the same.
There’s a green one and a pink one
And a blue one and a yellow one
And they’re all made out of ticky-tacky
And they all look just the same.

Jeg foretrækker at være mig selv.

Ingen reklamer - tak!

Upassende ? Klag over indlæg

 
Poul Købke, Helsingør | Skrevet: 4. jan 10 kl. 19:13

Trykkefrihedsselskabet; er det ikke bare danskere, som gerne ser et demokratisk Danmark? Også i fremtiden?

Upassende ? Klag over indlæg

 
Torben Snarup Hansen, Haslev | Skrevet: 4. jan 10 kl. 19:24

Betyder kulturforskelle noget? Hvorfor kommenterer Niels Hansen ikke Støvrings refleksioner? Hvad er relevansen af en lille sang, skrevet af kommunisten Tom Lehrer, der frygtede, at Alabama ville anskaffe kernevåben?

Upassende ? Klag over indlæg

 
Allan Hansen, Torremolinos | Skrevet: 4. jan 10 kl. 19:24

FILOSOFISKE REFLEKSIONER!

Dette indlæk skal naturligvis - ses (læsses), i sammenhæng med de øvrige indlæg, som jeg har skrevet på denne islamkritiske blog, ellers giver det (måske) ingen mening.

Lad min indlednings vis starte med et citat, som jeg har lånt hos den pakistansk filosof Ibn Warraq - (Derfor er jeg ikke muslim. 2004.)

” Muslimer er islams første ofre. Ofte har jeg under mine rejser i Orienten observeret, at fanatismen kommer fra et lille antal farlige mænd, der ved hjælp af terror fastholder de andre i religionsdyrkelsen. At befri muslimen fra hans religion er den bedste tjeneste, man kan gøre ham.” - Ernest Renan. (1923-92):en fransk orientalist, religionshistoriker og skribent. Underforstået - muslimerne er de første og største ofre for islams umenneskelighed! Hermed skulle grundtonen være sat.

Ibn Warraq er selv af muslimsk oprindelse, men han har stillet sig selv den filosofiske opgave, at redegøre for nogle af alle de dårligdomme, som islam har på ført muslimerne selv - Warraqs konklusion bliver - Derfor er jeg ikke muslim! Hans bog , som er én af det bedste fagbøger på området og er, derfor blevet læst af millioner af mennesker verden over - herunder mange muslimer - nogle med afsky andre med forståelse. Til den sidste gruppe høre min ven M.A Khan, som redigerer en af verdens største islamkritiske hjemmesider http://www.islam-watch.org
I sin bog rede gøre Warraq omhyggeligt for de grusomheder, som islam har på ført menneskeheden over alt på jorden, herunder æresdrab, tvangsægteskaber, stening af kvinder, halshugning af bøsser og lesbiske, omskæring af små hjælpeløse piger,hævndrab og slavehandel, som stadig forgår i den muslimske verden bl.a. Sudan og Somalia osv.

Kort sagt 1400 års plyndringstogter, massevoldtægt og slavehandel. Bogen handler altså ikke, om “dem og os forholdet,, men tager sit udgangspunkt i den manglende selv refleksion (selvkritik) i den islamiske verden og dette tema er bogens absolutte stykke.

Set i en samlet perspektivring skal kritik her forstås, som noget possetivt - også, der hvor den gør lidt ondt!

Feminismen er død, der som diskussions redskab ellers var det redskab vi kunne bruge til, at bringe disse ting (grusomheder) ind i en rationel debat, (uden rationalitet kan et samfund ikke overleve - her bør man lige slå et lille smut forbi den fremragende danske filosof Kai Sørlander: Forsvar for rationaliteten - religion og politik i filosofisk perspektiv 2008), desuden har vi alt for længe forsømt de filosofiske traditioner, som igennem århundrede har været omdrejnings punktet i den europæiske diskurs og tænkning.

Omvendt har vi i Vesten været alt for dårlige til, at udtrykke vores glæde for den fredelig sammeeksistens med hinduer, buddhister, jøder, katolikker og andet godtfolk, som ellers kunne bringe lidt dualisme (modsætningsforhold) ind i debatten.

Jeg skyder også en stor tak til den somaliske politiker og forfatter Ayaan Hirsi Ali: Jeg anklager 2005, og den canadiske feminist Irshad Manji: Problemet med ISLAM 2004. og også den syriske-amerikanske psykolog og forfatter Wafa Sultan: A God who hate 2009.

EFTER TANKE:

Troen der blev udbredt med vold!

Der går jo ikke en dag uden, at vi på TV. (CNN,Sky News, ITV, Fox News og BBC), ser had, vold, blod, terror i den muslimske verden med selvmordsbomber i Pakistand, Afghanistan, Iran, Irak. Indien, Tyrkiet ,Thailand osv. Fra 2004 til 2006 blev ca. 100.000 mennesker myrdet i Irak - det var vel og mærket muslimer, som myrdet andre muslimer. Rapporten kan læses her. http://www.iraqbodycount.org/
Alligevel benægter den politiske “korrekthed,, læs: Big Brother - hårdnakket, at vold og islam er to ender af den samme stok!
- Islam uden vold,er, som en ommelet uden æg.

Uden vold havde islam været utænkeligt - man husker, at islam begyndte som en militant forbryder organisation. Se: The TRUTH about Muhammad - Founder of the world´s most intolerant religion. Robert Spencer 2006. Se også: Koranen og pædofeten´s Muhammeds liv.
Kåre Bluitgen 2006.

Konklusionen bliver da, at muslimerne (voldtægtens børn), er de første og største offer for islams had, vold, bold, og terror!
Set med en filosofisk optik kun man sige, at kristendommens gud, er en gud, som alle små børn elsker hvor imod den gud, som pædofeten Muhammed opfandt var et blodtørstige svin, som alle muslimer frygter i hele deres liv - her ser vi forskellen mellem frygten og tilliden. Allah´s krig stopper aldrig. Se: 1400 års krigen af Hedegaard og Camre 2009.

Jeg vil slutte med, at citerer den amerikanske filosof og forfatter Richard Dawkins: De af os, der i årevis høfligt har skjult vores foragt for religionens farlige, kollektive blændværk, må nu stå frem og sige fra. Alting ser anderledes ud nu ,, Alt er forandret i bund og grund forandret,,

Vi lever altså stadig i en tid, hvor fornuften må bære slør, når hun bevægger sig ud i det offentlige rum.

Og endelig et citat af Buddha, som var en god tænker:

” Vi er, hvad vi tænker. Alt hvad vi er, opstår med vores tanker. Med vores tanker, skaber vi verden”.

Love & wisdom.

Linedanser og åndelig bjergbestiger. Mahávisnu.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Gustav Madsen, Køge | Skrevet: 4. jan 10 kl. 19:35

Haslev: Little Boxes er ikke skrevet af Tom Lehrer, men af Malvina Reynolds. Det var Pete Seeger, der fik størst succes med at synge den. Tom Lehrer kaldte den den mest skinhellige sang, der nogensinde er skrevet.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Jan Jensen, København | Skrevet: 4. jan 10 kl. 20:26

…(men jeg er national hjemme og multikulturalist ude…)

Kasper på business visa som billetsælger til en stening på et somalisk stadion? Jeg nægter at tro det!

Upassende ? Klag over indlæg

 
Arne Jensen, Næstved | Skrevet: 4. jan 10 kl. 20:47

Det grænser til intellektuelt krukkeri at debattere om ytringsfrihedens sjæl skal have en kulturel krop at eksistere i, eller den kan svæve frit i luften.

Værn om ytringsfriheden er vel den samme, og det bør fælles kræfter bruges til, i stedet for at opsplitte sig i flere fraktioner og selskaber, der bekæmper hinanden.

Men på et eller andet plan er det da interessant, om ytringsfrihed overhovedet kan eksistere på et universelt niveau helt uafhængig af kultur og historie.

Hvis man kigger universalisterne efter i sømmene ligner deres tankegang meget et vestligt kulturimperialistisk projekt, der er blevet så arrogant, at det fornægter sit ophav i vestlig tankegang.

Netop fornægtelsen af ophavet vil betyde en særlig forkærlighed hos universalister til at tryne og tage afstand fra vestlig kultur, hvorved de formodentligt graver deres egen grav.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Torben Snarup Hansen, Haslev | Skrevet: 4. jan 10 kl. 20:49

@ Gustav Madsen, Køge : Hvis du citerer korrekt, er jeg uretfærdig mod Lehrer. Siger du, at det slet ikke var ham, der sang den? Den var ret udbredt i årene omkring 1970 i et miljø, der ikke manglede skinhellighed. Heldigvis har jeg ikke hørt den siden, og så snyder hukommelsen.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 4. jan 10 kl. 20:53

Naturligvis har universalisterne ret, - på samme måde, som de radikale og de andre rendyrkede idealister har ret; nemlig hvis nu alle tænkte og gjorde som de frelste tænker - men ikke nødvendigvis selv gør - så græsser lam og løve side om side, og vi er i Paradis.

De dannede har altid haft vanskeligt ved at forstå, at ikke alle er lige dannede. Men verden er ikke sådan, og verdens folk er ikke ligedannede i ordets egentlige betydning. Dannelsen er national, den er religiøs, den er stammemæssig, den er sproglig, den er historisk, kort sagt: den er kulturel.

Dannelsen er det, der bliver tilbage, når vi har glemt, hvad vi har lært. Den er vores ubevidste a priori, det udgangspunkt, vi næppe selv ænser.

Derfor forstår jeg godt Støvrings “national hjemme, multikuralist ude”; alt andet ville være den rene og hasarderede idealisme.

Mon ikke forsøget på at stifte det “rigtige” selskab for ytringsfrihed i virkeligheden bunder i den vanlige akademiske afsky for alt, hvad der lugter af DF og dermed folk - pakket godt ind i en lang række akademismer, der selv for en gammel en af slagsen som undertegnede er næsten ulæselige?

Upassende ? Klag over indlæg

 
Niels B. Larsen, 9230 Svenstrup J | Skrevet: 4. jan 10 kl. 21:20

Nu vi snakker om Tom Lehrer skulle man jo tro, han var muslim af værste kaliber. Han skrev bl. a. ‘I Hold Your Hand in Mine’, som er ret så makaber…

http://www.lyricsfreak.com/t/tom+lehrer/i+hold+your+hand+in+mine_20138407.html

Upassende ? Klag over indlæg

 
Flemming Rickfors, 4873 Væggerløse | Skrevet: 4. jan 10 kl. 21:37

Jeg har, som så mange andre, fulgt lidt med i hvad Mchangama (eller CEPOS) mener om mangt og meget. De fleste holdninger forekommer mig at fremstå som prisværdige, omendt virkelighedsfjerne, ønsketænkninger. Og drømme skal alle have lov at have så længe disse ikke udmunder sig i fejlagtige handlinger.

- Håb er ofte løgner -
(Hávamál, vers 40, Ældre Edda).

Her er min store anke mod CEPOS: I stort set alle tilfælde hvor CEPOS indtager det sande liberale, selvophøjede anstændige, rette synspunkt, er man parat til, om nødvendigt, at tilsidesætte danske sæder og skikke for et højere endemål. Denne gradbøjning af liberal tanke er, så vidt jeg kan se, helt uforenelig med den virkelighed vi befinder os i nu, og desværre et par slægtled frem.

Opfindelsen af begreberne -universal ytringsfrihed og menneskerettigheder- er vel bare lidt flere grøntsager på samme suppe; at danskheden, uden at vi her har taget stilling til hvad det nu er for en størrelse, må lade livet for en eller anden diffus universal enhed.

Herefter laver man i tanke en baglænsberegning for at finde frem til hvem -fjenden- er. Og fjenden skal have et navn for ellers kan hjernen ikke samle sine tanker om et ellers diffust emne. Det er så mundet ud i en -isme af kaldet -dansk værdi-.

Jeg har ingen anelse om hvorvidt Trykkefrihedsselskabet opfatter sig selv som en -national højrekulturalisme-. Jeg ved ikke engang hvad disse to ord sat sammen egentlig betyder, men det lyder farligt - et eller andet med at køre med hat om søndagen.

Den etymologiske oprindelse til -højre- (*hoqia) skal opfattes som “bekvem, passende, rigtigt, egnet”, og er det således vi skal opfatte det, må det uden for tvist være sandt at for de danske, der følger de danskes sæder og skikke i deres eget landområde, må den ytringsfrihed der opstår fra dette være den rette.

Men denne forståelse har intet at gøre med den farveopdeling af bitte små sko vi ser i Folketinget, og gælder for alle der ønsker at oppebære ret og pligt under vore love.

Hvis en gruppe personer gør gældende at der er et højere mål for de danske end bare Grundloven og sædvane - ja det lyder næsten som en religiøs kult, så bør man straks oprette et nyt selskab for det har, så vidt jeg kan se, intet med os at gøre.

- Sund fornuft er en trofast ven -
(Hávamál, vers 6, Ældre Edda).

Upassende ? Klag over indlæg

 
Søren Ferling, København NV | Skrevet: 4. jan 10 kl. 21:44

@ Arne Jensen, Næstved | Skrevet: 4. jan 10 kl. 20:47
@ Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 4. jan 10 kl. 20:53

Jeg synes de to indlæg meget godt opsummerer nogle af de vigtigste forhold i denne sammenhæng.

Jeg mener, i forlængelse af titlen på mødet samme sted 8. Februar, at liberalismen er helt ude af stand til at forsvare vores frihed - og skal det siges kort, så er det fordi deres teoribygning er så rasende forkert - sådan helt faktuelt, mener jeg - det er ikke et spørgsmål om meninger - det passer bare ikke.

Lidt ligesom med kommunismen - der kan være brugbare tanker i den slags, men væsentlige og centrale antagelser, eller, set indefra, dogmer om sandhed, er bare ikke sande - de er i modstrid med den materielt eksisterende virkelighed.

Dertil kommer jo så de psykiske, meningsmæssige, ja, man skal måske sige, åndelige forhold i menneske- og samfundslivet.

I forhold til lige islam, som jo er det aktuelle problem, er jeg negativt overrasket over at de to kritikere ikke kan se den simple algoritme, der eksisterer imellem et tolerant og kompromissøgende system og så et modsat et - det må da være klart for enhver over skolestartsalderen at skal sådan to systemer eksistere på samme territorium, vil kun det ene være tilbage efter nogen tid.

Og nej, der er ingen præmie for at gætte hvilket…

Upassende ? Klag over indlæg

 
Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 4. jan 10 kl. 22:12

til Søren Ferling: “.. negativt overrasket over at de to kritikere ikke kan se ..” - ja, den overraskelse har jeg tidligere delt i al almindelighed.

Men der er selve universalismens væsen, du rører ved. Den forudsætter, at alle er fornuftsvæsener, at alle inderst inde drømmer om det samme, at alle ved hælp af uddannelse vil ende med at mene det samme og dermed garantere de smukke FN-rettigheder for alle.

Reelt er det vel en voldsom etnocentrisme, altså dette at forstå alt og alle ud fra egne normer. Ikke at undertegnede ikke også gør det (!), men jeg anerkender samtidigt, at det gør ‘de andre’ nok også, - og så er vi jo lige vidt.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Søren Ferling, København NV | Skrevet: 4. jan 10 kl. 22:40

@ Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 4. jan 10 kl. 22:12

Jo, men jeg er helt med på at kalde universalismen for både etnocentrisk og imperialistisk - jeg har længe sammenlignet oplysningsideologien med islam - begge mener at deres sandheder er så indlysende sande at de gælder for alle mennesker, uanset om de selv forstår det eller ej og de skal ind under systemet, om de vil det eller ej.

Universalismen vil bare tabe konfrontationen, fordi den sidder oppe på Olympen og kigger ned på os alle og skelner ikke mellem ‘os’ og ‘dem’ - men det gør de andre - og de vil selvfølgelig tage den magt, som universalisterne lader stå ude om natten - det er som Rødhætte og Ulven.

Og dem, der håner én for ‘bare at være bange’ er virkeligt latterlige.

Med fare for at få på puklen af folk, der ikke er Folkekirkemedlemmer, kan jeg ikke lade være med at gøre opmærksom på at en af de betydeligste forkæmpere for ateisme, sekularisme, universalisme og jeg ved ikke hvad - den sidste overlevende af de store fra Frankfurterskolen, kulturmarxisten Jürgen Habermas på sine ældre dage, efter min mening - jeg har tidligere læst ham som en læremester, men senere lagt ham på hylden - har fået ilt til hjernen - måske som følge af sine samtaler med Paven - og skrevet følgende, som altså er skrevet af en højtprofileret marxist:

Das Christendom ist für das normative Selbstverständnis der Moderne nicht nur eine Vorläufergestalt oder ein Katalysator gewesen. Der egalitäre Universalismus, aus dem die Ideen von Freiheit und solidarischem Zusammenleben, von autonomer Lebensführunf und Emanzipation, von individueller Gewissensmoral, Menchenrechten und Demokratie entsprungen sind, ist unmittelbar ein Erbe der jüdischen Gerechtigkeits- und der christlichen Liebesethik. In der Substanz unverändert, ist dieses Erbe immer wieder kritisch angeeignet und neu interpretiert worden. Dazu gibt es bis heute keine Alternative. Auch angesichts der aktuellen Herausforderungen einer postnationalen Konstellation zehren wir nach wie vor von dieser Substanz. Alles andere ist postmodernes Gerede”.

Zeit der Übergänge (Frankfurt: Suhrkamp Verlag, 2001) 174-175.

For hele den artikel Why secularism is dead and why secularists do not understand Jürgen Habermas jeg har snuppet det fra: http://www.typepad.com/services/trackback/6a00d83454e67969e20120a5c8bdd4970c

Upassende ? Klag over indlæg

 
Søren Ferling, København NV | Skrevet: 4. jan 10 kl. 22:47

Ups, forkert link - her det rigtige:

http://ancienthebrewpoetry.typepad.com/ancient_hebrew_poetry/2009/09/why-secularism-is-dead-and-why-secularists-do-not-understand-jürgen-habermas-.html

Upassende ? Klag over indlæg

 
Søren Ferling, København NV | Skrevet: 4. jan 10 kl. 22:51

Måske lige en oversættelse (så stopper jeg…)

For the normative self-understanding of modernity, Christianity has functioned as more than just a precursor or a catalyst. Universalistic egalitarianism, from which sprang the ideals of freedom and a collective life in solidarity, the autonomous conduct of life and emancipation, the individual morality of conscience, human rights and democracy, is the direct legacy of the Judaic ethic of justice and the Christian ethic of love. This legacy, substantially unchanged, has been the object of continual critical appropriation and reinterpretation. To this day, there is no alternative to it. And in light of the current challenges of a postnational constellation, we continue to draw on the substance of this heritage. Everything else is just idle postmodern talk.

In “A Conversation about God and the World,” Jürgen Habermas, Time of Transitions (Cambridge: Polity Press, 2006) 150-51.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 4. jan 10 kl. 23:12

Søren Ferling: - et yderst interessant citat. Da Fanden blev gammel etc.

Læste for nogle år siden Finn Abrahamowitch’ Jesus-biografi, hvor han fortolker Jesus som en bogstavtro jøde. Meget forstyrrende for et folkekirkemedlem! Men vores kirke er jo også grundlagt af Paulus, en romer.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Torben Snarup Hansen, Haslev | Skrevet: 4. jan 10 kl. 23:33

@ Søren Ferling + @ Poul Højlund:
Europa og USA er forskellige med hensyn til den kristne tros stilling. Europæerne er postkristne. Læs en kommentar her: http://www.brusselsjournal.com/node/4251 - Religious Divide Across The Atlantic (Marc Huybrechts on Sat, 2010-01-02 15:23).
I øvrigt har Lord Acton forlængst gjort opmærksom på den centrale betydning, som middelalderens skisma mellem kejser og pave fik for magtdeling og frihed. Idehistorikeren Philippe Nemo fremhæver også det epokegørende i “la révolution papale”, universiteternes fremkomst og “la sanctification de la raison” (i “Qu’est que l’Occident?”, PUF, 2004). Munkemarxismens sammenbrud har sikkert været sundt for Habermas - og under alle omstændigheder svækket respekten for ham. Det er mindst 12 år siden der Spiegel havde følgende overskrift om ham: Habermas entdeckt den Rechtsstaat!

Upassende ? Klag over indlæg

 
Søren Ferling, København NV | Skrevet: 4. jan 10 kl. 23:59

@ Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 4. jan 10 kl. 23:12

Jo, det var også det første jeg tænkte - tilsat overvejelser over virkningen af skuffelse over den østlige socialisme, men hvem ved - jeg mneer jo at han har ret og er derfor måske tilbøjelig til at tro at der er tale om alderens overblik og visdom - og nogle samtaler med en vist nok ganske tænksom mand.

Den biografi lyder mere kompliceret end jeg vist lige kan overskue - der er så mange krydsende fortællinger om jøder, farisærer, Israel, kristendom og hvordan det hele udviklede sig dengang og op gennem Middelalderen. Det sidste jeg har hørt i den fortælling er vist Bent Melchoir, der kaldte ham en farisæer - det er en hvepserede…
______________________________________________________

@ Torben Snarup Hansen, Haslev | Skrevet: 4. jan 10 kl. 23:33

Huh, alle de henvisninger må jeg kigge på, men jeg skal tidligt op, så…

Ja, det må have været et jordskælv for en så førende aktør og jeg ser at der åbenbart ikke er den samme beundring for marxistiske samfundstænkere i Tyskland som her - ihvertfald ikke i Spiegel.

Respekten er nok svækket, men han er jo ansat som en slags ideolog i EU og det er i det lys at jeg især finder hans nye toner interessante. Han var jo ude for nogle år tilbage med at ‘det ser du som om at man ikke kan have et samfund uden en religion’ og ‘der skal være plads til religion i det offentlige rum’, sådan efter hukommelsen - og jeg tænkte, ja ja, den er god med dig, fordi jeg tænkte at det var islam han henviste til, men det var det jo så nok ikke.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Thomas L., Valby | Skrevet: 5. jan 10 kl. 01:08

Fantastisk indlæg !

Upassende ? Klag over indlæg

 
Arne Hansen, 2680 | Skrevet: 5. jan 10 kl. 02:08

MUSLIMERNE ER IKKE DE FARLIGE!
“De farlige er de mange millioner der passivt så på”. Således udtalte Einsten efter krigen, dog om nazisterne og ikke muslimerne.

I dag er situationen den samme som under besættelsen, altså med den undtagelse at muslimerne ingenlunde har besat Danmark eller Vesten. “Vi” har selv hentet dem (altså muslimerne).

Det er ikke hverken muslimer, nazister eller autonome vi skal bekæmpe, men Landsvigerne. Landsvigerne er den største trussel imod fædrelandet, uden Landsvigerne havde vi aldrig haft nogensomhelst problem med muslimer, negre eller andet godtfolk fra de fjerne egne.

En person som CEPOS-juristen Jacob Mchangama er jo neger og ikke rigtig dansker. Han har opdaget at han - pga sin mørke hud - har en slags Obama effekt. DR er helt vilde med ham, af samme årsag.
Men det han siger adskiller sig ikke fra Eva Smith og Ole Espersen, så der er intet nyt under fanerne, kun at han gør CEPOS stuerent på en landskadelig måde.

Jeg skal naturligvis tilføje at de nævnte skadelige elementer ikke er Landsvigere i juridisk forstand, og næppe (endnu) kan dømmes som sådan. Men i almindelig folkelig forståelse er de landsvigere..Eller Oikofober, som herværende blogholder så udmærket har beskrevet andetsteds……

Upassende ? Klag over indlæg

 
Arne Hansen, 2680 | Skrevet: 5. jan 10 kl. 02:08

MUSLIMERNE ER IKKE DE FARLIGE!
“De farlige er de mange millioner der passivt så på”. Således udtalte Einsten efter krigen, dog om nazisterne og ikke muslimerne.

I dag er situationen den samme som under besættelsen, altså med den undtagelse at muslimerne ingenlunde har besat Danmark eller Vesten. “Vi” har selv hentet dem (altså muslimerne).

Det er ikke hverken muslimer, nazister eller autonome vi skal bekæmpe, men Landsvigerne. Landsvigerne er den største trussel imod fædrelandet, uden Landsvigerne havde vi aldrig haft nogensomhelst problem med muslimer, negre eller andet godtfolk fra de fjerne egne.

En person som CEPOS-juristen Jacob Mchangama er jo neger og ikke rigtig dansker. Han har opdaget at han - pga sin mørke hud - har en slags Obama effekt. DR er helt vilde med ham, af samme årsag.
Men det han siger adskiller sig ikke fra Eva Smith og Ole Espersen, så der er intet nyt under fanerne, kun at han gør CEPOS stuerent på en landskadelig måde.

Jeg skal naturligvis tilføje at de nævnte skadelige elementer ikke er Landsvigere i juridisk forstand, og næppe (endnu) kan dømmes som sådan. Men i almindelig folkelig forståelse er de landsvigere..Eller Oikofober, som herværende blogholder så udmærket har beskrevet andetsteds……

Upassende ? Klag over indlæg

 
Rita Sørensen, Kbh. | Skrevet: 5. jan 10 kl. 02:10

Enig - det er et smaddergodt indlæg - og iøvrigt en inspirerende debat.

Jeg undrer mig over de citerede afsnit fra debatten i Weekendavisen. De forekommer højst spekulative og under niveau for de ellers kloge herrer Stjernfeldt og Mchangama. Polemik?

Det kan vel ganske enkelt fastslås, at det danske samfund hviler på en række bærende principper - med ytringsfriheden som et af de stærkeste principper, hvis ikke det stærkeste. - At kalde det en kulturalisme, der særligt dyrkes af højrefløjen osv., hvis der tales om ytringsfrihed som en dansk værdi, er da en falsk problemstilling. Som om nogen fæle folk ønsker at tage patent på ytringsfriheden! Vi (Danmark) har den - med de kendte modifikationer!!

Dansk kultur er jo ikke nogen statisk størrelse, men ytringsfriheden skulle vi sandelig helst stå vagt om i fællesskab. Også multukulturalisterne ønsker vel ytringsfrihed.

Ideen om “universaliserbare menneskerettigheder” vil jeg anse som ønsketænkning.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 5. jan 10 kl. 11:56

Arne Hansens sidste indlæg indeholder en fæl omgang racisme. Jeg floves over at deltage i debatter med slige personer. Er der intet filter på disse indlæg?

Upassende ? Klag over indlæg

 
Jens Hansen, Gentofte | Skrevet: 5. jan 10 kl. 13:13

Trykkefrihedsselskabet gør et stort stykke arbejde for at bevare det Danske demokrati, herunder naturligvis ytringsfriheden. Trist at så mange på det politiske centrum-vesntre har så travlt med at rakke ned spå sleskabet, istedet for at kæmpe for de samme demokratiske idealer. Men i synet på om hvorvidt vores frihedsrettigheder er værd at bevare står nationen altså nu også totalt splittet.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Kasper Støvring, Sorø | Skrevet: 5. jan 10 kl. 13:23

Poul Højlund: “Arne Hansens sidste indlæg indeholder en fæl omgang racisme. Jeg floves over at deltage i debatter med slige personer. Er der intet filter på disse indlæg?”

Jeg går ud fra, at du mener udsagnet: “En person som CEPOS-juristen Jacob Mchangama er jo neger og ikke rigtig dansker” - et udsagn, som rigtignok er fuldkommen tåbeligt. Men hvorfor går du ikke i rette med udsagnet i stedet for at kræve det censureret bort? Der er, så vidt jeg kan vurdere, intet lovstridigt i det.

Upassende ? Klag over indlæg

 
JAN AAGE JEPPESEN, Almunecar | Skrevet: 5. jan 10 kl. 13:43

Søren Ferling, København NV | Skrevet: 4. jan 10 kl. 22:40

I en replik til Poul Højlund skriver du blandt andet:

“Jo, men jeg er helt med på at kalde universalismen for både etnocentrisk og imperialistisk - jeg har længe sammenlignet oplysningsideologien med islam - begge mener at deres sandheder er så indlysende sande at de gælder for alle mennesker, uanset om de selv forstår det eller ej og de skal ind under systemet, om de vil det eller ej.

Universalismen vil bare tabe konfrontationen, fordi den sidder oppe på Olympen og kigger ned på os alle og skelner ikke mellem ‘os’ og ‘dem’ - men det gør de andre - og de vil selvfølgelig tage den magt, som universalisterne lader stå ude om natten - det er som Rødhætte og Ulven.”

Nu er det jo rent logisk sådan, at enhver monoteistisk religion per definition også er universalistisk.

I religionsvidenskaben er ”universalistiske religioner” en betegnelse for religioner uden etniske optagelseskrav.

De missionerende monoteistiske religioner kristendommen og islam er derfor imerialistiske i deres væsen. Forskellen er, at islam udbredelse også sker ved sværdet, mens kristendommen i sin oprindelse og efter Reformationen og sekulariseringen alene udbreder sig ved ordet.

Islam kan ikke reformeres i betydningen sekulariseres qua en søgen tilbage til rødderne, for der er fordringen at forfølge dem som ikke anser religion og politik for et og det samme.

Kristendommen kan derfor kaldes kulturimperialistisk, mens islam både er kulturimperialistisk og imperialistisk i ordets klassiske betydning.

Så vidt jeg kan forstå anvender du i citatet alene begrebet universalisme om en filosofisk bestræbelse på at fastlå endegyldige og dermed universelle sandheder ved hjælp af fornuften.

Den bestræbelse er hverken etnocentrisk eller imperialistisk. På etikkens område kan jeg henvise til den gyldne regel, der stammer fra kinesisk verdslig filosofi, hvis universalisme viser sig deri, at den blev adopteret i alle større religioner med undtagelse af islam.

Problemet med den gyldne regel er, at den savner rationel begrundelse, idet den anses for selvindlysende sand. Men ser vi nærmere efter, som oplysningsfilosoffen Kant gjorde, så falder den gyldne regel fordi den er ufuldstændig eller inkonsistent. Kant fremfører en formel kritik. Han anfører, at den gyldne regel for det første ikke indholder pligterne mod én selv, og at den heller ikke giver grund for pligterne mod andre. Således spørger han: Hvad hvis dommerne i straffesager handlede efter den gyldne regel? Hvor mange dommere ville ønske at blive dømt, selv om de var skyldige?

Det var en græsk filosof, nemlig Aristoteles, der som den første indså, at et arguments gyldighed ikke beror på dets emne eller indhold, men på dets form. Til studiet af de formelle betingelser for gyldighed indførte han et systematisk begrebsapparat samt visse symbolske notationer (først og fremmest variabler). Derved frembragte han historiens første rent formelle, logiske system, syllogismelæren.

Aristoteles påpegede i sin ”Metafysik”: at man ikke konsistent kan benægte modsigelsesprincippet, fordi man nødvendigvis forudsætter dette princip, i og med at man overhovedet hævder et standpunkt – og altså også i og med at man benægter modsigelsesprincippet.

Vi må erkende, at modsigelsesprincippet (eller konsistenskravet) ikke er en vilkårlig forudsætning. Det er derimod en betingelse for rationalitet. En betingelse et standpunkt skal opfylde for at være rationelt. Med modsigelsesprincippet – og de dermed sammenhængende elementære logiske principper – har vi en erkendelse, som ikke er vilkårlig, og som ikke kræver yderligere begrundelse, fordi den har sin ultimative begrundelse i det faktum, at den er nødvendig betingelse for rationalitet.

Modsigelsesprincippet får derved status som en endegyldig sandhed. En logisk universalie om man vil. Dets universelle gyldighed kan ikke benægtes uden at man havner i en selvmodsigelse.

I det omfang oplysningstidens idéer savner rationel begrundelse kan de godt sammenlignes med islam og enhver anden religions dogmer eller troslærdomme. Fællestrækket er da, at det som ikke kan begrundes at være sandt må tros. Når disse irrationelle sider af oplysningstiden udformes som politiske ideologier, hvis sandhed anses for selvindlysende, men savner rationel begrundelse, kan man godt hævde, at der er tale om religioner eller pseudoreligioner. Det drejer sig både om marxismen-leninismen, nationalsocialismen og postmodernismen.

Her svigter eller opgiver man kravet om rationel begrundelse og man er ganske rigtigt parat til at anvende alle midler for at få banket kritikere af ideologiernes dogmatiske sandheder på plads og ind under systemet, om de vil det eller ej.

Kant forsøgte at opstille et universelt etisk grundprincip med sit kategoriske imperativ. En dansk analytisk begrebsfilosof, Kai Sørlander, har tænkt videre end Kant og givet en rationel begrebslogisk begrundelse for et etisk grundprincip som vi alle er underlagt alene qua person.

Jeg tillader mig at citere fra hans bog ”Om Menneskerettigheder” fra 2000, hvori han kritiserer menneskerettighederne for manglende konsistent og rationel begrundelse:

”Foreløbig har jeg på forskellig vis præciseret, hvorledes et rationelt etisk grundprincip IKKE kan begrundes. Det kan ikke begrundes på basis af vore ønsker. For det skal besvare spørgsmålet om, hvad vi bør ønske – eller hvad vi bør gøre uafhængigt af vore ønsker. Det kan ikke begrundes på basis af traditionen. For det skal besvare spørgsmålet om, hvorledes vi bør forholde os til traditionen – eller hvorledes traditionen bør være.

Hvad kan et rationelt etisk grundprincip så begrundes på?

At det hverken kan begrundes på ønsker eller traditioner, er udtryk for, at det ikke kan begrundes empirisk. Men hvis det ikke kan begrundes empirisk, så er der logisk kun én mulighed: så må det begrundes begrebslogisk. Den eneste positive mulighed er altså, at et rationelt etisk grundprincip må skulle begrundes ud fra selve de begrebslogiske betingelser for, hvad der må gælde for et sådant princip.

Dermed står vi i princippet i samme situation, som den Kant stod i, da han skulle begrunde til kategoriske imperativ. Også for Kant måtte begrundelsen gives med de begrebsmæssige krav, der måtte stilles til et sådant imperativ. Det er derfor naturligt, at vi spørger os selv, om vi skal følge Kant, og om vi kan finde det rationelle etiske grundprincip i (noget, der svarer til) det kategoriske imperativ.

For at besvare det spørgsmål er vi nødt til at se nærmere på Kants begrundelse for det kategoriske imperativ. For Kant er det afgørende, at et kategorisk imperativ qua etisk grundprincip skal være universelt: det skal gælde for alle personer i og med at de er personer. Dertil kommer så, at universaliseringskravet er det ENESTE krav, som et kategorisk imperativ skal opfylde. Da bliver det til et krav om, at den enkelte ikke bør følge subjektive handlingsprincipper (maksimer), medmindre han kan acceptere, at de var almene love. Det kategoriske imperativ siger altså, at man kun skal handle efter en maxime, hvis man samtidig kan ville, at den var en almen lov.

Diskussionen af det kategoriske imperativ er endnu ikke afsluttet. Det rejser problemer, som stadig er omstridte. Hvad er betingelse for, at man KAN VILLE, at maximen for ens handling blev en almen lov? Er grunden under dette ”kan ville” stærkere end grunden under den gyldne regel? Om disse spørgsmål har entydige svar, skal jeg her lade stå åbent. For spørgsmålet, om vi skal følge Kant, afhænger ikke først og fremmest af deres besvarelse. Det afhænger derimod af, om vi skal være enige med Kant i, hvorledes DET krav om almengyldighed, som er en logisk følge af at et rationelt etisk grundprincip skal gælde for enhver person qua person, må skulle udmøntes: om vi skal være enige i, at kravet må skulle udmøntes i et krav om, at ens subjektive handlingsprincipper skal ”bestå” en universaliseringsprøve.

Jeg tilslutter mig Kants krav om, at det etiske grundprincip skal begrundes ud fra de begrebslogiske betingelser, som må gælde for et sådant princip. Og jeg tilslutter mig hans påstand om, at det er en begrebslogisk betingelse, at et etisk grundprincip skal gælde for en person qua person. Men spørgsmålet er, hvad denne begrebslogiske betingelse fundamentalt implicerer. Som Kant ser det, så er svaret, at den implicerer det kategoriske imperativ (med dets krav om, at man skal kunne ville, at maksimen for ens handling var en almen lov). Men dér skilles min vej fra Kants. Jeg mener, at Kant tager et alt for stort spring, og at man i stedet må begynde med en simplere slutning. Efter min mening så er den første betingelse, som et etisk grundprincip skal opfylde, at det er konsistent med, at den enkelte kan leve og handle efter det. Når vi har den betingelse med, så må det først og fremmest være den, der skal universaliseres i det etiske grundprincip; og så må spørgsmålet om en mulig iniversalisering af de subjektive handlingsmaksimer komme i anden række.

Det vil sige, så bliver det etiske grundprincip ikke det kategoriske imperativ; men det bliver kravet om, at man skal handle i konsistens med, at man selv og andre personer – de, der berøres af ens handlinger – kan leve som personer.
Det har jeg kaldt det etiske konsistenskrav.

Det etiske konsistenskrav kræver ikke, at man i den konkrete handlingssituation skal foretage en universalisering. Dermed er det enklere end det kategoriske imperativ, som jo kræver, at man i enhver konkret handlingssituation skal prøve, om man kan universalisere sin maksime. Det etiske konsistenskrav har lagt hele universaliseringen ind i sin egen etablering. Dermed er kravet umiddelbart lettere at have med at gøre i den konkrete handlingssituation. Men om dette umiddelbare indtryk holder i dybden, det kan vi først vide, når vi nærmere har gennemtænkt forudsætningerne for dets anvendelse. …” (Side 62-64).

Så hvorfor skulle vi bøje os for etiske fordringer i f.eks. kristendommen, som ikke kan begrundes at være gyldige, men hvis gyldighed alene beror på tro på en magt, som går ud over al rationalitet: Gud?

Hvordan forholder næstekærlighedsbudet sig til det etiske konsistentkrav kan vi spørge?

Dette bud er todelt; og todelingen er forenelig med en adskillelse mellem politik og religion. På den ene side er der fordringen om at elske Gud; og på den anden side er der fordringen om at elske sin næste som sig selv. Når fordringen om at elske Gud ledsages af et krav om, at man skal bede i enrum, så bliver konsekvensen, at det eneste (og i hvert fald det væsentligste) ydre udtryk for at elske Gud bliver at opfylde fordringen om at elske sin næste som sig selv. Det kan også udtrykkes ved at sige, at forholdet til Gud afgøres i forholdet til næsten. Det er den konsekvens, som Friedrich Gogarten drager og som K. E. Løgstrup tilslutter sig.

Og da fordringen om at elske sin næste som sig selv kan opfattes som en forenklet udgave af det etiske konsistenskrav (forenklet, fordi den ikke eksplicit tager hensyn til distinktionen mellem ønsker og ønske-uafhængige behov), så følger imiddelbart, at religionen på det punkt lader sig bøje efter kravet om adskillelse mellem religion og politik.

Som personer er vi alle uden undtagelse underlagt det etiske konsistenskrav. Om nogle af os så forstår dette som en religiøs fordring, og ikke blot et logisk krav, det kan blive en privat sag; og det behøver ikke gøre nogen særlig forskel, når det kommer til praktisk politik.

Også i Bjergprædikenen, hvor fordringerne udtrykkes i en endnu mere radikal form er Jesu forkyndelse defineret ved en accept af adskillelsen mellem religion og politik. Politikken får skytte sig selv. Jesus stiller ikke krav om en bestemt samfundsindretning; men han stiller krav til den enkelte – krav som den enkelte skal opfylde på egne vegne, og ikke på andres eller samfundets vegne.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Maria Due, Århus | Skrevet: 5. jan 10 kl. 15:23

Støvrings oplæg har inspireret mange, og det er godt.

For mit vedkommende forekommer tvisten nu mest af alt at være meget Erasmus Montanus agtig. Nogle meget enkle og velkendte forhold bindes op med så mange guirlander, at indholdet bliver diffust og løber ud i sandet.

Endnu engang må jeg desuden beklage, at liberalisme udelukkende forbindes med det glatte, moderne kunstprodukt, der ikke har gang på jorden. At man ikke ønsker at skelne mellem de mange former for liberalisme, som vi rent faktisk kan henvise til, er sørgeligt.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Arne Jensen, Næstved | Skrevet: 5. jan 10 kl. 17:53

JAN AAGE JEPPESEN

Det kan virke lidt for meget at gøre problematikken så fagfilosofisk.

For at få det lidt ned på jorden, hvor vi andre kan være med, så kan universalisme vel være mange ting.

Tingene drejer sig i sidste ende om definitioner:

Religiøs universalisme kan defineres som, at gudsbegrebet er universel og sådanne religioner vil derfor altid have en tendens til at udvide og udbrede deres tro gennem mission eller magt. Med den definition får vi en gruppe af missionerende monoteistiske religioner som kristendommen og islam, der må anses for imperialistiske i deres væsen.

Men religiøs universalisme kan vel også defineres ud fra, om religionen grundlæggende inkluderer alle trods biologiske og kulturelle forskelle. Med den definition er kristendommen universel, mens islam ikke er det, idet islam inddeler menneskeheden i grupper med forskellige grundlæggende egenskaber og rettigheder.

Sidstnævnte defintion kan meget bedre bruges til at forstå de aktuelle problematikker:

Politisk universalisme antager ligesom kristendommen, at trods biologiske og kulturelle forskelle, er der en fælles en grundlæggende enhed i menneskeheden. Politisk universalisme går ydermere det skridt videre med at definere nogle grundlæggende fælles rettigheder gældende for alle individer af menneskeheden (de universelle menneskerettigheder).

Det betyder, at politisk universalismes ide om den grundlæggende enhed i menneskeheden korresponderer med kristendommens universalisme om alle, der er lige for Gud.

Råderummet for politisk universalisme opstår i en kristen kultur ved, at kristendommen eksplicit afskriver sig den politiske dimension. Derfor er den politiske universalisme kun udviklet i en vestlig kultur med kristent grundlag og ikke alle mulige andre steder.

Islam giver ingen råderum for en politisk universalisme, idet religion og politik for islam er to sider af samme sag. Heraf er det logisk at opstille de islamiske menneskerettigheder, der baserer sig på islams sharia.

At politisk universalisme korresponderer med den kristne universalisme betyder, at de betragter hinanden som de værste konkurrenter om universalismen og bekriger derfor hinanden, specielt når de forsøger at trænge ind på hinandens enemærker. Derfor al denne debatkævl.

Kristendommen har historisk skabt en kristen kultur, hvor lokal sædvane og skikke sammensmeltes med ideen om, at alle grundlæggende er lige for Gud og dermed lige for hinanden og dermed i sidste ende også lige for loven. Det er de historiske byggestene for et folk som det danske med fælles sædvaner og en fælles demokratisk retsstat og politisk kultur og kristendommen indskrevet i grundloven.

Men denne kristne kultur betragtes af den politisk universalisme for en politisk konkurrent, der bør bekæmpes og omvendt. Det er vel det, der grundtemaerne i krigen om Trykkefrihedsselskabet, hvor universalister bekæmper ideen om en ytringsfrihed sådan som den forvaltes af Trykkefrihedsselskabet, hvor den kan mistænkes for at tage udgangspunkt i og dermed forsvare en specifik dansk kultur på et kristent grundlag.

Ned med kulturen! er universalisternes kampråb.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 5. jan 10 kl. 20:05

Kasper Støvring spørger: “Men hvorfor går du ikke i rette med udsagnet i stedet for at kræve det censureret bort?”

Af den enkle grund, at jeg ikke vil kvalificere dette stupide vrøvl med et svar. Og “censureret bort” er måske lige at stramme den; et filter til opretholdelse af den sobre debattone er vel en del af JP’s blog-ide?

Upassende ? Klag over indlæg

 
JAN AAGE JEPPESEN, Almunecar | Skrevet: 5. jan 10 kl. 21:02

@Poul Højlund, Kjellerup

Du synes hverken at have fattet hvad demokratiet fordrer eller hvad ytringsfriheden kræver.

Bortset fra personlig injurie eller opfordring til vold eller kriminelle handlinger bør alle ytringer være tilladte. Det følger af demokratiets etiske legitimation - den politiske ligeværdighed, og det kæmper man for i Trykkefrihedsselskabet.

Arne Hansen har nøjagtig lige så megen ret til at fremkomme med sine synspunkter som enhver anden der deltager i samfundsdebatten har. Så længe han vel at mærke holder sig inden for lovens grænser. Og det er jeg enig med Kasper Støvring i, at han gør.

At kræve bortfiltrering af ytringer ud fra en subjektiv vurdering af hvordan debattonen bør være er faktisk nøjagtig lige så anti-demokratisk som Nyrups selvfede evige fordømmelse af DF med ordene: Stuerene, det bliver I aldrig.

Hvis man er uenig med DF så må man frem med argumenterne i stedet for at sætte sig på den moralsk høje hest og blot fordømme andre fordi man er uenig. Og det samme gælder selvfølgelig de vurderinger Arne Hansen er fremkommet med her.

Det kontroversielle udsagn lød:

“En person som CEPOS-juristen Jacob Mchangama er jo neger og ikke rigtig dansker. Han har opdaget at han - pga sin mørke hud - har en slags Obama effekt. DR er helt vilde med ham, af samme årsag.
Men det han siger adskiller sig ikke fra Eva Smith og Ole Espersen, så der er intet nyt under fanerne, kun at han gør CEPOS stuerent på en landskadelig måde.”

Frem for noget andet er det en kritik af omvendt racisme, men den er selvfølgelig usaglig fordi den går på personens hudfarve og nationalitet i stedet for hans holdninger. Danskhed har selvfølgelig intet med hudfarve at gøre og faktisk har jeg altid opfattet Jacob Mchangama som pæredansk.

Hovedbudskabet fra Arne Hansen er ikke at Mchangama er neger, men at hans holdninger er landsskadelige. Ikke i juridisk forstand, men efter Hansens subjektive vurdering. Og en sådan vurdering skal der da være plads til i den politiske debat. Hvis der ikke er det ender vi alle på Blå Stue hvor solen altid skinner og der kun er plads til de rigtige meninger.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 5. jan 10 kl. 22:00

citat fra JP’s retningslinier for debatten på blogs:

“Eftersom debatten foregår i fuld offentlighed, har vi nogle retningslinjer, som vi beder dig følge:

God debatkultur

Hold dig til emnet
Vis respekt og skriv i en god tone
Gå efter emnet – ikke personen

(…)

Det er ikke tilladt, at

Tilskynde til vold, kriminalitet eller racisme
Chikanere eller diskriminere personer for køn, handicap, seksuel orientering, race eller religion (…)”

Og så er den vist ikke længere.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Maria Due, Århus | Skrevet: 5. jan 10 kl. 23:14

Jo, den er længere, Poul Højlund, for ordet “diskriminere” fortolkes meget forskelligt af af forskellige mennesker.

Uden at jeg i øvrigt skal blande mig i jeres diskussion, vil jeg tilføje, at for mig er “neger” et udmærket beskrivende ord, som jeg ofte har svært ved at finde en dækkene substitut for. Men jeg gør mig umage, for jeg ved, at ordet virker voldsomt provokerende på nogle mennesker.

Jeg synes fx tit, at det er idiotisk og krukket at kalde amerikanere, hvis forfædre har boet i USA i flere hundrede år, for afroamerikanere. Det opfatter jeg desuden som diskriminerende, fordi det indikerer, at de ikke rigtigt hører til. Jeg kan ikke få mig selv til at sige og skrive “de sorte”, for det opfatter jeg som direkte racistisk.

Men jeg gør mig som sagt umage for ikke at støde nogen af afrikansk oprindelse og vil også meget gerne selv være fri for at blive kaldt “hvid”. Dog vil jeg have lov til stadig at spise negerboller, for jeg synes, at det er et morsomt og malende udtryk, og jeg bliver heller ikke spor fornærmet over, at amerikanernes serverer noget tungt bagværk, som de kalder Danish.

Den norske forfatter og sprogforsker Helene Uri tager problemet med “neger” op i en af sine bøger. Hun er meget anerkendt, cand.philol. og dr.art. i lingvistik og betragter personligt “neger” som et helt neutralt ord, men retter som jeg ind.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Thomas Larsen, Aalborg | Skrevet: 6. jan 10 kl. 01:11

@Maria Due, Århus

For et stykke tid siden hørte jeg Mads og Monopolet på P3. Der var der en lytter, der ringede ind og fortalte, at hun var ekspedient i en delikatesse-forretning. Hendes største problem var, at nogle kunder bad om negerboller i stedet for flødeboller. For hvad skulle hun gøre for at opdrage kunderne?

Ja - for opdrages skal de jo. Så det endte med, at Mads og Monopolet foreslog hende, at hun skulle sige “mener du en flødebolle?”, når kunder bad om en “negerbolle”.

Er det ikke fantastisk? Tænk sig at være så opsat på at være et “godt menneske”, at man ringer ind til et program for at udstille sin über højglans-polerede politiske korrekthed.

Ordet “neger” er ikke racistisk, det er en betegnelse for en race. Hvad andre forstår det som, er jeg bedøvende ligeglad med.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Maria Due, Århus | Skrevet: 6. jan 10 kl. 10:58

Thomas Larsen, Aalborg

Tak for en meget sigende anekdote. Hvis man gider at ringe til P3 og kalde den slags for et problem, må der være ret tomt i det hoved og den tilværelse.

En aften kunne jeg ikke finde negerbollerne i mit lokale supermarked, der har længe åbent. “Hvor er negerbollerne”, spurgte jeg temmelig højt nogle meter fra kassen, jeg havde travlt.

Kassedamen satte i et stort grin og gjaldede gennem lokalet til en mandlig medarbejder: “Hvor er negerbollerne?”

Manden satte også i med et stort grin og råbte tilbage:

“Nååååh, mender du flødebollerne”.

Alle morede sig. Der har vel aldrig været fløde i de boller. Eller negre.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 6. jan 10 kl. 14:15

Kære venner - det racistiske består ikke i sproglige spidsfindigheder, men alene den kendsgerning, at en person karakteriseres ud fra sin hudfarve, og samtidigt og alene af den grund fradømmes sin uomtvistelige danskhed.

Det er argumentation på et niveau, jeg ikke beskæftiger mig med.

Upassende ? Klag over indlæg

 
JAN AAGE JEPPESEN, Almunecar | Skrevet: 6. jan 10 kl. 15:38

@Poul Højlund, Kjellerup | Skrevet: 6. jan 10 kl. 14:15

Højlund traller lystigt derudaf:

“Kære venner - det racistiske består ikke i sproglige spidsfindigheder, men alene den kendsgerning, at en person karakteriseres ud fra sin hudfarve, og samtidigt og alene af den grund fradømmes sin uomtvistelige danskhed.

Det er argumentation på et niveau, jeg ikke beskæftiger mig med.”

Det er da helt fint ikke at ville beskæftige sig med en meddebattør hvis synspunkter eller måde at udtrykke sig på man finder under lavmålet.

Men fatisk har du gjort det stik modsatte. I stedet for at ignorere de kontroversielle udtalelser eller klage over indlægget direkte til oplægsholderen uden om debatten, bringer du netop sprogtonen og personen til debat og himler op om racisme fordi nogen tillader sig at kalde en neger for neger i stedet for flødebolle eller en person med mørk pigmentering eller hvad man nu ellers kalder en neger på PC-nudansk.

Så sent som i 1970 før racismehysteriet tog overhånd sang vokse og børn lystigt med på en herlig sang, hvis første vers handler om en sort neger, andet vers om en rød indianer, tredje vers om gul kineser. I sidste vers foreslås det, at vi alle burde males blå, for så blev vi nemlig sjovere at kigge på. Men den vil du vel også anmelde for racisme:

“Jeg har set en rigtig negermand,
og han var så sort i ho’det som en tjærespand.
Og han sa’ så mange mærk’li’ ting,
og i næsen havde han en kæmpe ring.
Jeg spurgte ham, hvad er du da for én,
hvorfor har du smurt sværte op ad dene ben.
Så lo han blot og sa’ så disse ord,
af ordene forstod jeg ikke spor:
Fidlihak-olatom-rassi-gassi bom,
sorte Massa var fra Umblagidarum.”

Upassende ? Klag over indlæg

 
Søren Ferling, København NV | Skrevet: 6. jan 10 kl. 17:48

@ Torben Snarup Hansen, Haslev | Skrevet: 4. jan 10 kl. 23:33

Det var rigtigt nok en interessant artikel om religion i USA og i Europa og den historiske baggrund.

Såvidt jeg kan forstå den franske artikel mener den, hvis det er hele artiklen, at kristendommen må ødelægges, hvis en multipolær verden skal kunne opstå. Det mener jeg ikke lyder fornuftigt. Jeg mener det er kristendommens omdannelse til lovreligion i form af oplysningsideologien, liberalisme, socialisme, der er en sådan forhindring.

Altså at det er liberalime-socialisme på den ene side og islam på den anden, der er verdens problem nummer et idag - idet jo begge ideologier søger at udbrede sig ved hjælp af enhver form for magt, især marxismen ligner på lange stræk islam.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Søren Ferling, København NV | Skrevet: 6. jan 10 kl. 18:45

@ JAN AAGE JEPPESEN, Almunecar | Skrevet: 5. jan 10 kl. 13:43

De missionerende monoteistiske religioner kristendommen og islam er derfor imerialistiske i deres væsen. Forskellen er, at islam udbredelse også sker ved sværdet, mens kristendommen i sin oprindelse og efter Reformationen og sekulariseringen alene udbreder sig ved ordet.

Jo, det er også noget i den retning, jeg er inde på og er altså enig.

Så vidt jeg kan forstå anvender du i citatet alene begrebet universalisme om en filosofisk bestræbelse på at fastlå endegyldige og dermed universelle sandheder ved hjælp af fornuften.

Ja, det er vist rigtigt.

Den bestræbelse er hverken etnocentrisk eller imperialistisk.

Det bliver den vel, hvis man er den eneste civilisation, der har den tankegang og man også mener at den er så rigtig at alle bør leve efter den.

På etikkens område kan jeg henvise til den gyldne regel, der stammer fra kinesisk verdslig filosofi, hvis universalisme viser sig deri, at den blev adopteret i alle større religioner med undtagelse af islam.

Hvor og hvornår i kinesisk filosofi ser man det ?

Det er jo så ihvertfald noget, de har glemt igen.

Han anfører, at den gyldne regel for det første ikke indholder pligterne mod én selv, og at den heller ikke giver grund for pligterne mod andre.

Det må vist være den mere universelle ‘gyldne regel’ han så tænker på - kristendommens er i modsætning hertil positivt udtrykt - ‘Du skal handle mod andre, som du ønsker, de skal handle mod dig’. Det er en meget betydningsfuld forskel - og vel også en farlig én - så er man næsten nødt til at blande sig, men man kan jo gøre det som ’tilbud’.

Modsigelsesprincippet får derved status som en endegyldig sandhed. En logisk universalie om man vil. Dets universelle gyldighed kan ikke benægtes uden at man havner i en selvmodsigelse.

Det er meget interessant, men jeg må tilstå at jeg ikke helt forstår, hvad ‘modsigelsesprincippet’ eller ‘konsistenskravet’ er.

For Kant er det afgørende, at et kategorisk imperativ qua etisk grundprincip skal være universelt: det skal gælde for alle personer i og med at de er personer.

Her er det jo så at jeg mener at man allerede gør sig en irrationel forudsætning - hvorfor skal det gælde for alle personer ? - hvordan definerer man ‘en person’.

Dyreretsaktivister siger jo f.eks. - ‘An animal is a person too’.

Efter min mening så er den første betingelse, som et etisk grundprincip skal opfylde, at det er konsistent med, at den enkelte kan leve og handle efter det. Når vi har den betingelse med, så må det først og fremmest være den, der skal universaliseres i det etiske grundprincip; og så må spørgsmålet om en mulig iniversalisering af de subjektive handlingsmaksimer komme i anden række.

Jo, det er jo på en måde samtidig en beskrivelse af en måde at kunne overleve med kristendommens urealiserbare krav til sine tilhængere.

Det kan også udtrykkes ved at sige, at forholdet til Gud afgøres i forholdet til næsten. Det er den konsekvens, som Friedrich Gogarten drager og som K. E. Løgstrup tilslutter sig.

Jo, og som har formet de nordeuropæiske samfund, som jeg ser det.
______________________________________________________

@ Arne Jensen, Næstved | Skrevet: 5. jan 10 kl. 17:53

Men religiøs universalisme kan vel også defineres ud fra, om religionen grundlæggende inkluderer alle trods biologiske og kulturelle forskelle. Med den definition er kristendommen universel, mens islam ikke er det, idet islam inddeler menneskeheden i grupper med forskellige grundlæggende egenskaber og rettigheder.

Det er sådan noget jeg er inde på i mine tanker - ser islam i det hele taget en vantro som ‘en person’.

Ned med kulturen! er universalisternes kampråb.

Ja, og folk, der råber sådan, gør det fordi de vil have deres egen kultur ind på ‘kulturens plads’ - som det også er med religioner. De ‘glemmer’ at mennesket er et religiøst og kulturelt væsen. Det er så plat at jeg får assiciationer til ShuBiDuas - ‘We wanna be free, we wanna make a revolution’, der netop handler om den uendelige løkke som magtforholdene kører i i et latinamerikansk land - dagens idealistiske revolutionshelt bliver morgendagens kyniske diktator.

Upassende ? Klag over indlæg

 
JAN AAGE JEPPESEN, Almunecar | Skrevet: 6. jan 10 kl. 23:37

Søren Ferling, København NV | Skrevet: 6. jan 10 kl. 18:45

JAJ: Så vidt jeg kan forstå anvender du i citatet alene begrebet universalisme om en filosofisk bestræbelse på at fastlå endegyldige og dermed universelle sandheder ved hjælp af fornuften.

SF: Ja, det er vist rigtigt.

JAJ: Den bestræbelse er hverken etnocentrisk eller imperialistisk.

SF: Det bliver den vel, hvis man er den eneste civilisation, der har den tankegang og man også mener at den er så rigtig at alle bør leve efter den.”

“Tankegangen” som du kalder den hedder rationalisme og den findes i alle kulturer, selv om den ikke alle vegne har haft lige gode udviklingsmuligheder. Som regel stod der en religion eller ideologi i vejen som hævdede dogmatiske sandheder – altså irrationelle sandheder som byggede på blind tro eller overtro – og som ikke tålte at blive sagt imod.

I alle menneskelige samfund findes der en elementær rationalitet. Den findes i individernes umiddelbare omgang med hinanden. De viser rationalitet i deres arbejde og brug af redskaber – i deres erfaringer om, hvorledes man skaffer sig livets fornødenheder, bygger huse og laver klæder. Der er en elementær rationalitet i brugen af deres erfaringer om, hvilke dyre og plantearter, der er spiselige. Denne naturlige rationalitet er ikke afgrænset en gang for alle. Dens grænser ændres, når man får nye erfaringer og ny viden.

Det særlige ved udviklingen i den moderne vestlige civilisation er, at denne elementære rationalitet har sprængt alle grænser. Søgen efter viden er blevet institutionaliseret; og alt kan gøres til genstand for videnskabelig undersøgelse. Det har trængt religionen i defensiven.

Det jeg hævder er derfor, at rationalitet er et universelt fænomen som afspejler sig i levende væseners handlinger. Dermed benægter jeg ikke, at vi kan være irrationelle. Om menneskenes irrationalitet fortæller erfaringen. Spørgsmålet er om vi kan være rationelle. Kan vi have rationelle overbevisninger: altså overbevisninger som bygger på argumenter – på viden – og som kun hævdes med den vægt, argumenterne kan bære? Og kan vi lade vor handlen styre af sådanne overbevisninger?

Disse spørgsmål er væsentlige for vor selvforståelse. Spørgsmålene drejer sig om, hvilke krav vi skal stille til os selv og andre. De drejer sig ikke om, hvorledes vi faktisk er; men om hvorledes det er os muligt at være. De gælder ikke det psykologisk givne, men det begrebslogisk mulige. De fører ikke ind i en psykologisk undersøgelse, men i en undersøgelse af de begreber, som vi bruger i psykologiske beskrivelser og forklaringer.

Spørgsmålene er uløseligt forbundne. På den ene side forudsætter besvarelsen af det andet spørgsmål (om rationel handlen) besvarelsen af det første spørgsmål (om muligheden af rationelle overbevisninger). For er rationelle overbevisninger ikke mulige, så er det heller ikke muligt at lade sådanne overbevisninger indgå i styringen af vore handlinger. Men på den anden side kan vi kun UDTRYKKE vore rationelle overbevisninger, hvis det også er muligt at lade dem indgå i styringen af vore handlinger.

JAJ: På etikkens område kan jeg henvise til den gyldne regel, der stammer fra kinesisk verdslig filosofi, hvis universalisme viser sig deri, at den blev adopteret i alle større religioner med undtagelse af islam.

SF: Hvor og hvornår i kinesisk filosofi ser man det?
Det er jo så ihvertfald noget, de har glemt igen.

I konfusianismen. Med kommunisternes magtovertagelse i 1949 gennemgik det kinesiske værdisystem ideologiske omkalfatringer fra konfusianisme til marxisme, fra feudalisme til socialisme og fra kollektivisme til individualisme. Konfusianismen er ingenlunde glemt, men ligger lige under overfladen i den kollektive bevidsthed. Kinesere er først og fremmest pragmatikere og derfor gode til at tilpasse sig og overleve ændrede magtforhold og styreformer.

JAJ: Han (Kant) anfører, at den gyldne regel for det første ikke indholder pligterne mod én selv, og at den heller ikke giver grund for pligterne mod andre.

SF: Det må vist være den mere universelle ‘gyldne regel’ han så tænker på - kristendommens er i modsætning hertil positivt udtrykt - ‘Du skal handle mod andre, som du ønsker, de skal handle mod dig’. Det er en meget betydningsfuld forskel - og vel også en farlig én - så er man næsten nødt til at blande sig, men man kan jo gøre det som ’tilbud’.

Det er korrekt at den gyldne regel i kristendommen er udtrykt positivt, mens den i judaismen og hos Kong Futzi er udtrykt negativt.

Da rabbi Hillel skulle forklare hele Loven i kort form, sagde han: ”Gør ikke mod andre hvad du ikke vil, at de gør mod dig. Det er hele Loven; resten er forklaring.” (Den Babyloniske Talmud, Shabbat s. 31a).

I evangelierne citeres Jesus for en positiv formulering: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” (Matt. 7,12).

Men i princippet er der ingen forskel mellem den positive og den negative formulering. For det at ønske, at noget bliver gjort mod én, er ækvivalent med, at man ikke ønsker, at det ikke bliver gjort mod én. Eller det at forbyde en handling er ækvivalent med at påbyde en dertil kontradiktorisk handling.

JAJ: Modsigelsesprincippet får derved status som en endegyldig sandhed. En logisk universalie om man vil. Dets universelle gyldighed kan ikke benægtes uden at man havner i en selvmodsigelse.

SF: Det er meget interessant, men jeg må tilstå at jeg ikke helt forstår, hvad ‘modsigelsesprincippet’ eller ‘konsistenskravet’ er.

Konsistenskravet er en betingelse for rationalitet – man bør ikke modsige sig selv.

En simpel formulering af modsigelsesprincippet lyder: En påstand er uforenelig med dens egen negation. Det kan også udtrykkes således, at en påstand og den samme påstands negation ikke begge kan være sande. I en anden formulering lyder den samme tanke: Konjunktionen af en påstand og dens egen negation (p&-p) kan ikke være sand. Endvidere kan princippet udtrykkes ved hjælp af implikationsbegrebet: Hvis en påstand er sand, så kan dens negation ikke også være sand.

Disse forskellige formuleringer af modsigelsesprincippet har en fælles kerne. Derfor er det korrekt at tale om forskellige formuleringer af det samme princip.

Hvad lærer modsigelsesprincippet os så?

Et umiddelbart svar er, at det lærer os betydningen af ordet ”ikke”. Eller sagt på en anden måde: Modsigelsesprincippet udtrykker en definition af negationsbegrebet. Det fastlægger rent definitionsmæssigt det mulige forhold mellem det, at en påstand er sand, og det, at den selvsamme påstands negation er sand. Det næste som må påpeges er så, at dette forhold (også) er et implikationsforhold: Det er impliceret i betydningen af ordet ”ikke” (og altså i negationsbegrebet), at hvis en påstand er sand, så er dens negation ikke sand.

Hvis vi således accepterer, at modsigelsesprincippet definerer betydningen af ordet ”ikke”, og at det specielt fastlægger denne betydning ved at angive, hvorledes negationen af en påstand forholder sig implikationsmæssigt til påstanden selv, så har vi også forudsat en betydningsteori: en teori om, hvori et ords betydning består. Vi har forudsat, at der i selve modsigelsesprincippet er impliceret en sådan betydningsteori. Når vi siger, at ordet ”ikke” defineres ved det, at hvis en påstand er sand, så kan dens egen negation ikke være sand (og omvendt: Hvis påstandens negation er sand, så kan påstanden ikke selv være sand), så forudsætter vi her ikke blot en bestemt sammenhæng mellem betydningen af ordet ”ikke” og et bestemt implikationsforhold mellem påstande. Det eneste, som vi må og skal tage som et særtilfælde ved ordet ”ikke”, er, at dets betydning netop fastlægges i det implikationsforhold der udtrykkes i modsigelsesprincippet.

Dette anfægter ikke, at betydningen af andre ord så også må fastlægges ved andre mulige implikationsforhold mellem påstande.
Således giver modsigelsesprincippet – og den betydningsteori, som det forudsætter – os et reelt grundlag, hvorfra vi objektivt kan tænke os frem til, hvilken begrebsstruktur et muligt sprog nødvendigvis må indeholde. Det er et krav, at vi sætter alt andet (og altså al empirisk viden) til side, og at vi alene tænker os videre på basis af modsigelsesprincippet og dets betydningsteori.

Den krævede tænken må begynde med at udfolde sig i en konkret påvisning af, hvilke betegnelser der rent abstrakt kan defineres ud fra den betydningsteori, der er impliceret i modsigelsesprincippet. Derefter må den udfolde sig i en successiv påvisning af, hvilke betegnelser der videre kan defineres alene på basis af de allerede definerede betegnelser. Følger man disse krav, så vil man efterhånden få opbygget et skelet – en begrebsstruktur – som i princippet må være impliceret (og kunne opbygges) i ethvert muligt sprog, fordi det er impliceret i selve det, at påstande må kunne være uforenelige. Under forsøget på at blotlægge denne struktur vil man også specielt kunne finde ud af, om ethvert muligt sprog implicerer et bestemt system af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse. Følger man forskrifterne strengt, så vil ens konklusioner vedrørende dette spørgsmål i princippet have samme gyldighed som modsigelsesprincippet.

Eller sagt kortere, modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori er det basale grundlag for den analytisk transcendentale begrebsfilosofi Kaj Sørlander introducerede i 1994 med bogen ”Det Uomgængelige” og videreudviklede i bogen ”Den endegyldige Sandhed” fra 2002.

JAJ: For Kant er det afgørende, at et kategorisk imperativ qua etisk grundprincip skal være universelt: det skal gælde for alle personer i og med at de er personer.

SF: Her er det jo så at jeg mener at man allerede gør sig en irrationel forudsætning - hvorfor skal det gælde for alle personer ? - hvordan definerer man ‘en person’.
Dyreretsaktivister siger jo f.eks. - ‘An animal is a person too’.

Godt spørgsmål. Hvordan definerer man begrebet ”person” og hvorfor er dyr ikke ”personer”?

Som det fremgår ovenfor er begrebet ”person” defineret rent abstrakt ud fra den betydningsteori, der er impliceret i modsigelsesprincippet. Det er den begrebslogiske mulighed for eksistensen af personer der undersøges rent abstrakt. Om der rent faktisk eksisterer personer kan den principielle abstrakte definition ikke sige noget om. Det er et empirisk spørgsmål.

Uden at gå i alt for mange detaljer, da jeg ellers får på puklen for at være fagfilosofisk af de andre debattører, er en person defineret ved at kunne handle ansvarligt; og det vil sige ved at kunne have viden om konsekvenserne af sin handlen og kunne lade denne viden indgå som kausal betingelse for handlingen.

Eller sagt på en anden måde: Han må kunne beslutte sig til at handle afhængigt af sin viden om konsekvenserne af at udføre handlingen. Således kan det rent principielt begrundes, hvorledes en person må være – hvilke betingelser han må opfylde – for at hans evne til at handle ansvarligt overhovedet kan være mulig i konsistens med de uomgængelige træk ved verden.

Men netop derved er der impliceret endnu et uomgængeligt træk ved personers situation. Selve det, at personer således kan lade deres viden indgå som kausal betingelse for deres handlen betyder, at de ikke er lukket inde i deres givne ønsker og tilbøjeligheder. Det betyder, at en person kan forholde sig (kritisk) til sin egen motivation. Han kan spørge om, hvad han bør gøre uafhængigt af, hvad han ønsker.

Et dyr er ikke en person fordi det ikke kan lade dets viden indgå som kausal betingelse for dets handlen. Det er lukket inde i dets givne tilbøjeligheder og ønsker og afskåret fra at forholde sig kritisk til dets egen motivation. Et dyr kan hverken stille eller besvare det etiske spørgsmål, allerede af den grund at det ikke besidder sprog. Derfor straffer vi heller ikke dyr, for straf forudsætter besiddelse af et reelt frit valg og dermed ansvarlighed for det valg som træffes.

JAJ: Efter min mening så er den første betingelse, som et etisk grundprincip skal opfylde, at det er konsistent med, at den enkelte kan leve og handle efter det. Når vi har den betingelse med, så må det først og fremmest være den, der skal universaliseres i det etiske grundprincip; og så må spørgsmålet om en mulig universalisering af de subjektive handlingsmaksimer komme i anden række.

SF: Jo, det er jo på en måde samtidig en beskrivelse af en måde at kunne overleve med kristendommens urealiserbare krav til sine tilhængere.

Den abstrakte definition af et etisk grundprincip som vi alle er underlagt alene qua person har intet med forenelighed eller uforenelighed med nogen religion at gøre. Den omstændighed at det kristne næstekærlighedsbud kan ses som en forenklet udgave af det etiske konsistenskrav, bør vel egentlig ikke undre os så meget. Forenklingen ligger i, at den religiøse fordring ikke tager hensyn til distinktionen mellem ønsker og ønske-uafhængige behov.

Rent begrebslogisk er behovene og ønskerne defineret i to forskellige kausale sammenhænge. En persons behov indgår i de kausale betingelser for, at han kan opretholde sin eksistens som person, mens hans ønsker indgår i de kausale betingelser for, at han handler, som han gør. Så rent logisk er der ikke ækvivalens mellem, hvad vi ønsker og hvad vi behøver.

Begrebslogisk må der altså skelnes mellem vore ønsker og vore behov. Men til denne begrebslogiske distinktion må der dernæst føjes to andre konklusioner.

For det første kan sluttes, at der må være en grundlæggende FAKTISK overensstemmelse mellem vore behov og vore ønsker. Det må være en følge af den biologiske tilpasning: Ellers var vi for længst gået til i den naturlige udvikling. Og for det andet må vi nødvendigvis have et vist behov for at få opfyldt vore ønsker. Vi kan ikke bære altid at skuffes. For vi lærer af vore erfaringer; og hvis vi altid skuffes, så lærer vi, at vi skuffes, hvad vi end gør. Og så undergraves vor motivation og vor selvtillid.

Vi bør ikke undre os over, at de begavede kristne tænkere der forfattede NT kom meget tæt på en korrekt besvarelse af det etiske spørgsmål med formuleringen af næstekærlighedsbudet, inspireret som de sikkert var af den gyldne regel.

For det er et af de spørgsmål, som er så enkelt, at selve enkelheden gør det vanskeligt at begribe. I princippet må det kunne besvares af enhver person. I og med at man er person, må man også have forudsætningerne for at besvare spørgsmålet. Ellers kan svaret ikke gælde for enhver mulig person. Besvarelsen kan altså ikke kræve indgående filosofihistoriske studier; men alene en evne til konsekvent og uden fordomme at tænke spørgsmålet igennem.

Lad mig her illustrere tankevejen til en besvarelse af det etiske spørgsmål.

Det etiske spørgsmål rejser sig, fordi vi er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne. Den enkelte kan – mere eller mindre præcist – forudse konsekvenserne af sin handlen; og han kan lade denne erkendelse indgå som kausal betingelse for sin handlen. Det er det, der definerer os som personer, og som betyder, at vi ikke er bundet til blindt at følge vore umiddelbare tilskyndelser eller de givne sociale normer; men at vi er i stand til at sætte os ud over disse grænser og spørge om, hvad vi bør gøre – hvad det er rationelt at gøre.

Og det har ikke kun mening at spørge om, hvad den enkelte bør gøre for at nå et tilfældigt mål, som han ønsker at nå; men det har også mening at spørge om, hvad han bør gøre alene som følge af, at han er person – altså alene som følge af, at han er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne – og ganske uafhængigt af hans særlige ønsker og specielle sociale situation.

Det er det etiske spørgsmål.

Vi kan nærme os svaret ved at gøre os klart, at en fordring, som enhver person må være underlagt alene i egenskab af person, nødvendigvis må skulle opfylde visse minimale betingelser.

Den første betingelse er, at fordringen skal være konsistent med, at det er muligt fortsat at følge den. Ellers undergraver den sig selv. Og konsekvensen må så være, at det, som fordringen kræver af den enkelte, skal være konsistent med hans fortsatte eksistens. Han skal kunne LEVE efter fordringen.

Den anden betingelse er, at fordringen skal gælde for enhver mulig person. Fordringen skal derfor være konsistent med, at alle personer kan leve efter den. Den må derfor indebære, at den enkelte skal bøje sig for, at også andre personer skal kunne leve som personer. For forskellige personer må så gælde, at de hver især bør handle i konsistens med, at de alle kan opretholde eksistensen som personer. De bør ikke ødelægge hinandens livsbetingelser.

Men så er der ikke længere tale om to betingelser for et svar på det etiske spørgsmål. Så er der tale om svaret selv. Betingelserne implicerer en rationel minimumsfordring, som enhver person må være underlagt. Det fordres af den enkelte, at han handler i konsistens med, at de omgivende personer kan leve som personer, uden at han sætter sig ud over vilkårene for, at han selv kan leve som person.

Det er den etiske grundfordring: Det etiske konsistenskrav.

Det etiske konsistenskrav følger af rent begrebsmæssige overvejelser. Det er en a priori fordring. Hvad fordringen nærmere implicerer må deduceres i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.

JAJ: Det kan også udtrykkes ved at sige, at forholdet til Gud afgøres i forholdet til næsten. Det er den konsekvens, som Friedrich Gogarten drager og som K. E. Løgstrup tilslutter sig.

SF: Jo, og som har formet de nordeuropæiske samfund, som jeg ser det.

I høj grad og en af grundene til, at vi undgik en ”fransk revolution”.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Peter Buch, Frederiksberg. Danmark. | Skrevet: 6. jan 10 kl. 23:53

Overvejer selv om jeg skulle forsøge at melde mig ind og eventuelt blive optaget i Trykkefrihedsselskabet så kunne jeg være talsperson for mit eget selskab og medlem af et andet, der beskæftiger sig med noget af det samme…

trykkefrihed.dk/vedtagter.htm

Vedtægter for Trykkefrihedsselskabet af 2004

Vedtaget på den stiftende generalforsamling
lørdag den 12. marts 2005

§1.
Foreningens navn er Trykkefrihedsselskabet af 2004, og dens formål er at træde i brechen for det frie ord hvor som helst, dette er truet, og uanset, hvem der truer det, idet foreningen støtter sig til grundlovens §77, der fastslår, at “enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene”. Foreningen vil bestræbe sig på at yde hjælp og beskyttelse dér, hvor ytrings- og åndsfriheden er truet.

§2.
Som medlem kan optages enhver, der tilslutter sig foreningens formål.

§3.
Ansøgning om medlemskab rettes til bestyrelsen og skal være anbefalet af 2 medlemmer af foreningen. For at medlemskab kan indrømmes, kræves det, at mindst 5 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor.
flere paragraffer følger…

Henvisning til kommentarer på:
http://hodja.wordpress.com/2010/01/04/a-sentinel-journey/

Upassende ? Klag over indlæg

 
Peter Buch, Frederiksberg. Danmark. | Skrevet: 7. jan 10 kl. 00:06

Men - ærlig talt, hvem skulle dog ville anbefale mig til optagelse i Trykkefrihedsselskabet?
Er der nogen eller noget jeg ikke har kritiseret nok endnu, eller nogen uberørt af forgangne sager og min situation som sådan, som har mod på noget sådan som at anbefale mig til tildeling af medlemskab?
Jeg er tvivlende om det kunne lykkes at finde to.
Men hvad, så har jeg Selskabet til Indførelse af Ytringsfrihed i Danmark og Resten af Verden, jeg kan bruge som medie. ingen grund til panik.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Søren Ferling, København NV | Skrevet: 7. jan 10 kl. 22:24

@ JAN AAGE JEPPESEN, Almunecar | Skrevet: 6. jan 10 kl. 23:37

Tak for svar - håber at få tid til at svare imorgen.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Søren Ferling, København NV | Skrevet: 9. jan 10 kl. 00:11

@ JAN AAGE JEPPESEN, Almunecar | Skrevet: 6. jan 10 kl. 23:37

“Tankegangen” som du kalder den hedder rationalisme og den findes i alle kulturer, selv om den ikke alle vegne har haft lige gode udviklingsmuligheder.

Jo, der må selvfølgelig findes en vis rationalitet på det praktiske plan alle steder - ellers uddør folk.

Denne naturlige rationalitet er ikke afgrænset en gang for alle. Dens grænser ændres, når man får nye erfaringer og ny viden.

Ja, men der er stor forskel på, hvor god man er til at lære - og det har noget at gøre med ens grundantagelser og med den gennemgående tankegang, der er i ens verdensanskuelse.

Det særlige ved udviklingen i den moderne vestlige civilisation er, at denne elementære rationalitet har sprængt alle grænser. Søgen efter viden er blevet institutionaliseret; og alt kan gøres til genstand for videnskabelig undersøgelse.

Det er noget kristent - ikke noget moderne. Videnskaben er udviklet ‘i’ kristendommen.

Det har trængt religionen i defensiven.

Det mener jeg ikke - det er den centraleuropæiske oplysningsideologi, der har gjort det. Videnskaben har jo da også udviklet sig i USA.

Spørgsmålet er om vi kan være rationelle. Kan vi have rationelle overbevisninger: altså overbevisninger som bygger på argumenter – på viden – og som kun hævdes med den vægt, argumenterne kan bære?

Ja, det kan vi, men kun på korte stræk - og ikke på det etiske område.

Og kan vi lade vor handlen styre af sådanne overbevisninger?

Det går ikke helt godt - selv om vi naturligvis er gode til at overbevise os selv om det modsatte.

Spørgsmålene drejer sig om, hvilke krav vi skal stille til os selv og andre. De drejer sig ikke om, hvorledes vi faktisk er; men om hvorledes det er os muligt at være.

Det er fint nok, men indeholder faren for at idealet, utopien kommer til at forekomme os opnåelig - at vi sammenligner os selv med det perfekte og derfor aldrig gør det godt nok. Det er igen den ikke forståede arv fra kristendommen, der ligger som en bombe i oplysningsideologien og som er årsagen til at 100 mill. mennesker døde under kommunismen.

I konfusianismen.

Nå, det var den du tænkte på - jo, jeg ved godt at den stadig ligger under overfladen derude - jeg mener dog at der er meget langt fra kristendom til den.

Men i princippet er der ingen forskel mellem den positive og den negative formulering.

Det mener jeg faktisk, der er og at det kommer til udtryk i vores mentalitet - også når den giver sig et noget negativt udtryk i form af kulturimperialisme - eller når vi som noget ret enestående er rejst ud og har hjulpet forskellige med dette og hint.

Hvad lærer modsigelsesprincippet os så?

Tak for en grundig forklaring af begrebet.

Det og betydningsteorien kunne måske, som jeg forstår det, kaldes en slags sproglig matematik.

I så fald skal man nok huske på at man med matematik godt kan beskrive ting, som ikke kan eksistere.

Det betyder, at en person kan forholde sig (kritisk) til sin egen motivation. Han kan spørge om, hvad han bør gøre uafhængigt af, hvad han ønsker.

Ok, det er nok en definition, de fleste kan tilslutte sig.

Bortset fra f.eks. dyreretsaktivister.

Et dyr er ikke en person fordi det ikke kan lade dets viden indgå som kausal betingelse for dets handlen. Det er lukket inde i dets givne tilbøjeligheder og ønsker og afskåret fra at forholde sig kritisk til dets egen motivation.

De vil her istedet definere en person som én, der har interesser.

Forenklingen ligger i, at den religiøse fordring ikke tager hensyn til distinktionen mellem ønsker og ønske-uafhængige behov.

Det vil også være genstand for stor polemik, hvad der er ønske-uafhængigt.

For det første kan sluttes, at der må være en grundlæggende FAKTISK overensstemmelse mellem vore behov og vore ønsker. Det må være en følge af den biologiske tilpasning: Ellers var vi for længst gået til i den naturlige udvikling. Og for det andet må vi nødvendigvis have et vist behov for at få opfyldt vore ønsker. Vi kan ikke bære altid at skuffes. For vi lærer af vore erfaringer; og hvis vi altid skuffes, så lærer vi, at vi skuffes, hvad vi end gør. Og så undergraves vor motivation og vor selvtillid.

Såvidt jeg kan se er der stof til metervis af debatindlæg i dette afsnit.

Vi bør ikke undre os over, at de begavede kristne tænkere der forfattede NT kom meget tæt på en korrekt besvarelse af det etiske spørgsmål med formuleringen af næstekærlighedsbudet, inspireret som de sikkert var af den gyldne regel.

Jo, nu er det endnu ikke gået op for mig, hvordan man kan begrunde etik rationelt, men det kan nok være rigtigt.

De bør ikke ødelægge hinandens livsbetingelser.

Hvorfor ikke ? - Eller måske rettere, hvem siger det ?

Det er jo dog, hvad livets grundlov går ud på - at udvide på andres bekostning.

Det fordres af den enkelte, at han handler i konsistens med, at de omgivende personer kan leve som personer, uden at han sætter sig ud over vilkårene for, at han selv kan leve som person.

Det er den etiske grundfordring: Det etiske konsistenskrav.

Jo, det er jeg med på.

Det etiske konsistenskrav følger af rent begrebsmæssige overvejelser.

Det kan jeg altså ikke få øje på.

Det er en a priori fordring.

Jamen, hvem opsætter den fordring ?

Jeg kan kun se at den kan komme fra en dogmatisk trancendent kilde eller fremkomme i et fælleskab med en før-etisk forbundethed.

Der er givet noget jeg ikke har forstået trods din udførlige forklaring - måske emnet er for kompliceret til onlinedebat - eller bare til min tænkeevne ;-)

Upassende ? Klag over indlæg

 
» Derfor er ytringsfriheden universaliserbar - blogs.berlingske.dk , | Skrevet: 5. mar 10 kl. 09:36

[...] og støtte de kræfter der kæmper for ytringsfrihedens udbredelse i andre dele af verden”. Ikke alle deler opfattelsen af, at ytringsfriheden har relevans for ikke-vestlige [...]

Upassende ? Klag over indlæg

 

Annonce:





torben plesberg, grevinge skriver
01.02.11 05:28
til M Madsen, Næstved. Jeg kan ikke rigtigt se, at Sven Borgens undersøgelse er noget vrøvl, og jeg kan slet ikke se, at jeg har påstået, at Læs mere
Maria Due, Aarhus skriver
24.01.11 15:20
Tak for et smukt oplæg. Jeg funderer over, om de ti biskoppers enstemmige men groteske udmelding om, at Danmark ikke fører religionskrig i Læs mere
Niels Christoffersen, 4320 skriver
21.01.11 15:25
@Niels-Erik Beyer, København. I rapporten står: ”Anbefaling 7. Sammen med kommunerne og Danmarks Lærerforening opretter ministeren en Læs mere
torben plesberg, grevinge skriver
21.01.11 05:15
Jeg glemte lige at nævne feminiseringen af folkeskolen - undskyld! (altså at der blev alt for mange kvindelige lærere, og deres måde at gøre Læs mere
torben plesberg, grevinge skriver
21.01.11 05:10
der var engang, hvor formålet med folkeskolen var at gøre eleverne til selvstændigt tænkende og kritiske mennesker i et demokratisk samfund. Men Læs mere

Seneste blogs
19.01 Den kulturradikale folkeskole er dumpet
14.01 Hvad feltpræsten kæmper for
21.12 "Den, der påberåber sig menneskeheden, er en bedrager"
13.12 Borgerlige dominerer idédebatten
07.12 Kulturel fremmedgørelse og kriminalitet

Arkiv
januar 2011  (2)

december 2010  (3)

november 2010  (5)

oktober 2010  (3)

september 2010  (5)

august 2010  (4)

juli 2010  (2)

juni 2010  (3)

maj 2010  (4)

april 2010  (2)

marts 2010  (5)

februar 2010  (4)

Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Jyllands-Posten. Jyllands-Posten har ophavsretten, jf. lov om ophavsret. Læs mere
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/