Diverse danske medier har i meget generaliserende vendinger beskrevet, hvorledes verdenssamfundet i bred enighed i FN har vedtaget resolution 1973. Denne resolution giver en slags grønt lys for, at de vestlige lande kan implementere et flyveforbud i Libyen gennem at bombe Muammar Gaddafis militære anlæg. Argumentet bag resolutionen var, at den var et nødvendigt tiltag for at forhindre en humanitær katastrofe.
Men brugen af udtryk som “verdenssamfundet” er ikke bare misvisende i denne sammenhæng. Udtrykket er mildest talt upræcist, og før flyene blev sendt mod Libyen burde det danske Folketing have tilladt sig selv en tænkepause og måske inddraget folkeretseksperter i beslutningen. Det var ikke verdenssamfundet men derimod få vestlige landene, der gav grønt lys til interventionen i Libyen. Og i danske medier er dette blevet udlagt som en forebyggende foranstaltning for at forhindre en massakre på civilbefolkningen.
Landene bag resolutionen er primært vestlige lande med store økonomiske problemer og lav økonomisk vækst, og i fællesskab med nogle få (diktatoriske) medlemsstater fra Den Arabiske Liga besluttede man at angribe Libyen. Vi har hørt om de historisk massive besparelser, som den engelske regering for nylig har gennemført, hvor man har fyret bredt blandt ansatte i den offentlige sektor. I sammenligning fremstår de danske besparelser som luksusproblemer. I Frankrig har arbejdsløsheden været høj gennem lang tid, og nu nærmer valget sig. England og Frankrig er blandt bannerførerne for aktionen i Libyen, og de slås altså selv med alvorlige økonomiske problemer.
Flere lande med god økonomisk vækst gav derimod udtryk for en diametralt anden holdning end flertallet af vestlige lande. Lande som Kina, Indien, Brasilien, Tyskland og Tyrkiet var fra starten langt mere skeptiske og mente, at luftbombardementer vil medføre civile tab og udløse en humanitær katastrofe. De advarer også mod, at situationen kun vil forværres, hvis man sætter ind med landtropper. I øvrigt mente de ikke, at alle diplomatiske midler var blevet udtømt og at det dermed var for tidligt at sætte ind med militær magt mod en suveræn nation. De står stadig ved den principielle holdning, at demokratiske forandringer skal komme fra folket og ikke gennemtvinges med bomber og sanktioner.
Omkring halvdelen af verdens lande var og er meget skeptiske over for de vestlige landenes indgriben i en suveræn nations indre anliggender. Kina og Indien, som siden COP-15 i København ikke har kunnet blive enige om ret meget, har igen dannet fælles front mod den vestlige opfattelse af suverænitet. De ser gerne, at Vesten respekterer det FN charter, som ikke tillader medlemslandene at blande sig i andre nationers indre anliggender. Der står bl.a. følgende:
Article 2, section 7:
“Nothing contained in the present Charter shall authorize the United Nations to intervene in matters which are essentially within the domestic jurisdiction of any state or shall require the Members to submit such matters to settlement under the present Charter.”
Og i den såkaldte “Declaration on the Inadmissibility of Intervention and Interference in the Internal Affairs of States” står følgende:
“Reaffirming, in accordance with the Charter of the United
Nations, that no State has the right to intervene directly or
indirectly for any reason whatsoever in the internal or external
affairs of any other State,Reaffirming further the fundamental principle of the Charter of
the United Nations that all States have the duty not to threaten or
use force against the sovereignty, political independence or
territorial integrity of other States,…
Art. 1) No State or group of States has the right to intervene or interfere in any form or for any reason whatsoever in the internal and external affairs of other States.”
Paradoksalt nok står vi i dag i en situationen, hvor den vestlige verden igen vil blive beskyldt for at invadere et land under dække af en intervention. Vestlige landene vil blive kraftigt kritiserede for at udløse en humanitær katastrofe, som interventionens hovedformål ellers var at forhindre.



En udmærket blog Mrutyuanjai Mishra.
Du kan virkeligt skrive fornuftigt naar det tager dig.
Du glemmer dog, at naar de store lande som Storbritanien og Frankrig agerer som de goer, saa drejer det sig naturligvis om kontrollen over natur resourcer.
En gang kolonimagt, altid kolonimagt.
Sjovt at se denne besynderlige franske praesident spankulere rundt som en galende hane.
Upassende ? Klag over indlæg