*

Prøv vores tablet-udgave

Vi kan se, at du er på en tablet. Kunne du tænke dig at læse Jyllands-Posten på vores tablet-app?

mandag 24. november 2014
Jyllands-Posten Jyllands-Posten blogs

Profil

Jakob Terp blogger om designerpolitik, med fokus på populisme, hykleri og velfærdsstatens sammenhængskraft.

Baggrund:

Født i København 1966. Cand.scient.pol. Tidl. højskolelærer, adjunkt og AOF-forstander, nu udviklingskonsulent inden for arbejdsmarkedsområdet og undervisningsassistent ved Aarhus Universitet.

Andet:

Aktiv foredragsholder og debattør. Sanger og guitarist i underholdningsorkestret "Daddys Rock Joint"

Sted:

Aarhus

Website:

Besøg

Jakob Terp

Venstre lagde kursen for hykleri og populisme

Dato: 9. januar, 2013

Emner:

 

 

Kristian Jensens reformglorie er så tyk, at man må frygte han får kraniebrud når den tynget af virkeligheden dratter ned i hovedet på ham.

Behovet for denne glorificering af Venstres påståede reformiver skyldes sandsynligvis fornemmelsen af, at det politiske mod regeringens politik afspejler, i sidste ende truer med at afdække hvor uansvarlig en politik Venstre i virkeligheden førte fra 2001-2010.

Med sit seneste blogindlæg her i JP påstår Venstres næstformand, at regeringens reformarbejde er resultatet af Venstres indsats. Her afslører Kristian Jensen hvad han og andre i hans parti har al mulig grund til at frygte. Nemlig at offentligheden i stigende grad gennemskuer Venstre som et opportunt og bagstræberisk parti. At regeringens vilje til at træffe de upopulære beslutninger i stigende grad udstiller Venstres hykleri.

Venstre havde ti år til at forberede det danske samfund på bl.a. den demografiske udfordring, som er en af baggrundene for de stærkt forsinkede reformer den nuværende regering har taget ansvaret for at gennemføre.

Men hvad gjorde man? Man misbrugte en unik international konjunktursituation til bevidst hasardspil med dansk økonomi. Bevidst kalkulerede man med risikoen for at overophedningen ville sende økonomien i dørken, alene med det let gennemskuelige mål, at forgylde egne kernevælgere og vinde næste valg. Gik den så gik den.

Men den gik jo altså uheldigvis ikke!

Derfor er det selvfølgelig ikke rart for Venstre at se, hvordan ærkefjenden, de påstået uansvarlige centrum-venstre partier, præcis som i 1990´erne tager ansvar og foretager de upopulære men strengt nødvendige reformer, som Venstre ikke selv havde det politiske mod til at gå i gang med. Og som partiet nu er nødt til at stemme for, medmindre hykleriet skal antage så groteske dimensioner, at selv de mest Venstre-forblændede medier i sidste ende er nødt til at afdække det.

Når det kommer til stykket, er den politik Venstre førte med VKO-flertallet, måske den mest uansvarlige i nyere historie. Man misbrugte simpelthen centrale økonomiske reguleringsmekanismer i et politisk ærinde, og lagde derved grunden for, at vi i mange år fremover står med et grundlæggende strukturproblem i skattepolitikken. Det er naturligvis beskatningen af boligejerne – eller mangel på samme – jeg hentyder til.

Ved at lempe boligskatterne på et tidspunkt hvor selv den største økonomiske analfabet kunne se, at der indenfor få årtier ville opstå et kæmpe problem med at finansiere velfærdsstaten alene gennem indkomst- og forbrugsbeskatning, gjorde Venstre boligbeskatningen til et råddent æg i dansk politik.

Resultatet er, at den store gruppe af yderst velkonsoliderede pensionister, hvis formuer er skabt gennem rentefradrag, halvfjerdsernes inflationsbølge og VKO-flertallets politik, slipper for at bidrage til de økonomiske stramninger. Beskatning af de passive formuer som Venstres overophedningspolitik medførte, var ellers en af de sidste muligheder der var for at skrabe et bidrag ind fra denne generation. Men den mulighed er nu forpasset. Sig ordene højere boligskat, og du har med garanti tabt det kommende valg. I stedet vender politikerne desperat blikket mod bl.a. de unge, som nu får regningen i form af pisk og ringere SU.

Da regeringen med skattereformen forsøgte at kompensere for generationsbedraget, ved kun at lade de beskæftigede nyde godt af reduktionen i topskatten, fik Venstre – naturligvis – obstrueret dette. Ikke ud fra en nøgtern, økonomisk vurdering, men alene for opportunt og populistisk at udnytte det musehul i regeringens oplæg, som man vidste at de borgerlige medier ville synge med på.

Venstres pris for at gå med i skattereformen var altså, at lade et af strukturproblemerne i dansk økonomi forblive uløst. Flot!

I Venstres optik har en Venstre-regering åbenbart ret til at føre en arrogant blokpolitik i uhellig alliance med DF´s fattige, indvandrerfrygtsomme pensionister, samtidig med at alt det Venstre ikke kan score billige point på, skal tørres af på Socialdemokratiet. Hvor var f.eks. det store oplæg til en kontanthjælpsreform som Anders Fogh Rasmussen påstås at have lanceret? Vi fik muligvis en antydning af at hans regering ønskede sådan en reform, men aldrig så vi modet til faktisk at fremlægge lovforslaget og kæmpe for sine egne principper. Man lurepassede og skulle lige se, om man kunne blive dækket ind af socialdemokraterne. Partiet som man ikke én gang ønskede at føre seriøse finanslovsforhandlinger med.

I 2011 fornemmer Venstre, at fenrisulven glammer, og fremlægger fem-i-tolv en såkaldt genopretningsplan. Det var ca ti år for sent til at vække nogen form for troværdighed, og et meget tyndt grundlag at påkalde sig en hovedrolle i reformarbejdet på.

Hykleriet er således tykkere end glorien, og behovet for dette åbenlyse forsøg på historieforfalskning understreger, at Anders Fogh Rasmussens regeringer – og ikke Anker Jørgensens - førte den ringeste og mest uansvarlige økonomiske politik i nyere tid.

Venstre lagde således på ingen måde kursen for reformerne. Venstre lagde derimod kursen for, at hykleri, populisme og Dansk Folkechauvinisme blev stuerene størrelser i dansk politik.

 

 

 

Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her

Seneste kommentarer

Brian Baldersbæk skriver
02.05.14 20:22
Tina Svensson Propaganderer jeg for en politik ???? Hvor i alverden ser du dét henne ? Som du dog fægter med de indre dæmoner. Du forholder dig Læs mere
Tina Svensson skriver
02.05.14 17:50
Brian Hougaard Baldersbæk Så, du savner altså indsigt i forhold til den politik du propaganderer for? Det lyder som en rigtig DFer :) I øvrigt Læs mere
Brian Baldersbæk skriver
02.05.14 09:59
Tina Svensson Jamen kære søde rare Tina dog. Problemet er IKKE, at jeg ikke VIL svare. Problemet er, at det ikke er MULIGT at svare og det véd du Læs mere
Tina Svensson skriver
02.05.14 08:37
Brian Hougaard Baldersbæk Nej, uagtet hvad du mener om artiklen og dens indhold, kan du vel svare på om DF vil bringe balance i statsfinanserne, Læs mere
Brian Baldersbæk skriver
02.05.14 00:02
Tina Svensson Wrong answer, McFly. "Vil en 100 % gennemførsel af DFs politik medføre balance i statens finanser efter din mening?" "Et svar Læs mere

Arkiv