Den litterære jæger (arkiv)

Ole Olsen er død

I semiotikken – læren om tegn og tegnsystemer – kaldes en genstand for et semiotisk anker, hvis den bærer en stor, men i øvrigt abstrakt betydning. Et eksempel kunne være en vielsesring eller en souvenir. Den ene rummer en hel kærlighedsrelation, jura inklusive, den anden en hel rejse med sommerhat, ispinde, solskoldninger og det hele.

Mit venskab med min bogbinder er slut. Han døde nemlig i dag, 76 år gammel. Ole Olsen, som han hed, var en meget, meget venlig mand. En meget varm og hyggelig mand. Og en meget stolt mand. Jeg lærte ham at kende, da jeg engang skrev noget om bogbind i Politiken, og en arrig fyr pludselig ringede mig op og svinede mig til. Hvis jeg ville se ordentlige bogbind, så kunne jeg komme ned til ham, kunne jeg.

Så det gjorde jeg. Og i hans forretning Co’libri på Klosterstræde 16 i København åbnede der sig så en verden af skønhed og gammeldags håndværk for mig. De smukkeste japanske papirer, gedeskind fra Mellemøsten og smukke messingsegl udført af Thorvald Bindesbøll, der også tegnede Carlsbergs logo i sin tid.

Fra den dag lavede Ole en masse bøger til mig. De kostede en formue, men jeg havde en fornemmelse af, at de virkelig var alle pengene værd. Da jeg rejste verden rundt med tog, havde jeg en stor skrivebog med, han havde lavet fra bunden til mig. Jeg valgte papirets tykkelse, skindet, skrifttypen på ryggen. Og to uger efter lå den smukkeste bog klar til mig. Tre jordomrejser senere er den kun blevet smukkere af Indiens sand, Perus kaffepletter og stænk af USA’s steak sauce.

Jeg brugte tit en time i Oles selskab, når jeg skulle hente en bog. Så skulle jeg lige se noget, så skulle han lige fortælle om gamle dage, så skulle han lige vise mig et arbejde, han var i gang med. Så var det en bog illustreret af en kunstner, så var det en opgave for hendes majestæt dronningen, så var det en opgave med lyseblåt skind for en vis hr. Mærsk.

Ole Olsen er desværre ikke mere iblandt os. Det er et stort savn. Men tilbage har jeg en række smukke bøger i reolen. En af dem er jeg særlig glad for. Det er en bog med titlen Ord i orientekpressen. Stavefejlen skyldes, at Ole – manden bag tusindvis af bøger fulde af milliarder af ord – faktisk var ordblind. Og grunden til, at jeg elsker dén bog så meget, er, at han og jeg faktisk bandt den ind sammen. Jeg kom på besøg i værkstedet og fik selv lov at prøve håndværket en smule.

Når jeg tager den bog i hånden, så er vi sammen igen. Så kan jeg høre hans stemme raspe under skiltet med Rygning Tilladt. Så kan jeg høre hans P2 i baggrunden, og så kan jeg se hans krumme tommelfinger smøre limen præcist ud på permene. Den bog er et semiotisk anker. Den holder fast i ham – lidt endnu.

PS: Ole Olsen lever også videre på en anden måde. Han har uddannet Danmarks sidste håndbogbinder Malene. Hun har overtaget hans forretning. Hun er nu mester i stedet for mesteren. Og jeg kan på det varmeste anbefale, at man får bundet nogle bøger ind hos hende. Det gør dem til uerstattelige genstande.