Den litterære jæger (arkiv)

Årets tale ved Store Bogdag på Hald Hovedgaard

Velkommen til Store Bogdag på Hald Hovedgaard!

Mit navn er Kristian Ditlev Jensen, jeg er forfatter, og i år er det blevet mig pålagt at sige nogle ord om bogdagen i dag.

Det er altid en fornøjelse at se så mange bogfolk samlet. Normalt er bogfolk jo ellers ikke nogen, man sådan ser. De sidder bare derhjemme i deres sofaer, deres lænestole og ved deres skriveborde. Og de læser, de skriver, de kommenterer, de oversætter, de redigerer. Og pludselig – på en smuk sommerdag som denne – er de her så bare.

Man tænker uvilkårligt: Hvor i alverden kommer alle de bogmennesker dog fra?

Og præcis dét spørgsmål har Peter & Co. valgt, at gøre til den parole, som dagen i dag skal afvikles under:

”Herfra min verden går” lyder årets bogdags-motto.

Det er selvfølgelig taget – med en lettere omskrivning – fra HC Andersens smukke sang, nærmere bestemt fra linjerne:

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,

Der har jeg rod, derfra min verden går.

Og i år handler mange af begivenhederne på Bogdagen om dét: Hvor kommer jeg egentlig fra?

Spørgsmålet kan besvares mere eller mindre seriøst. Anders Matthesens berygtede karakter Onkel Stewart siger for eksempel sådan her:

Filosofferne spørger, hvor vi kommer fra?

Det skal jeg kraftedeme sige jer. Islands Brygge!

Man kan også svare mere håndfast.

Tag nu mig, sagde hunden, hvor kommer jeg fra? Ja, jeg kommer faktisk derinde fra – fra Hald Hovedgaard. Der bor jeg, derfra min verden går – og det har den gjort i snart to uger.

Og hvilke to uger! I næsten 14 dage har jeg haft ro nok i kroppen til at skrive – og uro nok i kroppen til at skynde mig ned i Halds store herregårdskøkken, hvor jeg kunne møde de andre beboere.

Men i år har det alligevel været noget andet. I år har vi nemlig afholdt H.A.L.D.

Det står for ”Housing Authors and Litterature, Denmark.” Derfor har huset været fuld af udenlandske stemmer. Og hvis dette års beboere hver især havde været HC Andersen på deres eget modersmål, så havde det altså lydt noget anderledes end det ellers ville have lydt.

En ville for eksempel have sagt sådan her:

I Norge er eg fødd, der høyrer eg heime,

Der er røtene mine, derifrå går mi verd.

En anden af dem, man har kunnet møde i fælleskøkkenet – som regel med et skateboard under armen – ville nok sige det sådan her:

I was … born in the USA, that’s where I belong,

There I got my roots, from there my world unfolds.

Endnu en anden af beboerne ville igen sige det helt anderledes. Og så ville det lyde sådan her:

Em Portugal nasci, ali pertenço,

Tenho lá as minhas raízez, donde o meu mundo se desdobra.

Den sidste af vores udenlandske gæster skriver om krig og ødelæggelse. Og det er næsten også det, der sker i ens mund, hvis man prøver at sige HC Andersens linjer som han ville sige det på sit modersmål Chichewa:

Ku Malawi ndinabadwira, kumeneko ndi kwathu

Kuli mizu yanga, kuchokera kuno dziko langa litambasuka.

Så jo. Det betyder noget, hvor man kommer fra. Det betyder f.eks. noget for ens sprog – hvilke ord, man bruger, hvilken rytme man taler med, hvilken melodi ens ordstrøm følger. Og så betyder det noget for, hvor hurtigt man taler.

Da jeg ville vise alle de udenlandske forfattere vores smukke Skagen forleden, skulle de naturligvis se Holger Drachmanns grav. Han er jo en anden stor dansk sangskriver. Men desværre sad der en dame på hug foran den, så vi ikke kunne fotografere den. Til gengæld fik nordjysk sprog og sindelag serveret på et guldfad:

Damen sagde til sin mand: Men tror du, det er et firben?

Manden svarede (lang pause): Sandsynligvis.

Damen spurgte: Jo. Men altså. Tror du, det er et firben?

Manden svarede (lang pause): Sandsynligvis.

Så jo. Det betyder noget, hvor man kommer fra. Det betyder – for mange mennesker – en livslang identitet. Også selv om det måske er ganske mange år siden, at man kom fra det sted, hvor man kommer fra.

Selv mange, mange år efter vil enhver vide, at når Lars Erik er længe om at svare, så er fordi han er dyb og eftertænksom. Han er jo nordjyde.

Og mange år efter vil enhver vide, at Svend kan drikke flere bajere og spise mere kage end de fleste. Han er jo Sønderjyde.

Og mange år efter vil enhver vide, at Lise hun har så lyst en sind. Hun er jo fynbo.

Og mange år efter vil enhver vide, at Karen, jamen hun smiler altså mere end de fleste andre mennesker. Hun er jo århusianer.

Sproget er især en vigtig indikator. Da jeg i sin tid læste sprogvidenskab på Københavns Universitet, havde vi en meget, meget ung lærer i datalingvistik – han har vel været 27 år – og han havde en helt usandsynlig kraftig accent. En dag spurgte vi ham, hvor han egentlig kom fra. Han svarede:
Hvor a jæ kommer fra’a? Jeg kommer ud’ fra Kirk’ Hylling’ a’a.

Jeg er selv født og opvokset i Holbæk, og det er altså lidt af en nedtur – ikke mindst på grund af accenten, som er noget af det første, man aflægger sig, for at skjule alle spor af ens herkomst.

For når man kommer fra Holbæk, er man noget så kedsommeligt som en ægte bonderøv. Sådan en provinsiel mellemting, der ikke rigtig har noget at bryste sig af, og som mest af alt er defineret ved ikke at komme fra et eller andet sejt sted.

Man er ikke en solid bonde, ligesom man er, hvis man nu kommer fra Herning. Og man er ikke en rigtig røv, ligesom man – måske – er, hvis man kommer fra det indre Vesterbro.

Man er bare sådan en blød mellemvare. Og så er det, at man får travlt med at komme fra Holbæk. Altså komme væk fra Holbæk.

En af mine yndlingssangere hedder Lou Rawls. Han kommer fra Chicago, hvor en af vore udenlandske gæster – forfattere Kyle Beachy – i øvrigt også kommer fra, bortset fra, selvfølgelig, at Kyle i virkeligheden kommer fra St. Louis i Missouri, eller det vil sige, hans familie kommer fra England og Tyskland … Eller … Nå.

Øh.

Nå. Hvor kom jeg fra?

Nå, jo. Denne Lou Rawls, en bluessanger af guds nåde, har en sang, hvor han siger præcis, hvordan jeg har det med Holbæk i dag.

As soon as I was big enough to get a job,

And save me some money

And buy me a ticket

And catch the first thing smoking

I left

And I made a promise to myself

That if they could keep the thought out of my mind

I would keep my feet out of the city limits

Men faktisk er det ikke nok ikke at vende tilbage til det sted, man kommer fra. Man kommer jo stadig derfra. Næ, det man længes sådan efter er noget helt andet. Det er nemlig, at man kom fra et andet sted.

Man kan blive helt ør ved tanken om at være en ægte verdensborger som helsingoranerne er det. En rigtig sejler som kun assenesere er det. Man ligefrem drømmer om at være skagbo, skibonit, lollik, samsing, randrusianer – eller dog for fanden i det mindste christianit.

Men næ nej. Fordi ens forældre valgte en eller anden tilfældig flække at bo i, da man blev født, så er man stemplet for livet. Man har en livstidsdom som holbækker. Og der er intet, man kan stille op imod det. Det vil stå i alle avisportrætter, det vil stå i leksikoner, det vil sågar stå i ens nekrolog. Født og opvokset i Holbæk.

Men egentlig er det jo ret mærkeligt. For hvorfor skal det være starten af ens liv, der skal definerer hele ens liv?

Tag nu mig. Jeg kommer fra Wien. Ja, se det lød straks bedre! Men det er faktisk sandt. Dette års sommerferie gik til Wien, hvor jeg nød heden, kunsten – og ikke så få wienerschnitzler.

Netop i Wien opstod der for mange år siden en voldsom diskussion imellem to mænd om det problem, jeg beskriver her i dag.

Den ene hed Sigmund Freud, og han var psykoanalytiker. Den anden, hans elev, hed Carl Gustav Jung, og han var også pyskoanalytiker.

Freud mente, at mennesket er defineret af de første få leveår. Når de er passeret, er skaden så at sige sket. Og så kan man resten af livet bakse med de problemer, man har fået af mor og far. Resten af ens liv går med at lære at leve med, hvem man egentlig blev dengang man rent faktisk var der, hvor man kommer fra.

Carl Gustav Jung mente det modsatte. Man præges igennem hele sit liv, og man ”er” ikke præcis det, man var, da man var lille. Faktisk udvikler man sig hele tiden.

Et eksempel kunne være rockeren Jørn Jønke Nielsen. Han er jo ikke længere kun en samspilsramt tre-årig, der sidder og tuder alene nede på køkkengulvet. Han har også siden udviklet sig til at blive drabsmand, forfatter, mediestjerne – og ikke mindst motorcyklist. Og så er han for resten fra Gladsaxe. Lige indtil han dør.

Jeg kan godt lide Jungs idé. For tænk, hvis vi alle sammen var defineret efter, hvor vi ender! Det ville give et helt andet billede.

Det er en af grundende til, at jeg er meget glad for sangeren Leonard Cohens sang ”Who by Fire”. Teksten lyder sådan her:

And who by fire, who by water,

Who in the sunshine, who in the night time,

Who by high ordeal, who by common trial,

Who in your merry merry month of may,

Who by very slow decay,

And who in her lonely slip, who by barbiturate,

Who in these realms of love, who by something blunt,

And who by avalanche, who by powder,

Who for his greed, who for his hunger,

And who by brave assent, who by accident,

Who in solitude, who in this mirror,

Who by his ladys command, who by his own hand,

Who in mortal chains, who in power

Den handler om alle de måder, vi kan dø på. Og den handler om, at det helt store spørgsmål i virkeligheden er, hvem vi er – når det kommer til stykket.

Er vi sådan nogle, der drukner? Eller sådan nogle, der sover stille ind? Hvem er vi egentlig – i sidste ende?

Teksten til sangen har Leonard Cohen faktisk tyvstjålet fra en jødisk bøn. Under højtiden Yom Kippur, forsoningsdagen, reflekterer man over det tidspunkt, hvor sandheden kommer for en dag. Den jødiske tekst lyder sådan her:

På nytårsdagen bliver det da skrevet og under fasten på Forsoningens Dag beseglet, hvad der skal gå bort, og hvad der skal skabes. Hvem skal leve og hvem skal dø? Hvem når frem og hvem bliver tilbage? Hvem rammer bølgen og hvem rammer ilden, hvem sværdet, hvem vilde dyr? Hvem dør af sult og hvem af tørst? Hvem ved jordskælv, hvem ved pest, hvem ved ulykke, hvem ved katastrofe? Hvem skal være i hvile og hvem i landflygtighed, hvem skal have sindets ro og hvem skal være sønderrevet? Hvem nyder frugten, hvem rammes af tugten? Hvem fornedres, hvem ophøjes?

Jeg ved faktisk ikke præcis, hvor teksten kommer fra. Jeg har bare fået den af min ven Henri, der er jøde. Han kommer fra en jødisk familie. Der kommer fra Frederiksberg. Som kommer fra Polen. Det er en lang historie …

Men jeg synes, tanken ville være sund. Vi er dem, vi bliver – eller i det mindste er vi dem, som vi er her og nu. Vi er ikke dem, vi var for længe siden. Den idé er jo nærmest vanvittig.

Så ville det være slut med at være århusianer i København. Slut med at være fra Djævleøen i fyrre år, inden man kan få lov at sige, at man er fra Dollerup Bakker. Og det ville være slut med at være indvandrer. Og det ville være helt slut med at være andengenerationsindvandrer. Eller tredjegenerationsindvandrer. Eller attendegenerationsindvandrer som Morten Messerschmidt for nylig indrømmede, at han er, i et interview.

Vi ville alle sammen bare være lige her. Lige nu. Vu ville alle sammen være bogmennesker. Her og nu. Og vi ville simpelthen alle sammen være fra Hald.

Og derfra – fra Hald Hovedgaard – vor verden ville gå.

Tak for opmærksomheden!