Den litterære jæger (arkiv)

Storbyjunglen New York City

Da jeg studerede litteraturvidenskab på Københavns Universitet i 1990’erne, var der en meget interessant form for tekstteori, som alle de studerende skulle lære. Den blev kaldt strukturalisme og var i virkeligheden intellektuelle redskaber fra sprogvidenskaben, som blev anvendt på diverse litterære tekster.

Når man f.eks. læste Paul Austers The New York Trilogy, så begyndte analysen altid med, at man lavede et ”inventar”. Det svarer til, at man i sprogvidenskaben laver et inventar over et sprog: Hvilke ord findes der, hvilke grammatiske regler, hvilke betydningssystemer? På samme måde i teksten: Hvilke grupper kan betydningerne deles op i? Og hvis de nu skulle koges ned til bare to – som sort og hvid – hvilke modsætningspar kan man så reducere teksten til? Resultatet var næsten altid modsætningen mellem natur og kultur. Paul Austers litterære helt forsøger at ”læse” kulturens mening ud af byens ”city scape” på samme måde, som en naturvidenskabsmand ville analysere et landskab, et ”land scape”.

Dét kom jeg til at tænke på, da jeg forleden faldt over en artikel om en fantastisk original fagbog, der lige er udkommet i USA. Bogen hedder Mannahatta – hvilket er det algonquin-indianske ord for Manhattan, altså den fiskeformede ø som New York City ligger på – og den handler om naturen på Manhattan. Vel og mærke ikke naturen som den ser ud i dag. Men naturen som den så ud for mange, mange år siden – længe, inden der overhovedet kom en by.

Artiklen er forrygende læsning, og derfor haster jeg med tippet – det kunne jo være, at der var nogen, der skulle til New York City her i efteråret, og som gerne ville vide, hvad der egentlig har ligget på det sted, hvor der i dag ligger den Starbucks, hvor de får deres kaffe, eller på det sted, hvor MOMA i dag ligger og godter sig med al sin civiliserede kunst.

I bogen kan man selvfølgelig læse en masse generelle ting om naturen ”under” byen. Og, så at sige, ”bag” byen – set rent tidsmæssigt. Men der er en endnu sjovere metode, hvis man vil vide mere. Det er den hjemmeside, som er lavet undervejs i forfatterens Eric W. Sandersons arbejde med bogen. For den er en sand guldgrube af sær og overraskende viden.

På en af mine seneste rejser til New York City boede jeg i min veninde rejseskribent og triathlonudøver (på 67 år) Margie Goldsmiths lejlighed på hjørnet af 52. Street og 2. Avenue i den del af byen, der kaldes Midtown. Det er med andre ord, smask!, midt i den kogende Metropolis. Med en konstant brummen af leben … Biler, pizzabude på cykel, turister og hylende politisirener.

Og så kommer kommer det sjove: På hjemmesiden om Mannahatta kan man taste en adresse eller en seværdighed ind og se, hvilket liv, der var tidligere – helt tilbage til 1609, hvor Henry Hudson sejlede op ad den flod, der i dag bærer hans navn. Og sikke en oplevelse.

Hvis jeg havde boet præcis, hvor Margie bor nu – altså på husnummer – men for nøjagtig 400 år siden, så viser kortet, at jeg ville have haft min teepee i en skov. Og hvis jeg var gået en tur (måske af indianer-sporet, der siden blev til byens bredeste vej, Broadway …), så ville jeg have mødt lidt af hvert.

Jeg ville næsten med sikkerhed have mødt den hvidfodede mus, bævere og nogle af sydens flyvende egern. Der ville være hunde og ulve og hele fire forskellige slags flagermus, foruden stinkdyr. På en god dag ville jeg kunne se en puma og en odder.

Jeg ville være i gennemsnit fem meter over havets overflade, men meget af mit nærområde ville være af landskabstypen dal. Kun halvdelen ville være skråning og under to procent ville være bakkedrag med udsigt. Der ville være over en halv kilometer ud til vandet i floden, men jeg ville kunne drikke fra en rislende bæk fuld af klipper. Over mit hoved ville eg og fyr, vandret fra bjergkæden Appalaterne, trone. De ville blande sig med almindelig eg. I lysningerne få “gader” derfra ville jeg vandre over højvandet og lavvandet marsk med saltmodstandsdygtige buskadser og gennem mindre områder med regulært mudder.

Området ville have været svært at overleve i, og jeg ville befinde mig 2,016 km – præcis – fra den nærmeste Lenape-indianerlejr, der ville ligge mod syd - altså i retning mod det, der i dag hedder Greenwich Village. Jeg ville dog kunne klare den, hvis jeg jagede vild kalkun, vaskebjørn og skildpadde. Og med sorte kirsebær og vilde jordbær og majæbler, ville jeg nok kunne lave noget lækkert mad. Måske med ål, som vi kender den, eller en eksotisk, nu næsten uddød, fisk fra bækken til forret.

Sammen med alle oplysningerne kan man studere diverse kort. Og det er spændende. Det ser nærmest ud, som om Lenape-indianerne vandrede lige ind hjørnet, hvor Margies lejlighed i dag ligger på tredje sal, cirka i højde med de duvende trætoppe.

Måske skal de også ind på Mimi’s Piano Bar på 52. Street og opleve lidt af storbyens ”vilde” mangfoldighed?

Eric W. Sanderson: Mannahatta – A Natural History of New York City, udgivet på Abrams forlag, $19.99.

http://themannahattaproject.org - tryk på “explore”

PS: http://www.youtube.com/watch?v=ybxXkt3Xx4k

PPS: Pianisten på filmen fra Mimi’s Piano Bar hedder Hunter Blue. Hunter spiller stadig flere dage om ugen.