Den litterære jæger (arkiv)

Bogbisserne i Forum

Som forfatter og journalist glæder man sig hvert år til Bogforum – bogmessen i Forum. For det er så ensomt at være forfatter. Man bruger næsten al sin tid alene, når man ser bort fra de helt få interviews, man giver, og så arrangementer som foredrag, oplæsninger og debatmøder. At skrive er noget, man gør alene, og derfor er det en total befrielse, at der pludselig er andre forfattere, læsere og forlagsfolk at dele sorger og glæder med.

Og der er andre. Mange andre. Man møder folk fra de små, sære forlag. Folk fra diverse undergrundsblade. Folk fra de litterære institutioner. Og hvis man er heldig møder man nogle af de store kanoner – og som noget ekstra-tjekket kan man ligefrem hilse på dem, imens bogmessefolket måber misundeligt. Vi er vel kolleger. Man kan også hilse på sin egen forlægger, sine egne læsere og sine kritikere, opponenter eller ligefrem banemænd, som man så kan skule til med en blanding af hygge, had og – indrøm det nu bare – barnligt surmuleri. Som regel ender det med en fadbamse, et bredt smil og den velformulerede hilsen ”hvad så, Bukdahl?”

Alligevel synes man altid, år efter år, efter kort tid, at bogmessen – når man ser bort fra det sociale – er en lettere kedsommelig affære. Problemet er, at det er en bogmesse på samme måde som en gulvtæppemesse er en gulvtæppemesse. Det er og bliver en messe. Denne gang ganske vist om bøger, men en messe, ikke desto mindre.

Det er med andre ord ikke en forsamling af mennesker, der går op i litteratur, litterære problemstillinger og litterære diskussioner. Det er mere en forsamling af mennesker, der har en interesse i selve mediet, bogen.

Som forfatter ender man derfor altid med at føle sig som jaget vildt. Ikke at man er eftertragtet. Men at man står midt i en gigantisk bunke af amatørlitterater, der – når man mindst venter det – begynder at bisse, som var de de rene bogbisoner. Horderne af hattedamer vælter frem og tilbage i Forum, det er hamrende vulgært, og der er intet, man kan stille op. Det er ikke fortælling og læser – det er bare vare og kunde.

Paradoksalt nok går der kun få dage efter messen før man er tilbage, hvor man startede. Man savner alle sine kolleger. Man savner sin forlægger. Man savner sine læsere. Til sidst savner man Bukdahl. Man savner, kort sagt, alle bogbisserne.

Nå, jeg slutter her. Vi skal til det igen. Velkommen til Bogforum 2009. Wunderbar – og vorherrebevars!