Den litterære jæger (arkiv)

Forloren hare?

Som 15-årig - helt tilbage i det herrens år 1986 - havde jeg fornøjelsen af at køre i tog sammen med en schweizisk bondemand, som jeg var på ferie hos. Han var meget fremmelig og dyrkede allerede da økologisk landbrug ud fra en dyb respekt for det, han kaldte ”det naturlige” og ”miljøet”.

I toget udspillede der sig pludselig en interessant scene. En kvinde lod sin hund hoppe op på togets passagersæde, hvor den sad og tronede. Bondemanden gik amok på stedet.

”Få den hund ned, det er dyrplageri!” råbte han med løftet, knyttet næve.

”Hvordan kan det være dyrplageri!? Den sidder da meget blødere her,” svarede damen forfærdet.

”Det er dyrplageri, for du behandler den jo slet ikke som et dyr. Du behandler den som et menneske. Og den er ikke et menneske. Få den så ned!”

Det sære optrin afslører, at der ikke er noget som helst ”naturligt” ved vores måde at behandle dyr på. Vi behandler dem forskelligt alt efter vores kultur og vores niveau af oplysning, og vi gør det ud fra alle mulige filosofiske værdier, der ligger bag vore handlinger. Muslimer må ikke spise svinekød. Hinduer må ikke spise køer. Og japanerne spiser stadig mest fisk - et valg, der skyldes, at buddhister i gamle dage ikke spiste firbenede dyr, men derimod gerne nød “havets frugter”, som de anså for en kategori for sig selv. Jøder må ikke spise mælk og kød samtidig. Vegetarer må ikke spise kød. Veganere må ikke drikke mælk. Kinesere må derimod gerne spise hunde. Og i Spanien spiser man visse steder kat.

I de fleste tilfælde skyldes det, at dyrene er enten hellige (hinduernes ko) eller beskidte (muslimernes svin). Altså, at der ligger et religiøst-filosofisk værdisæt bag adfærden.

I en ny bog – The Death of the Animal ­– beskæftiger en række filosoffer sig med spørgsmålet om dyrevelfærd. For hvad sker der egentlig, når vi behandler dyrene bedre og bedre og bedre? Ophøjer vi ikke til sidst dyret til at være menneske? Jo, vi gør, siger forfatteren. Og så uddør kategorien ”dyr”. Så er der ingen skelnen imellem arterne længere.

Men skal der være det? Er den ”normale” måde at tænke på – Gud øverst, så menneskene, og så dyrene – egentlig ikke bare en slags art-isme, ligesom for eksempel feminisme, mandschauvinisme eller eurocentrisme, hvor man ophøjer sig selv og sine til bedre end alle de andre? Er vi ikke bare en slags menneske-ister?

Spørgsmålet er interessant. Ikke mindst, fordi mennesker er så meget forskelligt - præcis som dyr er. Filosoffen spørger for eksempel: Kan et dyr forvente et lige så godt liv som en filosofs? Nej, ikke så vidt vi ved. Men er det så muligt for et menneske at leve som en filosof - og for eksempel komme med på filosofikonferencer i Middelhavslandene? I teorien ja, men i praksis nej. Den glæde har kun den øverste del af intelligentsiaen.

Der er altså forskel på folk. Og på fæ. Og på folk og fæ.

Dyrevelfærden blev faktisk opfundet allerede af de engelske victorianere, der så skrapt på, at dyret er under mennesket. Men netop derfor har det krav på, at mennesket tager ansvar for at behandle det ordentligt.

I dag er dyrevelfærden nærmest gået amok. Da jeg i går skulle lave en hare – bare rolig, det var forloren hare – kunne jeg se, at Dyrenes Beskyttelse med et skilt anbefalede det hakkede svinekød, jeg brugte. Det er en ret ringe dyrebeskyttelse, vil nogen nok sige, når man nu ender på tallerkenen alligevel. Men det er altså bedre at leve ordentligt – indtil man dør under ordnede forhold i slagtehuset – end at blive mishandlet i levende live som en svanger so i et bur, der er så lille, at man ikke kan vende sig.

Samme aften kunne jeg i øvrigt på tv se udsendelsen Det er mig eller hunden. Den handlede om en ung, dum kvinde, hvis hund var blevet til en regulært sindssyg kriminel – ”hvis denne hund var menneske, ville den sidde i fængsel eller være på den lukkede,” som hundeeksperten sagde – alene, fordi ejeren havde behandlet hunden som … Et menneske. Den gik omkring med frakke og benvarmere og det hele. Og den havde det ad Helvede til.

Jeg går ikke ind for mishandling af dyr. Men jeg går ind for iskold nedslagtning af husdyr. Og jeg spiser forloren hare velvidende, at den er lavet af rigtigt kød fra ægte okser og svin. Det hele er et spørgsmål om, hvordan vi griber det an. Og om vi vil stå ved, at vi som mennesker er omnivore væsner. Vi spiser både dette og hint.

Netop manglen på lyst til at erkende forskellen mellem dyrenes virkelighed og menneskernes illusioner - og fødevareindustriens manipulationer - er måske et af problemerne. Forbrugerne vil i virkeligheden helst have, at dyrene omtrent kæles ihjel, og alt imens vi drømmer os tilbage til økologiens lysegrønne arkadiske lykke, bliver kyllinger knust i maskiner, så vi kan få vores nuggets. Kalvene på den græsgrønne etiket står i virkelighedens verden på tremmer. Og tun er ikke bare en delikatesse for folk med hang til tungmetaller - det er efterhånden også en decideret truet dyreart på linje med pukkelhvalen.

Det sidste – problemet med afstanden imellem forbrugerens manglende viden og landbrugsindustriens brutalitet – er beskrevet i Jonathan Safran Foers nyeste bog Om at spise dyr. Og han peger klogt nok på, at vi faktisk ikke behøver at blive vegetarer. Slet ikke.

Men vi bliver nødt til at lære igen at behandle dyr som dyr. Behandle dem ordentligt - og det vil sige passende. Alternativet er, at vi ikke skelner imellem dyr og mennesker. Så bliver det hele kaotisk. Kategorierne bliver blandet sammen. Det bliver med andre ord en vaskeægte guddommelig synd.

Sådan er det faktisk i de fleste andre lande. Man må ikke behandle dyr som mennesker. Eksempelvis må man jævnfør lovgivningen ikke dyrke sex med dyr i de fleste af de lande, vi plejer at sammenligne os med. Men i Danmark er det stadig lovligt at have samleje med sine husdyr. Så længe de ikke lider ved det. Og så grimme er de færreste bondekarle vel heller ikke.

Så måske har filosofferne ret. Vi burde genopfinde kategorien ”dyr”. Så vi kan behandle dens indhold mere anstændigt. Som det, de er.

Paolo Cavalieris bog The Death of the Animal, Columbia University Press, er omtalt i Times Literary Supplement 8. januar 2010.

Forloren hare laves sådan her:

http://www.gamledanskeopskrifter.dk/page275.html