

Der er mange historier, der overgår ens fantasi. Og som regel er litteraturen også kun en vag skygge af de dramaer, der udspiller sig i virkelighedens verden. En af mine yndlingshistorier er den her:
Fotografen med det sært stavede navn Eadweard James Muybridge blev i sin tid berømt, fordi han var den første til at afgøre århundredets væddemål: Slipper en hest egentlig nogen sinde jorden helt, når den løber i fuld galop? Svaret er ja, og Muybridge beviste det ved at lade en hest selv udløse en række kameraer, som han havde stillet op langs en væddeløbsbane. Præmien i væddemålet var intet mindre end 25.000 dollar – og det var altså i 1878.
Men selv den slags dramaer kan overgås. Og det drama, der overgår dem alle, er Muybridges eget livs drama. Den visuelt begavede mand giftede sig naturligvis med en uhørt smuk kvinde, men efter en tid indhentede logikken ham. Når man gifter sig med en smuk kvinde, så gifter man sig også altid med en eftertragtet kvinde. Og Mrs. Muybridge var ingen undtagelse. En dag opdagede Eadweard, at hans kone havde en hed korrespondance med en kaptajn i hæren. Fotografen reagerede naturligvis først, da det helt rette øjeblik kom.
Det er markedsdag i byen, og Eadweard ser sin rival stå ved en bod. Han går hen og stiller sig op foran kaptajnen og siger de fantastiske ord:
”Goddag. Mit navn er Eadweard James Muybridge, og her er svaret på de breve, som De har sendt til min kone.”
Hvorefter han trak en pistol – og skød og dræbte kaptajnen på stedet.
Historien kan jo dårligt blive mere dramatisk. Og dog. For under den lange retssag, der fulgte, stod Eadweard James Muybridge til dødsstraf. Ikke desto mindre blev han løsladt fra domhuset uden straf – overhovedet. Årsagen var, at dommeren mente, at der var tale om en crime de passion, et jalousimord. Og på den tid havde man fuld forståelse for den slags.
Kan man forestille sig noget mere dramatisk end det? Ja da, det kan man sagtens. For under retssagen begyndte Mrs. Muybridges mave pludselig at vokse. Hun var gravid – med kaptajnens afkom vel og mærke. Men Eadweard James Muybridge ignorerede fuldstændig den afdøde mands rolle i sagen og ventede bare tålmodigt i stuen, imens jordemoderen bragte hans kones barn til verden. Og endelig! Døren gik op og ud kom jordemoderen med en smuk lille pige – og et meget, meget trist ansigtsudtryk. Mrs. Muybridge var død i barselssengen.
Eadweard James Muybridge skulle vise sig at være en sand moralsk mand. Han opdrog nemlig sin afdøde kone og hendes myrdede mands datter, som om det var hans egen. Han sendte hende på de bedste skoler, og hun havde – så vidt vides – et langt og dejligt liv.
Kan det blive mere dramatisk? Ja, det kan det. Men nu på en helt anden måde. I 1983 uropførte den amerikanske komponist Phillip Glass sin The Photographer – a Music-Drama in Three Acts. Her kan man høre, hvordan jalousi rent faktisk lyder. Det er en slags musikalsk portræt af Eadweard Muybridge, og det involverer indtil flere tubaer og andre voldsomme instrumenter.
Nu er og bliver denne blog dog om – ikke bare historier, men bøger. Så sådan en skal vi også have. I en ny bog om bevidsthed, modernitet og tid analyserer Jimena Canales, der er professor i videnskabshistorie på Chicago University, hvad det, at vi som mennesker opfatter et øjeblik som cirka en tiendedel af et sekund, egentlig betyder for hele vores måde at opfatte verden på. Hun skriver sig med andre ord ind i en tradition båret af Descartes, Kant, Henri Bergson, Walter Benjamin og Albert Einstein i jagten på betydningen af det, som Kierkegaard kaldte Øieblikket.
Nemlig det øjeblik, hvor man trykker på aftrækkeren på en pistol. Det øjeblik, hvor man udløser et kamera. Det øjeblik, da hesten løfter sine ben fra jorden – og slipper helt.Det øjeblik, hvor man kommer til verden i en pøl af blod. Det øjeblik, hvor man dør med sin nyfødte datter imellem benene. Det øjeblik, hvor man bider sit livs urimelige skæbne i sig – og bare lever.
Jimena Canales: A Tenth of a Second – A History, The University of Chicago Press, januar 2010, 228 sider, 29 $.
Hmm - jalousimord vil jeg nu aldrig forbinde med et så positivt udtryk som “handlingens mand”.
Men underholdende læsning var det da!
Upassende ? Klag over indlæg
Kendte billederne, men ikke den fantastiske historie der fulgte. Spændende og godt skrevet.
Upassende ? Klag over indlæg
Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel er nu læst 3 gange fra ende til anden + som opslagsbog. En af verdens absolut store bøger.
Upassende ? Klag over indlæg
Har du læst denne bog Kristian Ditlev, er det derfor du er så afballanceret i din perspektivering?
Upassende ? Klag over indlæg
@Carsten: Jeg har læst Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel, hvis det er den, du mener? Den var min bibel i et års tid, da jeg studerede.
Upassende ? Klag over indlæg
Tænkte det nok, jeg har nu endelig lært essensen/meningen af unselfconsiousness, modstykket til selfconsiousness. Praktisernede dette statiskt, altså statisk unselfconsiousness, giver oplevelsen af verden erfaringer uden sammenligning. Dynamisk unselfconsiousness kan jeg ikke rigtigt forhold mig til endnu. Hvad siger det dig, denne dynamiske unselfconsiousness???
Upassende ? Klag over indlæg
Undskyld jeg snakker om statisk og dynamisk, men det er essensen i hans sidste bog Lila, som du måske også har læst. Den er ligeså god.
Upassende ? Klag over indlæg
unselfconsiousness er essensen af hele Zen og kunsten og vedligholde en motorcykel, siger han selv i bogen.
Upassende ? Klag over indlæg
Øjeblikket, når det raser forbi i rasende fart og udgør sig for virkeligheden udspillende sig foran vore øjne, overtagende vores bevidsthed, er hvad der fratager os retten til at være mennesker der bare lever…
Bevidsthed før øjet og de andre saner ser og registrer er virkeligheden der leves…
Upassende ? Klag over indlæg
rettelse:
Bevidsthed før øjet og de andre sanser ser og registrer, er virkeligheden der leves…
Upassende ? Klag over indlæg
Annonce:
Se evt. også “Blink” af Malcolm Gladwell
Upassende ? Klag over indlæg