Den litterære jæger (arkiv)

Skrid ad Helvede til!

En af de smukkeste tekster, der findes i verdenslitteraturen er Dantes lange digt La Divina Comedia. På dansk kalder litterater den hovent bare for Komedien, mens almindelige mennesker kalder den for Den guddommelige komedie eller Dantes guddommelige komedie.

Dantes storværk er interessant på mange måder.

Kan man italiensk, kan man nyde – eller kæmpe med – hans florentiske udgave af italiensk. Kan man kun dansk, kan man nyde værket i indtil flere danske oversættelser, der alle sammen sætter sig mellem to stole. For skal de bevare rimene? Eller skal de gengive betydningen, ord for ord, og se stort på melodien i teksten?

Og rimene er lettere komplicerede.

Dante har delt værket i tre dele – Inferno, Purgatorio og Paradiso. De tre dele fordeler sig over 33 sange eller cantos, som sammen med et indledningsdigt tilsammen danner det flotte tal 100. Og hver sang er digtet i terza rima og er hendesyllabisk – det sidste betyder, at der er elve stavelser i hvert vers (og et vers er én linje, modsat en strofe, der er dét, man kalder et vers i f.eks. en lejlighedssang). Rimene skal ende således: aba, bcb, cdc, ded – hvis ellers det siger nogen noget …

Indholdet er noget mere ophidsende. Ikke mindst, fordi det er i denne litteraturhistorisk milepæl af en tekst, at selveste Blondinen bliver introduceret som et særligt sexet, attraktivt romantisk objekt.

Beatrice, Dantes kæreste, dør. Han forfølger hende, ledsaget af den romerske digter Virgil, i det hinsides. Først skal de to igennem helvedes ni cirkler, hvor synderne er sorteret efter deres forbrydelser. Selvmordere holdes adskilt fra gudsbespottere og så videre. Siden skal de igennem renselsen i purgatoriet, inden de kan bestige himlene, indtil de når Den syvende himmel som også i dag symboliserer den højeste lykke. Hvorfor? Jo, her finder de Beatrice, den sexede side-9-blondine anno 1308-1321. Og hvorfor er hun så sexet og eftertragtet. Hm. Hvis man har været i Italien, så ved man, at blondiner er sjældne på de kanter - og måske derfor?

Blondinen, som litterært fænomen, eksporteres i øvrigt gennem digteren Petrarchas sonetter, som siden blev kopieret af Shakespeare. Og fra ham har vi så fået den, åh!, så eftertragtede blondine. Som altså “desværre” er rimelig mainstream her i Nordeuropa, og som derfor ikke har helt samme virkning her som i Toscana.

Hvis alt det her blev en tand for langhåret, så er der råd for det. Forleden blev PS3-spillet Dante’s Inferno nemlig lanceret. Og her er der – mindst lige så meget – fart over feltet som i Dantes i alt 14.000 verselinjer.

Jeg fik det selv fra Amazon i går, og jeg har allerede kæmpet mig vej ned i helvedes første cirkler. Hvordan? Det er let nok. Man kaster med kors, man svinger en infam økse, og så hopper og springer man imellem drager, levende lig og sataniske dæmoner det bedste, man har lært. I den bane, hvor man står over for Satan selv (bane 2) skal man bare hugge sin le dybt ind i hans kranium og så flække hans hovedskal på langs. Horn inklusive.

For, oh, jo. Spillet er fuld af vold, masser af vold. Og af nøgne damer og galskab og svigfulde præster. Vi er jo trods alt i helvede.

Skulle man få lyst til at se nærmere på den formidable grafik – den satanædemig god! – så kan man kigge med her:

#Dante-trailer#

Har man små poder kan volden selvfølgelig være, ja, voldsom. Men hvad gør man ikke for at skovle lidt finere lyrik ind i de smås sarte sjæle. Hvem ved, måske bliver de ligefrem mere værd på den sidste dag af det?