Det var dråben

VM i chardonnay

Stundom ankommer e-mails eller kommentarer på bloggen med groft sagt følgende besked: Det er åndssvagt at drikke hvid bourgogne, for alle ved, at man kan få lige så gode chardonnay-vine fra Australien og Chile til en brøkdel af prisen. Nogle gange kan der endda henvises til smagninger, hvor ydmyge vine har besejret de store og eksorbitant dyre bourgogner.

For det er jo det: At afvise hvid bourgogne er et bekvemt synspunkt, som vil møde opbakning fra de fleste bankrådgivere. God hvid bourgogne er simpelthen åndssvagt dyrt.

For nogen af os også ganske nødvendigt, hvorfor vi har set ganske bort fra den modbevægelse, der har hærget vinens verden under forkortelsen ABC; Anything But Chardonnay.

Bevægelsens fjende er naturligvis de vaniljeprægede oversøiske chardonnay-vine til tre for hundrede, som fås overalt og nærmest alle steder fra.

Hvad de savner over en bred kamp er syre og elegance, og deres fede, søde egesmag bliver hurtigt meget trættende. Det har også lidt med uddannelse at gøre. De fleste kan godt lide sødme i vin, men de fleste har også en fornemmelse af, at det ikke rigtig er fint at kunne det. Så man må holde op med at kramme de vaniljesøde fadbamser, og hvis man på den anden side ikke har lyst til at betale, hvad god bourgogne koster, hvad så?

Ja, markedet, især de australske udbydere, reageret ved at lancere såkaldte unwooded chardonnays, altså vine, der ikke har ligget på nye fade (eller har fået smidt træflis ned i ståltanken), og det er vist nok blevet en acceptabel kommerciel succes. Jeg synes ikke, de smager af noget, så jeg forstår det ikke, men hver sin lyst.

Sagen er under alle omstændigheder, at chardonnay er en drue, der er meget påvirkelig. Man kan smage ikke bare, hvor den har groet, men i høj grad, hvordan den er vinificeret.

Et springende punkt i spørgsmålet om chardonnay er begrebet malolaktisk gæring - på fransk oftest bare le malo.

Den første gæring omdanner sukker til alkohol, men den anden gæring, den malolaktiske gæring, omdanner af æblesyre til mælkesyre og kuldioxid, hvad der giver vinen en blødere smag. Processen, der altid sker efter den alkoholiske gæring og som derfor også kaldes andengæringen, sættes i gang af mælkesyrebakterier, og den er ønskelig, når man har en vin med et naturligt højt syreindhold, som man har det i Bourgogne og mange andre europæiske vindistrikter.

Hvis den nødvendige syre ikke er til stede fra begyndelsen, bliver resultatet af den malolaktiske gæring de udpræget smørfede, ubalancerede vine, vi kender alt for godt, og derfor vil oversøiske eksemplarer ofte ikke have undergået processen – eller kun delvis, for at bevare den smule syre, der er til stede fra begyndelsen.

Så selv om chardonnay kan vokse mange steder, er det ingen let sag at få stor vin ud af det.

Malo eller ej, så er der ingen grund til at skjule, at de oversøiske lande, ikke mindst Australien og New Zealand, er blevet meget bedre til at skabe store chardonnaybaserede vine. Nogle af dem er også blevet ret gode til at tage sig betalt for dem.

Vi var nogle stykker, der samledes til afholdelsen af et lille verdensmesterskab udi i chardonnay.

En lang række lande og appellationer var repræsenteret, herunder topnavne fra Australien, New Zealand, Østrig, Chile og Sydafrika. Og selvfølgelig de bedste fra Meursault, Puligny-Montrachet, Chablis etc., samt hele to repræsentanter fra selve katedralen for chardonnay; Le Montrachet marken.

Prismæssigt spændte vinene fra lige over 100 kr. til over 3000 kr., så der var gode chancer for at blive bedst til prisen, om end det ikke var vores fokus. Vi ville teste vinen og os selv. Og for de fleste af os (frankofile, som vi er) var det afgørende, at vi kunne smage forskel på de franske og de andre.

Vi smagte af Riedel Sommelier Montrachet glas, vi smagte ved 10 grader Celsius (som udgangspunkt), og vi smagte semiblindt, hvilket vil sige, at vi kendte vinene, men ikke rækkefølgen.

Resultatet?

Hjemmesejr til en Bâtard-Montrachet fra en af de nye stjerner, Lucien le Moine. Tæt derefter kom vinene fra Le Montrachet, mens de bedste oversøiske var den nye stjerne Yattarna fra kæmpefirmaet Penfolds i South Eastern Australia 2007, samt den gamle (og fremragende) kending Leuwiin Estate (Margaret River, Australien) og Martinborough fra New Zealand.

Der var ikke så meget at tage fejl af mht. til verdensdelen, men førnævnte Leuwiin snød mig i hvert fald, da jeg blindt gættede på, at det var Les Pucelles fra Domaine Leflaive, den vel nok bedste 1. cru fra Puligny-Montrachet.

Det var det så ikke, men sandheden er i glasset.

Vinene (der lå tæt) kommer her i prioriteret rækkefølge (nummeret i parentes er serveringsrækkefølgen). Pointene er mine, men undtaget et par kontroversielle vine, var der gaske stor enighed omkring bordet:

Lucien le Moine, Bâtard-Montrachet 2007 (Vinoble) (6)

Overvældende god, Intens, spændstig, mineralsk med et hint af popcorn, stor bourgogne, der gør glad og dog sorgfuld over, at mna ikke har råd til at drikke den slags. 97 point

Le Montrachet 2004, Vincent Girardin (Sigurd Müller) (9)

Udfoldet og komplet. Selv om vinene fra Montrachet ofte skal have 20 år for virkelig at vise, hvor dette er hovedstaden i hvid Bourgogne, så viser denne sig allerede ganske udviklet med noter af smør, mineraler, citrus, stor dybde, længe og fedme og et vist fadpræg. (96 point)

Yattarna, Penfolds, South Eastern Australia 2007 (H.J. Hansen) (21)

Stor og flot, fed, holder længe og oser af popcorn og smør, en rig sag, men også med en præcis syre. Jeg gættede old world her, i hvert fald i blindsmagningen, for da den lige blev åbnet, forekom den mere banal og australsk. Men lidt ilt hjalp den meget, og den endte altså med at blive den nye verdens fremmeste repræsentant. 95 point

Marquis de Laguiche, Le Montrachet 2007 (H.J. Hansen) (12)

Alt for ung. Umiddelbart (ved åbning) skal dufte nærmest trækkes op af glasset, selv om man (når man ved det) godt kan mærke, at der er noget stort på vej her – måske skulle man købe nogle til sin 60 års dag om 15 år? Her er noter af eg, honning, citrus og smør, vinen er spændstig og lukket, men åbner sig meget langsomt og ved blindsmagningen har den åbnet sig nok til at markere sig. 95 point.

Leuwiin Estate, Margaret River 2007 (H.J. Hansen) (20)

År efter år producerer denne Margaret River producent vine, der kan matche de bedste fra Bourgogne, og det blev i hvert fald jeg bekræftet i. Jeg gættede faktisk på Leflaives Pucelles her, og det kan man da kalde en fejl, men vinen er slank og elegant og med en spændstighed, som man (næsten) kun finder i Bourgogne. 94 point.

Coche Dury, Meursault 2004 (Domaine Brandis) (7)

Coche Durys vine er nærmest uopdrivelige, så denne kom fra en privat kælder, og den forsvarede navnet fint. Som Girardin havde vinen fordel af at være fra en god og ret udfoldet årgang, en komplet meursault i den nye stil, altså ikke så overvældende smørfed, som meursault kan være, men med stor præcision og elegance i stilen. 94 point

Chablis 2008, Le Clos, Raveneau (Erik Sørensen) (19)

Let genkendelig i selskabet, men ikke desto mindre kontroversiel, for en enkelt smager udtrykt sin dissens i udiplomatiske vendinger. Jeg elsker den, selv om det er barnemord at åbne den; intens, mineralsk med utrolig koncentration og spændstighed, vinen er stålsat mineralsk og dog med en charmerende frugt (æble især) som folder sig mere og mere ud over de følgende dage. Hurra for Ravenau. 94 point.

Martinborough, Martinborough Terrace 2008 (Laudrup Vin) (23)

Rig sag med eksotisk frugt og smør indblandet, ikke svær at stedfæste som oversøisk, men her er også citrus og en præcis mineralsk karakter der gør, at vinen balancerer. 93 point

Drouhin, Clos des Mouches 2008 (3)

Ubetinget Bourgogne, og jeg gættede faktisk denne blindt. Balancen er flot, her er både rigdom, præcision og den vibrerende spændstighed i vinen, som gør den hvide bourgogne så herlig. 93 point

Domaine Leflaive, Puligny Montrachet 1er Cru Les Pucelles 2008 (Sigurd Müller) (17)

En af Leflaives bedste vine, ikke sjældent på niveau med grand cru, og den levede op til forventningerne. Vinen er rank, mineralsk, præcis 93 point.

Louis Carillon, Puligny-Montrachet 1. Cru Les Combettes (Vinoble) (16)

Slank, elegant med et hint af krydderi. Meget arketypisk bourgogne 93 point

Flowers Estate, Andreen-Gale, Sonoma 2007 (H.J. Hansen)

Tydeligt oversøisk, her går man ikke fejl, men her er en fin balance og en vis kølighed med i al fedmen og den eksotiske, næsten confiterede frugt, der dominerer vinen. 92 point.

Ramay, Napa Valley 2007 (Sigurd Müller) (24)

Klassisk amerikansk chardonnay, Napa Valley med det hele, rig, fed, overvældende, men niveauet er højt, og vinen kæntrer ikke trods den store rigdom. 92 point.

Faively, Bienvenue-Bâtard-Montrachet 2008 (Sigurd Müller) (5)

Faively er, efter alle de lærdes mening, ved at komme stærkt efter det, men jeg må indrømme, at jeg ikke fandt udviklingen bekræftet i denne vin, som trods sit tydelige bourgogne-præg også virkede en anelse klodset for den fornemme appellation; krydret, lidt tung, rigeligt fadpræg, og selv om det jo altså er velsmagende, hvid bourgogne, så blander den sig ikke i toppen. 91 point.

Neudorf Chardonnay Moutere, New Zealand 2008 (Laudrup) (14)

Rig vin med stor fedme og et vist præg af alkohol, som dog ikke tager overhånd. Eksotisk, meget klart oversøisk, men med friskhed nok til at vinen er behagelig at drikke. Flot vin. 91 point.

Comte Lafon, Meursault 1er Cru les Genevrieres 2005 (13)

Fra en privat kælder. Klart bourgogne og selvfølgelig også af kvalitet, men for mig smagningens store skuffelse, for navnet indgyder jo respekt og forventing. Krydret, alkoholisk, virker en anelse uelegant, om end også meget ung, men jeg tror, den ikke for gode årgang (for hvid) slår igennem her, og den bliver næppe meget bedre. 90 point

Newton Unfiltered, Napa 2007 (Möet-Hennessy) (11)

Jeg gættede denne blindt, for ingen går linen ud som Newton, når det gælder den fede Napa Valley-stil; her er clementin, konfiteret orangeskal, smør, eksotiske frugter, karamel, næsten dessertagtig karakter – men kun næsten, og den smager jo godt. 90 point.

Kistler, Vine Hill, Russian Valley 2007 (H.J. Hansen) (15)

Den store stjerne i Californien skuffede denne gang. Vinen er for så vidt lydefri og balanceret, men også ret anonym i selskabet, og den giver ikke det store fra sig andet end smør og citrus. Ret kort. Måske for ung, selv om det er svært at detektere de store udviklingsmuligheder. 89 point

Giaconda Estate, Aeolia, Victoria 2008 (H.J. Hansen) (1)

Giaconda er normalt en af mine helt store favoritter i Australien, og jeg var overrasket over at finde hans vin så langt nede i rækkerne – havde faktisk regnet med, at den kunne overraske. Men den virkede tydeligt oversøisk og ret fadpræget. Også ved gensmagning, for det er jo et handicap at kmme som den første vin i sådan en smagning. Måske er den simpelthen for ung. 89 point.

Louis Jadot, Corton Charlemagne 1999 (Vinens Verden) (22)

Mineralsk, moden, meget udviklet, på kanten til det trætte, men dog stadig flot og let at gætte som Corton.

Pouilly-Fuissé Les Ménétrières, Cuvée Hors-Classé, J.A. Ferret 2007 (Vinens Verden) (18)

Fadpræget er insisterende som vanligt i denne vin, som jeg plejer at kunne lide, men som faldt noget igennem i det stærke selskab. 89 point.

Stéphane Tissot Le Clos de la Tour de Curon, Arbois (Jura) 2007, (Rosforth) (22)

Sherryagtig, og i høj grad en acquired taste. I sammenhængen virker den vild og sær, ekstremt mineralsk, tør, let oxideret stil. 89 point

Hamilton Russel, Walker Bay, Sydafrika 2010 (H.J. Hansen) (8)

Ved en smagning for ikke så længe siden var 2009-udgaven af denne vin tæt på at vinde mesterskabet, men 2010 var chanceløs i selskabet. Let overmoden, eksotisk, en anelse klodset i sin rigdom, for mig en skuffelse, for Hamilton-Russel (hvis 2009 vitterligt er fremragende) plejer at lave virkelig god chardonnay. Et uheldigt år eller en dårlig dag for denne vin. 88 point.

Arboleda Chardonnay, Chile (H.J. Hansen) (4)

Anonym og fuldstændig ligegyldig i denne sammenhæng. 84 point

Guardiola Chardonnay, Tenuta di Trinoro, Italien (10)

Punkteret, kedelig, tung sag. Italien kan gøre det bedre. 82 point.

Kolwentz 2004, Østrig (Bichel Vine) (2)

Virker træt og oxideret, kun fadet er tilbage. 81 point.