Durst

Godt øl i grimme flasker

Vi skulle være så gode til design i Danmark, danish design.

Der er de verdenskendte ikoner som Wegner, Juhl, Mogensen, Kjærholm og Panton, som i 40′erne, 50′erne og 60′erne satte standarden inden for møbelkunst.

Vi må endelig ikke glemme geniet Thorvald Bindesbøl, som ud over formgivning af keramik, sølv, tekstiler og andet brugskunst skabte Carlsbergs logo i 1904.

Og så har vi de danske mikrobryggerier…. ups, hvad skete der lige her!?

Mikrobryggerierne svigter den stolte, danske designtradition, og det er utvivlsomt til ugunst for forretningen.

Jeg er klar over, at Nørrebro Bryghus og Indslev Bryggeri har vundet priser for deres design i både ind- og udland.

Jeg er også klar over, at mikrobryggerierne ofte er meget små, og derfor ikke har råd til at hyre internationale design-guruer.

Men mikrobryggerne bør sætte design på dagsordenen.

Det handler om image. Ikke kun for det enkelte bryggeri, men for branchen.

Danskerne er ikke længere nyforelskede i håndbrygget øl. Der skal mere til for at holde liv i parforholdet mellem mikrobryggerne og forbrugerne. Et professionelt design kan være med til at fastholde og udbygge interessen for det gode øl.

Hvis prisen for en øl fra et af vores udmærkede mikrobrygerier skulle fastsættes af kvaliteten af designet, var det ene bryggeri efter det andet gået konkurs.

Et grundprincip inden for branding er, at formen på og æstetikken omkring produktet skal svare til indholdet.

Et andet grundprincip, som er lige så væsentligt, er, at forbrugerne skal opleve, føle, at produktet er anderledes end konkurrenternes.

Det virker som om æstetikken er det sidste, bryggerierne tænker på eller det første, som de sorterer fra.

Hvis ikke det er tilfældet, er der i dén grad brug for nye, professionelle kræfter.

Lad mig vove pelsen og give tre eksempler på uprofessionelt design:

1. Bryggeriet Refsvindinge. Det lille, sydfynske familiebryggeri har en stor plads hos mange ølelskere, primært på grund af øllen med det spooky navn AZ Ale No. 16. Etiketterne er ofte ikke blot naivistiske, men også naive. De kunne være produktet af et billigt designprogram, som fatter sidder og pusler lidt med ved pc’en, før han daffer i seng efter en lang dag i bryghuset. Det hollandske bryggeri De Molen har mentalt handicappede til at pakke de prisbelønnede øl, og det er al ære værd. Man skulle tro, at etiketterne til Refsvindinges øl var lavet på et beskyttet værksted.

2. Amager Bryghus. Jeg kan se, at der er tænkt meget over etiketterne på de gode øl fra ølnørdernes darling Amager Bryghus. Absolut. Øl er navngivet efter forskellige steder på øen, fx Sundby, Amager Fælled og Dragør. En lille stregtegning af, tror jeg, Amager pryder alle etiketter. I bogstavet “A” i logoet er der monteret en tappehane, hvor der kommer, tror jeg, øl ud af. Alle anstrengelserne virker bare ikke. De gamle grækere opererede med et designprincip, som kaldes horror vacui, angsten for det tomme rum. Alle tomme flader skulle fyldes med farver og former. Amager Bryghus har samme problem.

3. Trekantens Bryghus. Endnu et bryggeri på vej med godt øl til danskerne. Endnu et bryggeri med et design, som ikke giver mig lyst til at lære det at kende. Symbolikken er vist løbet løbsk. De tre små stjerner symboliserer byerne i trekantsområdet, altså Vejle, Kolding og Fredericia. Den store stjerne er Børkop, brygmesterens hjemstavn. Rørende! Mest af alt ligner det et logo fra en frimurerloge.

Stronzo Brewing Co. er undtagelsen blandt danske mikrobryggerier.

Sat på spidsen er Stronzo det eneste mikrobryggeri, som satser (hele butikken) på at skabe et stærkt brand.

Med PR-bureauet Dreyer & Kvetny og succes- og provokunstneren Kristian Hornslet i ryggen fremstår det kun et halvt år gamle Stronzo allerede i dag som et af de absolut stærkeste brands blandt bryggerierne.

Fræk, kompromisløs og en rebel blandt de andre mikrobryggere, der sov i timen, da der var markedsføring på skemaet.

Kristian Strunge, direktør i Stronzo, siger om de andre mikrobryggeriers evner udi kunsten at markedsføre sin forretning:

“Markedsføringen virker kedelig , kønsløs. og konservativ. Bryggerierne gør, som de altid har gjort inden for markedsføring. Jeg savner mod hos mikrobrygggerne til at udfordre forbrugerne med budskaber og skarp, professionel markedsføring.”

Kristian Strunge fortsætter:

“Jeg er kompromisløs med mine øl, men tænker markedsføring med som en naturlig del. I visse kredse blandt mikrobryggerne handler det udelukkende om, hvad der er inde i flaskerne. Resultet bliver desværre, at man pakker et supergodt produkt ind i noget, der ligner lort. Mange mikrobryggerier gør nærmest en dyd ud af ikke at markedsføre sig selv. Det virker som om bryggerne tænker, at penge til markedsføring er penge direkte ned i et sort hul. Der er ingen tvivl om, at de fleste bryggere hellere ville bruge 100.000 kroner på en ny gærtank frem for på et et reklamebureau. Jeg ville vælge reklamebureauet.”

Det har ikke været svært for Stronzo at skille sig ud fra de andre mikrobryggerier.

Konkurrencen har været ikkeeksisterende.