Du vilde verden

Hillary og ”The missing D”

Mange hæftede sig ved, at der manglede et D, da USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, for nylig fremlagde prioriteterne i USA’s udenrigspolitik over for USAID, ministeriets afdeling for udviklingshjælp.

Hillary Clinton fremhævede som Barack Obama, at verden vil se et ændret USA, og at udviklingshjælp i sig selv skal hjælpe verden til at ændre opfattelse af USA.   Hillary Clinton betonede, at tre ”D’er” udgør kernen i den amerikanske sikkerhedspolitik: D for development (udvikling), D for diplomacy (diplomati) og D for defense (forsvar).

Ikke et ord om det fjerde D - for demokrati, som var hovedelementet i George W. Bush’ stærkt værdibaserede udenrigspolitik.

Bush’ kongstanke

Hillary Clintons manglende D har fremkaldt diskussioner om, hvad der nu vil ske med Bush’ vision om at demokratisere verden.   Er det kun rent retorisk, at det fjerde D mangler? Eller vil Obama helt forkaste det, der var Bush’ kongstanke om, at verden skal demokratiseres, og at demokratiet er selve forudsætningen for en fredeligere og mere sikker verden.

Bill Clinton bekendte sig, som det beskrives i ”Den amerikanske orden” af Lars Erslev Andersen til den såkaldte civilisations-promoverende strategi, hvor dialog over for andre kulturer står højt, og hvor grundopfattelsen er, at alle principielt lever inden for den samme civilisation, som kulturelt set kan antage flere former, uden at det forhindrer mulighederne for dialog og fællesskab.

Modsat George W. Bush, som gik målrettet efter regimeskifter i de såkaldte slyngelstater om nødvendigt med militær magt med den tilføjelse, at når først tyrannerne var væk, ville befolkningen naturligt vælge demokratiet.
Strategien ikke alene over for Irak, men over for Mellemøsten som sådan, er et glimrende eksempel på tankegangen.

Anderledes end planen

Oprindeligt troede Bush formentlig fuldt og fast på, at de såkaldte ”Rolex-revolutionære” med Ahmed Chalabi i spidsen, virkeligt talte sandt, når de hævdede, at Irak ville være demokratiseret i stort set samme øjeblik, som Saddam Hussein var væk.

På det punkt viste virkeligheden sig noget anderledes end planen. USA satte ind med det store demokratiske tæppebombardement udtrykt i ”Greater Middle East”-planen med hjælp til borgerretsgrupper, til frie medier, til uddannelse især af kvinder, til oversættelse af basale værker inden for filosofi, litteratur, sociologi og naturvidenskab til arabisk for blot at nævne nogle eksempler fra programmet.

En model, der i store træk genfindes i det danske ”Arabiske Initiativ”, som også bygger på demokratiseringsproces i Mellemøsten.   Et andet typisk træk var at forbeholde bistandshjælpen til regeringer, der erklærede sig enige i, at de ville arbejde for demokrati og menneskerettigheder.

Direkte hjælp til de fattige

Kritikere mener, at svagheden ved strategien foldede sig ud i lys lue, da Hamas vandt valget i De Palæstinensiske Selvstyreområder. På demokratisk vis havde befolkningen valgt dem, som Vesten kategoriserer som terrorister.

Der er næppe tvivl om, at ulandsbistanden også fremover vil blive brugt sikkerhedspolitisk, men meget tyder på, at demokratiseringsaspektet nedtones frem for en mere direkte hjælp til fattige, og at tilgangen til verden vil være mere nøgtern set ud fra klare interesser.

Dermed ikke være sagt, at Barack Obama eller Hillary Clinton vil synge demokratiet en lang march. Slet ikke. Men de har, som blandt andre Jennifer Windsor, direktør i Freedom House, der holder øje med verdens demokratiske tilstand, har udtalt, brug for at finde andre ord for det samme for ikke at læne sig for tæt op ad Bush.