Du vilde verden

Springer Fogh i Nato-målet?

For et år siden blev statsminister Anders Fogh Rasmussens eventuelle Nato-drømme kun nævnt i bisætninger. Dengang var stort set det samlede kommentatorkorps enigt om, at Anders Fogh Rasmussen var på vej til at blive den første præsident for EU.

Under overskrifter som “Fogh er trukket i formandstrøjen” eller “Fogh har lang vej til EU’s præsidentpost”, “Den muntre storfavorit og den seriøse outsider” blev der skrevet metervis af spalter, som forudså, at Fogh Rasmussen ville gå målrettet efter den nye post som EU-præsident.

Så på mange måder er det en slags toer af den samme film, som i den sidste måneds tid er kørt gennem medierne. Nu er “EU-præsident” blot udskiftet med “Nato- generalsekretær” og argumenterne om Foghs fortræffeligheder tilpasset derefter.

Folkeafstemning i vejen

Som bekendt kom der en irsk folkeafstemning i vejen for, at stillingen som EU’s præsident blev ledig som planlagt ved indgangen til 2009. Posten er en del af den Lissabon-traktat, som irerne forkastede i juni sidste år. Endnu er det uvist, hvornår de irske vælgere igen skal tage stilling, men de fleste regner trods alt med, at irerne før eller siden siger ja. Og at posten som EU’s første præsident dermed stadig er inden for rækkevidde.

Hvis man for et år siden seriøst havde forestillet sig, at Anders Fogh Rasmussen havde præsidentambitioner, hvad er det så, der skulle gøre, at han pludselig ses som den oplagte Nato-generalsekretær? Ser man på indholdet af de to internationale topjob, er der ingen tvivl om, at præsidentembedet lyder langt mere spændende og udfordrende end det relativt embedsmandsagtige generalsekretærjob i Nato.

EU-kenderen Ole Ryborg har beskrevet de to job som forskellen på »at være borgmester i en middelstor provinsby« (generalsekretær for Nato) og statsminister (præsident for EU).

Dr. scient. pol. Hans Mouritzen fra DIIS har fremført, at posten som Nato’s generalsekretær er overvurderet: »Generalsekretæren er en international embedsmand (om end på højeste niveau), hvis chefer er hans tidligere kolleger . . . hans vigtigste opgave bliver at højne medlemslandendes laveste fællesnævner en smule gennem sine overtalelsesevner i forhold til ministrene.«

EU på et højere plan

Det erfarede den tidligere generalsekretær Javier Solana, da han sad på posten under det, som dengang blev betegnet som Nato’s hidtil værste krise: Krigen i Kosovo. Uenigheden mellem de allierede var så stor, at Nato længe tøvede med at bruge den fornødne magt for at tvinge Slobodan Milosevic i knæ.

Mens Nato-jobbet er relativt indskrænket, så giver EU-præsidenten mulighed for at spille på hele den politiske palet, som alt andet lige er Fogh Rasmussens styrke. EU er for at sige det kort, indenrigspolitik på et højere plan, og det er her, at Fogh Rasmussen ville kunne udfolde de evner, som han demonstrerede under udvidelsestopmødet i Bella Centret i december 2002.

Men hvad kunne så drive Fogh mod Nato? Den bedste forklaring er formentlig ønsket om at styrke båndene mellem Europa og USA kombineret med den værdikamp, som Fogh Rasmussen har gjort sig til talsmand for, og som Europa ikke kan vinde uden USA’s støtte. Men der ud over er det svært at finde rigtigt gode argumenter for, at kommentatorernes kompasnål er svinget fra EU til Nato bortset fra, at Nato-posten på grund af det irske nej, pludselig blev første ledige på den internationale hylde.

Sikkert er det, at Danmark har tradition for at gå efter den. Historien om det tabte spil om Nato-topposten er skrevet før. Også her kan der komme en to’er. EU-præsidentembedet er mere udfordrende end det embedsmandsagtige generalsekretærjob i Nato.”