Du vilde verden

Obamas europæiske udfordringer

Bruxelles

Præsident Barack Obama bør se sig godt for, når han skal huske på, i hvilket af utallige fora han nu sidder til bords med de europæiske ledere. Med få undtagelser er kredsen omkring ham den samme, hvad enten han er til Nato-topmøde i Strasbourg eller EU-topmøde i Prag. Ikke alene den amerikanske præsident, men også Europas stats- og regeringschefer er på en hæsblæsende Europa-rundtur i de kommende dage, og da bordplaner og mødesale som bekendt ligner hinanden til forveksling, gælder det om at have styr på kalenderen: Onsdag London, lørdag Strasbourg, søndag Prag.

Ikke noget under, at amerikanske diplomater anvender udtrykket “variabel geometri” over de noget indviklede europæiske alliancer og samarbejdsstrukturer, som USA skal forholde sig til. “Variabel geometri” dækker bl.a. over, at USA endnu ikke har fået det telefonnummer til Europa, som Henry Kissinger efterlyste for adskillige år siden, men er nødsaget til at bevæge sig i flere lag og interessesfærer, når amerikanske interesser skal plejes.

På den amerikanske EU-ambassade i Bruxelles har man lært, at det gælder om at finde ud af, hvilke lande der brænder mest for en sag og så gå i gang med bilaterale bearbejdninger i de respektive hovedstæder.

Det dummeste, man kan gøre, er at vente på, at EU-landene bliver enige. En møjsommeligt opnået EU-konsensus er som mejslet i sten. Intet kan rokke den. For en amerikaner, som kan folde landets grundlov og lægge den i inderlommen, er Lissabon-traktaten en stor mundfuld.

Selv hvis den ender med at blive vedtaget, vil den næppe gøre geometrien mindre variabel. Tværtimod kan man frygte. Især forsvars- og sikkerhedspolitikken er en særlig udfordring, efter at EU gentagne gange har erklæret, at man godt kan selv. I amerikansk perspektiv opleves det, som om europæerne er vældigt tilfredse, når de har opnået enighed og kan sende et politisk signal. Til gengæld kniber det mere med handlingen.

Der ikke tvivl om, at amerikanerne fortsat har mest tiltro til Nato, mens man endnu venter på, at EU skal vokse sig moden nok til at kunne påtage sig et ansvar. På spørgsmålet om, hvilke aktioner inden for EU’s forsvarsgren der har været en succes, kan en erfaren amerikansk diplomat umiddelbart kun komme i tanker om én: Kosovo. Forventningerne til, hvad Europa reelt kan bidrage med til at opfylde Obamas ambitiøse Afghanistan-strategi holdes derfor på et realistisk niveau.

Meget tyder på, at USA har erkendt, at europæerne ikke evner at stille med det ønskede antal soldater. Derfor vil man oftere høre ord som “civile eksperter” og “gendarmeri” - det vil sige: let udrustede politistyrker - fra den amerikanske ønskeseddel. Heri synes at ligge det kompromis, som kan gøre, at hverken USA eller Europa taber ansigt, når der efter topmøderne spørges til reelle resultater af møderne. Blandt amerikanske diplomater i såvel Nato som EU er der en udbredt bevidsthed om, at europæerne risikerer at blive skuffede over deres nye drømmepræsident. Barack Obama er så populær i Europa, at var han løbet tør for penge, kunne han bare lade hatten gå rundt i EU-Kommissionen, som det spøgefuldt udtrykkes.

Andre taler om, at den nye regering i Washington er oversolgt i Europa. Selv om USA retorisk har rakt hånden ud mod Europa, skal man ikke forvente det helt store skifte i amerikansk sikkerhedspolitik. Det gælder eksempelvis det omdiskuterede missilskjold.

Nok har USA trykket på genstartsknappen i forholdet til Rusland, men man har samtidig gjort det klart, at missilskjoldet ikke er taget af bordet. For en amerikaner, som bærer landets grundlov i lommen, er Lissabon-traktaten en stor mundfuld.”