Du vilde verden

Har Obama en plan?

Når præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre, Mahmoud Abbas, i denne uge kommer til Washington, er der endnu en mulighed for at få en fornemmelse af, hvad den amerikanske masterplan for Mellemøsten går ud på.

Mødet i forrige uge mellem Barack Obama og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, var reelt startskuddet til en længere proces, som gradvist kan afsløre, hvordan den amerikanske præsident har tænkt sig at tackle den videre fredsproces i Mellemøsten.

I hele forløbet op til det amerikanske præsidentvalg har den ligget mere eller mindre stille. Forventningerne og forhåbningerne til, at Barack Obama for alvor ville tage fat og demonstrere amerikansk vilje og engagement har været store. Mindre er de næppe blevet, efter at Obama selv har slået fast, at et normaliseret forhold til den muslimske verden er en forudsætning for sejr i det område, som er udråbt til hans udenrigspolitiske hovedprioritet: Afghanistan og Pakistan.

Umiddelbart lagde det første møde med Netanyahu ikke op til det store gennembrud. Den israelske premierminister undlod behændigt at bruge ordet to-statsløsning. Obama pointerede, at netop to-statsløsningen og rydning af de israelske bosættelser på Vestbredden er forudsætning for den videre fredsproces mellem Israel og palæstinenserne. Selv om mødet efterfølgende blev udlagt under overskriften, “De var enige om at være uenige”, er der også små tegn på bevægelse.

Da Benjamin Netanyahu landede i Jerusalem, erklærede han, at han var parat til at genoptage forhandlingerne med Syrien. Senere viste han en form for imødekommenhed ved at rydde bosættelser øst for Ramallah på Vestbredden. Det blev dog i nogen grad undermineret af, at der samme dag opstod nye, foruden Netanyahu efter mødet med Obama skruede en tand op for retorikken ved at erklære, at »Jerusalem vil forblive hovedstad i den jødiske stat.«

Tager man optimistens briller på, er det bemærkningen om Syrien, man skal hæfte sig ved. Meget tyder nemlig på, at Obamas strategi til at nå videre i den fastlåste konflikt er at brede processen ud til hele regionen som sådan. Her spiller Syrien en væsentlig rolle. Et gennembrud her kan udløse en positiv dominoeffekt, der rækker videre til Libanon og måske Iran. Mens det står klart, at Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton er gået meget langt i kritikken af de israelske bosættere, er det endnu uklart, hvilke krav Mahmoud Abbas sendes hjem med, når han senere på ugen forlader Washington. Forventningen må være, at det bliver med lige så håndfaste betingelser, ikke mindst for hvad der skal stilles op med det uregerlige Hamas i Gaza.

Fra Netanyahus side blev mødet med Obama især brugt til at sætte Iran øverst på dagsordenen. Det umiddelbare udbytte af det kom i form af en tilkendegivelse fra Obama om, at hvis Iran ikke tager imod hans udstrakte hånd, så er USA parat til at ændre kurs og lægge større pres på Iran. Spørgsmålet er imidlertid, hvornår det sker. Obama opererede med to tidsperspektiver. Det ene er det iranske præsidentvalg midt i juni.

Det andet og mere diffuse er, at man vil gøre status på forhandlingerne sidst på året. Ud over mødet med Abbas er blikket især rettet mod den tale, som Barack Obama vil holde i Egypten den 4. juni. Forventningen er, at det er her, at han for alvor vil folde sin plan for Mellemøsten ud. Hidtil har Obama holdt sine tale i runde former, men nu er tiden inde til, at talen bliver mere konkret. Det er ikke tilstrækkeligt at tale om forbedrede relationer og harmoni.

Præsidenten skylder snart verden et bud på, hvordan man skal nå dertil. Nu er blikket især rettet mod den tale, som Barack Obama vil holde i Egypten den 4. juni.”