Du vilde verden

Kortene er kastet

Efter valget i Libanon og efter valget i Iran, kan man ane konturerne af det Mellemøsten, som USA’s præsident, Barack Obama, har sat højt på sin udenrigspolitiske dagsorden. Mens valget i Libanon gik efter planen, Hizbollah tabte, så ser det mudret ud i Iran.

Det officielle optællingsresultat viste en knusende sejr til landets nuværende præsident. Befolkningen og den mere reformvenlige kandidat, Mir-Hossein Mousavi, har reageret stærkt på valgresultatet. Mousavi har opfordret til fredelige demonstrationer. En opfordring, som især de unge har taget til sig. Præstestyrets svar har så at sige været at lukke Iran ned.

Hvad der reelt foregår i Iran, bliver sværere at følge med i. Da Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, søndag i en stor tale gav sit bud på, hvordan man skal komme videre med fredsforhandlingerne, blev Iran nævnt som den største udfordring overhovedet.

Et atombevæbnet Iran, som står i ledtog med ekstrem islam, er ikke alene den største fare for Israel og Mellemøsten, men for menneskeheden som sådan, betonede Benjamin Netanyahu. Den israelske leder gav dermed endnu engang udtryk for, at hans pris for fred er, at der kan skabes en arabisk alliance mod Iran.

Meget tyder på, at det er et ønske, som Barack Obama vil forfølge. Men Obama synes også at være klar over, at der skal investeres amerikansk kapital i at nå dertil, og at den skal investeres i at lægge pres på Israel. Obama har i utvetydige vendinger gjort det klart over for Netanyahu, at betingelserne for videre fredsforhandlinger er accepten af en to-statsløsning. Hvad to-statsløsningen angår, formulerede Benjamin Netanyahu de velkendte israelske krav blandt andet om, at en to-statsløsning skal baseres på et afvæbnet Palæstina. Til centrale spørgsmål som Jerusalems deling var svaret kort og godt nej.

Succeskriteriet for Netanyahu havde de israelske medier på forhånd lagt i Obamas hænder. Var amerikanerne tilfredse, var prøven bestået, og Netanyahu havde, som det blev påpeget, ikke ændret en tøddel på de faktiske forhold. Faktisk lykkedes det med de små indrømmelser for Netanyahu at returnere bolden til USA, hvor Obama må forklare sin position og strategi over for oppositionen.

Mens Netanyahu talte, fortsatte de unge i Iran med at demonstrere. Hvor sørgeligt og bekymrende valgresultatet end er, ligger der dog heri et af de større lyspunkter i den normalt dunkle mellemøst-proces. Strategien fra det internationale samfund, har netop været at fremkalde en reaktion fra den iranske befolkning imod at blive stadigt mere isolerede.

Derfor har der været tale om først at optrappe sanktionerne over for Iran frem for at gå mere hårdhændet til værks. På den baggrund er det tankvækkende, at de lande, som USA og Vesten har investeret ikke ubetydelige ressourcer i, Irak og Afghanistan, har været ude for at lykønske Ahmadinejad med sejren, mens de vestlige ledere står i kø for at udtrykke deres bekymring.

Lykønskninger var der også fra Hamas, mens øvrige arabiske ledere reagerede mere moderat. Amr Moussa fra Den Arabiske Liga opfordrede til samarbejde om fred i Mellemøsten, samme toner hørtes fra Libanon. Syrien var mere positiv, men langt fra i samme højder som Hamas, der udråbte valgsejren som en sejr for det iranske demokrati.

Det er på det grundlag, at Obama skal foretage sit næste træk. Når det kommer til realpolitik og de valg, der må træffes, har verden endnu til gode at se, hvad USA’s plan for Mellemøsten reelt går ud på.

(Tidligere kommentarer til dette indlæg er gået tabt på grund af et servernedbrud. Vi beklager. Redaktionen)