Du vilde verden

Next exit: Afghanistan?

Europa har ved at sætte Afghanistan på dagsordenen på forhånd varmet op til den tale om Afghanistan, som Barack Obama har bebudet, at han vil holde i dag. Trods begejstringen for Obama har mange europæere svært ved at forholde sig til hans krav om øgede styrker til Afghanistan. Mest voldsomt er det gået for sig i Tyskland, hvor Afghanistan-indsatsen i sidste uge kostede forsvarstoppen posterne. Først blev forsvarschefen og Forsvarsministeriets departementschef fyret. Senere gik arbejdsminister Franz Josef Jung, som før valget var forsvarsminister, af. Årsagen var ikke som sådan kritik af den tyske indsats, men kritik af, at forsvarstoppen havde fortiet, at civile omkom under et luftangreb den 4. september.

At det kunne komme så vidt i Tyskland kan også være en illustration af, at borgerne har svært ved at følge med i de skiftende begrundelser for engagementet i Afghanistan. Forklaringer som bekæmpelse af terror, opbygning af demokrati og hjælp til Afghanistans egen regering med at opbygge sikkerheden har skiftevis fyldt mere eller mindre i de ansvarlige regeringers begrundelser. I det seneste forslag fra den tyske regering tales der om at forhindre, at Afghanistan falder tilbage i Talebans hænder. Den britiske udenrigsminister, David Miliband, sagde i sin Afghanistan-tale i sidste uge, at briterne er i Afghanistan for at sikre, at Afghanistan ikke bliver et fristed for terrorister, men han understregede også vigtigheden af, at det afghanske folk får en regering, som det kan stole på, hvilket i det store hele følger den seneste danske argumentation. Men argumenterne har flyttet sig, siden Folketinget første gang tog stilling til Afghanistan i 2001. Dengang var optimismen åbenlys: »Situationen i Afghanistan har udviklet sig hurtigere end forventet, idet Taleban-styret reelt har mistet magten i alle dele af Afghanistan. Operationerne forventes dog at pågå et stykke tid endnu, da der stadig resterer lommer med Al Qaida og Taleban-styrker,« stod der blandt andet i den tekst, som Folketinget tog stilling til. To år senere, i 2003, så det knapt så lyst ud. Der var »alvorlig bekymring for den fortsatte politiske stabilitet og sikkerhedssituationen,« men dog lys forude: »Den afghanske hær og politistyrke er under genopbygning, men vil først om et par år selvstændigt kunne varetage sikkerhedsopgaverne.«

Så vidt bedømmelsen i 2003. I 2004 blev det afghanske demokrati fremhævet. »Den ambitiøse tidsplan for demokratiseringsprocessen er hidtil gennemført tilfredsstillende … Afghanistan bliver ifølge forfatningsudkastet en islamisk stat, men retssystemet indrettes efter vestligt forbillede. Sharia-lovene er ikke nævnt,« stod der i beslutningsforslag B43 fra den 4. november 2004.

To år senere, i 2006, var ord som »et par år« endegyldigt væk. »Der er tale om en langsigtet indsats,« skrev udenrigsminister Per Stig Møller, da han i januar 2006 bad om flere soldater. I 2007 gik det hele ud på at »assistere den afghanske regering med at udbrede sin myndighedsudøvelse til hele landet til gavn for national, regional og global sikkerhed.«

Det var cirka på den tid, at socialdemokraterne svor noget, der lignede evig troskab til missionen. »Afghanistan er en svær, men rigtig mission,« skrev partiet blandt andet, og i et stort tv-show om kampen mod terror senere på året var forligspartierne enige om, at det ville tage mange, mange år at løse opgaven i Afghanistan.

I Tyskland har SPD spillet Afghanistan-kortet, nu tyder meget på, at de danske socialdemokrater med krav om exit-strategi går i tyskernes fodspor.

Mon Obamas tale i dag vil få de skeptiske europæiske socialdemokrater til at skifte ståsted?