Du vilde verden

Så endte forbeholdene i en fodnote

Måske var man lige hurtig nok på aftrækkeren, da Udenrigsministeriet dagen før den planlagte afslutning af klimatopmødet udsendte et factsheet på engelsk om dansk udenrigspolitik. Tanken var sandsynligvis, at de mange udenlandske journalister her fik et gedigent baggrundsmateriale til deres analyser om den seneste danske udenrigspolitiske landvinding: klimatopmødet i København.

På side syv i den 12 sider lange pamflet omtales topmødet som »a Landmark in the World’s efforts to deal with climate change«. Resultatet og reaktionerne på Københavns-aftalen taget i betragtning, tyder meget på, at det er en vurdering, som Udenrigsministeriet nu står ret alene med. Troen på en aftale har angiveligt været så stor, at ministeriet også tør skrive, at hvis der ikke handles nu, så vil konsekvenserne for den globale velfærd og sikkerhed blive altoverskyggende. Hvor slemt, det hele kan blive, vises på illustrationen på side 11: En isbjørn på et mikroskopisk lille isbjerg. Billedtekst: »En isbjørn på et lille isbjerg. Livsbetingelser for isbjørne er i fare, hvis klimaet bliver varmere.«

Men så er det jo godt, at isbjørnen har sine danske venner, som gennem en aktiv udenrigspolitik vil kæmpe imod klimaforandringer og for demokrati, menneskerettigheder og retfærdighed: Forsiden er udstyret med et billede af danske soldater i Afghanistan, på side to præsenteres den historiske sammenhæng for den danske udenrigspolitik - vikingernes erobring af England, korstogene mod vendere og slavere, Kalmarunionen, kolonier. Samarbejdspolitikken under Besættelsen er skrevet ud, til gengæld fremhæves den »aktive modstandsbevægelse«.

På side otte vises billedet af det nederlag, som på mange måder har præget både udenrigspolitik og folkesjæl: Danske soldater på tilbagetog fra Dannevirke i 1864.

Nederlaget fik som bekendt den konsekvens, at danskerne var mere end skeptiske over for at blande sig med de store. Den skepsis har holdt ved, og fortællingen om 1864 har utvivlsomt næret mangen en EU-skeptikers tankegang.

Læser man pjecen, er det imidlertid svært at genfinde den tvivl, som i årevis har bremset et fuldtonet dansk engagement i Europa. I afdelingen for historiske oplysninger, fortæller Udenrigsministeriet, at Danmark kom med i det daværende EF i 1973, og så springes der hurtigt frem til 2002, da EU takket være det danske formandskab blev udvidet med de central- og østeuropæiske lande. I afdelingen for aktuel udenrigspolitik omtales EU som en hjørnesten i dansk udenrigspolitik. EU’ fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har sit helt eget afsnit, hvori det beskrives, hvordan Danmark er aktiv i den civile del af de missioner, som hører under EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Civile? studser den oplyste læser, som får svaret i pjecens eneste fodnote, hvor det forklares, at Danmark står uden for den militære del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og at Danmark i øvrigt også har en undtagelse på euroen og på den overnationale del af retspolitikken.

Netop denne tredje undtagelse får store konsekvenser for Danmark, efter at Lissabon-traktaten er trådt i kraft, og Danmark de facto står uden for væsentlige områder som terrorsamarbejde. Men det fremgår ikke af pjecens lange afsnit om de store danske forventninger til EU.

Selv om Udenrigsministeriets pjece virkelig gør sit bedste for at fastholde forestillingen om den aktive danske udenrigspolitik, kan det ikke skjules, at Danmark har forbehold på meget væsentlige områder i EU-politikken. Var pjecen skrevet tidligere, ville de formentlig have fyldt en del. I det aktivistiske Danmark anno 2009 er forbeholdene placeret som en fodnote.