Du vilde verden

Jo mere Obama, jo mere flop.

Upassende ? Klag over indlæg

@Sten Fisker, København N

“Kina demonstrerede sine samarbejdsevner med verden og troede, at de vandt en klimasejr. Det blev en papyrussejr med u-landene og Kina selv som tabere.”

Hvis Kina vinder endnu sådan en sejr, må man håbe, de er fortabte. Lige som kong Pyrrhus, der forresten lagde navn til ydtrykket “en pyrrhussejr”.

Upassende ? Klag over indlæg

@Sten Fisker, København N

Nu skal du ikke tage det som nederen, eller et nederlag, som det hed på “Oldspeak”, for som Churchill sagde:

“All men make mistakes, but only wise men learn from their mistakes.”

Og for nu at besvare dit begavede spørgsmål: Jo, skolelærere må gerne undervise om lørdagen, men fra 1. august 1970 har de ikke fået betaling derfor i folkeskolen og i Gymnasiet. Da blev lørdagsfri nemlig obligatorisk.

Men jeg underviser efter devisen: Arbejdet bærer lønnen i sig selv!

Upassende ? Klag over indlæg

@René Olsen, Sorø | Skrevet: 9. jan 10 kl. 17:37 

“At være realist er vel på mange måder en sund anskuelse. Realisme betyder jo bare, at se genstanden, som den nu engang er, både på godt og ondt.
Hvis vi anskuede vores verden på både godt og ondt, negativt og positivt, ville idealismen ikke have mange overlevelsesmuligheder.”

Rent filosofisk er modsætningen til realisme ikke idealisme, men antirealisme. Her diskuterer vi imidlertid ikke omverdensproblemet men politik. Og så drejer det sig om en realistisk politik eller realpolitik contra en idépolitik eller en idealistisk international politik.

Realpolitik er en politik der, uden at inddrage overordnede værdier og ideologiske holdninger, søger at nå helt konkrete, håndgribelige mål ud fra egne interesser og under hensyn til modpartens interesser. Realpolitik er ikke det samme som hverken magtpolitik eller opportunisme, men kan nærme sig begge dele.

Hvis man som politiker har en realpolitisk eller pragmatisk tilgang til politik vil det altså sige, at man er indstillet på, at man ikke kan få alle sine synspunkter gennemført, men at man som led i et kompromis må give afkald på noget, ligesom de øvrige parter i kompromiset.

Den tyske rigskansler Otto von Bismarcks bevingede ord fra 1867 om politik som “det muliges kunst” udtrykker kort og klart, hvad realpolitikken indebærer.

Betegnelsen realpolitik anvendes ofte i en fordømmende betydning om en politik der anvender tvang, er amoralsk eller machiavelisk.

Rodrigo Borja definerer realpolitik som det princip hverefter nationer handler udenrigspolitisk, drevet af deres egeninteresser frem for altruisme, venskab, idealisme eller solidatitet, hvor magten tildeles den afgørende rolle i internationale relationer.

En udenrigspolitik som styres af realpolitik kan også beskrives som en realistisk udenrigspolitik. Realpolitik er forbundet med en filosofi om politisk realisme og kan betragtes som et af dens fundamenter, idet begge politikker implicerer magtpolitik. Realpolitik foreskriver imidlertid retningslinier for politiske beslutninger, som for eksempel udenrigspolitik, mens realismen er et paradigme som inkluderer en bred vifte af teorier som beskriver, forklarer og gør forudsigelser om internationale relationer. Realpolitik fokuserer også på at opnå en magtmæssig balance mellem nationalstater, hvilket også er en central bestræbelse i realismen. Begge politikker implicerer handlinger ud fra en overbevisning om, at politik er baseret på en stræben efter at besidde og anvende magt.

Den førende politiske retning siden afslutningen på anden verdenskrig har været idealismen og det er som svar på denne udvikling, at den moderne realistiske politik eller realpolitikken er udviklet.

Idealismen er kendetegnet ved at dele tre liberale grundforestillinger: troen på fremskridtet, troen på fornuften hos den enkelte samt troen på demokratiet som den vigtigste grundpille i samfundet.

Hos idealismen er der tale om, at verdens tilstand gennemgår en udvikling mod en mere og mere fredelig tilstand. Denne starter i det rene anarki , for at gå over i regimedannelser , kollektiv sikkerhed og til sidst et sikkerhedsfællesskab . I takt med at graden af fornuft, oplysning, demokrati og interdependens stiger, vil denne udvikling finde sted. Der er altså tale om en lineær historieopfattelse.

Det er staternes fornuft der gør dem villige til at lære af tidligere fejl, og dermed sikre fremskridt. Idealisten mener, at staterne på sigt vil fralægge sig en høj grad af suverænitet til overstatslige instanser, bl.a. i takt med den stigende interdependens, og at de derfor vil kæmpe for nogle interesser der er ens for alle. Dermed mister den enkelte stat dens egen interesse i at bekrige et andet land.

For idealismen står som sagt demokratiet som noget meget værdifuldt. Man har udviklet den såkaldte demokratitese, som bygger på det faktum at ingen helt igennem demokratiske lande på noget tidspunkt har været i krig indbyrdes. Dette skyldes i høj grad at demokratiet er bygget op om fredelige konfliktløsninger (flertalsløsninger, mediering, voldgift m.v.), og at langt de fleste demokratier deler en række grundlæggende værdier, hvilket gør et samarbejde lettere.

Idealismen som den er kendt i dag, er i høj grad eksponeret af Francis Fukuyama, der i 1992 skrev sit hovedværk med titlen ”The End of History and the Last Man”. I denne argumenterer han for at historien som en ideologiernes kamp har nået sin endestation, med den kolde krigs afslutning og herved den endelige sejr til det liberale demokrati.

Året efter, i 1993, fremsatte den amerikanske politilog, Samuel P. Huntington, der er politisk realist, en ny provokerende politisk hypotese om ”civilisationssammenstødet”, der kritiserer Fukyama og idealisterne for at have overset det væsentligste og helt centrale aspekt i den globale politik der tegner sig for fremtiden.

Hypotesen hævder, at den fundamentale kilde til fremtidige konflikter i den nye verden (efter ophøret af den kolde krig) ikke primært vil være domineret af ideologiske eller økonomiske konflikter. Det som vil adskille menneskeheden og den dominerende kilde til konflikter vil derimod være af kulturel natur. Nationalstater vil fortsat være de mest magtfulde aktører i verdenspolitikken, men de afgørende globale konflikter vil udspille sig mellem nationalstater og grupper tilhørende forskellige civilisationer. Civilisationernes sammenstød vil dominere den globale politik. Brudfladerne mellem civilisationerne bliver ifølge Huntington fremtidens slagmarker.

Dette skrevet blot for at tydeliggøre de vanskelige og til dels overlappende politiske begreber som realisme, realpolitik og værdipolitik eller idealistisk politik.

Du fortsætter med denne vurdering:

”Idealismen har i høj grad domineret efter krigens afslutning. Demokratierne troede at de kunne erobre og underlægge sig hele verden og blive anset som frelsere og befriere, men det fik en brat ende med terrorangrebet på Amerika.”

Rent faktisk har demokratierne ført en politik i efterkrigstiden som ikke gik ud på at erobre og underlægge sig hele verden, men gennem afkoloniseringen at give frihed til de tidligere kolonier til selv at bestemme deres samfundsorden og politik.

Jeg er enig i, at det er vigtigt at fastholde en realisme som ikke er det samme som snævertsynet realpolitik. Nogle kalder dette for en visionær realisme, der ikke fornægter magtpolitikkens eller kulturforskellenes eksistens, men alligevel insisterer på, at der findes universelle værdier, som verdens udvikling bør måles på og stræbe mod.

Huntingdons provokerende konklusion lyder: Vestens tro på, at de vestlige politiske værdier er universelle, er forkert, amoralsk og farlig.

Den er amoralsk, fordi Vesten kun vil kunne sætte sine politiske værdier igennem med magt.
Den er farlig, fordi Vestens brug af magt for at gennemtvinge sine værdier kan udløse en større krig mellem civilisationerne.

Derfor bør Vesten opgive forsøget på at forme de andre i sit billede og i stedet koncentrere sig om at værne om sin kulturelle egenart, sine særlige værdier. Herudfra må man så bestræbe sig på at skabe fredelige relationer til andre civilisationer – i erkendelse af, at der ikke er udsigt til nogen global politisk enhedskultur.

Barack Obama repræsenterer denne visionære realisme med hans forsøg på at skabe mere fredelige relationer til især den islamiske civilisation. Kritikken går på, om han ikke er gået alt for vidt ved at fremhæve den islamiske kulturs værdier og fortjeneste og derved implicit ligestille denne kultur med den vestlige civilisation.

Indtil videre har denne politik ikke båret frugt og Obama kan da også efter min mening kritiseres for alene at se Al Qaeda som en trussel, uden at gøre sig klart, at Osama bin Laden blot tager konsekvensen af de fordringer som traditionel islam pålægger de troende.

Hans forgænger Bush tog det samme hensyn til islam, som han kaldte en prægtig, fredelig og tolerant religion. I begge tilfælde er der tale om, at man viger tilbage fra at beskrive tingene som de er, for at undgå den store blodige civilisationskrig som Huntingdon havde forudsagt allerede i 1993.

Der er en fæl stank af Munchen 1938 over Obamas pragmatiske bestræbelser over for islam som her af mange opfattes som en svaghed der bør udnyttes, nøjagtig lige som Hitler gjorde med Chamberlains apeasementbestræbelser. Det er urealistisk og counterproductive at søge fred for enhver pris når modparten er et totalitært fascistisk regime der med alle midler søger at nå et ideologisk ufravigeligt mål.

Din kritik af menneskerettighedsideologien deler jeg et langt stykke hen ad vejen, men det og de øvrige kritikpunkter du rejser i indlægget vil jeg vende tilbage til efter du har haft lejlighed til at kommentere disse indledende bemækninger.

Upassende ? Klag over indlæg