

Selv om det er tilfældigt, kan det ligne en tanke, at London i denne uge er skueplads for diskussionerne om de to store krige, som Vesten er involveret i efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001.
Torsdag er der indkaldt til en international konference om slutspillet om Afghanistan. Det internationale samfund og Hamid Karzai skal lægge en plan for, hvordan afghanerne selv kan overtage sikkerheden i det land, som Vesten invaderede i 2001. Dagen efter, fredag, er Storbritanniens tidligere premierminister, Tony Blair, indkaldt som vidne i den Irak-høring, som skal kortlægge beslutningsprocessen før, under og efter invasionen af Irak.
Der har været ført mange diskussioner om, hvorvidt den ene krig kan tage ved lære af den anden, eller mere præcist, om det slutspil, som Obama har sat i gang i Afghanistan i virkeligheden er en gentagelse af den strategi, som forgængeren George W. Bush lagde i Irak, da han besluttede at sende flere soldater af sted, og at den øgede militære tilstedeværelse skulle bane vejen for, at irakerne selv kunne overtage sikkerheden.
Ligheden er på det punkt slående. Lige som det oplagte lighedspunkt, at begrundelsen for overhovedet at involvere sig i en krig, er kampen mod terror. Men når det er sagt, så er det nok så meget forskellighederne, som springer i øjnene. Uddannelsesmæssigt og ressourcemæssigt ligger Afghanistan og Irak langt fra hinanden, og når det gælder den folkelige og politiske opbakning til invasionen, har Afghanistan hele tiden nydt bred opbakning, mens støtten til krigen mod Irak har været mere end lunken.
Den mest fremtrædende fælles nævner for de to krige er utvivlsomt troen på, at demokratiet ville sejre. Når det gælder Afghanistan, har ingen lagt skjul på, at vejen dertil ville være lang og besværlig. I Irak troede man, at det nærmest ville komme af sig selv. Kilden til det håb stammer pudsigt nok også fra London, nemlig fra Ahmed Chalabi, som ledede den London-baserede ”irakiske nationalkongres”. Hans forsikringer om, at irakerne nærmest ville stå med hatten i hånden og bede om demokrati, gik rent ind. Virkeligheden har som bekendt vist sig at være en anden, og netop troen på irakernes lette vej mod demokratiet, er senere blevet udpeget som en af de største fejl, der blev begået i forarbejdet til krigen.
»Man kan ikke lave demokrati, hvor der ikke er en demokratisk kultur, og hvor de demokratiske valg foregår efter andre mønstre. Invasionen blev håbløs,« har eksempelvis den tidligere viceudenrigsminister i Israel, Michael Melchior udtrykt det. Den aktuelle Irak-høring i London har afsløret, at tidligere udenrigsminister Jack Straw havde samme tvivl: »Ingen har givet noget tilfredsstillende svar på, hvordan et regimeskifte skal gennemføres eller stillet nogen sikkerhed for, at det nye regime vil blive bedre,« skrev Straw i et brev til Tony Blair allerede den 25. marts 2002.
Efter at Obama er kommet til, er den stærkt værdibaserede dagsorden trængt i baggrunden. Ambitiøse demokratiseringsplaner er veget for mere praktisk sikkerhedspolitik. Påskuddet for krigen synes således indsnævret til en kamp mod terror, men problemet er, at Al Qaidas arkitektur er ændret siden 2001. Fokus nu er på Somalia og Yemen, som har fået sin egen lille parentes onsdag aften i London, når der holdes en terrorkonference om Yemen. Som det fattigste land i den arabiske verden viser det mange af de sammen tendenser, som i sin tid var begrundelsen for at slå til i Afghanistan.
Forestillingen om Vestens krig mod terror kan således opleves på tre koncentrerede dage i London.
Det, der var. Det, der er. Og det, der kommer.
Realpolitisk set var begge krige en fejltagelse. Ingen af dem skabte den regionale stabilitet som man havde håbet på.
Set i bagspejlet ville det have været bedre, om Amerikanerne ikke havde interveneret da Saddam Hussein invadere Kuvait i 1990, men i stedet have lavet en underhåndsaftale med ham om sikre olieforsyninger.
USA opfattede invasionen mod Kuwait som en trussel mod Saudi Arabien og dermed mod USAs forsyningssikkerhed, da landet som bekendt er den største olieleverandør til det amerikanske marked.
Presset på USA for at intervenere mod Iraks indlemning af Kuwait kom ikke mindst fra Saudierne der følte deres sikkerhed truet qua Saddams drømme om et nyt stort irakisk rige der kunne dominere Mellemøsten.
Men allerede på dette tidspunkt stod det klart, at det var Iran og ikke Irak der udgjorde den største trussel mod USA og mod stabilitet i regionen.
Den del og hersk politik man havde ført under den otte år lange Iran/Irak konflikt, hvor man støttede Irak var rigtig og burde have været fortsat.
Aktionen mod Taliban regimet i Afghanistan var efter folkeretten legitimt selvforsvar efter terrorangrebet 9/11. Efter min opfattelse burde USA og koalisionen havde trukket deres tropper ud allerede i 2002 da Taliban var nedkæmpet og sammen med Al Qaeda fordrevet over grænsen til Pakistan.
Derefter burde man have overladt det til de stridende parter i den afghanske borgerkrig selv at tæske løs på hinanden, således som de allerede havde gjort i en menneskealder.
At bilde sig ind at man kan udføre nation building i et decentraliseret islamisk stammesamfund som det afghanske eller ligefrem indføre demokratiske institutioner var en fejlvurdering med katastrofale konsekvenser.
Hovedmålet for USAs udenrigspolitik i forhold til islamiske nationer bør være at svække dem mest muligt og det sker ikke ved at træde hjælpende til som verdens politibetjent hver gang muslimer ryger i totterne på hinanden. Tværtimod bør man fremme den sekteriske vold inden for islam, således at fjenden svækkes, i stedet for at forsøge at redde disse lande fra de negative konsekvenser af islam selv.
En sådan politik er man selvfølgelig afskåret fra at følge, fordi man ikke vil eller tør identificere hvem fjenden er. Fjenden er ikke terror, eller terrorister, eller radikal eller fundamentalistisk islam, men islam som en fascistisk ideologi. Selv om muslimerne er de primære ofre for konsekvenserne af denne ideologi, så må man indse, at man ikke med militære midler kan frelse muslimerne fra islam. Hvis muslimer ønsker at frigøre sig fra islams fascisme, så må de gøre det selv, men de skal ikke regne med meget andet end politisk og økonomisk hjælp i deres frihedskamp.
I stedet førte USA under Bush og nu Obama en apeasement politik over for islam, der på mange måder minder om den Storbritanien og Frankrig førte over for den europæiske fascisme i Italien og Tyskland i 1930´erne.
En sådan politik skaber hverken fred eller afspænding men ses af den fascistiske fjende som en svaghed der skal udnyttes på enhver mulig måde. De gantagne forsikringer om at fjenden ikke er islam og Obamas knæfald og rosende ord om islams store bidrag til den menneskelige civilisation og en udstrakt hånd om venskab og fredelig sameksistens har ikke ændret muslimers yderst negative holdning til USA, Israel og Vesten.
Muslimer er ikke i tvivl om hvem fjenden er, for ideologien definerer at det er alle vantro. Og heller ikke om hvad målet er, for det er at kæmpe for Allahs sag indtil der kun er islam.
Man kunne ønske at vestens befolkninger og politiske ledere havde et lige så klart og entydigt syn på tingene.
Upassende ? Klag over indlæg
Krigen i Afghanistan mod Taleban er tabt. Fogh siger godt nok at det ikke er bestikkelse at “købe” Talebanere til at skifte side. Det er jeg ikke enig i, men det er bare en strid om ord. Det spørgsmål, som trænger sig på er, hvad vil der ske, når pengene slipper op?
Upassende ? Klag over indlæg
Realpolitisk set var begge krige en succes. Man fik
sat to lande i en kaos tilstand mange år frem og
fik derved snablen i olietanken. Samtidig fik man
gravet sig godt ned i Mellemøsten og dermed dannet
et solidt militært grundlag for evt. fremtidig opgør med Iran. Endvidere lykkedes det, at forhindre en olieledning til Kina fra Caucasus.
Men disse to krige har taget alt for lang tid, hvorfor man nu vil i dialog med Talaban, så man kan komme videre med sine egentlige mål.
Hvis Irak krigens mål var Sadam, kunne man jo blot have sendt ham en raket-hilsen og det samme med Al-Qaida. Håber, at Danmark snart slutter sin tilværelse som USA’s skødehund.
Upassende ? Klag over indlæg
@Anton Madsen, 7000 Fredericia | Skrevet: 28. jan 10 kl. 15:20
“Krigen i Afghanistan mod Taleban er tabt.”
Så længe man viger tilbage fra at identificere hvem fjenden er og hvad krigsmålet er, kan man end ikke sige, om man har tabt eller vundet.
Hvis målet er at forhindre, at Afghanistan på ny bliver platform for international jihadisk terror, så nåede man allerede dette mål i 2002.
Men hvad hjælper det at nedkæmpe og fordrive Taleban og Al Qaeda fra Afghanistan, når de blot flytter over grænsen til Pakistan hvorfra de stadig kan udføre international jihadisk terror? Det er som at prøve at slukke en benzinbrand med vand. Ilden spreder sig blot. Nu gløder det i Yemen og Somalia og flere andre steder.
Samtidig har jihadisterne opnået den fordel, at de ikke behøver at rejse til et andet kontinent for at få ram på Amerika og Vesten. Deres tropper er linet op som papfigurer i et skydetelt både i Afghanistan og Irak og samtidig dræner krigene USA og Vesten for økonomiske ressourcer og underminerer viljen til at fortsætte kampen. Det kaldes økonomisk jihad og svækker på sigt den vantro fjende langt mere end terrorangreb gør.
Upassende ? Klag over indlæg
@Jan Aage Jeppesen.
Jeg er enig med dig, at krigen koster rigtig mange penge og det dræner statskassen for penge, som kunne være brugt andre steder. Min pointe er at ved at købe sig til fred, som foreslået kan være en god ting, så længe der er penge. Hvad nu hvis de slipper op? Eller sagt på en anden måde, kan det tænkes at det fra starten af har været talebans strategi at blive forsørget af vesten de næste 1000 år?
Upassende ? Klag over indlæg
@Jan Aage Jeppesen
Du har ganske ret i at det er tvigende noedvendigt at indse hvem fjenden egentlig er .
Problemet herved er , at det er vores egen kulturs sygelige tilstand af selvhad og den dermed foelgende ” moralske lammelse” ,som er den eneste fjende der er magtfuld nok til virkelig at true os.
Alt andet , inkluderende alt hvad en milliard muslimer kan finde paa , er bare smaatingsafdelingen.
Et godt,nemtfordoejeligt eksempel herpa er det somaliske piratproblem. Et moderne missilfartoej paa stoerrelse med et mellemstort badekar, er fuldtud i stand til ,rent militaerteknisk, at sende ALLE disse pirater til havets bund .
Ved brug af sattelitinformation, en helikopter som lander paa daekket, og billige langdistance droner kan dette goeres baade billigt ,hurtigt og effektivt.Efter at en hvis maengde pirater er elimineret, vil resten af dem meget hurtigt skifte proffesion.
Saa hvorfor faar en flok sultne analfabeter lov til at true verdenshandelen ?
Hvem er fjenden og hvorfor ?
Upassende ? Klag over indlæg
USA,s store velgøre Bill Gates vil donere 50 milliarder kroner til vacciner af det fattige Afrika -men hva sku det egentlig hjælpe -andet en dem der producere det i USA -de fattige har jo stadig ingen vand og mad -sæt Westas vindmøller op forsyn dem med turbiner og teknologi der trækker saltet ud af havvandet -pump det ind i landet til disse fattige og mennesker og landområder så de kan blive frodige og grønne til gavn for alle -OM IGEN BILL OG OBARMA!! pp
Upassende ? Klag over indlæg
Læs, hvad Hans Blix skriver her, så er det måske
lidt nemmere, at forholde sig til, hvad medierne
har fyldt os med.
http://www.information.dk/121390
Upassende ? Klag over indlæg
Annonce:
“Vestens” “krig mod terror” kan opsummeres til:
Land ‘A’, ‘B’ & ‘C’ støtter og financierer utallige mere, men heldigvis især mindre, kompetente terrorceller som i kraft af mange forsøg omsider scorer en “home run”.
Vesten udnævner ‘B’ til Allieret I Krigen Mod Terror samt bomber og invaderer Land ‘X’.
Da invasionen af land ‘X’ ikke går efter planen, bomber og invaderer man Land ‘Z’ og udnævner ‘A’ til Allieret.
Når det så heller ikke virker - eller rettere, til vores store undren, virker nogenlunde som sidste gang, ja, Så er tiden kommet til at bombe og invadere Land ‘Y’….
Upassende ? Klag over indlæg