Er det bare mig? (arkiv)

Nullerne - noget at råbe hurra for?

Spredte tanker inden nytår….

Det var så det tiår. Måske ikke ligefrem noget og råbe hurra for, men alligevel. En dekade præget af optur og nedtur, hvor vi lærte at smide om os med vanskelige ord som friværdi, omprioritering om samtalekøkken - og samtalen i køkkenet handlede ikke om, hvorvidt vi skulle have renoveret den gamle murermestervilla i Vanløse, kun om hvornår. En dekade hvor de fleste af os fuldt og fast troede at træerne naturligvis voksede ind i himmelen – hvad ellers? Absolut intet pegede den anden vej.

”Der er ingen tegn på at væksten stopper..” lød det igen og igen – imens vi snuppede et ekstra lavtforrentet, afdragsfrit lån i de gamle mursten, som bare steg og steg i værdi.

Kun de mest pessimistiske reaktionære troede for alvor på, at den opadgående kurve kunne stoppe. Nullerne er sandsynligvis det tiår hvor værditilvæksten i samfundet har været højest. ”Der er ingen tegn på at væksten stopper..” lød det igen og igen – imens vi snuppede et ekstra lavtforrentet, afdragsfrit lån i de gamle mursten, som bare steg og steg i værdi.

Der gik rygter om huse i landets mest attraktive kvarterer, der blev købt ubeset. Hvis man ventede med at slå til, til man i det mindste havde set ”håndværkertilbuddet - gulstensbungalowen med høj, beboelig kælder”, så var den for længst solgt til en anden, godt hjulpet af landets nye overklasse: ejendomsmæglerne. Og i den anden ende kunne sælgeren se sit hus blive solgt til underpris, hvis ikke salget skete omgående. Priserne steg nemlig så kraftigt og hurtigt, at ejendomssagens liggetid kunne koste ejeren dyrt.

Vi rejste mere end nogensinde. Vi købte biler, huse og sommerhuse, som vi var overbeviste om, vi havde råd til, og drømmen om ”familiens tredje bolig” blev mere og mere opnåelig. I kraft af boligprisernes eksplosive vækstrater blev Tyrkiet, Rumænien og Bulgarien naturlige mål for investeringslystne danskere med kløe i risikovilligheden. Også mere eksotiske lande som Thailand, Wietnam og Brasilien bød på spændende investeringsprojekter, som effektivt kunne bortskaffe den friværdibyrde, som vi boligejere slæbte rundt på.

På arbejdsmarkedet blev vi forkælede som aldrig før. Mangel på arbejdskraft og en meget høj jobmobilitet gjorde, at dem som tidligere fik skodjobbene nu fik de gode job, og dem som tidligere slet ikke kunne få et job, nu fik skodjobbene. Således forsvandt arbejdsløsheden, og kun dem som ikke ønskede at arbejde gik ledige.

Balancerende på spidsen af Maslows berømte behovspyramide fik vi som lønmodtagere indfriet selv de vådeste arbejdsmarkedsdrømme.

Arbejdsgiverne fik travlt med at holde fast på de medarbejdere, som de nu engang havde. HR-afdelinger voksede op, blomstrede og udtænkte stadig mere raffinerede former for frynsegoder, og der afholdtes kurser og stribevis af konferencer om, hvordan den moderne virksomhed kunne tiltrække og fastholde de gode medarbejdere.

Balancerende på spidsen af Maslows berømte behovspyramide fik vi som lønmodtagere indfriet selv de vådeste arbejdsmarkedsdrømme. Fritid og personlig udvikling blev forhandlingsparametre ved lønsamtalen, og for arbejdsgiveren blev fryns og fleksibilitet hurtigt nøgleordene i kampen om de kvikkeste hjerner. Kokke i kantinen, morgenbrød og friskpresset juice, massage, fitness, fester, rejser, fleksibel arbejdstid i moderne omgivelser – naturligvis med mulighed for at arbejde hjemme – ja! kort sagt, kunne arbejdsgiveren blot formå den nye medarbejder til at kigge forbi en gang imellem, så var man egentlig godt tilfreds, situationen taget i betragtning.

Erhvervs-Danmarks afslutning på dekaden, som måske vil blive husket som ”Grådighedens årti” blev præget af Danmarkshistoriens erhvervsskandale nr. et. IT-Factory vil sikkert – med billedet af en kampsvedende, kondicyklende Stein Bagger på nethinden, sammen med en stribe nationale og internationale bankkrak, som følge af overbelåning af ikkeeksisterende værdier – komme til at stå som monumenter over årtiets storhed og fald. Symboler på hvor galt det kan gå, når vi pludselig tror at vi kunne gå på vandet, og nægter at indse at virkeligheden altid indhenter os.

Og imens vi jamrede og undrede os over hvordan det kunne gå så galt, vedtog folketinget først Bankpakke 1 og siden Bankpakke 2, som skulle øge bankernes risikovillighed, så der igen kunne komme gang i finansieringen af dansk erhvervsliv. Det er gået langsomt. Effekten udeblev i første omgang, men nu ser det ud til at væksten er på vej tilbage, men udgangspunktet ligger lavt. Det varer mange år før vi igen vil opleve forbrug og overflod som i nullerne, og det gør måske heller ikke så meget, at balancen langsomt genskabes.

Hvad var det der skete? Hvor gik det galt? Man kan vel stille spørgsmålstegn ved om vi mon ikke for en stund glemte de gamle dyder. Gamle dogmer som ”At holde hvad vi lover”, ”At gøre hvad vi siger – og sige hvad vi gør” – og leveregler som ”Hvad der kommer nemt, går nemt”, ”Ærlighed varer længst” og ”Man skal sætte tæring efter næring” holder stadig.

Vi må konstatere, at selv om de er gamle – dyderne – så er de stadig aktuelle. I hvert fald viser en ny, overraskende undersøgelse fra MTV at de 16-34-årige går op i ærlighed og respekt, ansvarlighed og hårdt arbejde. Undersøgelsen Youthtopia, omtalt i Metro Xpress den 26. november 2009, er skabt blandt 7.000 unge i England, Tyskland, Italien, Holland, Polen, Grækenland og Sverige, og de unge skulle blandt andet prioritere en stribe værdier. Top ti værdisættet blev:
1. Tro på dig selv.
2. Respektér dine forældre.
3. Vær ærlig.
4. Tag ansvar for dit eget liv.
5. Lev livet, og vær passioneret.
6. Hold dine løfter.
7. Arbejd hårdt for at nå dine mål, men ikke på bekostning af andre.
8. Vær tolerant over for forskelligheder.
9. Vær glad og optimistisk, selv i modgang.
10. Skab i stedet for at ødelægge.

Der er med andre ord håb endnu. De unge har tilsyneladende set til fra sidelinien – og lært af andres fejl. ”Efter en samler kommer en spreder” siger man. Vi må håbe at der efter en masse spredere, også kommer en masse samlere. Og lad os så love hinanden imens vi sidder og betragter den rygende ruin, at vi, næste gang træerne tenderer skyhøjde, husker på, at de aldrig vokser ind i himmelen.

Men hvilke værdier synes du skal prioriteres i det årti, som vi nu er klar til at tage hul på. Lad os sammen lave “Erhvervslivets værdisæt for tierne”.