Fagre Nye e-Verden (arkiv)

Quo vadis, Rammstein?

Med vanlig tæft for selviscenesættelse har det tyske metalflagskib Rammstein valgt i dag – 11.11.11 – som udgivelsesdag for den nye single Mein Land.

Singlen er et forvarsel om opsamlingspladen Made In Germany, der udkommer til december. Selv ikke så sarkastisk anlagte tyskere som de belæste aktører i Rammstein lader sig tilsyneladende snyde for en god julehandel.

Som det er tilfældet ved alt, hvad bandet har givet sig i kast med siden starten i små kår i det tidligere DDR for næsten tyve år siden, er der dog adskillige sidegevinster ved at beskæftige sig med bandets udtryk. Se her eller her hvordan der op til i dag blev reklameret på nettet.

Gesamtkunstwerk

Faktisk er det hos Rammstein tale om et decideret Gesamtkunstwerk, når en ny udgivelse står for døren. Musikken, teksterne, musikvideoerne, pressemateriale og coverartwork fremstår altid som et samlet udtryk.

Dertil kommer bandets monumentale sceneshows, der egentlig ikke rigtigt falder ind under den normale koncertskabelon, som vi ellers kender den. Rammstein er mere end et band, og deres sceneshows er netop ikke koncerter, men derimod moderne fremstillinger af det episke teater, som Bertolt Brecht gjorde det populært i mellemkrigsårene.

Typisk for det episke teater er, at der igennem gestiske gebærder søges en gensidig kommunikation med publikum. Publikum bliver så at sige en del af stykket, ganske som publikum under en Rammstein-sang som eksempelvis Ich Will bliver en integreret del af showet.

”Wohin gehst du, wohin?”

Det kommunikative ligger i selve sangen, publikums reaktion er med til at give sangen dynamik, samtidig med at musikernes kunstige bevægelser netop er gestiske, da de ikke bare bevæger sig, men viser at de bevæger sig.

Tager vi et kig på teksten til den nye single, springer det i øjnene, at den samme kommunikation også her gør sig gældende. Imens kan man passende lade lydsporet køre i baggrunden. Musikvideoen til Mein Land findes lige her.

“Wohin gehst du? Wohin?

Ich geh mit mir von Ost nach Süd

Wohin gehst du? Wohin?

Ich geh mit mir von Süd nach West

Wohin gehst du? Wohin?

Ich geh mit mir von West nach Nord

Da kommt er angerannt

Mit der Fahne in der Hand

Mein Land

Mein Land

Du bist hier in meinem Land

Mein Land

Mein Land

Du bist hier in meinem Land

Mein Land

Wohin gehst du? Wohin?

Ich geh mit mir von Nord nach Ost

Wohin gehst du? Wohin?

Ich geh mit mir von Ost nach West

Wohin gehst du? Wohin?

Ich geh von Land zu Land allein

Und nichts und niemand

Lädt mich zu bleiben ein

Mein Land

Mein Land

Du bist hier in meinem Land

Mein Land

Du bist hier in meinem Land

Meine Welle und mein Strand

Ja!

Eine Stimme aus dem Licht

Fällt dem Himmel vom Gesicht

Reisst den Horizont entzwei

Wohin gehst du?

Hier ist nichts mehr frei

Das ist mein Land!

Mein Land

Mein Land vertrieben!

Mein Land vertreiben!

Mein Land vergessen!

Nirgends kann ich bleiben!”

Våbenhvile ved vestfronten

Forsanger Till Lindemanns dialog med sig selv kan ved første lyt lyde plat, men under et kommende show vil effektiviteten af denne form med garanti gøre sig gældende. Man skal enten forestille sig publikum stille spørgsmålet og Lindemann svare – eller omvendt.

Uanset hvordan den bliver vendt, så bliver alle fire verdenshjørner indkredset, inden en person kommer løbende med en fane i hånden. Inddrager vi både Tysklands historie og bandets bagkatalog i ligningen, kommer singlens udgivelsesdato pludselig til at spille en rolle.

I dag for 93 år siden var våbenhvilen ved vestfronten reelt afslutningen på første verdenskrig. Det var denne fred, der førte til et amputeret Tyskland og indirekte – hvis ikke ligefrem direkte – var med til, at en lille østriger med smalt skæg kom løbende med sine faner.

Leni Riefenstahl

Ud over denne historiske reference peger Lindemann her også på Rammsteins eget brug af Leni Riefenstahls Olympia-film til musikvideoen til coverversionen af Depeche Modes Stripped. Det var jo nazi-Tyskland, der op til de olympiske lege i 1936 første gang brugte den olympiske fakkel til symbolsk at samle alle verdenshjørner.

Også i omkvædet peger Rammstein på sig selv. Et af deres tidligere hits hed således Mein Teil og beskrev den bizarre kannibalsag, der rystede Tyskland for nogle år siden, hvor både offer og kannibal spiste af offerets ædlere dele: En trods alt endnu mere afsporet version af kropsfascination end de olympiske lege.

Bliver vi ved omkvædet, er det heller ikke første gang i den tyske kulturhistorie, at ordet Welle optræder i forbindelse med nazismen. Tænk blot på Dennis Gansels film Die Welle fra 2008.

De hos Rammstein altid ironiske kommentarer til kropsfascinationen synes også i Mein Land og musikvideoen dertil at pege tilbage på vitalismen, der brød frem i slutningen af det 19. århundrede og til dels var inspireret af den tyske filosof Friedrich Nietzsches tanker.

Ikke Dein Land

Det samfundskritiske i teksten synes også at ligge lige for. Det nationalistiske ligger således stadig lige under overfladen og bobler, så uanset hvor man kommer fra, er Tyskland ifølge Lindemanns ironi Mein Land, og under ingen omstændigheder Dein Land. Kobles Mein Land dog endnu tættere til Nietzsche, findes i dennes Die fröhliche Wissenschaft aforismen Im Horizont des Unendlichen:

”Wir haben das Land verlassen und sind zu Schiff gegangen! Wir haben die Brücke hinter uns, — mehr noch, wir haben das Land hinter uns abgebrochen! Nun, Schifflein! sieh’ dich vor!

Neben dir liegt der Ozean, es ist wahr, er brüllt nicht immer, und mitunter liegt er da, wie Seide und Gold und Träumerei der Güte. Aber es kommen Stunden, wo du erkennen wirst, dass er unendlich ist und dass es nichts Furchtbareres gibt, als Unendlichkeit.

Oh des armen Vogels, der sich frei gefühlt hat und nun an die Wände dieses Käfigs stößt! Wehe, wenn das Land-Heimweh dich befällt, als ob dort mehr Freiheit gewesen wäre, — und es gibt kein “Land” mehr!”

Selvom horisonten i Lindemanns tekst er revet i stykker af stemmen fra lyset – nationalismen, der altid gemmer sig et sted bag soltegnet - er der også en anden tematik, der gør sig gældende.

Altid i eksil

Sammenholdt med Nietzsche-aforismen får Lindemann nemlig endnu engang gjort opmærksom på en eksilproblematik. Se blot på sangtekstens fire sidste linjer. Lindemann lever ikke i sit eget land, han stadig er i eksil fra det DDR, hvortil han stadig føler hjemve – som han også har behandlet adskillige gange tidligere.

Om Mein Land vil sætte den gode smag i brand, som det var tilfældet med den endnu mere saftstruttende kropsfascination Pussy fra pladen Liebe Ist Für Alle Da, er nok tvivlsomt. Dette også selvom Lindemann i Mein Land med Wohin gehst du? benytter sig af en fortysket version af apostlen Peters Quo vadis-spørgsmål til Jesus.

Spørgsmålet kan både være rettet mod Lindemann selv og mod den tyske nation. Skulle det første være tilfældet, kan Lindemann svare tilbage ved at omskrive Jesus’ svar til Peter: Til Berlin for at blive korsfæstet igen. Skulle sidstnævnte være tilfældet, er julesalget af Made in Germany først for alvor sikret.