I dag for to år siden satte Mohamed Bouazizi ild til sig selv. Sin universitetsuddannelse til trods hutlede Mohamed Bouazizi sig igennem tilværelsen ved at sælge frugt og grønt i den støvede tunesiske provinsby Sidi-Bouzid. En dag forlangte det korrupte politi en licens af Bouazizi, for at han kunne få lov til at fortsætte sit gadesalg. Det blev simpelthen for meget, bægeret flød over, og den unge tuneser satte ild til sig selv. Bægeret flød også over for resten af den menige tunesiske befolkning. Folk havde fået nok af at se på hvordan præsident Ben Alis familie berigede sig i en helt absurd grad, f.eks. ved totalt at lænse det statslige flyselskab Tunisair.
Mohamed Bouazizi ændrede verdens gang ved sin desperate handling. Han startede Det Arabiske Forår, som førte til Mubaraks fald, Gadaffis fald, omfattende uroligheder i Yemen og Bahrain samt borgerkrigen i Syrien. Sjældent har en mands gerninger har haft så stor betydning, han forandrede en verdensdel for altid.
I dag er euforien er væk. Ulla Terkelsen står ikke længere på Tahrir-pladsen med et spraglet tørklæde og rapporterer tilbage til Kvægtorvet. I dag er mediernes dagsorden en anden: Det Arabiske Forår har været en fiasko, og demokrati kan ikke lykkes i Mellemøsten. De mange lyspunkter er medierne totalt ligeglade med, alene det faktum at der afholdes valg i Libyen er jo en monumental triumf. Og verden er indiskutabelt et bedre sted uden Gadaffi! Mediernes vinkel er den samme som i forbindelse med Irak-krigen. Det succesfulde Nord-Irak, hvor kurderne for første gang nogensinde kan leve i frihed, gider ingen journalister interessere sig for. Men, det er altså en virkelighed som hører med til billedet af Irak, navnlig i en tid, hvor volden desværre bluser frem igen i resten af Irak. Hvis det kan lykkedes i Kurdistan, så kan demokrati også lykkedes i Tunesien, Libyen og andre steder i Mellemøsten. Jeg siger ikke at Irakisk Kurdistan er perfekt, men livet er bedre og mere frit end dengang befolkning konstant levede i frygt for Saddam Husseins giftgasangreb.
Demokrati kan godt lykkedes i Mellemøsten. Det er ikke let, men når det lykkedes, og når der sker fremskridt, så bør vi i det mindste kvittere med vores anerkendelse.
