Fergana-dalen i Kirgistan i Centralasien er en tikkende bombe. Området er tæt befolket med en række stridende etniske grupper. Sådan er situationen mange steder i verden, men det helt særlige ved dalen er at den også fyldt med enklaver tilhørende nabolandene Tadsjikistan og Usbekistan. Enklaverne er ikke andet end store landsbyer, men omringet af grænseposter.
Denne sommer rejste jeg med støtte fra Danidas Rejsestipendiat igennem Fergana-dalen. Her oplevede jeg på tætteste hold de problemer som grænsedragningerne giver almindelige mennesker. Jeg var ganske enkelt nød til at hyre min egen bil med chauffør, og af små markveje køre uden om de mange enklaver. Nogle steder var grænserne markeret, andre steder, så vi huse hvor hoveddøren går ud til Kirgistan, men selve huset ligger i Usbekistan.
Området er en krudttønde, og i går gik det endnu engang galt. Det kom til skudvekslinger mellem kirgisere grænsetropper og usbekere omkring den usbekiske enklave Sokh. Situationen er nu højspændt i området. Da jeg var i Fergana-dalen denne sommer, var der tilsvarende stridigheder. Da var en gruppe kirgisere tilbageholdt i en tadjikisk enklave, angiveligt fordi de havde smuglet kviksølv – hvorfor man så end gør det?
Hvorfor skal vi være bekymret over småskyderier i et fjerntliggende område med stridende folkeslag og en bizar grænsedragning? Fordi Kirgistan, Tadsjikistan og Usbekistan er skrøbelige stater. Hvis ikke Kirgistan er en ”failed state”, så er Fargana-dalen i hvert fald. I mange landsbyer bliver børn ikke sendt i en almindelig skole, men i stedet i en islamisk madras, drevet af organisationer fra Saudi-Arabien, Iran, Kuwait og Pakistan. For fattige familier er der ofte ingen anden mulighed, end at sende børnene i en madras, da det give en lille indtægt. Den eneste autoritet i de centralasiatiske samfund, som har høj troværdighed og tillid er de religiøse autoriteter. Navnlig for unge er fremtidsperspektiverne ganske begrænset; fattigdom i landsbyen, narkotikasmugling fra Afghanistan eller tilværelsen som migrantarbejder i Rusland eller Kasakhstan til en hyre på ned til 200 dollars om måneden. Derfor er det let at hverve unge til fundamentalistiske organisationer. Derfor har Fergana-dalen potentiale til desværre at udvikle sig på samme måde som Afghanistan. I Centralasien er Vestens fokus ensidigt på Afghanistan. Alene Danmark bruger knapt en halv milliard kroner hvert år på bistand til Afghanistan, hvorimod de skrøbelige nabolande nærmest intet får i dansk bistand. En øget fokus på Afghanistans nabolande kunne formentlig være med til at imødegå den type udfordringer og problemer, vi de seneste tyve år har set udgår fra Afghanistan. Mandagens uroligheder i Fergana-dalen er blot et lille forvarsel om hvilket kaos, der kan opstå i området. Et kaos, der lynhurtigt vil kunne sprede sig i hele regionen, og underminere den skrøbelige stabilitet i Afghanistan, som vi har været med til at opbygge gennem ti år militær tilstedeværelse.
