Frontalt

Cavlingpris-vinder snyder sine læsere

Man skal passe på med at anklage andre for plagiat. Dels kan man jo tage fejl, og så er Fanden løs i Laksegade; dels risikerer man at lægge sig ud med anklagede og vedkommendes venner. Særligt det sidste skal man passe på med i lille Danmark, hvor alle kender alle, og hvor ikke mindst journalister for alt i verden ikke vil skade ham, der kender hende, der kender ham, du véd nok.

I et land med mange små øer skal man jo ikke brænde sine broer, vel?

Derfor har der også været stille omkring USA-korrespondent og Cavlingpris-vinder Poul Høi, efter at han for en håndfuld år siden fik en reprimande fra ledelsen på Berlingske Tidende, hvor han stadig arbejder. Reprimanden gjaldt artiklen ”Den faldende mand”, der var trykt i avisen den 7. september 2003. Velskrevet, prægnant, åndfuld – en ægte kreation fra en berømmet Cavlingpris-vinder.

Der var blot ét problem: Den var i rubrik, afsæt, tematik, detaljer og visse afsnit kalkeret efter en længere, fremragende artikel bragt i det amerikanske magasin Esquire blot en uge forinden. Bag enhver stor mand står en kvinde, siger man. Men bag Poul Høi stod journalisten Tom Junod. Det skal siges, at Høi en passant henviste til både magasinet og til forfatteren, men skjult for den danske offentlighed var, at Høis artikel i centrale dele var plukket fra forlægget. Høi kunne ganske simpelt ikke have skrevet ”Den faldende mand” uden ”The Falling Man”.

Retfærdigvis bør det måske med, at der har været andre nyere eksempler på plagiat i dansk presse. Det seneste var da Christopher Arzrouni i en boganmeldelse blev grebet i plagiat på Weekendavisen og fyret – for nogle måneder senere at blive knyttet til JP som kommentator. Og før den episode faldt hammeren, da Anne-Grete Rasmussen blev hældt ud fra Berlingske Tidende efter at have plagieret en leder i Politiken.

Hvad Poul Høi angår, skrev journalist Helle Broberg Nielsen allerede om reprimanden i en artikel i JP den 29. oktober 2004. Her hed det bl.a., at reprimanden ifølge Berlingskes daværende chefredaktør Niels Lunde havde udmøntet sig i en kammeratlig samtale om, at ”her var der for lidt Poul Høi og for meget forlæg”. Med den lakoniske fortsættelse: ”Det var Poul enig i.”

Det var da godt, kunne de implicerede parter så konkludere.

Men med Poul Høi er det imidlertid lidt mere indviklet. For i sine glimrende featureartikler fra Amerika er han vedblevet med at låne fra andres artikler. Der er ikke tale om afskrift ord for ord. Poul Høi er ikke Frank Esmann, han er langt mere elegant. På den anden side er der heller ikke blot tale om det at være inspireret, hvilket er noget andet end at gøre andres observationer og citater til sine.

Med Poul Høis artikler er der netop tale om slægtskab og familiaritet med artikler i andre medier – og om, at Høi skjuler sine kilder i stedet for at gøre klart opmærksom på dem, mens han lader som om, han har været ude i felten og researche sine historier i stedet for at sidde hjemme i Santa Fe og surfe på internettet.

Det sidste gør sig f.eks. gældende i artiklerne Pilotens sidste ord: Jesus Kristus … Vi er nede fra den 13. maj 2009, Finansmand myrdede sig selv og sin familie fra den 24. april 2009 og Den ondskabsfulde teenagemor i cyberspace fra den 5. januar 2008. Her bliver der reporteret som om, Poul Høi befinder sig midt i begivenhedernes centrum. Synsvinklen er ganske enkelt falsk.

De tilfælde, jeg er stødt på, kan kun forklares ved, at Poul Høi har kopieret store eller afgørende dele fra en eller flere artikler i andre medier. Efter hvad jeg kan se, er det foregået i årevis, skønt manden indtil videre er sluppet af sted med det, måske, måske ikke, med avisens vidende.

Lad mig ile med at oplyse de interesserede om, at jeg ikke har undersøgt Poul Høis artikler systematisk. Så interessante er de trods alt heller ikke. I mine øjne bliver mandens normale dramaturgi og kroniske højstemthed meget hurtigt patetisk at læse og passer egentlig bedre til tekstning af tegneserier end til journalistik reportage, men der må være noget at gå i gang med på landets journalistuddannelser og aftenkurser i, hvordan man ikke skal gøre som journalist.

Jeg er stødt på yderligere to tilfælde, der begge peger i samme retning, dvs. på en snedig udnyttelse af kilder, som læseren ikke har en kinamands chance for at kontrollere. Hvorvidt det er plagiat, skal jeg ikke kunne sige definitivt, men der skal ingen zoolog til for at se, at Poul Høi pryder sig med lånte fjer.

Det første, jeg vil nævne, er artiklen ”De sorte får” (som jeg kun har kunnet fremskaffe via Infomedia og ikke på nettet) om tidligere præsident George W. Bush’s bror Neil Bush, trykt 11. januar 2004, altså kort tid efter ”Den faldende mand”. Den er uden tvivl skrevet på Peter Carlsons portræt af Neil Bush i Washington Post den 28. december 2003. Det kan man se af flere fællestræk.

For det første er der i Høis artikel ingen oplysninger, som ikke figurerer i forlægget. Et andet tydeligt fællestræk er, at Høi genbruger Peter Carlsons henvisning til det velkendte omkvæd fra et Dire Straits-nummer: ”Money for nothin’ and the chicks for free”. Høi åbner og slutter med det, Carlson anvender det lidt nede i sin tekst:

”Ah, it’s nice to be Neil Bush, who seems to be living the lifestyle immortalized in those famous Dire Straits lyrics: Money for nothin’ and the chicks for free.”

Ligeledes er der dramatiske ordvekslinger, som er direkte taget fra Washington Post, f.eks. denne:

”Mr. Bush, du må indrømme, at det er temmelig usædvanligt, at en mand blot åbner sin hoteldør, og uden for står en kvinde, som han derefter har sex med?”

”Det var meget usædvanligt,” svarede Bush.

”Var det prostituerede,” spurgte advokaten.

”Det … det ved jeg ikke,” svarede Bush.

”Betalte du dem?”

”Nej.”

Hos Carlson står der:

”Mr. Bush,” said the attorney, Marshal Davis Brown, ”you have to admit that it’s a pretty remarkable thing for a man just to go to a hotel room door and open it and have a woman standing there and have sex with her.”

“It was very unusual,” Bush replied.

Actually, it wasn’t that unusual. It happened at least three or four times during Bush’s business trips to Asia, he said: “I don’t remember the exact number.”

“Were they prostitutes?” asked Brown.

“I don’t – I don’t know,” Neil replied.

Did you pay them?”

“No.”

Et sted hos Høi: ”Sådan er livet for Neil Bush, søn af en præsident og bror til en anden.”

Hos Carlson: ”Life sure is fun when you’re Neil Bush, son of one president, brother of another.”

Hos Høi: “I 1988 gik sparekassen Silverado fallit, og forbundsregeringen matte punge ud med 1,3 mia. dollar.”

Hos Carlson: ”In 1988 Silverado went belly up, leaving U.S. taxpayers holding the bag for $1.3 billion in debts.”

Høi: “Sønnerne havde på et familietopmøde delt USA op imellem sig. George W. Bush, den ældste af sønnerne, skulle forsøge at blive guvernør i Texas. Jeb Bush skulle forsøge at blive guvernør i Florida, og Neil skule forsøge at blive guvernør i Colorado.”

Carlson: “They’d talk about how GW was going to run for governor of Texas and Jeb would run for governor of Florida and Neill would run for governor of Colorado.”

Høi: “En politisk karriere var bestemt ikke udelukket. Men Silverado-skandalen sætter en stopper for det. Ingen ville have en guvernør med et sparekassekrak i bagagen. Altså måtte han videre som pengemand, og en af familiens venner, Louis Marx, kom til undsætning.”

Carlson: ”The Silverado scandal killed Neil’s dream of a political career. But thanks to his father’s friends, it had little effect on his business career.”

Derudover er der sammenfaldende referencer til sønner af de tidligere præsidenter Johnson, Nixon, Carter og Clinton. Også de havde sorte får i familien. Ligesom der er udtalelser hos Carlson, der citeres ordret hos Høi. Carlson er tydeligvis Høis kilde. Men man kan kun se det, hvis man læser de to artikler side om side.

Nævner Høi portrættet i Washington Post? Ja, én gang, igen en passant, og sådan at læseren må formode, at det alene bruges til at dokumentere denne ene observation, hvorimod det end ikke antydes, at hele Høis artikel bygger på artiklen i Washington Post:

”Washington Post skrev før jul (forkert, det var nu efter jul, mj) et portræt af ham, og det fremgår, at det er lykkedes for ham at være et sort får ikke blot for én, men for to amerikanske præsidenter.”

Der er rigtignok mere end ét sort får her, Poul.

Det sidste tilfælde, jeg vil nævne, er helt dugfrisk og stod at læse i avisen i dag, 18. juni 2009 og på nettet i går under rubrikken ”Amanda Knox – en sexgal satanist?”. Høi nævner ganske flygtigt BBC som kilde, men Amandas far er citeret uden kildeangivelse, hvilket naturligvis giver anledning til spekulation.

Jeg gætter på, at den usynlige kilde til Høis artikel muligvis er Timothy Egans blog i New York Times den 10. juni med titlen An Innocent Abroad, der netop fremstiller en uskyldig, ung kvinde i Italien med et indigneret afsæt og fremhæver to forhold, som også Høi lægger vægt på: den britiske presses rolle og anklagemyndighedens utroværdighed, personificeret ved Giuliano Mignini. I begge tekster optræder ligeledes en sproglig detalje, som kunne tyde på genbrug.

Hos Egan: ”More about that in a moment.” Hos Høi: “Det vender vi tilbage til.”

Poul Høis journalistiske metode lader til at være som følger: Han skriver fra Santa Fe i New Mexico, men i hans dramatiske featureartikler får man indtryk af, han er ude i marken, har talt med eller været tæt på hovedpersonerne. Det har han bare ikke. Langt henne i artiklen kan der så pludselig optræde en henvisning. Slår man efter, viser det sig, at det ikke kun er et citat, Høi har brugt, men derimod at flere dele står i gæld til originalartiklen.

I tilfældet med Amanda Knox er vi overladt til at gætte mere eller mindre kvalificeret på ophavet, fordi Høi efterlader os i kildemæssigt mørke. I tilfældet med Neil Bush er slægtskabet til originalkilden ikke til at tage fejl af, og i de øvrige tre artikler er synspunkt-problematikken helt udtalt.

Hvorvidt det er godt nok for Poul Høis arbejdsplads, må man afgøre dér, men i mine øjne er det at snyde læserne, hvem Cavlingpris-vinderen fra 2002 formentlig har mange af.

Tidligere kommentarer til dette indlæg er gået tabt på grund af et servernedbrud. Redaktionen beklager. Læs mere på JP-bloggen.