Frontalt

Historie uden menneskeligt ansigt

De længe ventede 16 bind fra PET-kommissionen lander tungt på din harddisk, og kan downloades her. I tilfældet med det bind, jeg havde set mest frem til – om de danske KGB-agenter – er det frustrerende læsning. Det er ikke emnet, der frustrerer, men behandlingen, præget som den er af gummihandsker, lukkede øjne og pæne manerer – og dermed manglende erkendelse.

Hvad forfatteren til det pågældende bind, Morten Heiberg, har sat sig for, er at beskrive historien uden de mennesker, der drev den. Dvs. uden deres navne, uden deres identiteter. Og dermed også uden den oplysende og pædagogiske funktion det ville have haft at nævne dem. I stedet bliver det ved generaliseringer, som refereres lydigt i pressen uden navns nævnelse. Det er historieskrivning uden menneskeligt ansigt; livløs erindring.

Nok får vi en gennemgang af sagen Arne Herløv Petersen, hvem daværende justitsminister Ole Espersen lod gå fri i 1982 på trods af de nu offentliggjorte indikationer af, at Arne Herløv Petersen samarbejdede endog meget tæt med sine Moskva-tro kontakter. Ligesom vi møder den mesterlige ikke-spion Jørgen Dragsdahl, men resten henligger mere eller mindre i mørke til trods for ti års forskning og 70 millioner kr. fra hr. og fru Danmark.

Det er faktisk lidt af en skandale – og et godt eksempel på, hvad der sker, når staten står for historieskrivningen: Så tages der en masse usaglige hensyn til privatpersoner og politiske venner.

På baggrund af Gordijevskij-arkivet og materialet fra Mitrokhin gør kommissionen gældende, at 21 agenter opererede i Danmark i den undersøgte periode – plus 12 fortrolige kontakter og 24 personer under kontakt med henblik på hvervning. Dertil kom 198 kontakter af mere eller mindre reel/formel karakter. Det lyder måske ikke af så meget i en verden, der spytter spion- og agentfilm ud hver anden dag. Men det er dog alligevel nogle, og hvor kunne det dog være befriende at få at vide, hvem det drejer sig om. Også for de implicerede, så de i det mindste véd, at PET havde dem mistænkt for ulovlig kontakt med en fremmed magt. Men nej, vi får ingen navne – og er overladt til fortsatte spekulationer.

To navne er dukket op i går og i dag. Det ene er den tidligere formand for SF, Gert Petersen, og den anden er tidligere justitsminister Ole Espersen, hvem PET anså for en sikkerhedsrisiko. Altså, landets justitsminister!

Men det er småbidder, PET-kommissionen fodrer os med i forhold til sagens alvor. Smulerne efterlader offentligheden sulten efter mere, og det er ikke så sært, at der nu rejser sig et krav om, at alle skal kunne se, hvad PET havde på dem.

PET-kommissionens rapport er trods sine mange bind og statsautoriserede smagsdommere nok en gang historie light, et skånsomt, mavevenligt produkt lidt i stil med A38: hvidt, tyndt pjask med en smag af hengemt komælk. Hør blot den mavevenlige kancellistil:

“En nærmere optælling, renset for de nævnte gentagelser, viser, at 209 danske statsborgere på et tidspunkt havde haft kontakt til KGB.50 Af disse havde 45 dæknavne, hvilket alene indikerer, at de mødtes flere gange med KGB-officerer (…) 33 danske statsborgere betegnes som enten “agenter” eller “fortrolige kontakter”, hvilket er ensbetydende med, at de var indskrevet i “agent-indekset”. De resterende danske statsborgere, der er nævnt, optræder som enten kontakter eller objekt rasrabotki. Syv danske statsborgere omtales på grund af deres direkte forbindelse til KGB-Centret i Moskva (…) Ydermere er 64 danske statsborgere omtalt i Gordijevskij-materialet i anden forbindelse. Det er typisk politikere eller embedsmænd, der i en rapport blev refereret for den ene eller den anden udtalelse eller omtalt som muligt mål for fremtidige KGB-operationer. De fleste KGB-kontakter, der er beskrevet i materialet, er danske politikere og embedsmænd” (bind 13, s. 27).

Kære Morten Heiberg: Hvem snakker vi om? Har disse mennesker navne? Andre steder i kommissionens bind nævnes den tidligere socialdemokratiske trafikminister Svend Holm, ligesom Jens-Peter Bondes navn popper op sammen med visse DKP’ere. Men ellers må vi nøjes med dæknavne: “Dat”, “Zoya”, “Depot”, “Flame” og “Lenz”. Er de mennesker?
Tilsyneladende ikke. Hør igen, hvordan den navn- og kønsløse kronikør plaprer løs:

“En anden persongruppe, der også er repræsenteret i materialet, var pressefolk, forfattere og kunstnere. Fælles for dem var, at de var politisk engagerede på den politiske venstrefløj og i fredsbevægelserne. Det er i denne gruppe, at Arne Herløv Petersen og Jørgen Dragsdahl optræder. De udgjorde sammen med politikere fra centrum-venstre en interessant målgruppe for KGB på grund af deres mulighed for at præge den sikkerhedspolitiske debat i aviser, radio, fjernsyn og litteratur i almindelighed. De var således ikke kun i besiddelse af informationer, som KGB potentielt kunne drage nytte af. KGB så også en mulighed for at anvende dem i påvirkningsoperationer til gavn for Sovjetunionens taktiske mål” (s. 28).

Jamen, hvem, Morten, hvem?

Uden navne lærer vi ingenting. Uden navne kunne det for så vidt blot være en film eller et teaterstykke. Uden navne kan det nærmest være lige meget.

Tidligere kommentarer til dette indlæg er gået tabt på grund af et servernedbrud. Redaktionen beklager. Læs mere på JP-bloggen.