Frontalt

Mere junk-journalistik

Både Poul Høi og hans nuværende udlandsredaktør Kristian Mouritzen på Berlingske Tidende afviser indholdet af min tidligere blog om Poul Høis journalistiske metode eller mangel på samme.

Høi er chokeret, og Mouritzen iler med at forsikre, at Høi skam ikke har noget problem.

Ingen af dem har imidlertid taget stilling til sagens substans, som er Poul Høis journalistiske praksis – men har dog ført til en debat på Journalisten.dk samt en replik fra Claus Elholm.

Min anke mod Høi er fortsat: Han skriver fra Santa Fe i New Mexico, men specielt i hans gearede featureartikler får man indtryk af, han er ude i marken. Det er han bare ikke. Langt henne i artiklen kan der så pludselig optræde en henvisning. Slår man efter, viser det sig, at det ikke kun er et citat, Høi har brugt, men derimod at flere centrale dele står i gæld til originalartiklen.

Jeg vil give et eksempel mere, endda fra før Høi fik tildelt Cavlingsprisen, nemlig artiklen “Burger med det hele” fra den 16. august 2001, hvis ophav viser sig at være en artikel i Wall Street Journal helt tilbage fra den 23. maj samme år, skrevet af Jennifer Ordonez. Ophavet har med andre ord ligget på Poul Høis bord i næsten tre måneder, før han gjorde brug af det, hvilket man dårligt kan kalde nyhedsjournalistik. Desuden er ”brug” nok for venlig en karakteristik. Der er snarere tale om genbrug.

Poul Høi, hvis artikel jeg desværre kun kan finde på Infomedia, nævner syv eksempler på madforgiftning på amerikanske fast-food-restauranter, hvor ofrene har været politibetjente i tjeneste, og en sag fra Arizona, hvor politiet nu decideret advarer mod fast-food-restauranter. Alle otte elementer findes i originalkilden Wall Street Journal tre måneder forinden.

Nævner Høi Wall Street Journal? Ja, til allersidst, hvor han plukker et citat fra person ved navn James Yonkie. Hvad Høi derimod ikke fortæller, er, at hele hans ”Burger med det hele” bygger på den tre måneder gamle originalartikel.

Høis metode er ikke direkte afskrift, men bevidst sløring af kildesituationen. Og det er naturligvis et seriøst problem for et medie, der gerne vil tages alvorligt.

Lad mig derfor spørge, om Berlingske Tidende slet ikke har været opmærksom på problemet i løbet af de efterhånden mange år, hvor Høi har skrevet i avisen – udover den ene irettesættelse, offentligheden har kendskab til?

I andre, store private virksomheder har man en procedure for kvalitetssikring. På visse amerikanske medier har man i særligt grelle tilfælde af plagiat endda nedsat en uafhængig undersøgelse med henblik på at kunne skelne skidt fra kanel og genvinde tilliden hos læserne.

Kan man forestille sig noget sådant ske på Berlingske Tidende?

Jeg kan ikke.

Tidligere kommentarer til dette indlæg er gået tabt på grund af et servernedbrud. Redaktionen beklager. Læs mere på JP-bloggen.