Frontalt

Tavshedens triumf

Så er Touren kommet rigtig i gang med dagens start fra Marseilles til La Grande Motte i det sydfranske.

I høj fart bevæger feltet sig mod Pyrenæerne og den første afgørende styrkeprøve mellem de lette drenge, endda med en kritisk holdtidskørsel i Montpellier allerede i morgen. Alle, der har besøgt Montpellier, ved, hvor smalle og dårlige vejene er dér, så det skal nok blive festligt.

Jeg satte mig døsigt foran kassen søndag middag – og blev siddende. Sad simpelthen fast, som i en slags stivnet creme brûlée, uden evne til at rejse mig igen. Blev med ét suget ind i Touren af dens underlige fascinationskraft.

For den er jo underlig – af flere grunde.

For det første har man jo set det meste før: Tynde mænd tager spraglet tøj på og fræser op og ned ad bjergskråninger, hvor der ret beset kun burde færdes geder eller franskmænd.

For det andet sker der jo ikke det store – jeg mener – det er ikke som i ishockey, håndbold, boksning eller pornofilm.

For det tredje burde der være bedre eller mere opbyggelige ting at foretage sig en fridag. Hvornår har du f.eks. sidst læst James Joyce eller klippet din hæk? Nej, vel. Så hellere cykling.

Sad derfor og stirrede på tv-apparatet i et sommerhus, kun afbrudt af irritation over, at solen skinnede for meget ind ad vinduet. Elektrificeret, men alligevel rolig. Med pulsen et godt stykke over normalen, men dog tavst.

Måske er netop tavsheden en stor del af forklaringen på, hvorfor så mange seere og tilskuere er så fascinerede af Tour de France. Her kan man endelig holde kæft. Rytterne, i første omgang. Men jo også seerne. Desuden, som en slags bonus, er man tillige fri for at høre alle mulige tåber kæfte op. Ingen lytter til Uffe Ellemann-Jensen, mens løbet køres. Ingen tager Klaus Rifbjerg alvorligt. Selv Bubber og de idiotiske talkshow-værter må holde inde.

Landevejscykling er en udholdenhedssport, TdF i særdeleshed, og lange strækninger skal bare overstås, før de mere spektakulære øjeblikke pludselig dukker op som en geologisk fossil for atter at fortone sig i løbets indbyggede og logiske monotoni. TdF er gentagelse, vane, landevej, asfalt, og at betragte etape efter etape i timevis er som at betragte samme havudsigt fra en altan i tre uger. Der sker næsten ingenting, et skib sejler forbi, en tysker står til søs i en gummibåd og drukner punktligt, en sol går ned, men står op igen, bare man venter længe nok.

Den glimrende journalist Joakim Jakobsen peger i sin grundige bog Le TOUR. Sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år (2004) på en ting mere, og den køber jeg. Han skriver:

“Tour de France er stadig et sted, en stue med et tv-apparat, hvor mænd kan beundre mænd for at opføre sig som mænd. Tavse og handlende.”

Tavsheden har jeg nævnt. Det er den, der triumferer i juli.

Men løbet er, som Joakim Jakobsen understreger, også en hyldest til y-kromosomet, takket være 180 specifikke mænds bedrifter, absolut uden hensyntagen til kvinder. Denne ene gang om året kan mænd give den gas.

Resten af tiden taler kvinderne i kommunikationssamfundet, ofte i munden på hinanden, 24 timer i døgnet, på alle fjernsynskanaler, på universitetet, i den offentlige sektor, i familierne, overalt, hvor de har taget magten fra mænd, der ikke længere tør være mænd.

Der er vi i dag, men TdF er stadig det samme mandschauvinistiske show, det altid har været, og hvor jeg dog elsker det af samme grund. Som et korrektiv til tidens tiltagende feministiske vanvid i form af popularitetsmålinger, omdømme-mani, dialogmøder og livsangst. Hele Arla-iseringen.

TdF er det modsatte. Her er ingen dialog. Her er ingen “europæisk samtale”, som Jørgen Leth kalder det med lethsk sarkasme. Her er ingen programsatte møder med kommunikations-blæver på dagsordenen. Her ender snakken. Resten er hårdt arbejde. Eller som Frank Zappa sagde i sine velmagtsdage: Shut up and play your guitar!

Tidligere kommentarer til dette indlæg er gået tabt på grund af et servernedbrud. Redaktionen beklager. Læs mere på JP-bloggen.