Fredag 10. februar

A conto Har du styr på økonomien?

Symfonista Christine Christiansen kobler klassisk musik med tidens trends og paradokser

Women my age Bente Troense blogger om tidens udskejelser

Levinsen Live Om kunst og kræmmere

Blogs

Samfund

Erhverv

Kultur

Puls

Politik

Aktuelt

Om Blogs

Profil

Mikael Jalving går i kødet på høj som lav, unge som gamle, blå som røde, levende som døde, imamer, kyllinger, kulturpaver og andre skabninger i Danmark og den omkringliggende verden

Baggrund:
Historiker og kommunikationsrådgiver

Andet:
Forfatter til bl.a. Absolut Sverige (2011), Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret (2007)

Sted:
København

Website:
Besøg

Grøndalsvej 3
8260 Viby J
Tlf: 87 38 38 38

Blogchef
Agnete Stoffregen

Blogredaktør
Tage Clausen

Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen

Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen

Udgiver
JP/Politikens Hus A/S

Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse

Netannoncer
Tlf: 33 30 80 06 eller
Tlf: 33 30 80 07

Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten

Klik på "+" og "-" for at forstørre og formindske tekst

Tip

RSS

Del

Frontalt

Skrevet af Mikael Jalving

Storbytossernes tusindårsrige

Dato: d. 06.01.10, 12:40
Af: Mikael Jalving
Emner: Karen Thisted, Katherine Richardson, Peter Aalbæk Jensen

100 kommentarer

Egentlig er det mærkeligt. Her gik nogle af os og troede, at det efterhånden tyndede ud i antallet af storbytosser. Ny Alliance er for længst lagt i graven, de Radikale nærmer sig spærregrænsen, finanskrisen har flyttet fokus fra det overflødige til det akutte, ligesom Hævneren fra Hvidovre har hamret en økse gennem den misforståelse, at Muhammed-tegningerne ikke handlede om ytringsfrihed, hvilket må få det til at dæmre for de sidste og sløveste knive i skuffen.

Men ak. En gang storbytosse, altid storbytosse. Faktisk virker det som om, der bliver stadig flere af dem, især på samfundets øvre trin. Overklassen af tumper vokser ganske simpelt, og der findes tilsyneladende intet middel imod det, modsat så mange andre plager som f.eks. gonorré og mæslinger.

Hør nu f.eks. mediemoralisten Karen Thisted, som skriver i Ekstra Bladet og forleden kaldte Kurt Westergaard for en kryster, fordi han fredag aften ved 22-tiden ikke løb ind i stuen med stok og på gamle ben for at hente sit barnebarn med sit ene ben i gips, før Øksemanden hakkede dem begge til plukfisk.

Meget skal man lægge øre til i Ekstra Bladet, men dette er nu alligevel det mest latterlige længe.

Med sin serviceoplysning om, at hun, Karen Thisted, “virkelig” har prøvet sig at sætte sig i Kurt Westergaards sted, og at hun med sikkerhed kan sige, at hun “ville have trukket barnet med mig, beskyttet hende med hele min krop og været fuldstændig ligeglad med, om jeg overlevede eller ej”, blotlægger hun en selvforkælet selvfedme, som må sætte ny personlig rekord.

Mere der er mere endnu. Hør madammens tilføjelse:

“Det har intet med ytringsfrihed at gøre at blive ved med at råbe op om sig selv og sine kunstneriske rettigheder, og jeg er så irriteret over, at vi danskere skal blive ved med at lide under, at Kurt Westergaard ikke kan få nok af sine fem minutters berømmelse.”

Vi danskere? Ikke mig, siger jeg bare. Karen Thisted må forveksler Danmark med strækningen langs Kystbanen, hvor hun og hendes typer formentlig sipper kølig chablis i selskab med hinanden efter endnu en slappedag i Mediedanmark, klapper hinanden på ryggen og snakker beruset om de gode gamle dage.

Karen Thisted står som antydet ikke alene. Entré Peter Aalbæk Jensen, direktør for Zentropa eller hvad han nu er. I en pressemeddelse svarer han på det sudanesiske udenrigsministeriums kritik af Susanne Biers kommende film. Filmen er en fortsættelse af Muhammed-tegningerne og Fitna-filmen, hedder det i en erklæring fra regeringen, som næppe har set filmen, der først vises til august. Udenrigsministeriet angriber derfor filmens hensigt.

Hvad svarer så denne Peter Aalbæk Jensen? At de kan rende og hoppe, disse sudanesiske sørøvere og folkemordere?

Næ, nej. På med den politisk korrekte grammofonplade, den lyder lige så smukt som et strygeorkester i DR’s koncertsal. Hør blot:

“Zentropa har altid og vil altid respektere alle religioner og alles ret til at dyrke disse religioner på egen måde.”

Peter Aalbæk Jensen fortsætter:

“Firmaet har som det eneste selskab i Skandinavien muslimske instruktører ansat og har med mange film formidlet både nuancerede og personlige film, der skildrer den muslimske verden på yderst respektabelt vis.”

Der er to muligheder. Enten fatter storbytossen ikke en kæft af, hvad der foregår såvel ude i den store verden som hjemme i den lille andedam, og hvordan den ene islamiske tyran, imam, korankyndig, minister, ambassadør, bøddel og bombemand efter den anden forsøger at intimidere danske og vestlige interesser og værdier. Eller også forsøger han bare at minimere skaden i kroner og ører ved at falde til patten ligesom Arla og Grundfos. Kære læsere, I kan selv vælge. Den ene mulighed er ikke en snus bedre end den anden.

Må jeg endelig for supplementets skyld minde om Katherine Richardson, prodekan for formidling på Københavns selvudråbte Klimauniversitet, der i anledning af nytåret fortalte Politiken, hvad der havde været vigtigt for hende i nullerne.

“At vores to drenge er blevet voksne. Den ene er fra 1988, og den anden er fra 1990 – og de er blevet den type verdensborger, som Jorden og menneskeheden har brug for.”

Tak, skæbne.

En ny type verdensborger, som Jorden og menneskeheden har brug for. Mor taler ikke blot om sine sønner, Mor taler om verdensordenen og det, der må, bør og skal komme. Stakkels drenge. Løb, løb, se at komme af sted, for hjemme venter Dommedag, og jeg kan godt forstå, hvis drenge såvel som piger bliver bange eller kommer til at tænke på 30’ernes tyske mødre, som stolt sendte deres børn i Hitler Jugend.

Men pointen er faktisk værre endnu.

Jord og menneskehed, siger Mor. Nazisterne holdt af jorden som ingen andre før og efter dem. Men hvor nazisterne satte mere pris på dyr, især schæferhunde, var det kommunisterne, der talte henført om menneskeheden. Mor Richardson slår altså to fluer med ét smæk: Hitler Jugend og Komsomol på én og samme gang.

Hvad gør mon denne forrykte udtalelse fra et ellers sikkert begavet menneske mulig?

Det er nemt at svare på. Mor er vild med klimaet og den ideologi, der knytter sig hertil, også kaldet klimareligionen, som på fire af fem punkter lever op til den definition, som den amerikanske historieprofessor Norman Cohn beskrev i sin bog om millenarisme fra de tidligste jødiske og kristne eksempler og op gennem middelalderen til Cromwells England. The Pursuit of the Millennium, hedder den, hvis seneste og opdaterede version udkom for præcis 40 år siden.

Heri fremhæver Norman Cohn fem træk ved millenaristiske sekter og bevægelser, altså sekter og bevægelser, der tænker i tusindår ad gangen og forestiller sig, at verden vil gå under og genopstå på et bestemt tidspunkt. Mange har sikkert hørt om panikken før år 1000, flere husker sikkert noget af det samme før indgangen til år 2000, hvor det bl.a. hed sig, at alverdens computersystemer ville gå ned. Klimareligionen er i familie hermed og flugter således med andre millenaristiske sekter:

De er kollektive i den forstand, at frelsen er kollektiv og kan nydes af alle troende.
De er jordiske i den forstand, at frelsen skal komme jorden og den dennesidige verden til gavn.
De er overhængende i den forstand, at åbenbaringen sker pludselig og uden advarsel.
De er totale i den forstand, at de ønsker at forandre hele den måde, livet leves på.
De er mirakuløse i den forstand, at frelsen kommer ved hjælp af overnaturlige kræfter.

Kun det sidste punkt gælder ikke klimareligionen. Denne bevægelse eller sekt, som med lynets hast er gået hen og blevet mainstream i verden af i dag, tror ikke på mirakler, men på politikere, og det eneste de to ting har til fælles er, at mirakuløse politikere er ligeså sjældne som mirakler.

Men det er også den eneste forskel. I al væsentligt er klimareligionen en ny millenaristisk strømning, som tiltrækker et nyt publikum af storbytosser og frister med genfødslen af en ny tid.

Når man betragter den nærværende tid – lige fra Hvidovre til Sudan – kan man i grunden godt forstå, at mange falder for fristelsen. Hvor forjættende at drømme sig over i en verden ved højlys dag og glemme al denne verdens elendighed.

Kommentarer

Leif Hansen, 3390 Hundested | Skrevet: 6. jan 10 kl. 12:56

Sådan, Mikael! Ramt lige på sømmets hoved. Men du rammer næppe storbytossernes selvbevidsthed. Den er simpelthen så glat, at al sund fornuft preller af. Til gengæld skal de roses for, at de ikke er bange for at udstille deres ynkelige selvfedme.

Frontalt

Storbytossernes tusindårsrige

Skriv en kommentar [Regler]