Frontalt

Rejse til Alfaland

Nu skal vi heller ikke være så sure. En gang imellem er livet ganske enkelt. Som f.eks. her forleden, hvor jeg gik ind for at leje en lille, bare en lille, bitte Fiat, fordi jeg ved skæbnens gunst befandt mig i Toscana badet i sol og 10 graders varme og frygtelig gerne ville gense nogle af de steder, hvor jeg slog mine folder og huller i jorden for sådan ca. et årti siden. En Fiat, det havde jeg vel råd til, men udlejeren var utroligt nok løbet tør for små biler.

– Hvordan kunne det ske, spurgte jeg kvinden bag computerskærmen tilpas teatralsk.

Hun smilede, kiggede mig ret i øjnene og sagde så med kattestemme de berømte ord, enhver mand drømmer om at høre hver eneste dag og nat:

– Hvad vil du så ha’?

Allerede her svimlede det for mig, af mindst to grunde, men jeg genvandt fatningen og svarede, at jeg mente, at en Alfa ville være en acceptabel kompensation.

Kattekvinden smilede igen, denne gang bredere, end der var kommercielt belæg for, og i de få sekunder, der gik før hun sagde noget, nåede jeg lige præcis at tænke, at nu ville jeg blive smidt ud af butikken med den fortjente besked, at jeg skulle komme igen, når jeg havde råd til at leje en rigtig bil. Men i stedet svarede hun, at det kunne måske godt arrangeres, hun ville straks undersøge, om de havde en stående i garagen. Det havde de. En koksgrå 159’er med 1,9 turbomotor til samme pris som en Fiat Panda. Der var ikke noget at rafle om.

Alt sammen såre enkelt. På samme måde med bilens acceleration. Da jeg forlod rampen og gled ud på motorvejen, mærkede jeg presset mod rygsøjlen i sædet og hørte motoren spinde som en panter i parringstid. Wrouw! Jeg skelede til instrumentpanelet, hvor det vigtigste instrument i en Alfa er omdrejningstælleren og tænkte, at 5.000 omdrejninger var et fornuftigt udgangspunkt. Så kiggede jeg lidt til højre, hvor hastighedsnålen nænsomt fortalte, at jeg kørte lige under 200 km/t. Farten føltes som det halve, og jeg løftede foden ganske let fra speederen og lå de næste 5 min. med et gennemsnit på 160, ren cruisefart. Hvis panserne havde set mig, ville de have nikket anerkendende. Hvis derimod, Margrete Auken havde set mig, ville hun have ringet til panserne, som ville have fortalt hende, at hun bare skulle tage det roligt og passe sig selv i Europa-Parlamentet. Det er blandt andet derfor, jeg elsker Italien.

Min sentimentale rejse førte mig til de små landsbyer Bivigliano, Olmo, Fiesole og videre til mine myters højborg Vallombrosa 1000 meter over havets overflade, efter at have smidt Alfaen rundt i kurverne op gennem den skov, som Benediktiner-munke anlagde for 1000 år siden. De sidste 500 meter er anlagt som en allé med grantræer på begge sider, og den sneklædte tinde lyste som et jordisk paradis på himmelblå baggrund hundrede meter længere oppe. Jeg rullede ind på parkeringspladsen ved pensionatet, som også rummer en restaurant og fandt, at det samme gamle værtspar stadig residerede her. I det hele taget lignede stedet fuldstændig sig selv, nonchalant forfaldent, og det glædede mig naturligvis. Mens alt andet ændrer sig hvert eneste øjeblik, er det betryggende at vide, at Toscana stadig er Toscana.

Mit måltid var ligeså enkelt: anti-pasti, frisk pasta med champignon, olie og parmesanost, bistecca fiorentina, vin, vand, grappa, caffé normale og et skrattende tv med Raidue i baggrunden. Sådan skal det være, ikke så meget pis. Ingen menukort og fimsede, indladende tjenere, der “forklarer” menuen eller forsøger at bilde gæsten ind, at mad er kunst. Mad er mad, og god mad er god mad, basta.

I radioen på vej ned i solen brølede, vrælede, skreg og reciterede Tom Waits som en musikalsk abe fra sit seneste livealbum Glitter & Gloom, der er mere intenst end noget besøg hos tandlægen, jeg husker, og da det tonstunge nummer Dirt in the Ground med den kattejammeragtige guitar ramte min bane, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Det var patetisk, og det er endnu mere patetisk at bekende offentligt, men det var sådan, jeg havde det i mit vidunder af en bil, midt i Toscana på rejse til mindernes midte, og hvis jeg skal forsøge at forklare, hvorfor jeg skriver om det her, må det hænge sammen med et ubevidst behov for at bevise, at jeg ikke kun er et dumt, ufølsomt svin.

Nede i dalen lå Greve in Chianti for mine fødder, og de førte mig uden undertekster hen til Café Lepanto med henblik på et godt glas grappa at styrke mig på. Pladsen vækkede minder, ligesom den fløjlsbløde luft, og just som alting den dag gjorde mig svag i knæene. Først da jeg genså det skilt, der annoncerer, at smukke Greve in Chianti er venskabsby med Greve Strand syd for København, kunne jeg grine igen og komme videre. Greve Strand, så er vi nede på jorden igen.

Det hjalp ligeledes på humøret at købe mandebladet Esquire i en af de vildt velforsynede tobakskiosker og læse om 108 ting, der gør mænd glade til trods for finanskrise og galopperende islamisme, heriblandt kvinder på cykel og uden burka, det at finde ud af, at ens ex-kæreste heller ikke kunne finde ud af det med ham den nye, glæden ved at vedligeholde sine sko, at betragte Jamie Lee Curtis topløs og Scarlett Johanssons læber, at finde en frisør, der ikke plaprer løs, og et værtshus, der ikke forsøger at være smart, at gennemføre en triatlon for straks at bestille en fad samt opdagelsen af, at der faktisk er is i fryseren.

Jeg mener nu nok, at Esquire i det mindste på plads nr. 108 kunne have inkluderet glæden ved at leje en Alfa, når man kun har råd til en Fiat, men, men hvorom alting er, skal man snuppe den sjov, man kan, og mens man kan, og derfor heller ikke snyde sig selv for Tanya Golds sexspalte, hvor hun bl.a. oplyser sine læsere om, at mænds testikler ligner Fidel Castro på en prik og giver gode råd til mænd om intimbarbering. Hør blot her:

“Kvinder elsker mænd på trods af, ikke på grund af, deres nosser. Og hvad angår den, I véd nok, så kommer min lyst til at berøre den fra et sted så mørkt, at jeg ikke ved præcist hvor. Jeg bryder mig ikke om ubarberet – det minder mig om at stikke sit hoved i skægget på en rabbi. Jeg kan heller ikke li’ barberet – jeg vil ikke have, at en mand bruger tid på at forskønne sine genitalier, eftersom det røber mangler andre steder. Jeg formoder, at når kønshår bliver så lange, at man kan skrive et eventyr om det, så er det tid til en studsning.”

Egentlig ganske rart at vide, for mænd såvel som kvinder, og således opmuntret fyrede jeg op for min panter på fire hjul og rullede videre i teksten.