Frontalt

Noget mere talentfuldt end noget nogen danske rappere har leveret i dette årtusinde.

Men så igen. Det der med at læse bøger er vist heller ikke specielt hipt i 8210.

Upassende ? Klag over indlæg

@jalving
fremragende!

og summen af budskabet er vel nærmest at økonomisk teori mest af alt er et forsøg på at få politiske præferencer til at fremstå i et videnskabslignende lys og på den måde unddrage grundlæggende politiske spørgsmål fra den almene offentlige debat.

jeg tror iøvrig anders fogg rappen findes derude!

Upassende ? Klag over indlæg

…iøvrigt godt med lidt kapitalismekritik her på bloggen - frisk luft er sundt!

Upassende ? Klag over indlæg

@danny jensen

…ehrm - det er Kapitalisme-forsvar, ikke kritik, som er til basis for rappet
Hayek står for Kapitalisme og frit marked, Kaynes for socialisme og planøkonomi

Upassende ? Klag over indlæg

@niklas
forkert
keynes er ikke socialist, men klassisk socialliberal økonomisk teoretiker - i denne kontekst står de som hinandens opponenter - de forklarer således - på hver sin måde, hvorfor kapitalisme fører fra krise til krise - hayek ved at kritisere den keynesianistiske kapitalismemodel, og keynes ved at kritisere hayeks kapitalismemodel. men egentlig er det også ligegyldigt hvad jeg eller andre måtte mene - kapitalismen er i krise, og vil ikke overleve 100 år mere - det er den simpelthen for ineffektiv, asocial og primitiv til.

@niels b
enig langt hen af vejen - spørgsmålet er om økonomi som den bedrives ved mange uddannelsesinstitutioner overhovet er en videnskab - man må vende tilbage til basis - observer og beskriv - alt andet er useriøst.

Upassende ? Klag over indlæg

Her kan man da virkelig snakke om street credit - eller i hvert fald Wall Street credit! Men hvor blev Keynes’ bailout shout-out til Peter Straarup af?

Upassende ? Klag over indlæg

Tak for tippet om rappen, Jalving.

Faktisk blev de to herrer Keynes og Hayek, der tidligere i 1930′erne var bitre modstandere, gode venner under Anden Verdenskrig, hvor de begge underviste på King’s College Cambridge. Især var de begge optaget af at se på ildebrande sammen i byen under krigen. (Er der noget symbolsk i det??)

Historien fortælles i The Science of Liberty af Timothy Ferris. Bogen er flot anmeldt i The Financial Times her:

http://tinyurl.com/yz7xhmx

…Timothy Ferris argues that just as the scientific revolution rescued billions from poverty, fear, hunger, and disease, the Enlightenment values it inspired has swelled the number of persons living in free and democratic societies from less than 1 percent of the world population four centuries ago to more than a third today.

Upassende ? Klag over indlæg

Jeg anbefaler varmt Donald MacKenzies “An Engine, Not a Camera” - en parafrase over Friedman’s gamle diktum, men i dette tilfælde brugt til at cementere det flere bloggere her er inde på: økonomiske teorier er i højere grad at sammenligne med politiske projekter end videnskabelige spejlinger af virkeligheden.

http://www.amazon.co.uk/Engine-Not-Camera-Financial-Technology/dp/0262633671/ref=sr_1_1?ie=UTF8&s=books&qid=1264533174&sr=8-1-spell

Upassende ? Klag over indlæg

Jan Aage Jeppesen
“Imidlertid siger erfaringerne fra Sovjetunionen ikke, at et socialistisk system med central planlægning rent principielt er mindre effektivt end et liberalistisk system.´´

Sovjetunionen var IKKE socialistisk, men kommunistisk, dvs idégrundlaget var IKKE statslig kontrol med produktionsmidler men også afskaffelse af ejendomsretten. I 1921 var russiske bønder forpligtet til at udlevere hele udbyttet til staten udover det nødvendige og dyrkede kun netop så meget, som de selv forbrugte. Hvilket var en af hovedårsagerne til hungersnødskriser. Forsøget på at organisere en økonomi uden penge og at fordele produkterne via statsinstitutioner slog fejl. Fra 1921 slog regeringen ind på en `ny økonomisk politik´. Fra marts erstattedes rekvisitionerne med naturalskat, og bøndernes ejendomsret til deres jord blev anerkendt. Selv om denationaliseringen af industrien fulgte trop, havde staten kontrollen med Centralforeningen for forbrugskooperativerne (Centrosojus), og de kooperative selskaber bevarede en nøje forbindelse med regeringen. Dét var ikke (national)socialismens program.

“For der findes ikke noget rent principielt svar på spørgsmålet om systemernes relative effektivitet.´´

Jo mindre totalitært (liberalisme) desto større relativ effektivitet har systemet over (national)socialisme.

“Der findes kun svar, som afhænger af samfundenes historiske situation – af deres traditioner og tekniske muligheder.´´

Svarene afhænger ikke af samfundenes historiske situation, der blot er resultatet af relativ effektivitet.
_
Sikkerhedsord: skole

Upassende ? Klag over indlæg

Jan Aage Jeppesen.
Flot og velreflekteret indlæg fra dig, som satte mine små grå i sving.
Interessant, at du fremhæver begrebet MOTIVATION, når det gælder den socialistiske økonomi. Hvis man ser på socialismen som samfundsmodel mener jeg, der er et stort problem, når det gælder DRIVKRAFT og ekspansionsevne i den socialistiske produktion/økonomi, som muligvis ikke vil kunne overvindes. Problemet er nemt at overse, når man teoretiserer over sagerne. Som vi jo er mange, der gjorde en tid.

I en opbygningsfase af socialismen, som eksempelvis de første mange år af det sovjetiske samfund, vil der være entusiasme og engagement til at skabe nyt og udvikle samfundet. (I eksemplet tænker jeg overordnet og ser bort fra en masse fejlgreb osv. - der blev skabt store resultater. Landet blev bygget op efter krig osv.)
Men når så diverse systemer og den sociale sikring i det socialistiske samfund er etableret og fungerer udmærket, hvad så? - hvad stimulerer da menneskene til videreudvikling??? hvad driver da den enkeltes fantasi og kreativitet? - Her bliver det nemt for bureaukrater, apparatnikker og opportunister at falde for fristelsen til at blive “ledere” og formyndere - og små eller større magtmennesker. Det bliver ikke nødvendigvis de positive sider af den menneskelige kreativitet og innovationsevne, der blomstrer.

Under kapitalismen er der en kæmpe drivkraft, som mange ikke så gerne vil være ved, men som vi ikke kan komme udenom: At den enkelte vil tjene penge for at søge “egen lykke” på markedet, hvor alt kan sælges.
- På grund af denne enorme drivkraft - som gennemt tiderne er søgt tøjlet og civiliseret for ikke at fremstå alt for rå som nu under krisen - sættes menneskers fantasi i sving på utallige områder - og fantastiske resultater opnås både økonomisk og kulturelt.

Jeg ser ikke en tilsvarende drivkraft i den socialistiske tanke. Jeg beklager, men godheden har ikke den samme fremdrift.

Jeg kan tilslutte mig dine ord om den danske samfundsmodel, som jo i høj grad inkarnerer socialistiske elementer i en liberalistisk økonomi. I en årrække har denne danske model set ideel ud. Problemet er bare, at modellen er ved at kæntre af bare godhed - bureaukrati og danske apparatnikker er ved at tage over i et kolossalt statsligt formynderi, a la sovjet.

Den politiske kamp handler jo om magten over staten - og når magten er vundet, hvad man da gør med den. Staten skal være stærk, ja. Den skal klare noge opgaver, som til stadighed skal defineres. Men en stærk stat er ikke nødvendigvis en bred, udflydende nanny-state, der tager initiativ og ansvar fra folk - som den danske model er godt på vej til at udvikle sig til.

Hvis den danske model fortsat skal være stærk, må der findes politisk mod til at skabe balance mellem en socialistisk og en liberalistisk model.

Upassende ? Klag over indlæg

Så spørger jeg igen, Rita Sørensen er du halvt kommunist, eller halvt nazist?

Upassende ? Klag over indlæg

Kommunisme er Socialister med magt og våben!

Er det ikke tankevækkende at DDR propaganderede med at de satte ‘humanismen’ i centrum?

Når en total idiot eller betonkommunist som Christoffer Badse, jurist hos Instituttet for Menneskerettigheder (IMR), udtaler at Kurt Westergaard ingen menneskerettigheder har, illustrere det den socialistiske tankegang, når samme syge mennesker der gemmer sig bag den samme facade skråler skingert til fordel for mullar Krekar (der har myrdet adskellige kurdere, udøvet terrorisme etc) i Norge, fordi der blev skudt mod hans lejlighed, og klynker om hans ‘menneskerettigheder’ væmmes man.
En morder med blod på hænderne, der udgyder had fra en gedigen ondskabsfuld ideologi og venstrefløjen får kollektivt stådreng og forsvarer vedkommene - Sygt, rent ud sagt sygt.

Bør man også overlade økonomi til disse?

“We are Socialists, enemies, mortal enemies of the present capitalist economic system with its exploitation of the economically weak, with its injustice in wages, with its immoral evaluation of individuals according to wealth and money instead of responsibility and achievement, and we are determined under all circumstances to abolish this system!” - Adolf Hitler, 1927.

Upassende ? Klag over indlæg

Spørgsmål som driller mig: Det var Kong Christian den fjerde som byggede Rundetårn. Hvorfor var det så ikke Jyllandsposten som tegnede Muhammed i 10 forskellige udlægninger ?
Hvorfor er det KW som er jaget vildt ?

Hvis Hells Angels hævder at deres organisation er religiøs, kan de så lukke munden på modstandere ved at råbe hate speach ??

tja, sår’n er der så meget…

Upassende ? Klag over indlæg

Jan Aage Jeppesen - Jeg har været off line. - Jeg siger tak for det udførlige svar til Marcus Falking, som jeg også har haft fornøjelse af.

Mit anliggende har jo været at diskutere spørgsmålet om den drivkraft til både økonomisk og kulturel udvikling, der nødvendigvis må forefindes i ethvert samfund, hvis samfundet ikke skal gå i stå på grund af træghed og magtmisbrug med mulig fattigdom til følge. ELLER for den sags skyld udarte i en farlig totalitarisme. En tendens, som begge systemer - både kapitalismen og socialismen - vil kunne falde i, hvis man ikke passer på.

Konkurrencen på markedet er en mægtig stimulans og drivkraft for menneskers virketrang og orientering mod (gerne store!) resultater under kapitalismen. Det være sig inden for økonomien som kulturelt - kun det bedste er godt nok, siger man jo.

I vort højtudviklede samfund er målet for den enkelte ikke længere alene at få brød på bordet. Mennesker slås stadig for højere lønninger, javist, men går nu i høj grad også i brechen for andre spørgsmål - som fx. brede samfundsspørgsmål som klima og miljø og for større anerkendelse af den enkeltes indsats, kulturelle goder osv. - de såkaldt bløde værdier rangerer højt på skalaen i dag.

Lønmodtagerne anfægter egentlig heller ikke selve det kapitalistiske grundlag, den private ejendomsret til produktionsmidlerne, NÅR BLOT ETIKKEN ER I ORDEN. Der har i de seneste år rejst sig stærke krav om en etisk acceptabel produktionsmåde fra de store producenter i den globale økonomi og krav om etiske handlemåder i den finansielle sektor. Man kan måske sige, at de blødere (socialistisk inspirerede? eller alment moralske?) elementer søger at balancere den liberalistiske økonomi.
Det er min opfattelse, at den liberalistiske økonomi til stadighed skal følges nøje og afbalanceres, så den ikke udarter. Det kræver et stærkt demokrati.

Tilsvarende ville formentlig være tilfældet, hvis socialismen igen skulle blive sat på dagsordenen i nogle af verdens lande. Lad os tage, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne er overgået til statslig drift, og der måske over en årrække er etableret systemer til menneskers uddannelse, omsorg, daglige forsyning og virke - og der så (måske fra yngre generationer) rejser sig nye udviklingskrav til produktion eller drift eller livsudfoldelse, som måske ser vanskeligt ud at efterkomme. Hvordan forhindrer man da totalitære tendenser? - I det hele taget, hvordan sikres den drivkraft for den enkelte, at man til stadighed føler sig tilfredsstillet som samfundsborger under socialismen? Er det da nok at sige demokrati?

Under alle omstændigheder må en vigtig forudsætning for en socialistisk økonomi være, at der gennemføres reelt demokrati samtidig med gennemførelse af de produktionsmæssige, sociale og kulturelle strukturer. Og at demokratiet respekteres. Sådan forekommer det vel os, der lever i et demokrati.
Men igen - Er det politiske demokrati drivkraft nok for udvikling af økonomi og produktion - eller skal der tillades privat foretagsomhed? Og så går vi i ring - og ender i en blandingsøkonomi -

Upassende ? Klag over indlæg

Rita Sørensen, Kbh. | Skrevet: 27. jan 10 kl. 18:09

Du må undskylde, at jeg på dine og egne vegne følte mig så provokeret over Marcus Falking tåbeligheder og mangel på elementær viden, at jeg gav ham svar på tiltale ved at henvise til den liberalistiske ideologis udviklingshistorie og den politologiske betydning af de termer han anvendte.

Min replik til Falking bevægede sig blot på overfladen. I vor dialog forsøger vi at stille nogle dybere spørgsmål, som er vanskeligere at besvare. På den anden side illustrerer Flaking meget godt hvad problemet er, når man diskuterer politik og økonomi og har en dogmatisk og ureflekteret tilgang til tingene.

Du rejser spørgsmålene om motivering for den måde vi handler på politisk og økonomisk. Og du bringer etikken på bane når det gælder kravene til den måde vi producerer varer på og handler på det finansielle marked. Og om nødvendigheden af et stærkt demokrati der kan afbalancere både den liberalistiske og socialistiske økonomi, så den ikke udarter. Politisk er problemet hvordan vi forhindrer at økonomisk udartning udløser totalitære tendenser, således som det skete i Tyskland efter verdenskrisen i 1929.

Historisk kan det konstateres, at ingen af de bedst fungerende demokratier, de nordiske, valgte at socialisere produktionsmidlerne. I stedet kan man, som Henning Fonsmark gør i bogen “Historien om den danske Utopi”, hævde, at de i stedet valgte at socialisere vælgerne og dermed skabte et velfærdsdemokrati, der til sidst ikke kunne afskaffes ved hjælp af det politiske demokrati. Modellen kunne kun bryde sammen. Og da kun på grundlag af økonomiske realiteter, der i Danmark har haft en tendens til at forblive uopdagede længst muligt.

Fonsmarks argumenter for hans tese er, at allerede i 1988 havde minimum 63% af vælgerkorpset deres økonomi så at sige total deponeret i den “stats”-funktion, som det er den demokratiske vælgers første og fornemste opgave at kontrollere.

I stedet for at socialisere erhvervslivet valgte velfærdsdemokratiet at socialisere vælgerne. Dels direkte ved løn eller ydelser, dels indirekte med gratis eller kunstigt billige servicetilbud som en del af deres livsfornødenheder. Det politiske demokrati havde dermed fået det besynderlige problem på halsen, at en majoritet af dets deltagere var blevet inhabile. Det ord ville være brugt om en lignende tilstand i ethvert andet sammenligneligt system, hævder Fonsmark, og fortsætter:
“Og dets konsekvens var på en måde det politisk geniale ved den danske velfærdsdemokratiske model. Jo mere den blev bygget op, desto mere cementerede den sin egen position.” … At man havde fået indrettet sig med en majoritet af “inhabile” vælgere forklarer alle de politiske vanskeligheder i det oprydningsarbejde, der i 80´erne var blevet en nødvendighed. Men det forklarer ikke, hvordan det havde været muligt at bygge den op i et land, der - på to gange to år nær - aldrig skænkede de socialistiske partier et flertal.”

Betragter du velfærdsdemokratiet som en udartning både politisk og økonomisk? Og er det sandt, at balancen ikke kan genoprettes med politiske midler, men at systemet er dømt til at bryde sammen?

I det efterfølgende vil jeg præsentere mit demokratisyn, tale om motivation og etik, idet jeg gør opmærksom på, at min opfattelse i vidt omfang bygger på den danske filosof Kai Sørlanders teorier, som jeg tilslutter mig. Teksten nedenfor vil bl.a. indeholde citater fra Sørlanders bog “Om Menneskerettigheder” fra år 2000.

Først om min etiske grundopfattelse.

Som personer står vi alle sammen, alene qua person, under en universel etisk fordring om at stræbe mod at samfundet indrettes demokratisk. Og at stemme på en sådan måde, at demokratiet kan opretholde sig selv. Fordringen kaldes Det etiske konsistenskrav: “Det fordres af den enkelte, at han handler i konsistens med, at de omgivende personer kan leve som personer, uden at han sætter sig ud over vilkårene for, at han selv kan leve som person.”

Det etiske konsistenskrav følger af rent begrebsmæssige overvejelser. Det er en a priori fordring. Men hvad fordringen nærmere implicerer må deduceres i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.

Demokrati begrundet på det etiske konsistenskrav.

”Når udgangspunktet er det etiske konsistenskrav, så er det en forudsætning, at bestemmelserne skal tages i overensstemmelse med, at de enkelte borgere hver især kan leve som personer. Men derudover er der ingen, som har en særlig ret til at tage samfundsmæssige beslutninger. Set fra den synsvinkel står de alle i princippet lige i forhold til at være beslutningstagere. De står lige under det etiske konsistenskrav. Og det er en konsekvens af denne lighed, at den politiske magt i samfundet – magten til at fastsætte love ved samfundsmæssige beslutninger – må bygge på en elementær ligeværdighed mellem borgerne. En sådan ligeværdighed kan kun opfyldes under en eller anden form for demokratisk orden.
Det etiske konsistenskrav implicerer altså, at der bør stræbes mod at demokratisere den politiske magt. Hvorledes demokratiet konkret skal udformes – om det skal være direkte eller indirekte – må være et empirisk spørgsmål. Det må afhænge af, hvad der er praktisk muligt i lyset af vore erfaringer med de politiske problemer og med menneskene sådan som de nu engang er.

Demokratiet betyder, at det i den endelige afgørelse må være flertallet, der er udslagsgivende (hvad enten det så er direkte eller gennem repræsentanter). Men det betyder også, at flertallet etisk er bundet til at tage beslutninger inden for de rammer som sættes af de politiske konsekvenser af det etiske konsistenskrav.

Det er de rammer, som basalt udgøres af basissikringen og demokratiet selv. Der er altså et krav til demokratiet – og dermed til flertallet – at det tager politiske beslutninger, som fortsat skaber mulighed for en general basissikring og for demokratiets egen opretholdelse.

Dette krav er en følge af selve den måde, hvorpå demokratiet her er begrundet: at det er begrundet som en konsekvens af det etiske konsistenskrav. Da er demokratiet også et system, som stiller etiske krav til den enkelte. Det er ikke blot et system, hvor det er meningen, at den enkelte skal give udtryk for sine egne ”rå” og ureflekterede præferencer. Det kan demokratiet degenerere til, hvis det ikke er sin opgave voksen; og så kan det undergrave sin egen eksistens. Den enkelte bør forstå, at hans demokratiske forpligtelse ikke kun er at give udtryk for sine egne egoistiske præferencer, men at det først og fremmest er at tage stilling til, hvorledes samfundet bør løse den opgave, som består i at skulle skabe forudsætningerne for, at demokratiet både kan opretholde sig selv og en generel basissikring for alle.I modsat fald overlader demokratiet sin skæbne til tilfældighedernes spil.” (Citeret fra ”Om Menneskerettigheder” (2000) af Kai Sørlander, side 72-73).

I og med at demokratiet må erkende, at det ikke kan eliminere den økonomiske ulighed, så må det også erkende, at det fortsat står over for den opgave at sikre, at økonomiske magtkoncentrationer ikke undergravet demokratiet. Der er her tale om en “ydre” politisk kamp for at begrænse de økonomiske magtkoncentrationers politiske indflydelse. Men sammen med den følger en “indre” kamp om individernes selvforståelse.

Det som gør, at den økonomiske ulighed må accepteres (nemlig at vi kun vil hjælpe politisk, hvis vi bevarer vor plads i indtægtshierakiet), det gør også, at vi står med to forskellige “billeder” af os selv. I det ene billede er vi personer, som er underlagt en etisk fordring, som har politiske konsekvenser; og her er det vor opgave med vort politiske valg at sikre, at disse konsekvenser fortsat kan realiseres. I det andet billede er vi aktører på et marked, hvor vi hver især søger at maksimere vor ønske-opfyldelse. Intet af billederne repræsenterer virkeligheden. Det første billede viser, hvad vi bør gøre - men ikke nødvendigvis gør. Det andet billede viser, hvad vi faktisk gør, hvis vi handler rent økonomisk - hvad vi ikke nødvendigvis gør. Den faktiske virkelighed er noget tredje; hvad der er det samme som at sige, at sociologi hverken er etik eller økonomi. Men omvendt må vi også erkende, at sociologien alene ikke er tilstrækkelig, hvis vi vil forstå os selv som økonomiske aktører i den demokratiske orden. Den forståelse kræver, at vi også har begge de begrebslogisk idealiserede billeder med - både billedet af den etisk ansvarlige person og billedet af den økonomiske aktør.

Der er ikke tale om, at det etiske billede gør det økonomiske billede ugyldigt. Det etiske billede kræver, at vi ikke handler blindt økonomisk (og alene med henblik på egen økonomisk fordel); og for at forstå hvad dette vil sige, så må vi ikke blindt forkaste det økonomiske billede. Så må vi tværtimod fortsat stille det etiske billede op i kontrast til det økonomiske. Uden at vi gør brug af begge billeder er vor selvforståelse mangelfuld.

Politisk kræver der noget andet af os end økonomisk. Der kræves, at vi ikke blot tager stilling ud fra en personlig økonomisk kalkule, men at vi tager stilling på basis af, hvad der kræves for at sikre, at samfundet kan - og fortsat kan - realisere de politiske konsekvenser af det etiske konsistenskrav. I demokratiet må vi leve med den indre spænding, som vi er underlagt, i og med at vi er aktører på både den politiske og den økonomiske arena. Det er det politiske udtryk for denne elementære etiske spænding: at det, som etisk kræves af os, ikke nødvendigvis er noget, som vi ønsker at gøre.

I spændingen mellem demokratisk forpligtelse og personlig økonomisk maksimering bør forpligtelsen veje tungest. Men det er ikke givet, at den gør det. Tværtimod så kan vi også i vor politiske stillingtagenhandle økonomisk: med henblik på, hvad der er til egen personlig fordel. I så fald kan demokratiet degenerere fra det at skabe en basissikring for de svage til at blive middelklassens sikring af sig selv.

Dette forfald er en fortsat mulighed - eller der bør vel snarere siges fare. Hvis det da ikke er således, at det allerede er ved at være realiteten for de eksistenrende demokratier. Derfor er det også af værdi for forståelsen af vor situation, at vi SUPPLERER den etiske BEGRUNDELSE af demokratiet, som jeg har givet, og som angiver, hvorledes demokratiet BØR fungere, med et forsøg på at INTERPRETERE, hvorledes demokratiet FAKTISK VIL fungere, hvis individerne også hovedsagelig handler økonomisk i den politiske sfære. Kimen til en sådan økonomisk interpretation af demokratiet kan man finde i Schumpeters definition af den demokratiske metode. I den betragtes demokratiet blot som en institutionel orden, hvori visse individer erhverver den politiske beslutningsmagt gennem en civiliseret kamp (”competitive struggle”) om folkets stemme. (Joseph Schumpeter, “Capitalism, Socialism and Democracy”, London 1943).

Senere er denne interpretation blevet mere bevidst udarbejdet af James Buchanan og hans forskellige medarbejdere. (Se f.eks. James Buchanan og Gordon Tullock, “The Calculus of Consent”, An Arbor 1962).
Når jeg nævner dette, så er det ikke fordi jeg mener, at denne opfattelse af demokratiet er rigtig. For i så fald var der jo ikke plads til min egen etiske begrundelse. Hvad jeg derimod mener er, at den økonomiske interpretation af demokratiet har værdi ved at sætte den etiske begrundelse i relief. Den forhindrer os i at blive for naive i vor tro på det reelt eksisterende demokratis etiske endegyldighed.

Spændingen mellem etik og økonomi - mellem anskuelsen af den enkelte som en etisk ansvarlig person og som én, der søger økonomisk maksimering - er altså bygget ind i demokratiet. Der er ikke nogen principiel vej ud af denne spænding. Der er ikke et eller andet punkt, hvor demokratiet kan finde hvile, og hvor spændingen ikke længere eksisterer. Men demokratiet skal leve i en fortsat bestræbelse på at finde sin egen placering i spændingen.

At vi politisk ikke kan lægge spændingen bag os, får konkret udtryk i, at der er et etisk dilemma bygget ind i politisk hjælpsomhed. For at klargøre det dilemma må vi først præcisere, hvad der menes med politisk hjælpsomhed. Det er en hjælpsomhed som man udviser gennem sin politiske holdning. Man hjælper ikke direkte med sin egen handling, men ved at kræve (eller stemme på nogen som kræver), at staten skal sørge for, at hjælpen ydes. Det betyder, at man heller ikke selv direkte bærer ofret for, at hjælpen ydes; men at man kun kommer til at bære ofret gennem den skat, som man yder til staten - og altså under den forudsætning, at man bevarer sin plads i indtægtshierakiet. Og det betyder i praksis, at man udsender modstridende signaler til dem, der er lavere end én selv i hierakiet, men som alligevel skal være med til at yde. På de ene side udsender man et signal om, at det er væsentligt for én selv at have det, som man har mere end dem, som er lavere i indtægtshierakiet. Og det er heri dilemmaet ligger. For hvad skal man sige til dem, der ligger lavere i hierakiet, og som protesterer mod at skulle ofre. Gør de andet end at tage ens eget forbehold alvorligt? Hvorfor skal de acceptere, at skulle yde noget, som man ikke selv er nede i nærheden af at skulle yde?

Rationelt set består dilemmaet i, at når man hjælper under forudsætning af, at man bevarer sin relative plads i indtægtshierakiet, så modsvares ens signal om, at det er nødvendigt at hjælpe, af et andet signal om, at det er vigtigt for én selv, at kunne bevare en højere levestandard. Og set “nedefra” i hierakiet er disse signaler modstridende.

Hvad skal vi så gøre? Først og fremmest skal vi forstå, at der ikke er nogen politisk vej ud. Der vinker ikke i fremtiden et eller andet utopisk samfund, hvor dilemmaet er forsvundet. Men det betyder ikke, at der så slet ikke er nogen vej ud. Det betyder kun, at vejen ud er snæver og alene kan gås af den enkelte. Den består ganske simpelt i, at man kan vise en hjælpsomhed, som går ud over, hvad man afkræves af det politiske system. Politisk set er vi frie til ikke at være mere hjælpsomme, end der kræves politisk; men vi er også frie til at være mere hjælpsomme. Selvom den hjælpsomhed, som den enkelte kan afkræves politisk, er begrænset af, at den ikke må forrykke den relative indtægtsfordeling, så er den enkeltre ikke selv bundet af denne begrænsning. Den relative indtægtsfordeling betyder mulighed for en tilsvarende forskel i levestandard; men den enkelte er ikke tvunget til at fastholde sin relative levestandard. Den kan han ofre, fordi han føler det personlige pres af den etiske fordring - eller blot i forglemmelse af sig selv og i medfølelse med andre.

Fordringen om hjælpsomhed kan ikke udtømmes politisk. Det at støtte og bidrage til et politisk hjælpeprogram kan ikke blive et ligefremt udtryk for personlig hjælpsomhed. Hvor forskellen overses, kvæler selvgodheden de etiske alvor. Hvor man klæder sin politiske indstilling ud som personlig hjælpsomhed , misforstår man sine elementære etiske relationer til andre.

Mon ikke det især er på venstrefløjen, at selvgodheden kvæler den etiske alvor, idet man bilder sig ind, at kunne skabe et samfund hvor alle er lige og frie? Den bestræbelse på at være gode rent politisk kan meget let være med til at underminere demokratiet således som Fonsmark hævder.
De historiske erfaringer med det danske demokrati viser, at der er store fordele ved at kombinere elementer fra socialismen og liberalismen. Det skabet økonomisk og politisk stabilitet, men hvor det rigtige balancepunkt ligger i en verden under konstant forandring kan der ikke gives noget konkret bud på og slet ikke et principielt svar på. Her har jeg argumenteret for, at en udskridning mod socialisme kan være lige så undergravende for demokratiet som en udskridning mod liberalisme kan være.

Hvis den socialistiske bestræbelse får større politisk vægt fører det til, at motivationen for at gøre en større indsats reduceres, samt at der opbygges et kæmpe apparat til omfordeling af goderne, som let kan udvikle sig i retning af et kontrol og overvågningssamfund (the nanny state), der fører til ensretning, fordi forskellen mellem lighed og ensretning er hårfin. Og som samtidig er en økonomisk belastning for hele systemet.
Får den liberalistiske bestræbelse større politisk vægt vil det føre til større økonomisk ulighed og samtidg er demokratiet truet qua en økonomisk koncentration i store multinationale virksomheder, der kan anvende deres økonomiske magt til at fremme politiske mål der sikrer egne egoistiske interesser, hvilket også udgør en trussel mod demokratiets evne til at opretholde sig selv.

Upassende ? Klag over indlæg

Kære læsere. Tak for jeres kommentarer. Husk, at I altid kan benytte klage-funktionen, hvis I finder et indlæg upassende. Så kigger vi på det. Med venlig hilsen redaktionen.

Upassende ? Klag over indlæg