Frontalt

Ikke flere eventyr, bitte

I morgen, tirsdag kl. 14, modtager den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger Danmarks største private kulturpris på 1 mio. kr., og herfra skal lyde et trefoldigt hurra. Ét for hans åndelige udholdenhed – manden er født i Tyskland i 1929, ét for hans mange gode bøger og ét for hans mod til hele tiden at lære af sine erfaringer og blive klogere politisk.

Særligt det sidste træk er værd at bide mærke i. Nogle vil kritisere Enzensberger for, at han er blevet højreorienteret, hvilket egentlig bare betyder, at han er blevet ældre og mere moden. Andre at han i visse tilfælde har det med at kratte i overfladen uden at komme ned til det interessante, væskende sår.

Venstre, højre, frem og tilbage, lad os for en stund kaste begreberne af os. Hans Magnus Enzensberger skriver til os alle og er, når alt kommer til alt, noget så rart og trygt som en vanvittig normal tysker.

Vaffor noget?

Jo, Enzensberger har været med til at hive landet og ja, den storslåede germanske kultur, op fra rendestenen, hvor først Hitler og hans raske svende og siden med DDR, Rote Armee Fraktion med alle deres prominente og intellektuelle sympatisører havde anbragt tyskerne i noget nær en menneskealder. Enzensbergers eget liv løber parallelt med det tyske vanvid i det 20. århundrede, og det er noget af en bedrift, at han overhovedet er kommet levende og tænkende ud.

Men det er han, still going strong, og nu bliver han millionær, hvis han da ikke er det i forvejen.

Men der er noget, som trænger til at blive sagt. Modtageren af årets Sonningpris er til trods for alle sine talenter lige så normal som de fleste andre; han er bare bedre til at udtrykke sin normalitet. Hermed ønsker jeg ikke at devaluere prismodtagerens værdighed, tværtimod. Jeg opfatter det positivt at være normal, selv om jeg godt véd fra min socialisering, at der ikke er noget, der hedder sådan. Visse-vasse. Det er bare ikke velset eller smart at være normal. Så hellere bo i et hus til 13,9 mio. kr. ligesom Remee fra X Faktor, have samme overtalelsesevner som verdens bedst betalte Twitter-profil Kim Kardashian eller opfinde den næste, nye uundværlige gadget fra Apple. Naturligvis. Men der er ikke noget i vejen med at være normal.

Netop dette har Enzensberger beskrevet på sin vante humoristisk-alvorlige facon i den essaysamling, som på dansk kom til at hedde Vanvittig normal og udkom i 1990 i Per Øhrgaards oversættelse.

Enzensberger skriver i 80’erne, før Murens fald, og tager udgangspunkt i den vesttyske forbundsrepublik. Pointen er, at republikken holdt, til trods for de mange kritikere, fjender og terrorister, og den holdt, fordi tyskerne nærmest med ét blev normale i 1945, dvs. undgik at gå til yderligheder og i stedet fandt styrke i middelklasse og middelmådighed, kummefrysere og tennisketsjere. Det var ikke forfatningen, men materialismen, der holdt sammen på sagerne.

Denne historiske pointe har andre jo været inde på både før og efter Enzensberger, men han forlener middelmådigheden med en ny energi, som man sjældent møder andre steder. Forfatteren noterer, at middelklassen bredte sig som en olieplet, stik imod teoretikernes teorier, og at politik for det store, tunge flertal ikke længere skulle skabe historie, legender eller få folk til at marchere i takt. Det blev ok at være normal, og nivellering, middelmål og udjævning blev pludselig plusord. Ikke flere eventyr, bitte.

I et afsnit, der på det nærmeste foregriber Anders Fogh Rasmussens opgør med smagsdommerne, beskrives, hvordan titler og rang ikke længere betyder noget:

“En gummihandler regnes for lige så meget som en general, en kok for det samme som en universitetsprofessor, en andenrangs fodboldtræner for det samme som en minister (…) De prominentes vigtigste funktion består ikke i at sætte den ene eller anden form for standarder; den ligger i deres underholdningsværdi” (s.97-8).

Denne udvikling er for Enzensberger positivt ladet. Der er noget sundt ved indifferens, noget stabilt ved mediokrati. Man skal bare ikke forveksle resultatet med enshed og uniformitet. Bag middelmålet gemmer sig ifølge Enzensberger en fauna af variation, som ingen tidligere kunne have drømt om. Hør blot:

“Det, der toner frem her, kunne man betegne som hverdagens gennemsnitlige eksotisme. Den ytrer sig tydeligst i provinsen (…) Golfspillende slagtermestre, hustruer importeret fra Thailand, PET-agenter med kolonihaver, tyrkiske mullaher, kvindelige apotekere i Nicaragua-komiteer, landstrygere, der kører Mercedes, autonome med økologiske haver, skatteinspektører, der samler på våben, småbønder, der opdrætter påfugle, militante lesbiske, tamilske ismænd, klassiske filologer i futures-business, lejesoldater på orlov, ekstremistiske dyreværnere, kakaindealere med solcentre, dominaer med kunder fra det højere management, computerfreaks, som går i pendulfart mellem californiske databanker og hessiske naturreservater, snedkere, som leverer forgyldte døre til Saudi-Arabien, kunstfalsknere, Karl May-forskere, bodyguards, jazz-eksperter, dødshjælpere og pronoproducenter” (s.99).

Selv om Enzensbergers essay har mere end 20 år på bagen, er der noget om snakken. Væk er fortidens særlinge. I dag er alle særlinge, tyskere såvel som danskere, polakker såvel som brasilianere, overalt hvor velstanden har fat. Dette er normalen: den gennemsnitlige afviger, der netop er så udbredt og almindelig, at ingen længere lægger mærke til ham eller hende. Se på Facebook eller Twitter, det er blevet til virtuelle klubber for vanvittigt normale mennesker. Såre ens, men forskellige i deres udtryk.

Enzensberger må bifalde vores Facebook-generation for dens abnorme normalitet. Vi har ingen helte tilbage, men kun os selv og hinanden og hvad morgendagen bringer.

Nogle vil utvivlsomt opfatte det som en sørgelig tilstand og begræde sædernes forfald. Andre, som årets prismodtager, vil sandsynligvis nøjes med at glæde sig over, at alle disse vanvittigt normale mennesker i det mindste ikke generer andre, og dette er nok – mere end noget andet – Enzensbergers tyske lektie til os.