Nyheden om at Herbert Pundik, tidligere chefredaktør for Politiken, som journalist gennem flere årtier frem til 1970 arbejdede som agent for den israelske sikkerhedstjeneste Mossad, rejser det oplagte spørgsmål, hvis interesser bladets nuværende chefredaktør så arbejder for?
Er Tøger Seidenfaden virkelig saudisk agent?
Tænk, jeg havde ikke troet det muligt, han ser jo så kernedansk og bleg ud, men det er efterhånden den eneste forklaring på mandens totale kollaps.
Et kollaps, der da også med rette er blevet kommenteret vidt og bredt. Jeg har ikke stort at tilføje til kritikken, thi at udsende en undskyldning, som den, avisen udsendte i går til Muhammeds såkaldte efterkommere er alt, hvad det er blevet kaldt: et knæfald for teokratisk pres, et forræderi i forhold til bladets ægte radikale grundlæggere, en provinsiel og latterlig gestus, en tilbagerulning til tiden før Grundloven af 1849 osv. osv.
Der er ingen ende på elendigheden, når chefredaktøren træder i karakter – ligesom under hans Asylcirkus, der skulle profilere avisen som et nyt politisk parti – og de to eneste defensorer for elendigheden, jeg har hørt og set, er Uffe Ellemann-Jensen og Rune Engelbreth. Need I say more?
Ja. Lidt.
For hvad skal vi fremover kalde avisen?
Som Netavisen 180 grader så rigtigt skriver i en leder, har Politiken undskyldt, at den er en avis. Dvs. det er den hermed ikke længere, hvilket – hvis man skal rose chefredaktøren for noget – tyder på en vis selverkendelse.
Men hvad er Politiken så?
Et PR-bureau? Nej, sådan nogle er ikke bange for at provokere, krænke eller latterliggøre, hvis bare beløbet er stort nok.
Et navneskifte til Dansk Kirketidende kan heller ikke anbefales. Sådan et blad findes allerede i Grundtvigs ånd, og da Grundtvig selv var en solid forsvarer for trykkefrihed og idømt livsvarig censur i 1826, så går det slet ikke an for Politiken.
Vent et øjeblik, jeg får en idé. Politikens chefredaktør vil gerne signalere internationalt niveau, ikke sandt? Men samtidig skal det ikke gøre for ondt, jeg mener, der skal tages hensyn til folk, eller rettere, visse folk. Det handler som bekendt om dialog.
Hvad så med Apolotiken?
Et grimt navn, indrømmet, men det lyder lidt som undskyldning på engelsk, og så véd læserne, fra nær og især fjern – såvel som potentielle klagere – hvad de får – måske med et nyt motto sat lidt lækkert op grafisk på forsiden lige ved side af lederen: Sorry, we didn’t mean to hurt you!



Hæhæ - endnu et pletskud fra Jalving, yderligere kommentar er unødvendigt!