Frontalt

Christiania – set indefra

Debatten om Christiania er stort set gået i stå, men ude på det tidligere militærområde sidder Richardt Thomas Lionheart og skriver.

Skriver det ene kritiske bidrag efter det andet til bydelens interne blad Ugespejlet. Om Christiania som et retsløst samfund. Om det verserende sociale bedrageri. Om det dramatiske fald i antallet af selvforsørgende christianitter. Om bagsiden ved den kollektive styreform. Om Christianias såkaldte “bundmøde” under klimatopmødet i december. Om hykleri og propaganda.

Selv har jeg haft lejlighed til at læse nogle få stykker, men der er mange flere mere, hvor de kommer fra. Ca. 200 korte og kontante klummer er der gennem årene afsendt til Christiania fra kritikeren Richardt L. med kærlig hilsen.

Hidtil er Richardt Lionhearts årelange kritik blevet mødt med tavshed. Det er svært at få lokket nogen ud på dansegulvet til en kritisk diskussion om Christiania, fortæller han mig en snehvid februaraften, hvor han har inviteret på kaffe og slavewhisky og sidder foran den åbne kamin, hvide vægge, bugnende bogreoler under solide bjælker af pommersk fyr og beretter om sin selvoplevede historie.

Han flyttede hertil sammen med sin kæreste som ganske ung i det, han kalder Christianias pionerfase. De satte en stor tagetage og siden resten af den tidligere fabriksbygning i stand. Han læste til klinisk psykolog og fik eksamensbevis på det, men han var flyttet hjemmefra, da han begyndte i gymnasiet som 15-årig, havde klaret sig selv, lært at arbejde med sine hænder og var blevet god til det.

Richardt var fascineret af tanken om at finde nye veje og at bo og leve anderledes end danskerne flest, men allerede i 1975-76 fandt han, at der var for lidt kritik og debat, og han begynder han at interviewe andre christianitter om de problematiske sider og om det, de er mindre tilbøjelige til at tale højt om, fordi, som han siger, “det altid er nemmere at ligge på hjul”.

Derefter stikker Richardt af.

Først til en “stor, fed, lånt villa i Holte”, som han siger med et smil, siden til Aalborg, hvor han starter et entreprenørfirma. Han følte sig flad og færdig med Christiania.

Men han bliver forelsket, får nyt overskud og mod på livet og vender alligevel tilbage allerede et år senere i januar 1977, ifølge eget udsagn fordi han følte sig forpligtet til det og overtager nu en del af et hus, som ingen tidligere havde været interesseret i. Han sætter det i stand fra bunden, lægger el og vand ind og placerer nonchalant et nedsænket badekar i køkkenet med udsigt til den buldrende kamin på bedste romerske manér: mad, bad og ild.

Snart deltager Richardt også i det frivillige arbejde med at finde en løsning på Christianias hastigt voksende narkoproblemer. Mange narkomaner var flyttet til Christiania fra hele Norden; mange var blevet narkomaner på Christiania, og desuden kom der hver dag besøgende fra København og købte og solgte hård narko.

Der blev forsøgt flere radikale løsninger, men de fejlede, og problemerne voksede sig stadigt større. Den ideologiske inspiration kom fra en socialt engageret gruppe i Stockholm, der gik ind for tvangsbehandling og for at lokalbefolkningen fysisk skulle blokere for misbruget. Deres grundsætning var, at “når man kræver meget, må man også give meget”.

Sammen med et par andre satte Richardt derfor i 1979 en række lokaler grundigt i stand til en kontorfacilitet, der kunne klare det opfølgende arbejde ovenpå en blokade mod narkomisbruget. Det var næsten et års arbejde.

I marts 1979 lavede svenskerne en vellykket narkoblokade i Rågsved, en betonforstad til Stockholm. I oktober 1979 fulgte så Christianias blokade. Det var dramatisk. 20 narkomaner døde af overdoser i 1978-79, og blokaden fik naturligvis skylden for de narkodødsfald, der skete under blokaden. Omsætningen af hård narko på “Prærien” var anslået ca. 1 mio. kr. dagligt. Altså, ikke ligefrem småpenge.

De, der ville gå i behandling, blev lovet den bedst mulige behandling. Et halvt hundrede narkomaner valgte behandling og et stort, men ukendt antal flyttede. De var fire personer til det opfølgende arbejde, men fik hjælp af afgiftere, familieplejer og kollektiver. Det var arbejde i døgndrift med ultimative krav, men to år senere var 80 pct. stoffrie. Kommunen må have været grøn af misundelse.

Direkte adspurgt, hvad der drev ham og hans venner på dette tidspunkt, svarer han:

Vi troede simpelthen, vi kunne opfinde verden på ny og gøre det hele meget bedre. Det lå også i tidsånden. Vi var jo børn af de glade 60′ere, hvor økonomien boomede og kriminalitetsraterne var i bund.

Og tilføjer så:

Men bag vores forestillinger lå et helt utroligt narcissistisk storhedsvanvid, der retrospektivt nærmest ligner en slags fascisme. Sagen var jo, at Danmark fungerede alt for godt. Det fik os til at tro, at vi andre bare skulle opfatte hinanden som brødre, søstre og kammerater og begynde at stole meget mere på hinanden, og at mange af de almindelige sikkerhedsforanstaltninger var overflødige og unødvendigt begrænsende.

Tiltroen til de nærmeste udviklede sig til blindhed over for de virkelige problemer på Christiania, understreger Richardt Lionheart i dag. Niveauet faldt. Det håndværksmæssige niveau. Det sociale niveau. Det intellektuelle niveau. Det eneste, der voksede på den såkaldte fristad, var træerne – og christianitternes tiltagende frelsthed.

Denne historie interesserer mig, og jeg har derfor aftalt med Richardt Thomas Lionheart, at vi holder kontakten ved lige. Jeg er sikker på, at han har en rasende spændende bog at skrive, hvis han får tid og kræfter og mulighed for at skrive den. Var jeg var forlægger, ville jeg straks gribe knoglen.

For nuværende må vi imidlertid nøjes med et par pluk fra hans krasse kritik i Ugespejlet. Først om retsløsheden på Christiania:

På Christiania har vi for 38 år siden sat os for, at se om vi kunne finde nogle bedre veje. Det har vi ikke magtet – tværtimod trives her pøbelvældet og ’den stærkes ret’.

Vi har ikke noget retssystem. Uoverensstemmelser og rettigheder afgøres på møder, der ikke rækker ud over de tilstedeværende og den øjeblikkelige situation. Det er det man kalder pøbelvælde. Det kan være et godt system, for den der er magtfuld og har mange allierede, eller for den der er attråværdig og har mange beskyttere. Men for den, der er alene, i krise, svag, grim, anderledes, eller blot hungrer efter fred, er det et rædselsfuldt system.

Vi har skabt et middelalderligt, stift og forstokket system, der er uforudsigeligt, skinhelligt og undertrykkende. Glæde og initiativ lammes og fjendskaber trives. Alligevel tror vi i beruselse af kollektivt selvbedrag og trang til at være noget særligt, at vi i denne nødløsning har genopfundet noget helt særligt.

Og endelig om arbejdsløsheden på Christiania:

I Christianias første år fik 2 pct. (14) af de registrerede beboere ’socialhjælp’. Der var meget få, der fik anden form for overførselsindkomst. Der var mange studerende, og mange fik SU. De fleste klarede sig med periodevise stressende, men velbetalte jobs (…) Dengang kendte meget få til understøttelse. Det var faktisk Solvognen, der for alvor ’opfandt’ den. Man skulle bare ind i scenearbejdernes og musikernes fagforening. Så kunne man gå på støtten og være sjov og kreativ i lang tid.

Det var jo stærke og dygtige rollemodeller, der fortsatte karrieren efter en kortere eller længere pause. Men de svagere blev hængende, og som det jo tit går, blev overklassens lyster til underklassens laster. Invalidepensionen blev den helt store fristelse, som kommunen en overgang delte gavmildt ud af for dermed at tørre regningen af på staten. ’Sjasen’ blev til ’Bissen’ og sammen med pensionen og støtten blev det til en livsform og en ideologi: Bekvemmelighedssocialismen – ’stem rødt og arbejd sort’.