I en tid, hvor riget fattes hænder og folk, der – modsat SF – ikke knokler for at bevare folkepension og efterløn, er det godt at vide, at også den usynlige hånd – Adam Smiths elegante metafor for markedets evne til at skabe velstand og vækst for mennesker i alle aldre – bliver anerkendt for det, den kan.
Det sker takket være en lille flok ildsjæle, der genopliver selskabet og tidsskriftet Libertas. Netop nu, hvor dansk økonomi indleder sin lange vej ind i recessionens vintermørke uden nogen som helst udsigt til bedring, genopstår Libertas med et symposion på Christiansborg på lørdag om den ofte så misforståede skotske oplysningstænker og hans aktuelle betydning.
Ikke at det vil gøre nogen nævneværdig forskel i forhold til rigets tilstand al den stund, at miraklernes tid nok er forbi, men det er altid godt at have noget at læse i og nogle at mødes med, selv når det går ned ad bakke, eller måske især når det går ned ad bakke – ældre numre af tidsskriftet downloades her.
Samtidig uddeler de trodsige sjæle søreme årets Adam Smith-pris. Prisen går til en dansker eller udlænding, der i tale, skrift eller handling har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at fremme det frie samfund og det frie marked. Årets prismodtager er historiker og journalist Bent Blüdnikow, som får prisen for sin årelange og ofte miskrediterede indsats for større erkendelse af især venstreradikalismens forbrydelser og forgreninger i det etablerede samfund.
Bludnikow er mig bekendt ikke ligefrem økonomisk liberalist, men en borgerligt sindet og arg modstander af alle totalitære styreformer, og tildelingen flugter således med tidligere prismodtagere som bl.a. Henning Fonsmark (1991), Bent Jensen (2000), Flemming Juncker (2001) og David Gress (2003).
Pointen er nemlig, at man ikke behøver være liberalist i snæver økonomisk forstand for at være beslægtet med Adam Smith.
Det kan man forvisse sig om i den sidste nye biografi af Adam Smith, skrevet af vor tids nok største kender af den berømte skotte, historikeren Nicholas Phillipson fra universitetet i Edinburgh. I Adam Smith: An Enlightened Life genfortæller han historien om Adam Smith og den kulturhistoriske sammenhæng, hans tanker opstod i – i og omkring Glasgow og Edinburgh i udkanten af Europa, og vi føres forbi forgængerne og heltene Hutcheson og Hume, modstanderne Mandeville og Rousseau og får en på alle måder velunderbygget fortolkning af protagonistens to hovedværker Theory of Moral Sentiments (1759) og The Wealth of Nations (1776).
Det er her værd at lægge mærke til, at Smith var moralfilosof, før han blev økonom og økonomihistoriker. Smith var følelsernes mand, før han blev finansernes mand. Hans teori om de moralske følelser, der er indlejret i det enkelte menneske, og som får os til at søge selskab med og knytte bånd til andre mennesker, ja, til at imitere dem og se op til dem, foregreb beskrivelsen af årsagerne til nationernes velstand og alt det, vi plejer at forbinde med liberalismens bannerfører.
Smith, langt mere systematisk anlagt end sit store idol og sin gode ven David Hume, ville bringe system i vores grundlæggende sociale, moralske, intellektuelle og retoriske natur, i sig selv en kolossal opgave, som aldrig blev fuldendt, ikke bare fordi Smith døde i en alder af 62 år, før hans nåede at færdiggøre flere bind, men også – lad os blot indrømme det – fordi det er umuligt.
Phillipson bringer Smith til live via hans tekster. Fordi kildematerialet om ham er så begrænset – han brændte det meste af sin korrespondance og lader til at have været en temmelig menneskesky universitetsprofessor, som boede det meste af sit liv hjemme hos mor – må vi nøjes med de skrifter, mors dreng efterlod sig. Men de er til gengæld også rasende interessante.
Smith afviste de fleste af sin samtids dogmer om moral, politik og historie. Smith var ikonoklast, rebel, oprører af mindst samme kaliber som Karl Marx og med en noget anden holdbarhed.
Ikke alene i de to nævnte hovedværker, men så sandelig også med sine forelæsninger ved Glasgow University om retsvidenskab, retorik og æstetik, hvis indhold vi kun kender fra studenterreferater. Det øjeblik Adam Smith stod på podiet eller sad ved sit skrivebord og kommunikerede til sit publikum blev han forvandlet til en anden langt mere levende og ilter mand.
F.eks. da han imødegik Rousseau, den feterede og fejrede mestertænker, ved at skære ham ned til, at hans tanker om den menneskelige begyndelse, dvs. naturtilstanden, var lutter romantik, mens hans afbildning af fortsættelsen, dvs. samfundstilstanden, var banal.
Adam Smith var optimist og en stor ven af alle former for fremskridt, men havde et sikkert blik for fremskridtets fælder, industrialiseringens inhumane sider, borgerkrigens nærvær og arbejdsetikkens nødvendighed, og hans analyse af, hvordan vores medfødte og kultiverede empati og indlevelsesevne i et splitsekund kunne forvandle sig til en alt for menneskelig udryddelsesevne, rummer indsigter, vi normalt forbinder med moderne socialpsykologi.
Skal man sige det kort, og det skal man jo på en blog, så var Adam Smiths måske mest centrale budskab, at den sociale orden går forud for den politiske orden. Den politiske orden, dvs. institutioner, regler, regeringer osv., er dybt afhængig af de sociale bånd og den medborgerlige tillid, der eksisterer i det pågældende samfund. Det før-politiske kommer ikke overraskende før det politiske.
Dermed også antydet, at Smith lader sig læse som en konservativ tænker i lige så høj grad som en liberalistisk tænker, hvilket alt andet lige må gøre ham interessant for flere i dag.
Ikke for evig og altid at skulle blande muslimer ind i debatten, men det forholder sig nu engang sådan, at sammenhængskraften i det danske samfund er ved at krakelere pga. den bevidste undergravelse af vores kulturnormer, som de muslimske indvandrere og deres efterkommere i parallelsamfundene udøver. - Og som de får lov til uantastet at udøve!
Det samme gælder i Sverige, Holland, England, Tyskland og Frankrig, så det er hele den europæiske kultur, der er under opløsning som følge af kulturfremmedes indvandring.
Adam Smith hævder, at den sociale orden er en forudsætning for den politiske orden. I lyset af de ovennævnte, bevidste forsøg på at destabilisere de europæiske samfund ser det slemt ud for den politiske orden i landene.
I Danmark er den nuværende valgkamp et godt eksempel på uordenen. Vi stilles over for valget mellem to “løsninger” på samfundets store problemer, men ingen af løsningerne er tilstrækkelige, når nøgterne, faglige synsvinkler anlægges. Det tør partierne dog ikke erkende. Ønsket om magt overskygger hensynet til landets ve og vel.