Hvad stiller man op imod idioterne? Spørgsmålet er ligeså gammelt som universelt, og løsningen, den blafrer i vinden.
Ekstra svært bliver det naturligvis, hvis idioterne – som i H.C. Andersens eventyr – er klædt ud som de kloge. Så bliver det for alvor indviklet.
I Sverige, som vedbliver at interessere mig, fordi meningsdannelsen derovre er så ekstremt konsensuspræget, bliver man nemt viklet ind i den ene søforklaring efter den anden.
Søforklaringerne kommer som dovne dønninger skabt af de teorier, søforklaringerne er afhængige af. De kloge og indbildske skrider nemlig helst frem ved hjælp af en teori. Teorien skifter med moden, i hak, spring, mere eller mindre vilkårligt. Er man uopmærksom et kort øjeblik, så kan teorien, der før lyste alting op, være pist borte og afløst af en ny.
Hvem kan i dag f.eks. huske den teori, der gik under navnet freds- og konfliktforskning?
Jeg kan desværre godt. De var der alle vegne, bestemt også i Danmark, anført af disse – som regel usoignerede – historikere, politologer og sociologer fra Roskilde Universitetscenter og omegn med æg i skægget og hø i ørerne. De gik imod den “forældede” interesse for krig og krævede, at udenrigspolitik blev ført i en helt ny ånd. F.eks. ved tilpasning til Sovjetunionen, hvor freds- og konfliktforskning som bekendt også stod øverst på den officielle dagsorden.
I dag er den officielle dagorden i Sverige en anden end dengang, understreger Tanja Bergkvist, svensk ph.d. i matematik. Ifølge hende er kønsforskning dagens førende teori og fremmeste dogme. Men modsat hvad kønsforskningens talskvinder prædiker, fører den ikke til ligestilling mellem kønnene, men derimod til uligestilling – samt til en masse sludder og vrøvl på universiteterne.
Tanja Bergkvist er ifølge eget udsagn oppe imod en hel fordummelsesindustri, og kampen kæmper hun på sin blog. Her udstiller hun tidens dårskab, sådan som hun ser den: Et fordummende kønsvanvid driver gennem det svenske samfund og truer med at underminere den almindelige sunde fornuft og gøre snart sagt alting til et kønspolitisk spørgsmål.
Se, det lyder jo interessant, så jeg ringede til Tanja Bergkvist og spurgte, om hun ikke overdriver lidt?
Nej da, kønsperspektivet må og skal fremhæves i al forskning og inden for alle videnskabsområder. Sverige har et særligt Nationalt Sekretariat for Kønsforskning – grundlagt i 1998 – hvis opgave står beskrevet i forfatningen. Her hedder det, at sekretariatet skal skabe overblik over kønsforskningen i Sverige ved ‘udredningsarbejde, meningsdannelse og informationsspredning og aktivt fremme spredningen af dens resultater, analysere behovet for kønsforskning inden for alle videnskabsområder og arbejde for en øget viden om kønsforskningens og kønsperspektivets betydning.’
Det lyder som volapyk. Hvad betyder det i praksis?
Det betyder f.eks., at vi har kønscoacher, kønskonsulter, kønspiloter, kønsambassadører og kønsstrateger i snart sagt alle myndigheder og på alle arbejdspladser i landet. Sveriges borgerlige regering har indtil videre bevilget 225 mio. kr. til JÄMI (Jämställdhetsintegrering i staten, dvs. ligestilling i staten, mj), og den såkaldte støttefunktion skal udvikles af kønsforskere. Man sender kønseksperter, også kaldet ‘procesledere’, ud for at uddanne kommunal- og regionschefer i ‘kønsbevidsthed’, mens der fra arbejdspladserne klages over, at kønsperspektivet tager tid og kræfter fra den egentlige arbejdsindsats.
Samtidig har Videnskabsrådet siden 2007 finansieret tre såkaldte kønscentre i Sverige, hvor tanken er, at pengene skal munde ud i et stort, transnationalt og transdisciplinært videnscentrum for kønsforskning. Her skal man studere spørgsmål som f.eks. fysik og køn, didaktik og køn, neurologi og køn, bioetik og køn, demokrati og køn, følelser og køn – for slet ikke at snakke om specialer såsom ‘køn, seksualitet og global forandring’ eller ‘dekonstruktion af hegemonisk mandlighed.’
Hvad er din forklaring på, at det er blevet sådan i Sverige?
Man har kort sagt haft held med at overbevise politikerne om, at kønsanalyser er nødvendige for den fortsatte udvikling inden for alle andre videnskabsområder, inklusive naturvidenskaberne. Kønsforskerne har, hvis jeg må anvende et stærkt ord, infiltreret hele den akademiske verden.
Tanja Bergkvist tøver ikke med at give sin beskrivelse endnu en stramning:
Faktisk er det ikke bare den akademiske verden, men hele uddannelsessystemet, som rammes af kønsvanviddet. Der findes utallige eksempler; det seneste fra Frejaskolen i Gnesta (i Södermanland, mj), hvor kommunens ‘ligestillingsstrateg’ samarbejdede med lærerkorpset om undervisningen i bl.a. seksuallære. Herefter kunne man i Dagens Nyheter læse skolens matematik- og naturfagslærere bedyre, at undervisningen i anatomi fremover skulle foregår ‘neutralt.’
Tanja Bergkvist citerer lærerne fra avisen:
‘Vi vil bort fra metaforer, såsom at spermatoser er aktive, og æg er passive i befrugtningen, eller at mænds og kvinders kønsorganer er komplementære. Denne slags beskrivelser tjener kun til at forstærke de traditionelle kønsnormer og hetero-normen.’
Tanja Bergkvist lader citatet tale for sig selv. Så jeg spørger, om det ikke er rimeligt, at kønsforskere gerne vil diverse kønsstereotyper til livs i det svenske samfund?
Man taler meget om kønsroller och kønsstereotyper, men når man ser på den reelle målsætning, så er der tale om omvendte kønsstereotyper. I statens offentlige udredninger om ligestilling i de små klasser, ser man, at opgaven med at ‘modvirke traditionelle kønsroller’ kolliderer med formidlingen af en kulturarv fra en generation til næste generation. Følgen er, at man mange steder bytter rundt på mænd og kvinder i eventyrerne. Når f.eks. eventyret om Rødhætte fortælles i de små klasser, så er ulven og jægeren pludselig kvinder. Andre skoler har valgt helt at fjerne eventyr, der udtrykker aktivitet på mænds vegne og passivitet på kvinders vegne. Samtidig indkøber skolerne ny litteratur, hvor drenge er de passive og pigerne de aktive – uden at det lader til at være et problem. Hele denne omvendte verden begynder allerede i vuggestuen, hvor pædagogerne arbejder på at ‘kønsafkode’ legetøjet. Men hvem er det egentlig, der siger, at leg med biler er mere værd end leg med dukker? Det er jo kønsforskerne selv.
Kønsforskerne har selve det mandlige som norm, det er hos dem, man møder foragt for det, der anses for at være traditionelt kvindelige sysler. Det paradoksale er dog, at den mandlige adfærd er forkastelig, når den udøves af mænd, men er efterstræbelsesværdig for kvinder.
Mænd skal være kvinder – og kvinder mænd…
Det typiske i den svenske kønsrolledebat er i hvert fald, at det, der siges at være en fælde for kvinder, f.eks. at gå hjemme med deres små børn, altid siges at være berigende for manden. Det vil gavne hans personlige udvikling osv. Modsat for kvinden. Hun har ikke godt af at gå hjemme, idet hun bliver et offer for de patriarkalske strukturer. Man kan sammenfatte det med, at kønsforskningen efterstræber omvendte kønsroller. I stedet for de gamle stereotyper får vi blot nogle nye stereotyper. Kønsforskerne tror, at de har løsningen på alle samfundsproblemer.
Ja, de svenskere.
Forbud mod at drikke alkohol på arbejdspladsen, de første til at køre med lys på bilerne - i dagtimerne.
Og nu kønsforskning.
Hvad bliver det næste?
En eller anden burde skrive en bog om de svenskere.