Frontalt

Imamer, skægaber og andre islamister

Hvis man vil vide besked med, hvordan det er at bo i en såkaldt sensitiv byzone omkring Paris – omgivet af imamer, emirer, skægaber og andre islamister – kan jeg anbefale en ny roman af den algeriske forfatter Boualem Sansal med titlen Tyskernes landsby. Eller brødrene Schillers dagbog, der udkommer om et par dage.

Det er et godt spørgsmål, om romanen er vellykket; i mine øjne ikke. Romanen er, hvad man kunne kalde en idéroman, hvor så godt som alting bliver forklaret og nærmest pædagogisk gennemgået via to brødres dagbøger med et specielt for den ene brors vedkommende ualmindeligt højt lixtal. For konstrueret til min smag.

Ikke desto mindre kaster romanen lys over en side af det urbane Frankrig, som medierne sjældent tør give sig af med – enten på grund af regulær frygt eller af angst for, hvad og hvem og hvilke kræfter budbringerne i givet fald bliver associeret med.

Når journalister beretter fra Malmø eller Marseilles, får vi blot lakoniske oplysninger om endnu et skuddrab eller knivdrab; nye lokaliteter, endnu en politikomissær på bar bund, endnu en lamslået familie. Resten må vi gætte os til. Af samme grund er vi paradoksalt overladt til romaner og fiktion, hvis der skal fakta på bordet, når det gælder det nye Europa, der vokser frem omkring storbyer som Paris, London, Rotterdam, Köln, Liège og Genova.

Måske er det fordi, virkeligheden er for overvældende for europæiske mainstreammedier. Eller også er det fordi, samme medier er kommet til at forveksle deres egen søde lille virkelighed med den lidt mindre søde virkelighed, der befinder sig derude i metropolernes ghettoer.

Romanens ghetto benævnes blot “kvarteret”; det kunne være hvor som helst. Vollsmose, Gellerup, Nørrebro. Her er det vigtige de nære kontakter til venner og tilliden eller det modsatte mellem dem. Mikrokosmos.

Romanens hovedspor er en slags eksistentiel detektivhistorie, hvor først den ene bror, siden den anden bror, sætter sig for at finde ud af, hvor meget nazist, deres kære og elskede far var under Anden Verdenskrig. Og jeg kan roligt afsløre: Han var temmelig meget nazist.

Detektivhistorien begynder, da faren og moren myrdes af islamister i en lille algerisk landsby, og da farens soldaterbog dukker op fra gemmerne. Den ene bror går psykisk konkurs, den anden kommer vistnok igennem krisen, mere vil jeg ikke afsløre.

Sidehistorien er den om kvarteret, formidlet gennem den mindste brors dagbogsoptegnelser, der har, synes jeg, et langt mere realistisk præg end storebroderens mere intellektuelle overvejelser.

Det er isnende. Ikke bare på grund af den mentale temperatur, der ligger under frysepunktet ude i betonsiloerne og elendigheden. Men også på grund af, hvad læseren tydeligt fornemmer mellem linjerne: Det bliver ikke bedre, det bliver værre. Islamisterne og deres allierede tager stille og roligt kontrol over kvarteret, bygning for bygning, zone for zone. Imens samarbejde politiet med de stærkeste gangstere – kollaboration – i et forsøg på at stække deres magt, men selv politiet aner, at de kæmper en desperat og illusorisk kamp. De er ved at tabe. Frankrig taber. Republikken taber. Den voldelige multikultur vinder over den civile kultur. Netop ikke i et stort og prangende slag, men glidende, hver dag sit lille ryk, sit lille nøk.

Alt dette er nok til at anbefale romanen, der har vundet flere tyske bogpriser, endda skrevet af en forfatter, der ikke tøver et skund med at sidestille nazister og islamister, og af samme grund lever i skjul et sted i Algier og ikke tør stille op til interviews, ligesom hans bøger har været forbudt i Algeriet siden 2006.

Modig mand.

Boualem Sansal: Tyskernes landsby. Eller brødrene Schillers dagbog, oversat af Lars Bonnevie, 220 sider, 299 kr., Turbine. Udkommer den 24. februar.