

Når man kommer op i min alder (43) og tilfældigvis er maskulinum, er der mange, der begynder at fable om at gennemføre en jernmand. For 60 år siden var det nok at have en elskerinde henne om hjørnet eller et velassorteret barskab. For 40 år siden skulle man være medlem af en revolutionær sekt. For 25 år siden skulle man rejse rundt i Indien med rygsæk eller tage til Afrika for at redde de fattige. I dag skal man have en tricykel til 40.000 kr. stående ved sengegærdet.
Som om det ikke var nok at svømme 3,8 km eller cykle 180 km eller løbe en maraton – altså én af disse ting. Dagens modne mand foretrækker at gøre alle tre ting på én og samme dag, helst under 12 timer, ellers er man en kylling.
Jeg er ikke engang en kylling. Når overskuddet er størst, snupper jeg en duatlon ude i skoven sammen med en flok andre midtvejskriser – eller nøjes med at cykle eller løbe eller svømme. Det er, om ikke andet, god træning. Og så er man altid i bedre humør efter end før.
Men en triatlon, det er for rigtige mænd, hvis man skal tro den tidligere professionelle cykelrytter Rolf Sørensen (f. 1965), den tidligere professionelle golfspiller Steen Tinning (f. 1962) og den aktive triatlet Rasmus Henning (f. 1975), der giver deres bedste og professionelle råd – lige fra mad og drikke til saddelhøjde og træningsprogram – videre til alle, der mangler det første eller det sidste skridt, i motivationsbogen Jernmænd – skrevet af Jan Løfberg.
Det er en smuk og opbyggelig bog fyldt med lir, udstyr og drengerøvsattitude, en moderne bønnebog for endorfindisciple, og den skal nok lokke flere hen til specialbutikken, ud på vejene og ned i vandet, hvilket i sig selv har en samfundsgavnlig effekt, den udbredte velfærdsepidemi taget i betragtning.
Nu skal man naturligvis passe på, hvad man kalder folk, men når selv en dejklump som Rolf Sørensen eller den skotskternede Steen Tinning – er golf en sport? – kan gennemføre en jernmand, så er der håb for alle, om end Rolf Sørensen må siges at have et atomkraftværk i bentøjet fra naturens hånd.
I dybeste admiration for hans mange sejre på landevejen – Liège-Bastogne-Liège og Flandern Rundt for at nævne to – var mine øjne ved at trille ud ad glughullerne på mig, da jeg overhalede ham under et mountain-bike-cykelløb i Hillerød for nogle år siden og nær crashede ind i ham i lutter befippelse. Dengang var han ikke ligefrem lavet af jern eller guld.
Uanset hvad tager jeg hatten af for Sørensens 10 timer og 5 minutter og Tinnings 10 timer og 56 minutter på den københavnske bane i 2010 – for slet ikke at tale om Hennings fantomtider kloden over fra Kina til Hawaii. Chapeau! Eller som Sørensen selv udtaler om jernmanden efter at have kørt cykel det meste af sit liv:
At blive jernmand hører så absolut til på en top-ti over mine bedste oplevelser.
I mine øjne er der imidlertid et lille aber dabei. Jeg har det med triatlon, som jeg har det med at røve en bank. Kunne jeg tænke mig det? Ja, det kan I bande på, især hvis bankdirektøren hed Stein Bagger eller Helle Thorning-Schmidt. Men tør jeg? Nej, det gør jeg ikke. Hvis jeg nogensinde bliver rig, sker det helt mirakuløst en onsdag aften; bortset fra, at jeg ikke spiller lotto.
Det er nogenlunde det samme med en ironman. Det ville være helt vildt fedt at løbe de sidste 200 meter til stående applaus. Men at træne til én, er som at arbejde intensivt på at blive skilt fra sin kone. Hvorfor? Tja, kig engang på en typisk træningskalender… og overvej så igen, om det er det værd.
Alligevel – og det forbliver en mysterium (og så måske alligevel ikke) – er det netop gifte mænd med små eller mindre børn, der træner deres ægteskab i laser for at blive jernmænd. Her abandonnerer jeg. Ikke for at lyde hellig, det er en ren kalkule. Hvis jeg skal køre tri, bliver det, når jeg er så gammel, at mine børn kan køre med.
Jeg elsker sport. Men der er ingen grund til at bilde sig selv ind, at det er ens arbejde – hvis det ikke er det.
Steen Tinning, Rolf Sørensen og Rasmus Henning i samarbejde med Jan Løfbjerg: Jernmænd, rigt illustreret, 248 sider, 250 kr., People’s Press. Udkommer i morgen.
Annonce: