*

Prøv vores tablet-udgave

Vi kan se, at du er på en tablet. Kunne du tænke dig at læse Jyllands-Posten på vores tablet-app?

torsdag 30. oktober 2014
Jyllands-Posten Jyllands-Posten blogs

Profil

Mikael Jalving dyrker politiske skandaler fortrinsvis i Danmark og Sverige og retter skytset mod både genier og fjolser. Indimellem læser han tilmed en bog og roser regelmæssigt de forkerte. Bestyrer Jalvings Historietime på Radio24syv og bruger fritiden på sin familie og sin racercykel

Baggrund:

Historiker og kommunikationsrådgiver

Andet:

Forfatter til bl.a. Absolut Sverige (2011/svensk 2012), Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret (2007)

Sted:

Bag en Dell Vostro på Rådhuspladsen

Website:

Besøg

Mikael Jalving

Hævnen er sød

Dato: 19. marts, 2012

Emner: , , , , , , , , ,

 

 

Kendiskokken Claus Meyer har fået sine klø, og de er ham vel undt. Af en eller anden grund får hans blotte fremtoning mig til at se ham som en, der lider af den skavank, at han er gået gennem livet i kronisk medvind.

Som de fleste nok vil huske, var Meyers delikate dumhed at ansætte en voldsmand i færd med at afsone en seriøs fængselsdom som lærling i et kendisprojekt, som skulle gøre ham og andre kriminelle til Michelinkokke på nulkommafem.

Vel var vi nogle, der fik en gratis griner ved denne nyhed som idéudviklet til Aftenshowet efter det kolde gys i februar, da voldsmandens ekskæreste gav sin beretning og spurgte, om det i dette land kun er gerningsmanden, der skal have en chance til?

Under den efterfølgende debat blev der talt med store bogstaver, og Meyer selv har berettet, hvor helt igennem ubehageligt det var at befinde sig på en ressort i Bolivia eller Bahamas med sin familie, mens folk derhjemme havde travlt med at de-friende ham på Facebook, Twitter og Myspace. Totalt nederen for en mand, der samler på venner døgnet rundt og lever af god og slesk omtale.

En ting har Meyer formentlig ret i. Der er noget råddent ved, at vore fængsler fungerer som en forbryderskole. Spørgsmålet er, om de ikke altid har været det – og hvad man gør ved det? Kan der gøres noget?

Claus Meyer gør det, at han tilbyder voldsmanden – ikke offeret – et kokkekursus i den bedste sendetid. Nobelt? Tja, bom-bom. Resocialiserende? Det véd vi ikke endnu. Måske.

Hvad der imidlertid er tydeligt for enhver, er Meyers intuitive humanisme. Den bøjer i neon, hvad man nok allerede havde på fornemmelse: Se, hvilket menneske!

Godheden til trods sidder djævlen imidlertid der, hvor han altid har gemt sig: i detaljen. Læg igen mærke til, at Meyers humanisme retter sig mod gerningsmanden, ikke mod offeret. Han vil hjælpe den dømte, ikke den voldsramte. Det er her, miseren i mine øjne begynder. I den holdning, at man skal hjælpe den, der har forvoldt skade, frem for den, der er objekt for skaden og såmænd stadig lider på grund af ugerningen.

Det er skævt, er det, til at begynde med, og i familie med at foretrække abstrakt godhed frem for det konkrete gode – offerets situation.

Voldsmanden, han lider også i Vridsløselille, og han har krav på hjælp, vil nogle måske sige, men forskellen mellem ham og hende er, at hun ikke bærer ansvaret for resultatet; det gør han. Med ansvaret følger hæderen og straffen, i dette tilfælde kun straffen.

Straf er et spændende begreb. Claus Meyer mener i sin kronik, at straf aldrig må være hævn, idet hævn er retfærdighedens modsætning.

Her begår han sin anden brøler. Straf uden hævn er ikke straf, men en klinisk foranstaltning, der kan minde om administration. Sådan virker mennesker ikke.

For at straf bliver en egentlig straf, må den bære hævnens sødme. Om ikke for de involverede parter, så skal omgivelserne kunne se og mærke, at retfærdigheden sker fyldest. Derfor bør strafudmålingen og fængslingen tage hensyn til såvel lovens ånd som lovens bogstaver. Er der kun det sidste, er der for lidt hævn. Er der kun det første, er der for lidt retfærdighed. Hævn og retfærdighed er således ikke hinandens modsætninger, men organiske størrelser som ikke kan være hinanden foruden. Lidt som i en madopskrift, for øvrigt. Uden det rette blandingsforhold går det ikke.

Den meyerske retsopfattelse, at retfærdighed diskvalificerer hævn, og må se ganske bort fra befolkningens retsfølelse, er en moderne vildfarelse, som trives godt i samtalekøkkenerne hos den velourrøde klasse og på universiteter og læreanstalter. Befolkningen er derimod ligeglad. Nok er hævn tabuiseret, men hævn lever sit eget besynderlige liv lige under overfladen og kan aldrig ætses bort af politisk korrekthed. Hvis ikke der var hævn, var der ikke mennesker, men dyr, babyer og demente.

For pokker: Vores civilisation – i fald den stadig tør kaldes kristen – hviler på hævn ligeså meget som på retfærdighed. Først Det gamle Testamente. Så det nye. Spørg digteren Dante, om han synes det er uretfærdigt, at forbrydere og andre skabninger må henslæbe deres efterliv nede hos Satan, mens andre dydsmønstre nyder godt af himmeriges fred og konfliktløsning, og jeg er temmelig sikker på, at han slet ikke forstår spørgsmålet. Uretfærdigt at synderne får deres velfortjente straf? Mi scusi?

Hvis man i al diskretion må anbefale Claus Meyer noget, er det at læse lidt mere Dante og gøre lidt mindre godt.

 

 

 

Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her

Seneste kommentarer

Sami Sami skriver
06.05.14 04:19
Vrøvl. Slesvigerne ville netop ikke løsrives fra Danmark, de ville vedblive at være danskere, som de havde været siden 6-700 tallet med grænse Læs mere
Peter Krogsten skriver
21.04.14 14:08
Kristina Jessen Hansen Næh, eneste forskel er at i en diktaturstat ved du at du ikke kan vælge hvem du vil have. Her stemmer du på dem partierne Læs mere
Kristina Hansen skriver
20.04.14 13:16
Så flyt til en diktaturstat. Så slipper du for Læs mere
D Marcelino skriver
17.04.14 20:18
Jeg har altid sagt, at ingen poltikere bør bestride et embede uden forudgående undersøgelse af seks uafhængige psykiatrikere og seks uafhængige Læs mere

Arkiv