Velfærdsstaten mangler som bekendt ikke muskler til at opkræve skat, afgifter og moms – eller vilje til at købe aflad med såkaldte klimaaftaler og bankpakker. Mere opfindsomme tiltag som fedmeskat kan staten og dens velvillige tjenere også sagtens håndtere, ligesom magthaverne heller ikke tøver med at forbyde danskerne at tænde bål – bortset fra i morgen aften, hvis det hele da ikke regner væk.

Ikke engang mindre kommuner kan beskyldes for at være svæklinge, når de f.eks. kræver ekstra penge ind fra boligejerne via såkaldte “private fællesveje” – eller som i Køge Kommune straffer en vaks mand for at hjælpe kommunen med at beskære et træ, der hang ud over en offentlig vej, med en bøde på 13.000 kr. “Man bør henvende sig til kommunen,” når man skal have noget gjort, understregede formanden for teknikudvalget. Det er den vej, det går for danskerne. Mere stat, mindre privat.

Men – læg mærke til det – når det kommer til afviste – jeg gentager – afviste asylansøgere, bliver staten pludselig ualmindelig blød i knæene, og i går kunne vi erfare, at nye asylcentre skyder op som paddehatte over det ganske land. Det er især somaliere, der strømmer til Danmark – især unge mænd i 20’erne i endnu større hast end flygtninge fra Syrien, Afghanistan og Iran – og somalierne har da også allerede sat nye rekorder i Danmark.

Alene rygtet om asyl i Danmark tiltrækker øjensynlig flere og flere somaliere, naturligvis bistået af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og andre samfundsundergravende institutioner og NGO’er.

I denne armé af destruktive kræfter melder sig nu Dansk Røde Kors, hvis asylchef Anne la Cour Vågen i går skældte ud på naboerne til nye og planlagte asylcentre. Det er almindelige mennesker, som drister sig til at drage udbygningen af Asyldanmark i tvivl, og spørger, hvad det skal gøre godt for. Det er disse mennesker, asylchefen tager i skole – uden den mindste skam.

“Det er en kedelig tendens, og den er tiltagende,” udtaler Anne la Cour Vågen pikeret og minder om, at de afviste asylansøgere skam er både “høflige” og “ser tilforladelige ud”.

Nu afhænger sådanne værdidomme naturligvis af øjnene, der ser, men den slags bagateller lader ikke til at forstyrre asylchefens nattesøvn. Fru Vågen sover trygt videre – døgnet rundt – og det kan man så more sig lidt over en fredag eftermiddag.

Hvad man derimod ikke kan grine ad, er asylchefens formynderi over for de konkrete mennesker i Juelsminde, på Langeland og andre udmærkede steder, der må leve med disse centre for folk, der har fået deres sager prøvet og står til hjemsendelse, men nægter at rejse. Naboerne skal bare klappe kage – eller under alle omstændigheder klappe i. Udtrykker de lokale deres skepsis ved det globale, er det en kedelig tendens, som må vendes fra samfundets top.

Man forstår asylchefens hensigt og bliver forstemt. Eller som Kai Sørlander præcist skriver i dagens udgave af Weekendavisen (ikke online):

“Når de folk, der bor i disse områder, protesterer imod mere indvandring, så er det moralsk set ikke værre, end når de, som tjener mere, og som derfor bor andre steder, protesterer imod at skulle betale mere i skat. Moralsk er der ingen forskel.”

Det er klart, at en stat, der læner sig op ad en asylchef som Dansk Røde Kors’ Anne la Cour Vågen ikke kan træffe ordentlige beslutninger. Og det er endnu mere klart, at en stat, der ikke sender afviste asylansøgere hjem, men huser dem på ubestemt tid, vil blive oversvømmet af asylanter på længere sigt.

Vist kan vi pisse i bukserne og installere disse afviste skæbner i mondæne eller knap så mondæne asylcentre og fortælle naboerne, at de er nogle gemene racister, hvis de gør den mindste modstand, men det er og bliver en både våd og kold affære.

Det er præcis sådan, en stat stille og roligt afskaffer sig selv: Ved ikke at demonstrere sin autoritet og handlekraft, hvor det handler om udefrakommende mennesker. Og ved at privatisere moralen til suspekte organisationer som Dansk Røde Kors, hvis incitament naturligvis er større budgetter, flere ansatte og mere moralsk branding over for en amoralsk eller ligefrem umoralsk befolkning, især i provinsen, til glæde og gavn for de multikulti-partier, der indkræver skat til fordel for hele det moralske formynderi.

Anne la Cour Vågen er en skandale på to ben, men hun gør selvfølgelig bare, hvad hun bliver betalt for og vil med garanti fortsætte sin fine karriere i asylstaten. Til skade for danskerne. Til skade for staten.

Som bliver stadig mere impotent dér, hvor det ikke handler om danskerne selv.