Meget kan man sige om Lars Hedegaard, men han kan ifølge mine oplysninger ikke jiu-jitsu. Det var sandsynligvis en resolut knytnæve, der reddede hans liv i går, da det maskerede postbud ringede på døren med en ufrankeret pakke og en ladt pistol, som antageligvis enten var købt på det sorte marked, ej var rengjort eller begge dele.

Attentatmanden kan være en nok så stor amatør, sådan som den altid servile PET-pensionist Hans Jørgen Bonnichsen ilede med at fastslå. Uanset hvad: At være 70 og slå ud efter en skarpt bevæbnet banemand, det siger måske mere om Lars Hedegaards karakter end flere af hans artikler og bøger tilsammen. Sådan reagerer en mand, der ikke gider finde sig i mere pis, sød musik og dårlig cognac.

Jeg talte med Lars Hedegaard i telefonen så sent som dagen før. Han ringede og spurgte, om jeg ville bidrage med et par korte analyse af danske forhold til den svensksprogede ugeavis Dispatch International, der naturligvis i vores kære naboland tituleres ”antimuslimsk” og ”indvandrerfjendsk” – eller slet og ret ”racistisk”. Det grinede vi meget af, og samtalen sluttede med, at jeg sagde ja til at bidrage efter bedste evne.

Jeg lever af at skrive og må forholde mig til det marked, der findes, ikke alt muligt andet. Hvis Expressen eller Dagens Nyheter ringede og bad om min pen mod passende betaling, ville jeg nok foretrække at få mine budskaber ud i eliternes renskurede medier, men når man ikke kan få magten i tale, må man tale og skrive for dem, der lytter og læser.

Rystet modtog jeg nyheden om mord- eller terrorforsøget, og det glædede mig at se alle Folketingets partier og flere medier udtrykke deres forfærdelse og vrede.

Men, der er et men. Det er ikke gjort med ord alene. Vi kan ikke snakke os til fredelige forhold, ligesom vi ikke skal regne med, at Dansk PEN og Institut for Menneskerettigheder slår ring om andre end sig selv.

Hvis vi virkelig ønsker at begrænse muligheden for lignende eller værre angreb fremover, er det ikke nok med, hvad Jacob Mchangama i DR’s Deadline præcist kaldte ”mondæne samtaler”. Endnu mindre med opbyggelige nekrologer.

Vi er nødt til at forsvare os bedre lovgivningsmæssigt, og det første knytnæveslag er følgende:

Blasfemi- og racismeparagrafferne må væk. De er i sig selv skampletter på vores demokrati og bruges desuden effektivt af demokratiets mange fjender.

Læg mærke til, hvordan Lars Hedegaard gerne omtales i mainstreammedier, mest eksemplarisk i Sverige. Knapt har man konstateret, at han nærved blev dræbt lidt før frokost i går, før det fremhæves, at han blev dømt for ”racisme” i landsretten (skønt siden frifundet af Højesteret).

Kriminaliseringen af hans synspunkter fungerer igen og igen som en moralsk forkastelse af dem. Dermed behøver ingen undersøge synspunkternes eventulle sandhedsværdi, thi juristerne har talt – bortset fra at de denne ene gang – takket være en teknikalitet – kom på bedre tanker.

Alene det at skulle stå til ansvar for sine synspunkter i en retssal, er inkriminerende. Folk flest bryder sig ikke om ballademagere, sådan er det bare. Hvis Lars Hedegaard og andre kan fremstilles som sådan, er meget vundet for deres modstandere. Helt uden almindelig politisk debat.

Det er disse offentlige retssager, der bliver gabestokke, og det er formentlig denne gabestok, der i det konkrete tilfælde placerede Lars Hedegaard på radaren. Racismeparagraffen er en personsøger: Se, hvilken racist!

Havner man først i en retssag, risikerer man at blive det næste offer. Det må trendsættere som Anders Jerichow til at forstå før næste attentat (førstnævnte kommer naturligvis ikke til at ske).

At islamister indimellem også anvender racisme- og blasfemiparagrafferne imod deres kritikere, behøver ingen yderligere forklaring. Det ville jeg også gøre, hvis jeg var islamist.

Dansk Folkeparti overvejer, om PET skal have flere penge.

Det her handler mindre om penge end om vilje. Lars Hedegaards knytnæve bør følges op af fællesskabets knytnæve.

Fortsættelse følger.