

Efter en voldsomt stor aktivitet på bloggen i min sommerferie har jeg tilladt mig at holde lidt ferie fra bloggen. Men nu må vi i gang igen. For at afbøde faldet for de, der tror denne blog handler om rapskoler alene, vil jeg starte efterårssæsonen med et indlæg om, hvordan jeg opfatter hip hop som ungdomskultur. Blot så jeg altid kan henvise folk til dette indlæg, når jeg får fornemmelsen af, at læserne måske opfatter hip hop som et andet fænomen end det, der reelt foregår.
Hip hop er resultatet af en deroute. En deroute, der startede i New York-bydelen Bronx i sen-50erne og som fik lov til at udvikle sig helt frem til New Yorks nær-bankerot i midten af 70′erne. Årsagerne var mange:
- ændret infrastruktur, som førte en stor del af pendlertrafikken fra det folkerige Long Island uden om Bronx, og som gjorde det attraktivt for ressourcestærke familier at flytte fra bydelen til Long Island
- nedprioritering af offentlig finansieret uddannelse i hele New York, hvilket i Bronx medvirkede til, at bl. a. musikskoler og andre kreative fag blev sparet bort, og at andelen af unge med mindre end 12 års skolegang eksploderede.
- negligering af en vildtvoksende bandekriminalitet i områderne. Politiet blev ganske enkelt væk fra visse områder i årevis på grund af banderne.
- grov udnyttelse af forarmelsen af områderne af ejerne af de udlejningskaserner, som boligområderne domineredes af. Bygningerne fik lov til at forfalde eller nedbrænde, og udlejerne brugte banderne til at opkræve husleje hos lejerne, der efterhånden løb tør for alternativer.
Kort sagt blev Bronx en regulær storbyjungle, hvor kun de der virkelig ikke havde andre muligheder blev boende.
Endelig er der to faktorer, som også er væsentlige:
1) Den teknologiske udvikling, hvor den almindelige forbrugerelektronik i 60′erne blev så billig og udbredt, at man hørte musik fra radioen, pladespilleren og spolebåndoptageren frem for koncerter. Til festlige lejligheder gik man også fra det traditionelle festorkester over til at lade den musikalske underholdning komme fra stereoanlægget. Dermed opstod begrebet diskoteks-DJ - ikke at Disc Jockeyen ikke var kendt i forvejen fra radioen (det var radioværten, der præsenterede musikken) - men at der kunne stå en mand (jeg skriver ikke m/k med vilje) og styre musikvalget og på den måde have hele festen i sin hule hånd - det er en særlig kvalitet, som man især fik øjnene op for de fattige storbyområder, hvor manglen på traditionel musikundervisning havde tyndet ud i de gode musikere og adgangen til musik fra radio og pladespillere var så billig, at man også kunne være med i de mest forarmede områder.
2) Selv i den mest forarmede ghetto blomstrer kreativiteten allerbedst under pres. Når man kommer så tæt som muligt på kun at kunne sikre sig basis overlevelse, vil den ekstreme situation nødvendigvis afføde to ting: eskapisme (den urealistiske drøm om noget bedre) og ualmindelig klarsynede, ufiltrerede vidnesbyrd om menneskets sande natur.
Og så har vi hip hop. En kultur, der betjener sig af de forhåndenværende midlers princip:
- der var ingen klassisk musikundervisning, så vi skaber musikken med de plader, vi køber eller hører i radioen.
- der var ingen ordentlig engelskundervisning, så vi taler sproget fra gaden uanset hvilket publikum vi adresserer.
- der var ingen tegneskoler, lærreder eller papir - så vi maler med spraydåser på vægge og tog i det offentlige rum - og da vi alle er opvokset i lejekaserner uden at eje noget som helst har vi heller ingen traditionel forståelse af ejendomsret.
- der var ingen danseskoler eller dansestudier, så dansen foregår på pap på gaden.
- i et bandedomineret miljø handler det om at overleve - og det er som bekendt den stærkeste, der har det privilegium. Derfor kæmper man i alle udtryksformer for at være den bedste.
- DJen er livets/festens omdrejningspunkt. Ingen fest uden en DJ, som blev “the backbone of hip hop”.
Hip hop er ikke et oprør mod det etablerede som f.eks. punkbevægelsen eller autonome bevægelser. Punk - og hippierne for den sags skyld - var unge fra middelklassemiljøer, som gjorde op med materialisme og klassiske samfundsnormer. Hip hop er et nødråb fra de underpriviligerede om at blive accepteret i det etablerede samfund. Det første en rapper gør, når vedkommende tjener penge nok på at fortælle om sin opvækst i ghettoen er at købe det, der signalerer rigdom og indflydelse - og flytte langt væk fra ghettoen.
Det er ikke et modefænomen - vi har været her officielt i 30 år og har domineret populærkulturen i de 20 af dem.
Det er ikke en subkultur - der er ingen fælles undergrundskode eller forståelse. Det er et bredt ungdomsfænomen, hvor unge kan shoppe blandt tøj i overstørrelse, kasketter, mere eller mindre kendte kunstnere, street art og meget mere. Man tager som i alle andre udstryksformer de ting, man kan lide - og lader resten ligge.
Personligt ved jeg næsten intet om graffiti eller street dance - eller for den sags skyld om hip hop-modetøj. Jeg interesserer mig for musikken, og da det er den ubetinget største del af hip hop-udtryksformen målt på både omsætning og mediesynlighed er det også den, de fleste umiddelbart forbinder med termen hip hop.
Jeg kan gå i detaljer med hundredevis af vidnesbyrd, der understøtter hver enkelt stærkt forenklede pointe - men disse er de overordnede punkter, som den almindelige udenforstående person kan relatere til, hvis man skal have en grundlæggende forståelse af hip hop.
Jeg vil til sidst henvise til tre bøger, der efter min mening skildrer nogle væsentlige passager af hip hoppens historie på en god og troværdig måde:
David Toop: Rap Attack 2. Selve grundpillen i den tidlige selvforståelse i hip hop.
Tricia Rose: Black Noise. Det første intellektuelle studie af hip hop, jeg har hørt om. Spændende læsning.
Jeff Chang: Can’t Stop, Won’t Stop. Den absolut mest gennemførte beskrivelse af, hvad hip hop-kulturen er for en størrelse.
Bonusinfo: For dem med hang til kulørt underholdning vil Ronin Ros “Have Gun, Will Travel” være et must. Det er en dyster gennemgang af historien om Death Row Records - det mest skandaleombuste hip hop-pladeselskab nogensinde. Hvis man troede, hip hop var sjov og ballade, får man et helt andet billede gennem denne historie.
Jeg vil anbefale alle læsere med viden om gode bøger om hip hop om at poste dem som en kommentar til dette indlæg.
Jeg blev for nylig interviewet til DR P2s Kulturnyt om den nyligt overståede Snoop Dogg-koncert i Århus Festuge. Udsendelsen diskuterer også rap og specielt gangsterrap i et bredere perspektiv. Man kan læse om udsendelsen og høre den i sin fulde længde her.
Jeg vil også anbefale Nelson Georges “Hip Hop America” som en fantastisk ressource til forståelse af hiphop-kulturen.
Nelson George binder sin gennemgang af hiphoppens historie i USA op på temaer i stedet for en streng kronologi, hvilket fungerer rigtig godt. Findes desværre ikke i en dansk oversættelse.
Upassende ? Klag over indlæg
Tak for et fint indlaeg.
Med den dominans minority studies af forskellig art har faaet i USA, er ogsaa fulgt en markant foroegelse af boeger og akademisk litteratur om hiphop. Der er efterhaanden enorme maengder udgivelser, og der udbydes adskillige kurser i hiphop rundt om, ogsaa paa de mere anerkendte institutioner.
Det er et temmelig interessant sociologisk faenomen, at minoritetsperspektivet er blevet saa dominerende, at det faktisk er begyndt at blive lidt kedeligt.
Jeg faldt over en interessant, godt nok et par aar gammel, artikel her:
http://www.sfgate.com/cgi-bin/article.cgi?f=/c/a/2007/03/05/DDG3MOE3041.DTL
Er man i Wisconsin kan man i dag hoere blandt andre Jeff Chang tale om “The Future of Hip-Hip in Academia”:
http://www.thedailypage.com/theguide/details.php?event=228329
Upassende ? Klag over indlæg
Henning
jeg synes det er et rigitigt godt indlæg du har lavet her, det siger mere om hip hop end mange bøger og mange diskussioner og kan give en gamml-i-gårde hip hopper lidt at tænke over.
et sted jeg fik noget at tænke lidt over, var da du skrev at hip hop ikke er et oprør mod det etablerede, sådan som jeg ser det er det heller ikke en bevarelse af det etablerede. som jeg opfatter det er hip hop en kultur lavet af de fattige i samfundet, de der er marginaliserede, ja samfundets udstødte og hip hop er som jeg ser det et “samfund i samfundet”. Nærmere forklaret: folk blev overladt til ghettoen og vendt ryggen, så folk følte sig udstødt, så folk lavede en kultur hvor man tog afstand fra alt det etablerede, en breaker fik et par sko og manipulerede dem for at få et individuelt touch/style,slang systemet er omvendt gængs moral: ill=godt dope= godt, bomberne stjal deres maling, og musikken var jo skabt af scratch og breakbeats, hvilket i nogle kredse opfattes som tyveri, mange jams foregik i tomme huse, kulturen var lavet for kulturen og ikke for at imponere folk der ikke var en del af det osv. Det var jo først ca. 7-10 år efter hip hop startede at der var en komerciel interesse for hip hop, den komercielle interesse viste sig at være vejen ud af ghettoen og har derfor selvfølgelig præget hip hop kulturen og i nogen grad alle dens elementer meget. hip hop i de tidlige dage var som jeg opfatter det ikke kun et nødråb men også en modsætning til det etablerede Amerika. kort sagt: samfundet har vendt os ryggen, så vender vi også vores ryg til samfundet.
Upassende ? Klag over indlæg
Ved du hvad Henning.
Jeg synes måske at du glemmer det ideologiske indhold i hip hoppen, som reelt er det som betyder noget for en musikgenre.
Hvis man synger; Peace in the world, så arbejder man for freden, hvis man synger jeg er en alfons og du er en “ho”, altså en hore, så skaber man en verden hvor det er mere sandsynligt.
Indholdet i store dele af hip hoppen er usympatisk, kvindeundertrykkende, voldeligt, opfordrer til at voldtage og så videre.
Når du så står som afsender og støtter at alle de usympatiske musikere som synger om forfærdelige ting, så bliver du medansvarlig. Derfor mediestormen.
Lad mig give dig et konkret eksempel. I foråret var jeg til Vesterbro start festival, der overhørte jeg JOOKS synge at han mente der var fedt at voldtage piger. Det er i parantes det ansigt der præsenteres på reklamer på flere aviser.
Det var det der fik mig til at fare i blækhuset, for det er ikke i orden.
Konservatisme er grundlæggende en kamp for en bedre og mere moralsk verden. Voldtægt er det modsatte.
Så det bliver du nødt til at forholde dig til; vil du promovere et menneskesyn som forherliger de mest primitive og voldelige handlinger som; mord, voldtægt, røveri og alfonseri, eller vil du lade være.
Det er et moralsk valg, og det er derfor rimeligt at du i en konservativ avis stilles moralsk til ansvar.
Upassende ? Klag over indlæg
Hej Asger
Det er en temmelig fordomsfuld kommentar, du her kommer med. Du må helt klart have misforstået noget, da du hørte Jooks - han er i den grad ikke kvindehader og kunne aldrig drømme om at udtale den slags. Læs mere om hans univers her: http://ibyen.dk/musik/cd-beat/article738125.ece.
Der er ikke nogen ideologi om kvindehad i hip hop - slet ikke. Jeg har personligt aldrig mødt en person, der bekender sig til hip hop-musik, som havde et så forkvaklet syn på kvinder - og jeg har snakket med RIGTIG mange hip hoppere.
Der er til gengæld en tendens til lummer karlekammer/omklædningsrumssnak med drengene, hvor der bliver sagt nogle hårde ord om kvinder. Det er barnligt grænsende til det platte, men det er altid med et vist glimt i øjet.
Som nævnt ligger nogle af hip hoppens grundværdier i ghettoen, hvor der er mord, voldtægter, alfonseri mm. Rapperne beretter om deres hverdag - og hvis den virkelighed støder dig, bør du i stedet kæmpe for at forbedre vilkårene der hvor du er frem for at forarges over en fremstilling af virkeligheden.
Upassende ? Klag over indlæg
@ Asger Trier Engberg,
For det første er der ikke nogen ideologi i hiphop. Kulturen har altid været en heterogen størrelse og vedbliver at være det.
For det andet er udsagnet: “Hvis man synger; Peace in the world, så arbejder man for freden” vel i bedste fald forsimplet i værste fald naivt på grænsen til det uforståelige.
Udtalelser som “Konservatisme er grundlæggende en kamp for en bedre og mere moralsk verden. Voldtægt er det modsatte” støtter desværre sidstnævnte tolkning.
Når der opereres med så forsimplede modsætningspar, kan man ikke forvente at kunne bidrage med en prægnant analyse af noget som helst.
Det er heller ikke tilfældet med hr. Trier Engbergs indlæg.
Upassende ? Klag over indlæg
Annonce:
Kære Henning
Tak for denne glimrende gennemgang.
Jeg vil især se frem til at kunne henvise til dette indlæg over for folk der har set sig sure på hiphop-fænomenet uden at vide hvad det kommer af.
Og så kunne det være jeg skulle tage at samle den Jeff Chang-bog op jeg har liggende
Upassende ? Klag over indlæg