Indefra (arkiv)

Flyverdragten

Denne klumme burde måske snarere hedde: Ode Til Tabt Viden Og Perfekte Mødre, men det blev på en eller anden måde både lidt for langt og lidt for trist og patetisk. Men det er i virkeligheden det jeg mener. Min mor døde inden jeg selv blev mor, og med hende døde oceaner af mor-viden, som jeg havde været alt, alt for ung til at overtage inden hun døde. Det vil sige at jeg nu står midt i et børnefamilieliv og mangler basisviden om titusind hele og halve ting, store og små kapitler og også om hele den lange historie, som for altid er gået tabt sammen med min mor.

Min mor vidste også tusind ting, som jeg slet ikke behøver at vide. Jeg tænker at smutvejen til skolen i Søborg måske ikke er essentiel grundviden, eller viden om, hvor man købte de lækreste jeans i 1960’erne er strengt taget heller ikke ting jeg SKAL vide nu for at få mit liv til at fungere. Selvom jeg meget gerne vil vide dem. Det jeg mangler at vide er ting som: Hvorfor måtte vi ikke få cola når vi havde ondt i maven, hvorfor skulle vi derimod pines og plages med revede æbler? Er der noget enzym-agtigt der er godt for maven, som jeg ikke kan forstå? Hvordan får man græspletter af jeans, og hvor i alverden får man slebet en Globalkniv op? Hvordan får man lange negle uden at de bliver klamme, og hvordan får man karriere og mor-liv til at hænge sammen? Hvor har hun gemt opskriften på haakonskager og hvordan dyrker man lavendler?

Jeg mangler også at få opskriften på hendes brød – den som hun faktisk aldrig skrev ned. Og så vil jeg virkeligt gerne høre lidt om, hvordan man får tørret en flyverdragt. For hvordan gør man det, hvis man ikke bare hænger den hen over radiatoren? Og hvorfor har jeg det som om, at der bagerst i min bevidsthed er et trick, jeg venter på at genopdage? For flyverdragterne i kit barndomshjem var aldrig våde. Selv efter jeg havde rullet mig i en vandpyt. De var tørre.

Der må have været et trick.

Men faktum er at jeg ikke kender en eneste kvinde, der har forstået sin mor fuldstændigt. Jeg kender ingen kvinde på min alder, som er helt færdig med at overveje, tænke over, Læse om, tale med sin mor, og heller ikke kvinder, der er færdige med at regne ud, hvordan det kan være at ens mor påvirker en så vanvittigt meget som hun jo rent faktisk gør selvom man selv er voksen. For vores mødre er altid med os. Deres frikadeller er og bliver selve facitlisten for frikadeller, uanset om vi i mellemtiden er blevet vegetarer selv. Og selvom vi er blevet piercet til uigenkendelighed, har fået hanekam og 14 Lisbeth Salander-tatoveringer, så er der for de færreste kvinder et syn så smukt gemt noget sted i deres bevidsthed, som synet af hendes mor lige når hun havde pyntet sig, babysitteren kom og moderen skulle ud. En nypyntet mor set gennem et sæt fireårige børneøjne og gemt i en sky af parfume, er den smukkeste kvinde i verden. For altid. Den grimmeste, mest pinlige og allermest skruphamrende irriterende kvinde i hele verden er den selv samme mor, der 11 år senere kommanderer sin datter hjem lige når festen er blevet allersjovest, stående udenfor Ronni fra b-klassens forældres parcelhus i grimme sko, med morgenhår og klattet makeup mens hun råber sin datters navn til denne kommer ud, stinkende af Pisang Ambon og med hævede læber af kysseleg i skabet med Ronnis storebror på næsten 18 (ingen teenager i verdenshistorien har nogensinde været 17…).

Derefter går der i de fleste kvindeliv sådan ca 15 år til man for alvor kan bruge sin mor igen. Nemlig når man selv er blevet mor, og der er tusind ting, følelser, oplevelser og muligheder for at gøre alting forkert og ingenting rigtigt og man bare har brug for hjælp, råd og vejledning. Det er her cirklen sluttes, og her de lykkelige døtre og mødre lærer hinanden at kende igen. Og det er lige præcis her jeg står nu. Uden min mor til at fortælle mig, hvordan søren man får den flyverdragt helt tør til i eftermiddag når Elias skal ud og lege i Fælledparken igen. For det vidste min mor, og jeg havde simpelthen ikke drømt om at det var netop det, jeg ville have brug for at vide. Nu.