Indefra (arkiv)

Gør det selv - igen

Nu er det ikke, fordi man skal romantisere fattigfirserne alt for meget. I virkeligheden ved jeg slet ikke, om det er muligt. Men jeg er født i 1977 og voksede op i firserne med energikrise og luse-epidemier.

Lusene overlevede de lange vintre ved at hoppe fra parkacoat-pelskant  til parkacoat-pelskant, som de hang der uden for klasseværelserne ved siden af hinanden på rad og række, og hvis ikke det lærer én lidt om at lade være med at følge alle trends alt for slavisk, så ved jeg ikke, hvad der gør.

I mine forældres hjem i firserne rasede gør-det-selv-feberen. Min fars hobby var alt vælte vægge, og jeg hadede lugten af murstøv. Mine forældre var nemlig flyttet ind i en ordentlig kasse af et fire-familiehus i det, der blev kaldt for Skraldemandskvarteret i Odense. Der er ret mange vægge i sådan et hus, skulle jeg hilse at sige. Og jeg kan huske den dag i begyndelsen af halvfemserne da min mor brølede, at hvis min far væltede så meget som en eneste lille væg nogensinde igen, så ville hun skilles. Hun kunne simpelthen ikke tale mere om isolering, byggemarkeder, spånplader eller dyvler.

Jeg forstår hende godt. Men nu skulle hun jo sådan set ikke selv komme alt for godt i gang, for det var jo ikke sådan, at et eneste par udslidte cowboybukser (det var før denimbukser blev kendt som jeans… Vi gik i cowboybukser!) overlevede mødet med min mors opsprætter. For de brede bukseben i halvfjerserne gav stof nok til mindst en børnejakke pr. bukseben, og det skulle man ikke sige to gange til hobbysyersken over dem alle: Min mor. Heldigvis har et par af kunstværkerne fra den gang overlevet: En lille fint kantet jakke med svaj i ærmegabene lever stadig, og den lille lilla morgenkåbe, hun strikkede til mig da jeg var et år gammel, og som ligner et telt fra Woodstock i miniudgave, er heldigvis også stadig i blandt os.

Nu er det ikke, fordi jeg altid elskede det hjemmegjorte. Jeg husker en særlig følelsesladet scene, hvor jeg som tiårig tiggede og bad min mor om at komme i Hennes & Mauritz, som på det tidspunkt var noget nær det mest eksotiske, der havde ramt Odense.

Da jeg endelig fik lov, og da vi endelig stod der, var udvalget så overvældende, at jeg nærmest ikke kunne overskue det. Min mor hev og flåede i tøjet og skældte og smældte over den dårlige kvalitet, men lige meget hvor afsindig pinlig hun var, ødelagde det ikke min oplevelse af at stå der i verdens modemekka. I Odense.

Men en ting er at have en morfar, der har væltet virkeligt mange vægge, en mormor der gik foran indenfor genbrug, nej min egen 2-årige Elias er simpelthen velsignet med en mor, der syr blomstrede bukser til ham… Og tvinger ham i dem… Det startede ganske uskyldigt med, at det var sommer, at han var lille og at jeg havde noget stof liggende. Og så startede det i virkeligheden før det… For jeg har lært af min mor og af min far, at det man selv laver med sine egne hænder til andre og til sig selv, har ekstra værdi.

Altså, at Elias blomstrede bukser på en eller anden måde er mere værd, end dem man kan købe i butikkerne. Mer-værdien skyldes ikke stoffets kvalitet, eller elastikkens spændstighed i linningen, eller det særligt fine blomsterprint, nej mer-værdien skyldes, at jeg har lavet dem. For det hjemmelavede tøj, som jeg som pre-puberterende provinspige hellere ville bytte til noget pre-fabrikeret er lavet af nogen til nogen.

Og nu sidder jeg så selv i arbejdslampens skær, lige så snart jeg har tid til det og syr ubehjælpsomme sager til min søn. Hans far har dog nedlagt veto mod småblomstret, hvilket også var på tide, må jeg nok indrømme. Men jeg er ikke den eneste.

Gør-det-selv-bølgen er over os igen, og hvis du mangler beviser for det, så er det bare med at klikke dig en tur ud i cyberspace, for her vrimler det med damer, der syr og strikker og mænd, der lige hurtigt banker en reol sammen. Hvorfor mon? Fordi det er mere værd, fordi vi ingen penge har, eller fordi det er ok, at ting tager tid? Jeg ved det ikke, men en ting er helt sikkert: Der skal ikke væltes vægge hjemme hos mig, og skulle den feber gribe fat om Johan, sender jeg ham hjem til min far.

Og så lige en anden ting: Det er afstressende. Det er totalt afstressende at gøre det selv. Ikke at skulle producere mere end lige præcis det halstørklæde man selv mangler er ret fantastisk.

PS – skulle du have lyst til at besøge nogle af alle gør-det-selv typerne, så se disse links:

Møde Christina aka Rappedikke her.

Mød Lis fra Karlssons Kludeskab her.

Se, hvad Fruen kan bikse sammen af alt fra stof til tapet her.

Og her strikker en kunstner.

Hvis du vil møde en mand, der kan alt med en spånplade, så klik dig ind her.